Home sweet home (Camille)

Det gik ikke. Det gik ikke af flere grunde. Han kendte ikke vampyren, men han viste at han var stærk. Desuden havde vampyrer og dæmon...et samarbejde. en Alliance...så det gik ikke bare at angribe, det kunne påvirke det hele...måske ødelægge det hele eller at han blev straffet for det.
"Jeg vil gerne hjælpe...I hvert fald med at finde ud af noget. Men du må forstå, at lige meget hvor meget jeg holder af dig, kan jeg ikke selv være med. Det kan ødelægge det for mange andre...for meget andet" sagde han og så lidt på hende. igen tænkte han over hvorfor hun ike også sagde det til Tristan. Men han kom i tanke om at hun satte hans liv højt...hun ville ikke have han kom til skade.
Hvilket jo var en åndssvag tanke at han selv kunne...
*stop!* der blev stille...et øjebliks fred i hovedet...

Han skød hendes idé i sænk, og splittede hende i to.
Den ene halvdel var lettet over hun så ikke skulle involvere Zean i noget, den anden blev modløs for dét var hendes eneste bud på at få krammet på ham, uden dét var nødvendigt med fysisk kamp.
Zean behøvede kun øjenkontakt hvis hans evne virkede, så der ville ikke blive krummet et hår på hans hoved.
Derimod skulle både Samuel og Tristan i nær kamp, og mod en så stærk vampyr ville hun under ingen omstændighedder tillade dét, så hellere hende selv.
"Okay...jeg ville bare høre Zean....jeg har brug for at finde éen der kan uskadeliggøre ham, uden at skulle i fysisk kontakt eller have en styrkeprøve med ham, han er al for uforudsigelig og stærk til dét, men jeg lader ideen ligge og hvile lidt " sagde hun og begyndte Istedet at lege med ideen om at bygger en slags fælder, måske med vievand i og bruge sig selv som lokkemad, hvis Demetri var sulten nok.

Mod en stærk vampyr? Det kunne godt være hans evne virkede ved øjenkontakt...men som sagt, krævede det øjenkontakt. der kunne sagtens gå tid inden han fik det og imens måtte han holde hans opmærksomhed rettet mod sig selv...så lidt fysisk kamp vil der nok blive under alle omstændigheder.
"Well...tror ikke du kan finde en hvor fysisk kamp er uundgåeligt. Desuden er det imod nogle ting..." sagde han og sukkede.
"Nemlig alliancen mellem dæmoner og vampyrer" sagde han lige ud.

"så må jeg jo bare finde på noget andet.Problemet er at min fornemmelse siger at jeg ikke har set dét sidste til fyren" hun holdt en lille pause inden hun forsatte "det er muligt jeg tager fejl selvfølgelig, men jeg har ikke tænkt mig at sidde passivt og se om dét er tilfældet, jeg finder en anden måde " blev hun enig med sig selv om og så på Zean.
Hun fik en idé.
"Når Elyas vågner, har du så lyst til vi tager en tur på legepladsen med ham ? Godt nok er han lille men vi kan da gynge og rutche lidt med ham ", forslog hun med et fåret smil til ham.

Han så lidt på hende, med en anelse tøvende og usikker mine. Ham? på en legeplads? Han hade sådanne steder...fuld af skrigende børn!
Og alt det de kunne komme ud for...andre væsner fandt det jo nogen gange sjovt at gå efter små børn...
"Tjo...burde måske også vække ham, så han også kan sove i aften...Ellers ødelægger han min nattesøvn" smilte han lidt. Og væk var han, da han forsvandt ind i soveværelset.
Ja, det var selvfølgelig et problem for Camille...Og Demetri ville nok ikke lytte til sin leder.
Han sukkede kort og vækkede Elyas. Det passede på en måde ELyas godt, for han havde sovet nok...Men alligevel peb han lidt, da han ikke helt så det som det bedste.
"hold nu op...du skal med ud!" Han hev ham op og sidde med en pude i ryggen og begyndte at lede efter hans udetøj.

"perfekt....så får han også lige lidt frisk luft , ik " og så efter ryggen på Zean ,der gik ind for at vække sin søn.
Hun hørte bare en smule klagende lyde derinde fra, men nok til at få hende til at trække på smilebåndet.
De færreste små holdte af at blive vækket, men Zean tacklede dét godt at dømme efter lydene.Hun fik øje på en lille heldragt, en blå en med gule stjerner på, der hang på en knage i gangen.
Den var ikke så tyk som en flyver dragt, men næsten.....og perfekt til vejret denne dag.
Hun hentede den og stod og holdte den frem , da hun stillede sig i dør åbningen ind til soveværelset.
"Dét dét den her du mangler Zean ? " spurgte hun mildt imens hun vinkede hej til Elyas.

"Tak" smilte han og tog imod den, men lagde den ved siden af sig. Imens påførte han sin dreng nogle tynge strømpebukser og en tynd T-shirt. Glattede hans hår mest for ordens skyld.
Han åbnede flyverdragten og lagde den foran sig, for så at tage Elyas og begyndte at påføre ham tøjet.
Han viste ikke om det var fordi han selv var dæmon, men han fandt ikke Elyas lige så besværlig, som han havde hørt andre sige.
Dog var Elyas ikke meget for at have meget tøj på. Lige som sin far.
Han sprællede og kom med utilfredse lyde.
"Vil du ud?" Zean kiggede på sin søn, som kiggede tilbage.
"Så må du også have tøj på!" sagde han bestemt, hvor efter det gik lidt nemmere.

Camille stod og betragtede dem lidt, søn og far og hun var så glad på Zeans vegne at han havde fået Elyas.Kærlighed var for hende hvad dét hele handlede om, om kærligheden end til sit barn kunne umuligt blive større.Dét fik alt andet til at synes under bagatelgrænsen.
Da Zean skulle have ham i flyver dragten, gik hun selv ud for at tage hendes støvler og trøje på.
Sålænge hun havde armbåndet fra Isabella på, frøs hun ikke.
Hun kaldte ind til Zean på værelset "Er der en klapvogn eller barnevogn til ham et sted ? " så ville hun nemlig gøre den klar.
En dum tanke ramte hende igen....mon dét var muligt at suge en sjæl ud by accident for et barn ?
Dét var vel ikke risikabelt at bringe Elyas ud blandt andre børn ?

"Det står udenfor...men du skal ikke gå ud og hente den, det klare jeg selv" han viste hun kun mente det af godt hjerte, men alligevel gik det ham på at hun...hjælp ham på den måde med Elyas. Kendte han måske ikke sit barn? Var han måske ikke god nok til at passe på ham og gøre hvad der skulle gøres? Det kunne hun intet vide om.
Men han holdt sig roligt...For han viste jo godt det ikke var det hun tænkte på.
Han hev Elyas op og støttede ham mod hoften, ik ud i entreen og lod sine fødder glide ned i nogle sko.
Han åbnede døren og gik udenfor, et lille skur stod mellem nogle træer. Han gemte altid klapvognen der, da han ikke mente han havde plads i huset.
Han hev den frem og satte Elyas i den, låste ham fast og kørte op til døren.
Han forlod ham et øjeblik, men kun for at vente på at Camille kom med ud så han kunne låse døren.
Jakke havde han ikke lige tænkt over...endnu i hvert fald.

Hun stod og trippede lidt.
Hvad var nu dét for en tone hans stemme pludselig var farvet af ?
Havde hun igen trådt ved siden af ? Hvis hendes relation med Zean var en dans, måtte dét bestemt være en argentinsk tango , bestående af temperament , spil, kemi , magt, underdanighed, overgivelse, indestængt Passion, stædighed og så meget andet.
Problemet var hun fra tid til anden også ville føre plus at han ikke kunne kræve aldeles undekastelse af hende.
Hun så til da han selv ordnede klapvognen, hun havde håbet på at få lov til at køre den lille, men ville slet ikke spørge nu, da han givet ville føle hun var...anmasende.
Istedet tog hun den lille teletubbies bold med, og forlod lejligheden, så han kunne låse.
De satte kurs mod legepladsen.

Han låste med et lille smil, men fornemmede godt der var et eller andet. Hvad nu? Kvinder kunne altid høre noget i ens stemme som ikke nødvendigvis var der...En smule trættende ja.
"åhhr....Smil og vær glad...Her, vil du køre ham lidt? Du ligner en der vil elske det..." Han tilbød hende klapvognen. Han viste det sikkert kunne gøre hende glad, og hvis han gik lige ved siden af skete der jo nok ikke nget.
elyas klynkede lidt, stod det til ham ville han allerede være løbet ned af gaden...uden at kunne løbe endnu.
Han var så fuld af energi.
"Du må vente lidt" smilte han og nussede ham på hovedet.

Som altid var dét svært at holde sig vred eller bare irriteret på ham i længere tid.
Ligeså hurtigt og voldsomt dét flammede op ligeså hurtigt blev dét slukket igen, mystisk.
Hun tog sig selv i at sige med en al for eftergivende stemme "Sure...hellere end gerne " og så overtog hun kørslen af barn og klapvogn.Da Elyas klynkede lidt, maste hun ned på styret så vognen kørte lidt på to hjul, til stor morskab for drengen, der nu hvinede Istedet for at klynke.
Dét var på en måde ret kært at se Zean så fyldt af kærlighed og nærvær, han var på ingen måde reserveret overfor Elyas, men bare som en god og kærlig far, ingen dæmon træk at spore.
De kom til legepladsen.Der var en del unger, både større og på samme alder samt en tilsvarende mængde forældre.
"Nå...skat...hvad skal du så prøve ?" små sludrede hun til Elyas, vel vidende at dét blev Zean der sikkert svarede.

Elyas mumlede et eller andet i et forsøg på at snakke og pegede lidt i alle retninger.
"Rutsjebanen er altid et hit" smilte han. Han håbede hun ville lege med ham, hvilket hun sikkert ville være lykkelig for. Selv følte han sig...malplaceret på en legeplads. Som regel havde han absolut intet at skulle her. Og alle de børn...gud hvor var de irriterende!
Han kiggede op på himlen...de havde sagt at sne kunne dukke op når som helst de næste par dage...Forhåbentlig bare ikke i dag, han havde ikke sin jakke med.

Hun satte sig på hug og spændte Elyas fri ,med et børnevandt greb løftede hun ham op og stod med ham på sin arm.
"Jamen så skal du da prøve den, ik ?"
Hun gik over til rutchebanen og stillede sig ved dens side.Så langt hendes arme kunne række , fik hun løftet ham op på den, så hun kunne have en hånd på ham og dermed sikre turen ned ikke blev for vild.
Elyas klukkede og ville igen.
Camille opsøgte Zeans øjne, smilede og sagde " Dét en dejlig unge ham her ! Ikke helt ulig sin far " dét sidste var sagt lidt mere drillende.

Et stykke derfra sad en mørkhåret fyr med svej i dét bløde skulderlange hår.
Hans øjne tjekkede hele tiden ind på Camille og den lille dreng, men mest af alt undersøgte de Zean, nøje.
Han havde fulgt efter Camille i nogle dage , havde fået viden om hun var den der kunne skabe kontakt til den mørke verden.Fyren hed Mack og var menneske .Han havde en stor...interesse i dæmoner og vampyrer.
Han betragtede igen den lille dreng i Camilles arme.
Hvordan var hendes relation til de to 'drenge' , manden på bænken og den lille dreng.
Måske skulle han lave en lille...test....se om hendes venner var ...mørkets skabninger eller mennesker ?

Elyas var først lidt utilfreds at det var kvinden fra før, men turen ned at rutsjebanen var stadig skøn.
Zean satte sig på en bænk i nærheden og smilte lidt, mens han holdt øje med dem. De andre børn på legepladsen løb rundt og hyggede sig, selv om det snart var så sent at forældrene ville hive dem hjem til aftensmad.
Zean lod blikket glide over pladsen, mest af vane end fordi der var noget, som regel...Men i dag var det anderledes.
En mand sad lidt fra dem og så alt for opmærksomt på Elyas og Camille. Og så også på ham selv en gang i mellem...
Han rejste sig og gik over til camille og Elyas med klapvognen.
"Der er en mand der virker alt for interesseret" informerede han hende om, halvt hviskende, men så det så ud som om de bare snakkede.
Denne mand skulle passe meget på...rørte han, eller tænkte han på at røre Elyas, så var han død!
"Jeg går over til ham, hold øje med Elyas!" han var alvorlig. det var tydeligt intet skulle ske den lille dreng.

Zean vendte sig om og gik over mod manden.
"Hvad glor du på?" spurgte han, med forholdsvis rolig stemme, men alligevel så bestemt at der ingen tvivl var om at dette var alvor.

Camille havde intet bemærket og holdte vilkårligt Elyas lidt tættere ind på sig.
Naturligvis ville ingen få lov at krumme et enkelt hårstrå på det lillle hoved, det ville både Zean og hun selv sørge for.
Hun nikkede til ham, viste at hun havde forstået.Og imens Zean gik over mod bænken hvor manden havde plads, ændrede Camille legen for at have Elyas helt tæt ind til sig.
Nu sad hun på hug med Elyas på skødet,helt ind til sig ved enden af rutche banen, og hun trillede bolden op af den og når susede straight tilbage til dem klappede Elyas og gav små jublende lyde. Det var vældig skægt , efter hans mening. Selv om det ikke var med hans far.

Manden rettede sine brune øjne op på Zean og svarede ham roligt..
" Jeg glor ikke...jeg beundre din lille familie, du er virkelig heldig. Smuk kone, dejlig unge...man kan virkelig se i er en lykkelig lille familie. "
Hans øjne spillede op og udfordrede Zean, men ikke med drengen...ikke endnu...
" Har du kendt din kone længe ? Husker du stadig at se på hende som en kvinde og ikke bare som en mor til dit barn...du ved ....ellers så begynder de at strejfe...kvinder de er ikke...loyale" han sendte et slesk smil til Zean og kiggede så igen på Camille og den lille.

Han lagde armene over kors. Sikke ord, dette menneske havde at slynge om sig.
Han smilte svagt og rystede på hovedet.
"Hun er ikke min kone, bare en god veninde..." svarede han, uden at svare på noget af det andet. Det gad han ikke, at diskutere det med et menneske...Han havde tydeligvis forvrængede forestillinger.
"Nå men...Jeg bryder mig ikke om at...var det beundre du sagde? At du beundre min søn og min veninde derovre..." han pegede over mod dem. Han lagde specielt tryk på beundre, fordi det virkede...forkert. Det hele virkede forkert. Også mandens kropssprog. Måske løj han ikke direkte, men noget var forkert.
Derfor gik han ikke, men blev stående. Som en lettere truende statue.

Mack lo og strøg en hånd gennem hans hår.
" glæder mig du i dét mindste er ærlig...ser du , jeg ved alt om Camille overthere, alt der er at vide om hendes lille sølle liv, hvad jeg derimod gerne vil vide mere om er den lille englebasse og...dig Zean Mcgivens, hvad fumler du rundt med et menneske for....når dæmoner er så langt mere at fortrække...og kan du gøre mennesker til dæmoner ? " Mack rejste sig og stillede sig face to face med Zean og matchede hans kropssprog.
"Det siges dæmon blod gør en...seksuelt opstemt....er dét sandt ?" Macks øjne havde et sløret skær og han stod nok tættere på Zean end han ville bryde sig om.

Ovre fra rutcjebanen holdt Camille øje med Zean, men samtalen synes at gå fredeligt, selv om de begge to stod op nu.
Ingen hævede stemmer og ingen uddeling af slag.
Hun fokuserede igen på Elyas, der kun havde øje for den trillende bold.

Han brød sig ikke om denne fyr og de ord han brugte. ulig mange andre, havde Zean altid lagt mærke til ord og vendinger. De betød altid mere end folk ville stå ved.
Han grinte svagt.
"prøver du at skræmme mig?" en ting han hade endnu mere, var at han kendte hans navn...Han havde aldrig bemærket denne fyr før...Og han havde bare lyst til...lyst til at slå ham ihjel. kort sagt, det var vist bedst for alles sikkerhed.
"Hvad vil du Camille? du må da ville hende noget, når du følger så godt med?" Hans øjne havde, bare glidende, uden det var sket pludseligt, ændret sig til de kølige øjne der altid viste at Leonard var kommet frem. Han var begyndt at komme mere og mere...Men det var vist også ham der skulle til. For nu.

Mack ,uvidende om dét skift af personlighed der havde fundet sted , smilede bredt og svarede "Hvad jeg vil hende ?...dét samme som de fleste andre fyre går jeg ud fra...play and leave....men du burde være mere interesseret i hvad jeg vil...med dig.Har jeg ret i mine iagttagelser når jeg siger du er dæmon ?
Og jeg vil gerne gøre en handel med dig ...ser du ...din lille søn...har meget interessant blod, dét samme har din...veninde...men for nu....vil jeg lade dem begge i fred, hvis...jeg må smage...dit "
Mack afventede spændt Zeans reaktion , var han til at handle med eller ville han blive pissed, lige her på legepladsen, med masser af små børn.

Han havde hørt det om blodet...Og selv følt sig fristet til at prøve. Bare ikke så længe hverken Camille eller Elyas var i nærheden. Elyas blod var rent dæmonblod. Javist, hans mor var engel, mens selv var han dæmon. så det eneste forskel var at han var barn.
Leonard grinte. Hvordan kunne han andet?
"Undskyld mig...Et menneske der prøver at skræmme en dæmon" han rystede på hovedet. Zean ville allerede have hugget hovedet af ham.
"BØRN!" råbte han og fik straks de nærmeste opmærksomhed.
"Hvis i ikke vil have mareridt, bedes i forlade legepladsen nu!" han lod sit mørke blik falde på alle forældrene. Nogen kiggede sig forvirret omkring, mens resten rystede på hovedet. Enkelte gik. Det måtte de også selv om.
Leonard så på manden igen.
"Hør her dit dumme menneske...Du kommer hverken til at smage deres blod eller mit! Og skrider du ikke nu og opgiver dit latterlige foretagende, kommer det nok til at gøre mere ondt på dig! Jeg er dæmon, ja, så det undre mig du ikke er bekymret for dit eget helbred!" rent alvor, rent vrede...Der var ingen tvivl. Opgav manden det ikke, ville han meget snart være død.

" Så du ER altsår en dæmon , hvilken type ? Ville han vide.
"Bare rolig, jeg kunne ikke drømme om at gøre nogen noget, ikke her midt på en legeplads, og dét burde du ærligt talt heller ikke du burde hvis du ikke vil afsløre hvad du er.
Jeg spørger éen gang mere, er du interesseret i en deal ? Jeg kan skaffe dig ...mennesker ?" tilbød Mack.

Camille så op, der var et eller andet galt.
Andre forældre havde reageret på Zeans lidt truende adfærd og var begyndt at 'samle deres unger sammen ' for at komme væk fra legepladsen hurtigt .

Han grinte igen og rystede på hovedet.
"Igen tror du du kan så meget...Jeg har allerede de mennesker omkring mig jeg skal bruge" han slog ud med armene for at fortælle han kunne tage hvem han ville.
"De yngler jo som skulle man tro det var løgn...Så nej. Nu går jeg tilbage til min søn og Camille og du lader os være...I hvert fald hvis de ved hvad der er bedst for dig selv...menneske!" han vendte ryggen til ham og gik over til de andre to.
Han så lidt på Camille og derefter Elyas.
"Lad os komme hjemad igen" sagde han så kort og tog Elyas op.
Han bar ham hen og satte ham fast i klapvognen. Men Elyas var ikke klar på at komme hjem, og brokkede sig derfor og slog om sig for at få sin vilje.
Zean satte sig på hug foran ham og tog hans arme, mens han så ham i øjnene.
"Elyas...Vær nu sød!" Drengen så længe på sin far uden at ville lystre, men lidt efter gik det op for ham at han ikke fik sin vilje.
Zean rejste sig op igen og sendte manden et blik...

Macks øjne skinnede da han lo en ubehagelig dyb latter..
"Ja...men en dag bliver din identitet afsløret Mr.Mcgivens og du vil få brug for hjælp...husk jeg faktisk tilbød dig hjælp...og kun ønskede en smule blod i retur...men du afslog, bange ?" konkluderede han men Zean havde allerede sendt sin trussel afsted og var på vej mod Camille og hans søn.

"Hvad sker der ? Hvad ville han ?" Spurgte hun uroligt da Zean tog Elyas op og fik ham på plads i klapvognen.
Camille fangede bolden der var trillet sin vej, og skyndte sig hen ved Zeans side igen.
"Lad os komme hjem , ja ".
En lidt ærgeligt afslutning på deres lille udflugt, den bratte ende var ikke hensigtet , men Elyas havde moret sig og dét var jo dét vigtigste. "Gosh....er dét altid sådan når i drenge leger ? " .
Et skævt smil sad på hendes læber.
Zean var en god far.

Han så hen mod manden.
"Hvad skulle jeg have at frygte? Jeg skjuler mig aldrig, skjuler aldrig mit navn...dusørjægerne kender mig allerede...så hvem burde jeg gemme mig fra?" han rystede på hovedet.
"glem det, du har intet at tilbyde" med de ord tog han fat i klapvognen og begyndte at gå væk fra legepladsen. Legepladsen som efterhånden var blevet ret tom.
Han så lidt på Camille med et lille smil.
"En mand som har stalket dig" han så det bedst at sige det, så hun viste det og kunne beskytte sig.
"Han er efter dig, ved alt om dig og hvem du er sammen med...dit blod er nok det han er mest interesseret i" resten sagde han intet om. Det var der ingen grund til.