Home sweet home (Camille)

Han trak svagt på den ene skulder.
"Har opdaget at vores High inpuisitor nok ikke lige holder de nye regler...ellers har jeg ikke mødt mange dæmoner..." han trak lidt på den ene skulder igen.
"SÅ...Men skal også finde mig et nyt et, til hverdag...ellers keder jeg mig og det vil aldrig gå godt" Han smilte svagt.

//undskyld kortheden, skal smutte nu...:///

Hun anede virkelig ikke hvad titlen dækkede over og hvad dét betød ikke at træde udover regelerne .
"Hvem er dét ? " spurgte hun nysgerrigt.
"og er dét noget der får konsekvenser af en art."
Hun skænkede te op til dem, og trak sine ben mageligt op i hans sofa.
Det var på en måde mærkeligt, at dét var første gang hun følte sig så tilpas i hans lejlighed , selv om der var lidt ømme samtaleemner oppe og vende fra tid til anden.
Mon Zean vidste at hun havde møde Rafael ?
"Du...jeg blev inviteret til en middag for lidt tid siden, af din boss...vidste du dét....også vampyrenes leder, og elvernes var der " hun kiggede efter spor om Zean vidste dét ?

// du kan undskylde hvis du taber din brændende te over mig, ikke for dine indlæg ;) //

Han så lidt på hende og trak på skuldrene.
"Nej...bare fordi jeg er den jeg er, jeg er stadig ikke mere end endnu en brik i spillet...Du skal da ikke bilde dig ind de gider at fortælle mig sådan noget..." på en måde virkede han bitter over det...og på en anden måde bare mere...ligeglad.
"Men! Pas på...det er netop de racer vi har et...samarbejde med" sagde han med et lille nik.
Han undgik at svare på det andet. Det ville nok ikke få konsekvenser, han havde ikke sagt det videre og hun var overordnet...selv om han havde lov at forfølge hende med reglerne, hvis han ville...mente han da, han kunne faktisk ikke huske det...Nå pyt.

Hun lænede sig lidt tilbage, dét var overaskende nyhedder "I har alliancer med elverne ?"
Hun havde tænkt at vampyrene var selvskrevene...men havde selv håbet at få en god snak og mpske en aftale istand med Tenku.Men dét måtte hun nok opgive.
Hun så på Zean, og var lykkelig over han ikke var Rafaels højre hånd.
Rafael havde været en upåklageligt vært, høflig og galant, men hun kunne ikke slippe følelsen af at han aflæste hende, lurede hende af og måske havde tænkt sig at gøre hende til en brik i hans spil...og kendte man Camille, vidste man at hun så ville sprælle med arme og ben og lave en fandens masse ballade.
"jeres verden er så...barsk...ind imellem Zean..." Sagde hun og drak lidt te , hun havde fyldt deres krus igen.

Han så lidt på hende. godt nok var hun leder men alligevel...
"Jeg sagde samarbejde...jeg sagde intet om alliancer...Men ærligt talt, troede jeg du viste sådan noget...som leder af en race?" sagde han roligt og tog sin te, rørte lidt rundt og drak af den. At sidde og drikke te, snakke om politik eller hvad man nu skulle kalde det her...det var underligt.
"Barsk?" han trak på skuldrene
"Det synes jeg ikke...men nu er jeg jo også van til det" smilte han bare roligt.

Hun grinede stille.
Ja hun var leder....men 95% mennesker anede ikke væsner fandtes og at skulle finde frem til de sidste 5 var en stor udfordring.hun havde dog kontakt til en del nu, og de var enige om dén vej de skulle gå.
Og selv alle de mennesker de var uvidende , var hun leder for.Hendes job var mere undercover agtigt end de øvrige leder, for hvis hun var virkelig dygtig ville alle de mennesker jo aldrig opleve at blive angrebet eller komme i konflikt med væsner, fordi hun havde hjulpet til med at sikkre dem en rolig og fredelig verden.
Hun blev helt træt ved tanken om dén opgave der var hendes at løfte.
Hun kunne godt forstå dét var fristende....nogen gange....at spille dum blondine og bare ligge sit hoved på brystet af en dejlig fyr og sige 'klarer du lige dén for mig skat ?'
Hun så på ham...han mente hun gjore et dårligt job ?
"Det er jo ikke sådan at jeg modtager informations breve fra vampyrene og dæmonerne om hvad de har aftalt.....desværre....men hvis du kan få dem til dét.." drillede hun ham og prikkede lidt på hans overarm.

Han mente ikke hun var dårlig, faktisk anede han intet om hvad lederne gik og lavede...
"Nejnej...Men alle får nogle informationer fra alle mulige steder...måske havde man nogle følehorn ude eller noget andet..." han trak lidt på skuldrene. Hvis han var leder, ville han gøre alt for at vide alt. Okay, måske ikke alt...men en del. Man viste aldrig om det kunne være nyttigt at vide.
"Eller måske lagt nogle småting sammen...F.eks. når jeg frem til at når du og tristan stort set er kærester, så er der nok en alliance der...og når varulven har boet hos dig...tja, så må i tre jo finde en måde at holde lidt sammen, gennem dig måske...hvis duøsrjægerne kan lade være med at få efter varulvene selvfølgelig...Se det får jeg ud af, ved at have snakekt lidt med dig. Jeg aner selvfølgelig bare ikke om det er rigtig" han trak lidt på skuldrene. Igen.

Camille lo...
"Lige i øjeblikket er dét et fuldtidsjob at forsøge holde de to fra hinanden, så en alliance vil blive...vanskelig...men hvis nogen kan få dét til at ske, er jeg nok dét bedste bud...selv om det ikke siger meget "
Hun smilede.
"Hvad synes du egenlig om Tristan, som person...ikke som dusør jæger ?" Ville hun vide.
Hun havde en teori, ganske vidst hjemmebrygget men alligevel, om at hvis dét ikke var fordi de begge var så umulig stædige, kunne de blive venner.
Hun så jo noget helt unikt i dem begge.

Han nikkede lidt. Selvfølgelig, dusørjægerne ville nok stå lidt svagt, hvis de ikke accepterede en eller anden race. Det var i hvert fald hans mening.
"Well" han følte sig godt tilfreds på det punkt. Næste spørgsmål...Ham og Tristan.
"ALtså...Det er lidt kompliceret...Jeg bryder mig ikke så meget om ham, nok af to grunde nu...Men spørger du Leonard er der nok en mulighed for venskab. I hvert fald virker det som om de to er på bølgelængde..." det var ikke tila t se om han hade det...accepterede det...elelr elskede det.
Han tog endnu en tår af sin te og så sig lidt omkring.
"Så det er et...emne der endnu ikek kendes et rigtig svar på" sagde han så og så på hend eigen.

" okay...se DÉT er jo noget der sker ind i mellem, at svaret ikke er klart fordi historien ikke er færdigskrevet " små drillede hun ham lidt.
Dét betød ikke dét store om de blev venner, sålænge ingen af dem stillede krav om hun ikke kunne se dén anden.Så dét vigtigeste var at Zean og Leonard opførte sig nogenlunde pænt, så Tristan ikke fik dén idé at dét var med livet som indsats hun var sammen med Zean.
Han havde allerede forsynet hende med en ampul med noget kviksølvtjavs hun skulle drikke, hvis Samuel...ved et uheld...bed hende, hvad han naturligvis ikke ville.
Hun strakte sig lidt og ville lave lidt sjov som en lille evne øvelse.
Så hun så på puden der var i sofaen , som Zean sad og lænede sig op af.Hun fik dén trukket ud, væk , ned på gulvet med tekinese , og Zean burde glide hurtigt ned i sofaen, som havde han siddet på en isbane og var gledet.

Han så lidt på hende, for at se om der var en skjult hentydning i det hun sagde. Men af en eller anden grund var han uopmærksom et øjeblik, måske fordi der var et eller andet i tv´et han ville skulle se, i hvert fald forsvandt hans pude og han gled ned i sofaen.
Han satte op med et svagt irriteret udtryk.
han ville måske have været i humør til det...alle andre dage. Men i dag, var han bare irriteret over det. Han prøvede dog ikke at vise det alt for direkte, da han jo ikke vil egøre hende ked af det igen.

Da dét første trick ikke synes at virke og han så...utilfreds ud, blev hun stædig...på en lidt barnlig og måske ucharmerende måde.
Hun tog sin egen pude og knaldede den ned o Zean, dead serious over at ville have en reaktion fra manden.
Han måtte hellere råbe og ruske i hende ,end at sidde der åh så behersket.
Jo mere han gjore dét, desto mere blev hun urolig.
Om puden ville skabe en reaktion, andet end en hoved rysten over hendes adfærd, var ikke til at sige, men hun håbede næsten han ville blive vred.rigtig vred, måske et godt skænderi ville rense luften,helt ?
Hun så udfordrende på ham.

Han fattede det ikke, var hun...drillesyg? Legesyg? Han greb fat i puden og hev ud af hendes hænder.
2Gider du stoppe? Jeg er ikke i humør til at lege" sagde han træt, han tog en tår af sin te og samlede den første pude op fra gulvet.
Faktisk havde han ikke energi til særlig meget lige nu, andet end bare sidde og slappe af...måske snakke lidt. MEn bare slappe af.

Pokkers til mand, han var jo hverken til at hugge eller stikke i .
Hun ville have ham til at reagerer fordi han virkede til at have skubbet dét hele i baggrunden, og dét skabte en afstand, en kløft mellem dem hun ikke brød sig om.
"Årh...Zean...lad nu vær...SÅ gammel er du vel heller ikke...hvad kunne du være min tip tip tip tip tip tip tip tip tip tip tip tip oldefar...langt ude...var dét ikke en 7-800 år? " hun vidste godt at han ikke ville falde om af grin, men en vrede var ved at hobe sig op, uden hun helt selv forstod hvorfor.

Han så overrasket på hende, hvad ville hun frem til? Hvorfor sagde hun det ikke bare?
"Ja, det kunne jeg sikkert, selv om jeg ikke har styr på hvor mange tip´er du brugte" svarede han, men uden noget rigtig smil. Selv følte han ingen kløft, han følte faktisk at de...stort set var på dette samme vennestadie som før. At det bare havde været endnu en af deres mange diskussioner eller skænderier. så han kunne sagtens slappe af.
Men han fornemmede alligevel at Camille ikke kunne...
"Hør...Du havde så travlt med at slappe af, hvorfor så ikke nu?" spurgte han

Hun sukkede...ikke fordi hun slappede af, men fordi hun var anspændt og irriteret.
Dét kaldtes projektion...han havde givet alle sine irriterede følelser til hende, og rollerne var nu byttet om.
Men ikke om hun ville indrømme hun var anspændt.
Så hun tvang sig tilbage i sofaen, tog sit krus og overdrevent langsomt begyndte hun at sidde og drikke lidt af dét.
"Se...jeg slapper da helt af " forsøgte hun at overbevise ham og håbede at hans kvikke blik ikke ville være så opmærksom på hende.

Nej hun gjorde ikke.
"Du snakker til en person der er van til kropssprog. Du slapper ikke af" sagde han træt og en anelse irriteret.
"Hvis du er irriteret over jeg har følelser for dig, så ser jeg ingen anden udvej end at du må gå. Jeg smider dig ikke ud...og du har lov til at føle som du gør...jeg beklager selvfølgelig hvis jeg er for meget for dig..." han var ved at blive vred igen. Men han ville helst lade være, han gad IKKE mere!
Han ville bare helst slappe lidt af, småsnakke lidt. Men det gad Camille nu ikke!
Han anede ikke hvad han skulle eller burde, for dette...dette forvirrede ham.

Må gå ? Ville han have hende til at gå ?
Hun sank engang, var dét the missing link, den brik hun manglede for at kunne lægge puslespillet færdigt.Klart...hvis dét var dette hun havde overset...at hun skulle gå...så ville dét jo være lige meget hvad hun gjore, hvad hun sagde...for hun ville jo stadig være her.
Hun så lidt væk, fæstnede sit blik på tekanden.
Hvorfor gjore dét så ondt...at han ville have hende væk, være alene ?
Hun kæmpede med at befri sig fra følelsen af dette, imens han fablede om at være for meget for hende fordi han havde ...følelser.
Hvad fanden vidste han om følelser....hun var et menneske..nåå ja...altsår sådan næsten da og han var dæmon , bildte han sig ind, for alvor at han elskede...et menneske...hun VIDSTE jo hvordan han så på dem, på hende ...hun havde hørt dét så mange gange.
Han var bare ude efter dét stykke legetøj der skinnede i vi.duet, dét eneste stykke der ikke var til salg.
Så dét var kun et spørgsmål om tid, før et andet fint poleret skinnende stykke dukkebarn fangede hans opmærksomhed, og hun vidste dét.
Så dét tirrede hende ...lidt...at han ...at han bare...

"Jeg er FINT afslappet " svarede hun køligt og lagde armene over kors.

Der var helt klart et eller andet der var gået skævt her. Han fornemmede det, viste det...Men hvad det helt præcis var, viste han faktisk ikke.
Han ønskede ikke hun skulle gå, han havde sagt hun kunne hvis hun ville, men ikke direkte kommanderet hende væk. Om hun bare var et uopnåeligt stykke legetøj? Uopnåelig, ja, legetøj, nej.
Han havde affære med mange andre kvinder, bare en enkelt nat, man uden det betød noget. Han havde aldrig haft sådan en nat med Camille og alligevel følte han noget for hende. Så hun skulle heller ikke overdrive.
Han var dæmon: ja. Hun havde levet mere som menneske end han nogensinde havde gjort: ja.
Men at han ikke skulle være i stand til at føle noget? Det var den største gang ævl. Hvilket hun ville have fortalt ham, hvis bare det havde været for nogle dage siden og han havde sagt det.
Han vente sig om mod hende, gjorde alt hvad der var i hans magt for at slappe af...Også fordi Elyas lå inde ved siden af.
"Så sig dog noget: hvad er der nu galt? Hvad har jeg nu gjort?" for det måtte det være. Mennesker skyldte altid skylden på andre. Hun var godt nok ikke helt menneske, men så tæt på man kunne være.
"Forpestet dig liv?" det sidste var sagt med en smule ironi i stemmen, ikke for at gøre grin med hende...men i håb om at hun ville se det sjove i det...MEn han havde aldrig været god til at få folk til at smile...Kun til det modsatte...Han håbede bare stemningen snart løftede sig, ellers viste han ikke hvad han gjorde...Men miste kontrollen ville han i hvert fald. Og det betød sikkert oveni at han mistede Camille.
Livet var et sted mellem himmel og helvede...Livet VAR helvede...om man kom i himlen når man døde? De troende troede det sikker....men han var nu ikke så sikker...det virkede som om man nogensinde måtte få bare et øjeblik i fred.
En svag melodi kørte rundt i hans hoved...sikekrt Leonard er hyggede sig.

Det var så svært at sætte ord på, og derfor nærmest umuligt at forklare tydeligt.
Hun himlede med øjnene over hans dramatiske valg af ord, men et lille smil hang i hendes mundvig.
"Nej...Zean...du har ikke forpestet mit liv, du giver dét...kulør "forsøgte hun.
Men lige nu trak han sig væk, måske fordi han havde lagt .nogen følelser frem og ikke mente hun havde taget ordenligt imod dem, lidt som et brændt barn der så trak hånden til sig.Men sådan skulle dét bare ikke være mellem dem.
Ikke denne berøringsangst, vaklen på ægskaller.
"Du skal bare lade vær at trække dig nu, du skal lade være at blive vred.....jeg føler du skubber mig væk"sagde hun mildt.
Måske lød dét dumt, hele situationen taget i betragtning, men dét mindste hun kunne give ham var hendes ærlighed.

Han anede ikke hvordan han skulle reagere på hendes ord. Eller hvad han følte ved dem. Det var sådan han var, det var sådan han reagerede på ting. Han blev vred, han var vred når han faktisk var vred, men han blev også vred når han var ked af det eller såret.
Selv følte han ikke at han skubbede hende væk, men bare at han...lod den sædvanlige stemning falde ned over dem.
"Trække mig? Jeg trækker mig ikke...havde jeg trukket mig, havde jeg ikke spurgt om der var noget galt, så havde jeg været ligeglad...og blive vred? Det er sådan jeg er, og det troede jeg helt ærlig du viste...Jeg kan ikke lave om på mig selv. Folk må acceptere mig som jeg er. Skubber dig væk? Jeg ved ikke hvorfor du føler sådan...Men det er i hvert fald ikke med vilje. Jeg ønsker ikke at skubbe dig væk..." det meste var sagt med en let anklagende tone, men det sidste var sagt...rolig, måske med en smule bedende tone, en der bedte hende om at forstå...Og ikke føle sådan.
Men han viste jo godt det var umuligt...hvad han havde sagt kunne nok ikke gøre noget ved det...Det kunne intet sikkert.
Hvorfor havde han ikke bare holdt mund fra starten af?

Følelsen af at sidde på en karrusel hvor man kørte rundt og rundt, omgivelserne forblev de samme , dét eneste der synes at ændre på dem var ens eget sløret blik.
Sådan følte hun dét lidt.
Var dét hende der var helt gal på den hér, eller vejede hun stemningen korrekt, selvom Zean nægtede der var noget ?
Hun vidste dét snart ikke, begyndte at tvivle på hendes intuition.
Og hvis han ikke ville løsne lidt op, kunne hun jo ikke hjælpe med dét anyway.
Så hun overgav sig, lidt...og sukkede "Okay..okay...som elev er jeg jo forpligtet til at adlyde min mentor " sagde hun underdanigt.
Hun var ret sikker på han fangede hendes humor, da han udmærket vidste at Camille havde store problemer med 'at adlyde ordre', nærmest plejede de at have den modsatte effekt.

Hvad var der dog galt med hende? Der var intet at åbne op for, ikke nu!
Han rejste sig op og rystede på hovedet.
Han frygtede han snart ville sige noget han vilel fortryde senere.
"Det virker som om du gør hvad du kan for vi skal blive uvenner lige nu...eller er det bare noget JEG fornemmer?" spurgte han rastløst. Han kunne ikke sidde stille mere, når hun nærmest med vilje irriterede ham.

Hun fornemmede at hun irriterede ham og dét var ikke just noget der hjalp hende til at slappe af.
"Dét var en joke Zean...en joke...hvor fanden er din humor henne ? Sover dén også til middag ?"
Hvis han ikke snart opførte sig normalt , kunne hun ikke blive siddende i sofaen, hun var SÅ rastløs.
På intet tidspunkt hævede hun sin stemme, ikke med lille Elyas i sin seng, lige i dét tilstødende værelse.
Hvordan var dét blevet sådan ? , hun havde jo glædet sig så meget til at være sammen med Zean og Elyas.
Kunne hun ikke vise sin glæde og kærlighed til ham længere, uden dét blev...akavet ?

"undskyld mig...Det kan godt være du ikke har prøvet at få din hverdag vendt på hovedet, men det har jeg! Så undskyld mig hvis jeg ikke er modtagelig for din dril...
Jeg opfangede faktisk slet ikek din dril, fordi du lige inden virkede både sur og irriteret!" sagde han så roligt han kunne få sin stemme til at være. Men den dirrede lidt. Hvorfor kunne hun ikke bare slappe af som hun havde sagt hun ville? Han gad ikke skændes eller diskutere eller noget mere! Han GAD ikke mere!!!
Han slog ud med armene
"Hvad end JEG har gjort DIG så undskyld! Kan vi ikke bare slappe af nu? For jeg gider ikke mere...Altid skal vi diskutere eller skændes!"