Myte eller Sanhed? //Ariel//

Kin smilede til hende.
"Du må da gerne grine det lyder godt" sagde han og fniste lidt.
Han fandt en lille lommekniv frem.
"Vi kan da godt bytte blod" sagde han roligt og foldede kniven ud.

Hun så på ham, "Du mener det" sagde hun overrasket. "okay fint nok" hun bed sig i læben. Hun rakte sin arm frem mod ham, og så nervøst på ham. Hun var meget opmærksom på hvordan han tog fat i hendes hånd, "Gør det hurtigt ikke" sagde hun nervøst og trippede lidt på stedet

Han tog kniven og skar en flænge i hans egen håndflade.
Derefter lavede han en lille flænge i Hendes arm.
Han lagde sin blødende hånd oven på hendes sår.
Det gik et par sekunder inden han tog noget bandage til hendes arm for at lukke blødningen. Det samme gjorde han med sin hånd.
"Så er vi forenet for altid... Og forresten så hedder jeg Kin" sagde han til sidst.

Hun smilede og var glad, for det ikke havde gjort så ondt som hun havde troet. "ja det er vi Kin " sagde hun og smilede sødt. Hun gik hen til ham, og rørte ved hans sår på hånden. Hun smilede stille og slap hans hånd, "Hvad så nu?" spurgte hun stille og smilede til ham.

Kin betragtede sit sår i et øjeblik.
"Jo jeg vil da lige høre hvad du hedder?" spurgte han.
Han kikkede lidt rundt omkring i omgivelserne og så tilbage på hende.

Hun så på ham og smilede, "Mit navn er Ariel" svarede hun. "Skal vi tage et andet sted hen eller vil du gerne blive her?" spurgte hun. Hun ville gerne se mere af hvad han lavede, når han ikke ledte efter engle. Hun smilede og så op mod himlen.

Kin smilede til hende.
"Dav Ariel vi kan godt gå et andet sted hen" sagde han og begyndte at gå.
"Er der noget specielt du vil vide om mig?" spurgte han mens han gik

Hun smilede, "ja da " svarede hun mens hun gik stille ved siden af ham. "Hvor lang tid har du kendt til væsner?" spurgte hun nyserrigt og så sig omkring. Hun tog blidt hans hånd i sin, "Er dit sår stoppet med at bløde?" spurgte hun stille.

Kin kikkede hurtigt ned på sin hånd og tog den til sig.
"Tak for at du spørger men jeg har altså en kæreste" sagde han og smilede til hende.
"Og jeg har kendt til væsner i ca. to år nu" afsluttede han.

HUn smilede, "helt fint, jeg lagde nu ikke noget i det" svarede hun. "hvorfor besluttede du dig at blive dusørjager?" spurgte hun og smilede stadig. "Og jeg prøver skam ikke at lægge an på dig Kin, jeg vil bare være din ven" sagde hun.

Han så på hende.
"Det er okay" smilede han.
Så da hendes spørgsmål kom var det som om der kom en sort sky over ham.
Han kikkede ned i jorden.
"Der var en dæmon der dræbte min familie og resten af min landsby..." sagde han.

Hun stirrede forfærdet på ham, "det er jeg virkelig ked af Kin, det var ikke min mening at såre dig med mit spørgsmål" sagde hun, og vidste ikke hvad hun skulle gøre for at trøste ham. "undskyld det er jeg virkelig ked af" prøvede hun trøstende. "undskyld" hviskede hun og så skamfuldt ned i jorden.

"Det er okay Ariel" sagde han og så op på hende.
"Det var min far... Og jeg dræbte ham..." han så væk fra hende og fremad
"Men det sværd jeg dræbte ham med var ikke et pentagram-sværd så dæmonen fløj ud af ham og ud imod denne ø..." han holdte en pause.
"Jeg så min far dø for min klinge..." sagde han med en stemme der knak lidt over.

Hun lagde en trøstende hånd på hans skulder, "det er jeg ked af Kin det må være hårdt" svarede hun stille. Hun var ikke helt sikker på om hun kunne kramme ham, uden at han ville misforstå det. "Har du fundet dæmonen som besad din far?" spurgte hun forsigtigt. HUn havde virkelig ondt af ham, ingen burde opleve sådan noget.

Han så op på hende med sørgmodige øjne...
"Nej det har jeg ikke..." sagde han og kikkede ned igen.
Han stoppede op og gav hende en krammer.
"Du skal ikke tro at jeg ikke vil give en ven en krammer jeg sagde det bare så du vidste det..." sagde han med hovedet over hendes skulder

Hun smilede sørgmodigt og krammede forsigtigt igen, "Helt okay" svarede hun stille. HUn trædte et skridt væk fra ham igen, "Jeg er virkelig ked af det på dine vegne, jeg håber du får din hævn" sagde hun og håbede det trøstede ham en smule, selvom det nok ikke gjorde. "Jeg skal beskytte dig så godt jeg kan" sagde hun stille...

Kin smilede til hende.
"Tak" sagde han og begyndte at gå igen.
"Og jeg skal nok beskytte dig" tilføjede han.

HUn grinede en smule over hans kommentar, "men det er jo ikke dit job at beskytte mig" svarede hun. "Men det er mit job at beskytte dig" sagde hun og smilede lidt. "SKal du hjem nu?" spurgte hun stille. Hun ville tage hjem hvis han ikke havde brug for hende mere idag.

"Ja jeg bor i Sheria" sagde han og begyndte at gå ned af bjergstien.
"Ses vi en anden gang?" spurgte han og så sig over skuldren.

HUn smilede til ham, "Selvfølgelig kald hvis du har brug for mig" svarede hun muntert. "Sov godt og hils din kæreste" sagde hun og gik langsomt tilbage hvor hun kom fra. Hun nød nu hans selskab, han var hyggelig at snakke med. Men det var tragisk med hans far, hun havde virkelig ondt af ham...

Han vendte sig om og vinkede mens han gik videre.
"Det skal jeg nok!" råbte han tilbage til hende.
"Kom godt hjem!" råbte han til sidst og satte i løb ned af stien.

//Out//

Hun så tilbage på ham og smilede, hun grinede. Hun foldene sine vinger ud og fløj hjem .

//out//