Home sweet home (Camille)

Det var ikke fordi der var blevet mere tomt som sådan.
Der manglede måske nogle ekstra sko, jakker i entreen, måske en ekstra computer på spisebordet og en stak tøj inde i skabet. Men eller manglede der ikke noget.
Eller jo...et babybadekar, babylegetøj og en babyseng, alt sammen noget Dawn havde slæbt med sig, den aften hun havde så travlt med at komme ud.

Men Zean var ved at vænne sig til tanken igen. Om at være alene...Det var noget af det sværeste. Ingen at snakke med når man kom hjem, ingen lille dreng at lege med...Der manglede bare noget...Det. Men det var vel hans egen skyld. Denne dag havde han bare fødder, mørke jeans og en hvid T-shirt på.
Hans mørkebrune hår strittede, som næsten altid.
Lejligheden var lige blevet gjort ren, i hvert fald mere end før, og gjort klar til at det var hans tur til at have Elyas i denne weekend. Små børn var godt nok ikke hans livret, og han glædede sig da også til at Elyas voksede sig større...Men elske ham gjorde han nu alligevel. Mere end noget andet.
Han havde sat noget vand over til te.
Elyas lå inde i hans dobbeltseng og sov, der var jo rigelig plads til dem begge nu.
Han overvejede at anskaffe sig en kat...Den krævede ikke vildt meget pleje, og så havde han lidt selskab en gang i mellem, men det var stadig kun en tanke han legede med.
Da vandet var færdigt, hældte han det i en kande med nogle teposer og lod det stå og trække. Imens gik han over til spisebordet og satte sig foran sin computer, mens han fik klaret småting som f.eks. husleje, det gik jo nemt når det bare kunne ske over computeren...

Camille stod udenfor døren til hans lejlighed, Zeans.
Hun havde en lille mini fodbold med teletubbies på i favnen.
Hvorfor hun var så nervøs havde hun grublet over ,næsten hele spadserturen hertil, uden at komme op med et valid svar.
Lille Elyas ville være hos Zean igen, og dét ville være ....underligt at opleve ham i rollen som far.
Underligt...på den gode måde.
Hun så ned af sig selv, den midnats blå nederdel med en matchende langærmet bluse sad som dét skulle.Typisk for hende, var stilen klassisk og raffineret ,dét eneste lille tvist var at den var syet så skuldrene var blottet.
Hun havde sorte støvler og en sort strik trøje på. Håret var flettet ned af hendes ryg .
Dét var lidt tid siden hun havde set Zean og da han sms hende med et tilbud om eftermiddags te his place, var hun blevet overraskende glad og havde skyndte sig at sende en tekst besked med en lille smiley retur, hvor hun takkede ja.
Hun tog en dyb vejrtrækning og bankede på, ikke for højt hvis nu Elyas lå og sov ?

Han hørte den svage banken og kunne ikke lade være med at smile.
Han gik ud i entreen og lukkede op.
"Halløj" sagde han og flyttede sig lidt så hun kunne komme ind. Da hun var inde lukkede han døren igen.
"God tur herhen?" spurgte han.
Det var lidt underligt...før havde han intet imod hun kom forbi, måske også fordi han selv havde været med. Men nu besøgte hun ham jo, han lukkede selv op og tillod hende at komme ind i sit hjem. Sit nu lidt...ensomme hjem.
"Elyas sover lige..." sagde han roligt og gik ud i køkkenet. Han hev teposerne op, for at de skulle over-trække, hvilket bare ville resultere i en mere stærk og bitter smag.
Han satte låg på, fandt nogle kopper og satte det på spisebordet. Så kunne man tage hvis man ville have.

Hun smilede da hun så ham i døråbningen og hans vandte ansigt gav hende et øjebliks ro i hendes tanker.Dét var jo 'bare'Zean, no reson for panic.
Hun trådte ind samtidig med hun svarede ham "Jeg spadseret herover, luften var fin ."
Hun kunne have slået sig selv, hvad pokker var dét for et svar at komme med, hvor stupidt.Hun var tilsyneladende stadig lidt 'tense' .Hun skubbede sine støvler af, så hun havde strømpefødder fra de knæ lange sorte uld strømper, der havde et snært af skolepige look, men Camille kunne nu godt lide dem, så længe man satte dem 'ordenligt ' sammen med noget andet.
"Arh...middagslur...en herlig ting .Jeg fandt den her til ham "sagde hun og lod teetubbierne snorre rundt i hendes hånd."Den kan han få senere...hvis dét er" smilede hun og lagde bolden fra sig på spisebordet.
Hun krængede trøjen af og lagde den over sofaen.
" Sidst jeg var her, måtte jeg næsten tvinge dig i seng, remember ?" sagde hun og snuppede en tom kop.

Han så lidt på bolden. Og smilte så, det kunne han have sagt sig selv. Nævn børn og du kunne være sikker på at der også var en Camille.
"Tak" svarede han. Han klappede sin computer sammen og snuppede kanden for næsen af hende, hældte dog op til hende først, for derefter sig selv.
Han fandt lidt sukker ude i køkkenet og hældte i sin te, da Camille som regel ikke brugte noget, gad han næsten ikke engang at spørge.
I det samme hørte man en svag gråd fra den lukkede dør, der første ind til soveværelset.
Zean smilte lidt, satte sin kop og gik der hen.
"Jeg er tilbage lige om lidt" sagde han, åbnede døren og forsvandt ind i det mørke lokale.
Elyas var vågen. Han havde ikke bare tabt sutten eller vendt sig, haft mareridt...Nej, han var vågen.
Zean tog ham op og lagde ham roligt i sine arme, med den lille dyne om sig så han ikke skulle fryse når han bar ham ud fra soveværelset.
Som altid fangede hans øjne hans opmærksomhed...De dejlige, blå øjne.
Han rejste sig fra sengen og gik ud fra soveværelset og hen til Camille.
"Må jeg præsentere: Elyas" smilte han, med en underlig glæde i sine øjne som man ellers ikke så til hverdag.
Elyas var blevet stille igen og så i stedet nysgerrigt på den fremmede...

Hun rakte sin kop frem da han tog kanden, og lod ham fylde den op.
Duften af lemon ramte hendes næse da hun snusede ind.
Hun lyftede et bryn ved den svage lyd af barne gråd, han var vågen den lille.
Camille så efter Zean forventningsfuldt , hun havde set Elyas en enkelt gang før, da hun havde mødtes med Dawn.Der havde han været en helt lille baby, nu måtte han være omkring ...hvad...8-9 måneder og dermed en mindre lille finkultur der kunne sidde selv, måske stablet op ved hjælp af puder.
Hun hørte dem pusle og satte sig over i sofaen for at give dem lidt ro.
Lidt efter trådte Zean ind i stuen med den mest vidunderlige og dejlige lille dreng i armene, godt pakket ind, beskyttet i en dyne.
Hun kunne ikke andet end at smile med hele hjertet, da han præsenterede Elyas.
"Heej....Elyas...nej hvor er duu fin...jeg er Camille " sagde hun i dét tonefald der faldt så naturligt når man talte til små børn ....eller dyr....og i alle andre sammenhænge ville være idiotisk.
Men hun tænkte ikke en gang over dét.Hun bemærkede Zeans lykke og så hvor sorgfri han virkede....og så smeltede hun væk i et par babyblå øjne.

Han satte sig ved siden af hende i sofaen. Hans øjne...folk sagde nok altid der var noget specielt over øjne, især babyers...Men han synes bare disse virkede endnu mere specielle...Men tiden måtte vise om det betød noget.
Elyas begyndte at bevæge sig lidt igen og komme med små lyde, nu da han havde kigget lidt på den fremmede. Hans far var der jo, så helt farligt kunne det ikke være.
Zean sukkede en anelse.
"Jeg er glad for vi besluttede at gå fra hinanden nu, i forhold til hvis han var ældre...jeg har hørt en del historier om det kan ædelægge forskellige ting for børn" sagde han
"Men nu vil han være van til det" han lod en hånd glide over det bløde, stadig gyldne hår. Men det var begyndt at blive mørkere.
Han så op på Camille. Det var virkelig underligt...at sidde her med hende, med sin søn...og dermed forene to dele af hans liv, hans hverdag.
"Vil du holde ham lidt?" foreslog han, da han kunne se hun var helt væk i ham...Og han kunne ikke lade være med at smile af det.

Hun fulgte dem med øjnene og nikkede til Zean, da han snakkede om bruddet med Dawn.
Dét var jo indlysende at dét var en meget trist erkendelse at man ikke skulle blive sammen, når man havde et barn.Men hun var nu helt enig med Zean u hans måde at tænke på.Elyas havde brug for kærlighed og nærvær og trykhed nu, det fik han af dem ...også selv om de var hver for sig.
Dét ville været et hårdt slag hvis bruddet skete når han var større, og kunne følge med i det hele, helt bevidst om de ændringer dét ville betyde.
"Det var meget trist dét ikke fungerede mellem jer, men skulle dét være....er nu et godt tidspunkt "medgav hun og satte sig godt tilrette.
Hun blev glædeligt overrasket over han spurgte om hun ville holde Elyas, måtte hun virkelig dét.
Hun kunne ellers godt tænke sig Zean totalt overbeskyttende overfor den lille at dét var strengt forbudt at røre.
"Jaa...hvis jeg må..." sagde hun og strålede.
Var der noget hun elskede var dét små børn.I sit job mødte hun mange børn og havde oftest et super fint tag og skøn kontakt til dem.Hun havde dog fravalgt arbejdet med de kroniske syge børn, da hun selv blev for berørt og ikke havde 'noget at give dem'.
Men den lille FYR i Zean arm, var sund og frisk.....hvad der var af forskel på en dæmon baby og en almindelig, anede hun intet om.For hende var han bare Elyas, Zeans søn.

Han så lidt på hende som om han ville bedømme hvor vidt hun nu også var egnet til at holde ham. Men smilte så.
"Det kan der vel ikke ske noget ved..." han holdte Elyas hen så hun kunne tage ham.
Elyas syntes selvfølgelig det var underligt og frygtede at hans far skulle gå, så han så efter Zean mens han begyndte at klynke.
Zean smilte bare og lagde sin hånd hen til ham, så Elyas kunne holde fast i hans fingre. Hvilket beroligede ham.
Han havde ellers tænkt sig at hente sin egen te, men han ventede lige lidt for Elyas skyld.
Da ELyas så ud til at acceptere at han lå i armene på en fremmed kvinde, trak Zen sin hånd til sig og gik over og hentede sin te. Den var kølet lidt nu og lige til at drikke.
Lidt efter sad han igen ved siden af Camille og satte kruset på bordet.

Hun så anklagende på Zean, men kun for sjov og sagde så "Bare rolig ....der er ingen fare for jeg spiser ham " og så fik hun Elyas over i sin favn og dynen med til at vikle om ham, så længe han selv ønskede den.
De første klynk kom da han skiftede favn, men Camille panikkede ikke over lydene og synes mere at finde glæde i at forsøge dulme dem."Såå...lille skat, du skal ikke være bange....se...får er lige her, og jeg skal nok passe godt på dig.".Han forstod selvfølgelig ikke en disse af hvad hun sagde, men responderede på stemmejele og tonefald og klangen af hendes fremmede stemme.Og så naturligvis sin fars finger at holde om.
Da Elyas stoppede med at være lidt utilfreds, gik Zean for at hente sin te, og Camille tilbød sin finger Istedet.
Den lille buttede babyhånd lukkede sig om den med nogle glade vrøvle lyde.
"Hvornår har han sidst spist ?" Spurgte hun, ikke fordi hun mistænkte Zean for ikke at have styr på dét, men hun vidste små børn ofte spiste, var dét anderedes for Elyas når han var dæmon.
Hun kiggede spørgende på Zean, og han kunne måske se i hendes blik hvad spørgsmålet rummede.

Han så på hende med et beroligende smil.
"Inden han lagde sit til at sove...for..." han overvejede hvad klokken kunne være.
"Måske 1 1/2 time siden eller så...Bare rolig, han skal nok gøre opmærksom på når han er sulten" grinte han
"Det gør han altid...Eller hvis der er andet der ikke passer ham" sagde han helt roligt og tog endnu en tår af sin te. Citrus, altid så forfriskende.
Man skulle måske tro han glemte det, når han ikke selv spiste. Men det gjorde han ikke, ikke når det var ELyas.
Han sukkede svagt da han kom i tanke om en anden ting.
"Det skal nok blive sjovt når han bliver større..." en svag ironi, men også...et eller andet andet osm var svært at sætte sin finger på.
"..Og han skal lære en ny måde at spise på" han mente selvfølgelig at han var dæmon og skulle derfor lære at tage en sjæl. Ikke nogen fornøjelse...men alle reagerede jo forskelligt.
Han så lidt på Camille.
"Hvorfor har du enlig nævnt ham for Tristan?" hans stemme var let anklagende, men det var tydeligt han bare ville vide hvorfor. Tristan havde ikke kunnet huske hvorfor.

Camille sank en klump, hun kunne næsten ikke udholde tanken om at denne her lille lækkre babyboy en dag skulle sidde og suge en sjæl ud af et menneske, kunne børn overhovedet styre det...eller kunne han suge sjælen ud af tante Camille ved et uheld? Hun så på Elyas og strøg sin pegefinger over hans mælkehvide kind " Noo..det ville du daaldri , vel lille skat " hviskede hun så lavt s hun troede hun kun selv kunne høre det.
Så rettede hun blikket op på Zean , imens hun puttede dynen lidt om Elyas der synes at ligge og slappe af, hvorfor talte han nu om...Tristan ?
Hvor vidste han fra at hun havde nævnt hans søn, havde de mødt hinanden ...igen ?
Hendes blik løb over Zean, undersøgende...men ingen synlige skrammer var at se, det var vel gode tegn.
Hun kløede sig lidt bag øret, imens hun genkaldte sig samtalen mellem hende og Tristan.
" Zean... det var helt harmløst, jeg mener det var en dag han spurgte ind til min mentor, and that IS you, han drillede mig lidt om der var noget mellem os, ikke alvorligt eller noget bare lidt random tease, og jeg slog det hen og sagde du var både forlovet og havde en baby søn Elyas.
Er der et problem med det ?" spurgte hun og en lille uro bredte sig.Havde hun gjort noget galt ?
Hvis hun havde var det ikke med vilje, hell...hun havde jo ikke engang vidst det, vidste stadig ikke hvad problemet var. Ja.... Tristan og Zean var ikke BFF s men alligevel, det var jo kun noget pænt og sødt hun havde sagt om ham.

Han hørte en hviskende lyd, men helt høre hvad der blev sagt, kunne han ikke. Men selv om Elyas aldrig skulle have lyst til det...Var han nød til det. For at leve.
Han så længe på Camille efter hendes lille forklaring. Han var faktisk begyndt at kigge ret meget på folk, når de sagde noget til ham han lige ville bedømme.
"Det går nok...Men nævn ham ikke til andre...Jeg gider ikke der er flere efter ham end højst nødvendigt..." svarede han. Han viste godt af Camille ikke troede på Tristan ville Elyas noget ondt. Tristan havde også sagt at det ville han ikke...
Men Zean troede ikke helt på det. Elyas ville vokse op...Elyas ville også blive en dæmon de ville jage.
Han kommenterede ikke resten de havde snakket om. Selvfølgelig var der ikke noget imellem dem...DEt ville jo ødelægge det for hende og Tristan.
Igen følte han sig underlig vred og det resulterede bare i at han blev vred på sig selv.
Han tog sin kop, rejste sig og gik ud i køkkenet, hvor han nok satte koppen lidt for hårdt på bordet. Det var jo åndssvagt.
Han sukkede og strakte sig, før han hældte sin te ud og hældte noget nyt, varmt på. Det virkede måske åndssvagt, men så havde han noget andet at give sig til.
Han gik over til sofaen igen og satte sig, så længe på den lille Elyas der lå i hendes arme og bare slappede af...
Han var bange for det skulle ødelægge det hele...
"Jeg har tænkt på noget..." sagde han endelig...turde næsten ikke se på hende, men gjorde det alligevel.
"...Øhm...du og Tristan, har i enlig noget sammen eller er i stadig bare hvad du vil kalde venner?"

Camille kunne mærke at han overvejede hendes ord.
Hun ville gerne vide mere om det møde han åbenbart havde haft med Tristan, det var nyt for hende, men hun fornemmede at det ikke var nu hun skulle krydsforhører ham, for han virkede all of a sudden lidt anspændt.
Hun lod ham derfor være, ville vente med hendes spørgsmål.
Hun tænktre lidt over Elyas, selvfølgelig skulle han have ....føde...men han blev en hel ny generation af dæmoner , måske....måske han kunne opdrages til at føde fra de døende eller onde mennesker ? Det som hun havde forsøgt at tale med Zean om, men selvfølgelig fandt han ideen latterlig.Vilkårligt holdt hun Elyas lidt tættere ind til sig, hendes hjerte var fyldt med ambivalente følelser omkring det der ventede ham, men een ting var sikkert....det var ikke hans skyld ! Og hvem sagde at dæmoner ikke kunne vokse op og blive gode? Zean var da...god, ikke?
Hun så efter ham da han gik, og imens han rumsterede i sit køkken, drak hun selv lidt af sin te, påpasselig ikke at kunne spilde på den lille dreng, hvis han spjættede.
Zean kom tilbage og nu skulle der snakkes...herligt....indtil det gik op for hende hvad indholdet var.
Det var et ...kompliseret...emne at skulle beskrive hendes og Tristans forhold, for alle svar ville være uklare og kunne misforståes.
Hun fik et rosa skær i kinderne.
"Du vil vide og Tristan og jeg.... er sammen ...rigtig..? "
hun tøvede , men forsøgte alligevel at besvare så godt hun kunne
" Jeg er meget glad for ham...og vi er meget ...tætte... altsår det forholder sig sådan at ...han er en slags halvkæreste "
hun kiggede lidt væk fra ham, og tænkte om det næste ville være hun skulle forklare hvad det betød.Det havde hun skulle for Samuel, og det var ikke gået så godt, ordene lød...dumme...når hun sagde dem højt, af en eller anden grund.

Han så lidt på hende, underligt trist ved den nyhed en enlig glad for hendes vegne.
"Selvfølgelig...Nå, men i passer vel også godt sammen..." noget han håbede lød henkastet.
Han så på Elyas og havde mest lyst til bare at tage ham tilbage til sig igen, holde ham tæt...
Han kunne endnu ikke bare skubbe ham væk eller svare igen hvis han snakkede med ham. Mem det kom jo nok.
Elyas var dog underligt roligt, havde fundet et hjørne af dynen at sutte på og kiggede bare frem og tilbage i mellem dem. Han kiggede dog lidt ekstra på Camille, da hun nærmest holdt ham tættere ind til sig.
Zean rejste sig op og gik hen til terrassedøren for at stå der og kigge ud. Sådan var det vel bare...Når han endelig opdager hvordan han enlig har det, er det for sent. Livet skulle sandelig ikke være nemt!
Men det var måske også bedst sådan...politisk. Han var dæmon. Hun var...halvt menneske. Og Tristan var jo trods alt også et menneske...
sådan var det bare...

Hun rynkede panden og så på ham.
Var han utilfreds med tanken om hende og Tristan sammen fordi han var dusørjæger eller fordi...?
hun lyftede Elyas lidt og kyssede hans lille pande imens hun søgte efter de rette ord.
" Zean...ingen ved hvad fremtiden bringer, Tristan er ikke min...m-men... måske..jeg ved det ikke selv, men jeg tror at måske..." hun stoppede, det var den del er altid var svær at forklare andre, at man kunne føle der var meget uden at noget var sagt.
Hun rejste sig og gik efter ham, hun huskede Leonards ord....måske handelede det om at han ikke kunne lide tanken om hun var sammen med nogen, uanset hvem ?
Camille tog mod til sig "Zean...du er forvirret og lige kommet ud af et forhold " sagde hun blidt til hans ryg, da hun stod bag ved ham. Havde hun ikke haft Elyas i favnen, havde hun givet ham et kram.

Han vendte sig om mod hende, hvad fattede hun ikke?
Han fattede sig dog inden han fik startet en diskussion. Også for Elyas skyld.
"Det har intet med det at gøre...Lad være og sige det er fordi jeg har det svært, at det er fordi jeg lige er kommet ud af et forhold. Jeg har ikke haft de rette følelser for hende længe, selvfølgelig er jeg trist over hun er ked af det...Men ellers har jeg det helt fint! Det er ingen undskyld, ingen dum undskyldning!" sagde han, overraskende roligt. Hvilket forhåbentlig også holdt Camille rolig. Faktisk syntes han at han fik sagt det mere bedende end tanken nok havde været.
"Jeg er ikke nær så forvirret som du vil gøre det til...Jeg er..." han stoppede sig selv. Såret. Skuffet? Hvilket af disse ord var enlig det rette?Han rystede på hovedet.
"Jeg er ikke forvirret..." sagde han så bare, som det sidste før han tillod hende at svare. Enlig var det nok mest ham selv han skulle være sur på. Han kunne bare have taget sig sammen lidt tidligere!
Hvis ikke det var for hans nye position...Og ja, tanken steg op i ham igen. Så var han rejst.
Der var tydeligvis intet tilbage for ham her...andet end Elyas.
Camille...Ja, hun var også værd at blive her for. Men han var bare bange for...bange for at blive såret. Igen.

Hun stod og vuggede Elyas blidt i armene imens hun lyttede til ham.
Hun havde altid fundet Zean spændende ,interessant og guderne skulle da vide han var...flot, men han havde aldrig nogen sinde udvist interesse overfor hende, og ja, deres forhold havde været meget energiladet og stormfuldt, og ikke helt uden tiltrækning fra hendes side af, men det havde aldrig været aktuelt, havde aldrig ligget i kortene at der var noget større der lå og ulmede, så naturligvis mente hun det var en form for reaktion ovenpå bruddet, uanset hvad han fortalte.
"Zean...jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige, det er meget nyt det her, og det er dit single liv også.. .du VED jeg er her for dig, og...men..." gik hun i stå, fastlåst i alle de tanker der var begyndt at opstå, hvad ialverden var de nu på vej ud i for en samtale.
Tempoet måtte lige et ak ned, så ingen fik sagt noget de ville fortryde, senere.
Camille gik tilbage til sofaen og satte sig godt tilrette, møvede en pude under armen så den fk støtte, når nu hun sad med Elyas, der igen var gledet ind i søvn.

Gad hun ikke holde op?Hun viste ikke det hele, selv om hun prøvede at virke sådan!Sådan virkede det i hvert fald på ham...
*begrund af dit sluttede forhold...fordi du nu er single...* Set i hans øjne var det hende der først lagde op...Og så nu bare dropper det hele igen.
*jamen du er da sød...en uge senere: men ikke så sød...*
*jah, Zean...det sker der!* Selvfølgelig gad Leonard ikke blande sig udenom.
Zean rystede bare på hovedet.
"Jeg er hurtigt til at tilpasse mig, det har jeg tit været, når det krævede overlevelse, og det er jeg også på dette emne. Så hvis du bare ville behandle mig som alle andre singlemænd i verden, som du ikke ved lige har droppet et forhold, så ville jeg være glad!" han sagde det roligt, han gad ikke skændes med hende igen...Også fordi han var bange for hun bare skulle gå og ikke gide komme tilbage. Nu havde hun jo tristan.
"Jeg er ikke forvirret...du forvirre mig" han vente ryggen til igen og så igen ud på de nærmeste træer. Hvorfor skete sådan noget også lige for ham?

Camille fulgte ham med øjnene og dét var ikke helt skudt ved siden af at sige hun var måløs.
Hun anede ikke helt hvad hun skulle stille op, han virkede pludselig så...beslutsomt.
Hun havde kun ganske få gange og alle på dét seneste oplevet at han havde givet hende et stort kram, Men ellers havde der aldrig været tegn på andet, havde der ? Jo...en slags beskyttertrang over for en værdsat veninde og protege, men...?
Han var lidt en gåde for hende og hun ville ikke tillade at situationen blev akavet, han betød for meget, så hun viftede med den stort set tomme kop og spurgte "Vil du ikke fylde den ?" hun ville have rejst sig og klaret dét selv normalt, men nu sad hun her med hans lille søn , sovende så fredeligt i hendes arme.
Hun løftede ham og kyssede igen hans pande og en lille baby lyd forlod hand fine mund.
"Så jeg forvirrer dig...? Jamen du ville ikke være den første der havde brug for en ordbog for at forstå mig "små drillede hun ham lidt.
Hun var rimelig sikker på at...tid....ville ændre Zeans opfattelse af hende, sådan som han tænkte lige nu....så der var ingen grund til at begynde at 'køre op over noget ' der ville fade ud i luften om en uge eller to.

selvfølgelig var det jo sådan. Hvad ellers? Nu hvor hun endelig havde fundet en at være lykkelig med, kunne det da ikke betyde noget når andre følte noget.
Han vente sig om og så lidt på Elyas. Han gik over til hende, men i stedet for at tage hendes kop og lege tjener, tog han Elyas, meget forsigtigt for ikke at vække ham.
"hej lille ven...skal du ind i seng igen?" mumlede han kærligt til ham og bar ham ind i seng igen. Han sad lidt på sengekanten og så på sin lille dreng.
"Åhh kære Leonard..." mumlede han
"...desværre kan jeg ikke bare rejse denne gang..." Leonard forstod det nok. Han havde altid været den der forstod ham...Han havde støttet ham dengang han skulle tage en sjæl, han havde båret rundt på hans små indre dæmoner...Ville han så ikek nok hjælep ham nu?
*kære bror...selvfølgelig!*
Han mærkede hvordan han nærmest forandrede sig....Blev til en.
*Lige som før...Lige som inden du mødte Dawn. Sig goddag til den gamle Zean* Han grinte svagt for sig selv og åbnede øjnene igen. De nu mere kolde øjne. Han så lidt på Elyas, bukkede sig ned og kyssede ham på panden, rejste sig, gik ind i stuen og lukkede døren efter sig.
Han så lidt på Camille.
"Selvfølgelig betyder det ikke noget...Du skal slet ikke tænke over det...Du skal bare være glad, leve lykkeligt med din lille dusørjæger, blive gift og få børn, for du lever ikke evigt...du har ingen mulighed for at prøve igen og igen og igen...Det er helt fint" Han var forandret. Virkede...ligeglad. Fuldstændigt. Med alt go alle. Det var jo bare overlevelse.
Han tog hendes kop, gik over og fyldte den, kom tilbage og gav hende den, smilte ubekymret til hende. Som om der slet ikke var sket noget.

Hun hjalp med at få ham guidet ordenligt over i Zeans arme og nåede lige at kysse på den lille buttede hånd, inden Zean lagde ham i seng igen.Dét var ved gud en bedårende lille unge, men med Zean som far og Dawn som mor, måtte udfaldet jo være sådan
Zean kom tilbage og helt hvad der var sket lagde hun ikke mærke til, hun havde for travlt med at...trække vejret, for han havde lige slået dét ud af hende med hans ord.
Der var en helt anden klang over dem, mere hårde og ....havde han slet ikke lyttet.
ALLE havde travlt med at sige de var et par og skulle leve lykkeligt Till the end of time, men den lille detalje at Tristan ikke havde spurgt, synes ikke at være væsentlig, og dét undrede hende.Dét var muligt dét endte som de spåede, dét kunne hun ikke udelukke, men som tingene stod nu var hun officielt single....selv om hendes føelser var et stort ..gameshow efter hånden.
"Han er ikke MIN ...." Svarede hun tvært, "hvorfor bliver du ved med at bore i dét ?" Hun så op med lidt triste øjne på ham, da hun modtog sin te "Tak "svarede hun med en stemme uden glæde.
Noget var gået galt i denne samtale, hvorfor følte han sig så....afvist ?
Hun vidste dét var svært for ham nu, uanset hvad han postod, og hun havde sådan set bare sagt at han skulle give dét lidt tid.
"zean...? " spurgte hun, ment som en opfordring til han skuler snakke...

"Jeg elsker dig, for helvede!" hvæsede han, som en kat man lige havde trådt over tæerne.
"Men det er lige meget...Det erj obare forvirrede følelser, ligesom en teenager ikke? Det er bare fordi jeg er forvirret, efter jeg lige er kommet ud af et forhold, right?! Jeg ved ikek hvorfor, men havde bare fået en svag følelse, et svagt håb, om at du følte det samme...Men jeg har intet gjort ved det fordi jeg havde Dawn...Nu er jeg endelig fri, men nu er det for sent...Sådan er livet! Jeg lever evigt, så det er lige meget...Jeg kan altid finde en anden, ikke?" han trak vejret i stød, hvad skete der lige? Han troede...han troede han havde haft kontrol med sig selv...
"Undskyld..." han gik baglæns inden hun skulle nå at gå fra ham...eller blive sur på ham...eller noget som helst andet. Han havde bare lyst til...ja, lyst til at forsvinde.
Se til fra sidelinien, falde ned i dyb selvmedlidenhed og blive hadet for det...For det gjorde folk jo, hade folk der syntes det var ldit synd for dem selv. så dem som egoistiske, uden at vide hvorfor personen gjorde det.
Sådan havde han det godt nok ikke...men det kom vel.
Men pyt nu med det...Det hele betød jo ikke noget...
God...han var virkelig ude af balance lige nu, som om han bare faldt ned og ned og ned...som om en eller anden havde klippet hans sidst livsline over og han bare faldt ned i dybet...Han var lige til lukkede...sådan ville menneskerne have sagt...Psykisk ustabil...

Hendes te skvulpede over ved dét gib hendes krop gav, da Zean pludselig udbrød at han...elskede hende ?
Hun hev ud i hendes kjole og 'luft viftede ' med den for at den hede te ikke skulle brænde hende igennem dét tynde stof.
Camilles blik veg ikke fra ham, det ville være for respektløst når han nu talte om hvordan han havde dét inden i.
Hun sank en klump i halsen, hun ville så gerne give ham lidt glæde og ro tilbage, men hun var helt på dét kunne risikerer med at gøre ondt værre, så lige der følte hun sig hjælpeløs...eller handlingslammet.
Men noget måtte hun jo sige eller gøre, hun var stadig besluttet på dét ikke skulle ende ud i en hårknude, hun ville ikke miste ham.
Hvis han havde dét svært skulle han vide at hun var der for ham.
"Zean...hold nu op...du ved jeg elsker dig, jeg ville gøre alt for dig...men du taler om ...andet ...en anden kærlighed....og dét er nyt, vi har jo aldrig " hendes stemme døede hen, der var noget over ham...noget fandens sårbart og også noget farligt stærkt.
Hun rykkede lidt på sig i sofaen, hvordan skulle hun fikse dét her, så der faldt lidt ro over ham og han ikke følte sig uelsket ?

Han fattede ikke hvad hun sagde til ham. Hun elskede ham ikke. Hun hold af ham som en ven, men hendes kærlighed gik til Tristan. Det vidste han jo! Så hun skulle ikke...lyve...Han var i tvivl om hun overhoved løj, måske troede hun selv på det?
En anden kærlighed? Det gjorde ham mest forvirret, hvad snakkede hun om? Forstod hun slet ikke...hvordan? Det var ikke bare den kærlighed man gav til et dyr, et barn eller noget andet, måske en ting eller en livret...Nej. Den var den kærlighed man gav til en person man ønskede i sit liv, at være en del af det.
"Lad være og tale i gåder! Sig det som det er: Du er sammen med Tristan. Det er hvad jeg selv har tænkt, jeg var for langsom! Det er min egen skyld..." lige pludselig, ud af det blå, faldt han til ro...faktisk alt for meget...en underlig opgivende ro...
Han følte bare han måtte afreagere....men han kunne jo ikek så godt smadre sit eget hus go han ville ikke have at det skulle få ud over Elyas...Så det var fanget indeni ham...som en tikkende bombe.
For en sidste gang prøvede han at samle det hele sammen, låse det inde...Og overleve.
Familiens ånd, Ichabod, var også vendt tilbage, det havde han opdaget for nogle uger siden. Så han burde have vist der ville ske nogle ting, nogle ting som han skulle hjælpe ham med...Men kunne det være det her?
Han lukkede øjnene og holdt vejret et øjeblik, da han endelig åndede ud så han på Camille med nogle...alt for blandede øjne. de bad hende, de var triste, de var vrede, de var...alt, på en gang nærmest.
"Det hele handler jo bare om overlevelse, ikke?" hans stemme var lige så blandet, skiftede hele tiden toneleje, som om der var noget...eller nogen, der kæmpede indeni ham, om at få magten.
Hvis folk så ham nu ville de sige han var sindssyg. Og måske havde de ret.
Men selv var han ligeglad, han var bare kommet...ud af balance, den balance han havde kæmpet for og holdt de sidste par dage. Lige nu var han bare skubbet væk fra den, kæmpede for at finde den igen.