velkommen til //Bredani//

Manden havde nu begge deres hænder på hans hals, og selvom Akuma råbte af ham, var det det Bredani der fanget hans blik, han var født ind i denne verden for at adlyde, og skaffe Thomas problemer af vejen, og han kunne godt genkende hans herres blik, men han forstod det ikke *Skulle jeg ikke skære hoved af hendes krop?, jeg må ikke dræbe hans familie, men jeg må heller ikke nægte en ordre* han havde ikke meget mere end det i tankerne, han var jo ikke lært til andet end mord, og død, så tænkning var ikke hans stærkeste side, men han dejet bliket mod Bredani, og svaret hende først "Jeg er her på ordre af en overordnet til at dræbe dem frøken Bredani". han kigget hurtigt mod Akuma, og svare ham "De syv er dem de burde frygte min herre"

Akuma blev ikke serlig begejstret over at manden valgte at tale i gåder.
Han rev manden ud af Bredanis hånd.
Da han var løs så smadrede Akuma manden ned i jorden.
Efter at manden var nede i sandet så tog Akuma nu sin næve og hamrede den ned i fjæset på manden.
Han satte sine klør ind i mandens hals.
"Jeg syndes ikke rigtig at du giver mig den information jeg vil have..." sagde han med en dæmonisk stemme.
"Og hvis du vil dræbe mine venner så gør du ikke meget nytte i live!!" han holdte en kort pause.
"Så nu spørger jeg dig igen... HVEM SKAL JEG FRYGTE!!?" råbte han dæmonisk.

Bredani holdt sig væk. Hun var ikke længere intresseret for denne mand. Hun havde fået det at vide. Fået at vide at den der havde hjulpet hende mest i hendes familie ville dræbe hende. Thomas. Hun stoppede hurtigt men det var for sent. Det var for sent fordi at hun i tankerne havde sagt at Thomas skulle komme hen til hende. Hun havde kaldt på ham. Hun ignorede det og skulle lige til at gå hen og dræbe manden da hun faldt sammen. En underlig mørk substans flød fra hendes ryg og ned af græsset. Det flimrede for hendes øjne. Blodet strømmede ud af hullet i ryggen. Hun kiggede op på Akuma. Såret helede. Hun stønnede og holdt sig til benene. Blodet lå rundt om hende....

Manden grinede af Akuma, og sagde koldt "Jeg er en hund, jeg frygter ikke døden, men jeg frygter at gøre noget mod min herre, men hvis du tager dine klør væk, og behandler mig ordenligt skal jeg nok være til en større hjælp" han havde ikke regnet med at Akuma ville lade ham leve, men han var ligeglad, han var sat i verden for at dø, om det skulle være nu eller sener betød kun om han kunne hjælpe sin herre lidt mere eller lidt mindre, men hans blik bliv fanget på Bredani, og sagde koldt "nummer 1 er kommet ind i hende, nu kan de finde hende lige meget hvor du gemmer hende, jeg har gjort min pligt, håber for dig du ved hvordan man ungår dem...men du ved intet om dem, så held og lykke"

\\kra død.. sorry\\

Han blev bekymret da han så hvad der skete med Bredani.
"Er du okay?" spurgte han hurtigt.
Akumas tålmodighed var nu sluppet op.
"DET VAR DET FORKERTE SVAR!!!" sagde han til manden med den mest dæmoniske og skræmmende stemme som ville få selv zombier til at ligge sig i graven igen.
"Men siden du ikke er bange for døden så vil jeg give dig noget være end døden...!" sagde han kort og stirede manden i øjnene.
Han bredte sine kæmpe vinger ud og begyndte at flyve.
De fløj ud over havet til Akuma så nogen haj finder.
"Her kan du jo svømme lidt rundt og få dig nogen venner..." sagde han og slap taget om hans hals.
Manden faldte i vandet med to hajfinder rundt om sig selv.
Hajerne gik straks løs på manden og åd ham en lille bid af gangen så manden blev ædt levende.
Akuma fløj ind til Bredani igen og støttede hende så hun ikke faldte sammen.
"Hvad skete der lige?" spurgte han bekymret.

Bredani havde lukkede øjne da han kom hen til hende. Hun vidste hvad der var sket. Hun var blevet skudt af en pistol. Hun trak vejret langsomt men rakte så Akuma en sølvkniv. Der sved i hendes hånd da hun rakte den til Akuma men hun klarede det. Tanken om at kuglen stadig var i hende gjorde at hun fik kvalme. Hun forsøgte at smile men det blev bare en grimasse. ” Du bliver nødt til at skære kuglen ud ” Sagde Hun og rakte sin arm frem så han kunne se hullet der stadig blødte en smule. Hendes stemme var bestemt. Hun kiggede lige ind i Akumas øjne. ” Du bliver nødt til det, Kuglen kan gøre at de kan spore mig og det er jeg ikke synderligt begejstret for ” Sagde Hun roligt og hendes grønne øjne så en smule matte ud. Hun kiggede bare Akuma. Betragtede Ham......

*my head hurts...how the fuck did i get here.. it is some kind of basement..*
Mammon sad i en kældre ikke langt fra stranden, hvor han havde skudt en Tomi pentagram kugle i Bredani, men han havde ingen ide om hvordan han var kommet her, og det gjore ham lidt skamfuld, da han jo skulle give informationer til hans gruppe leder, men istedet skal han nu sidde i denne kolde, og ligegyldige kælder. en mand kommer ud af mørket, han havde smukt langt lyst hår, og var ret bred skuldret af bygning, han havde et sæt sort militær tøj på. den ukendte mand sætter sig ned på en stol foran Mammon, og begynder at snakke med en lumsk undertone.
"Dit navn er Mammon, du arbejder under din makker og ven Beelzebub, i er blevet bedt om at dræbe Bredani Aetius, af en ukendt arbejdes giver" - ukendt person
"Jeg er imponeret.. men arbejdes giveren er ikke en hemmelighed, det er min herre Thomas, så du burde nok læse dine lekjer ordenligt næste gang" - Mammon
"jeg slipper dig fri nu, og det gør jeg af den grund, at du skal fortælle din partner i arbejder på et falsk grundlag, men hvis du ikke tror mig, og jeg ser dig igen, vil du dø." - ukendt person

Akuma blev mega nervøs nu.
"Skære i dig!?" spurgte han lidt højlyt.
Han tog dog imod kniven.
Selvom han var vant til at pinde mennesker så var det noget andet når det var en ven.
Han tog sin ene hånd oven på såret og spredte det.
"Det er ikke så slemt jeg tror godt at..." han lagde kniven væk.
"... jeg kan tage den ud" sagde han.
Han satte to fingre ind i såret og fik fat i kuglen med neglene.
"Det her kommer til at gøre ondt..." sagde han og trak hurtigt kuglen ud.
Han smed kuglen ud i havet.
"Går det?..." spurgte han.

Bredanis ansigt blev forvredet i smerte da han tog kuglen ud. Hun bed tænderne sammen. ” Ja det gør det, Tak ” Sagde Hun roligt og så på såret der langsomt helede. Hun smilede roligt. Det sved men hun klarede den som altid. Hun rejste sig op en smule vaklende. Hun kunne nærmest fornemme at der var nogen tæt på. Hun skreg da et eller andet gennemborede hendes arm. Hun så at kuglen som lige var blevet smidt ud i havet var kommet tilbage. ” Nå ja det er thomas der har lavet den ” Mumlede Hun for sig selv. Hvor kunne hun da være åndsvag at tro at han ikke havde programmeret kuglen til at blive ved hende. Hun snerrede lavt en masse bandeord. ” Den må blive i indtil videre ” Sagde Hun og helede såret da kuglen stadig var derinde. Hun kunne sagtens mærke at det var forkert at den var derinde. men klarede sig. ” Jeg tror der er nogen tæt på ” Sagde Hun svagt og gik hen mod duften...

En dæmon ved navn Gabriel, var ikke langt fra dem, han kendte ikke Akuma, og havde ikke den store lyst til at starte med at dropkicke ham i ansigtet, det er en dårlig måde at sige hej til en ny person på, men han stolet ikke på ham, men det var vel også lige meget, for Gabriel havde ikke i tankerne at blive set af andre end Bredani, og tog den Japanske Katana som tidligere havde været i lejemordens hænder, og rev et stykke af sin militær dragt, og satte det på enden, og satte sværet ned i jorden, det gjore han af flere grunde, for det første at Bredani kunne vide han var her, og den anden for at drage duften af ham flere steder, så han kunne komme væk og finde Beelzebub, og se om han tog advarslen seriøst eller ej, og han ville ikke have nogen andre på nakken når han gjore det, for han arbjedet bedst alene. han rev sig på katanen for at lede Bredani hen til sværet, også lukket han sit sår med stof, og løb op i sand klitterne for at finde sig et nyt gemme sted, til han sener han stikke helt af, han ville bare sikkere sig at den ukendte dæmon, ikke ville Bredani noget ondt.

Akuma rejste sig op og så i samme retning som Bredani.
Han kunne ikke se nogen til at starte med.
"Hvad er der?" spurgte han og kikkede ud over landskabet.

//krea lost :(//

Bredani holdt hånden op som tegn til at Akuma skulle tie stille. Hun duftede dyrisk til vinden og duften af blod overmandede hende kortvarigt. Duften af Gabriel overmandede hende og hun mærkede de bizarre ,ikke normale tårer, flyde ned over hendes kinder. Hendes bror. Hendes vogter, var tæt på hende. " Vent her, Jeg kommer tilbage lige om lidt Akuma " Sagde Hun og smilede lykkeligt til dæmonen før hendes brede sorte vinger spredte sig ud og hun fløj op i luften med en voldsom fart. Hun kiggede ned over landskabet og kunne sagtens se Gabriel der åbenbart flygtede. Hun fløj dog lydløst ned og væltede Gabriel med armene spredt ud til siden. " Jeg kender dine tricks storebror " Hvislede Hun og grinede...