Home sweet home (Camille)

Hun hadede at være årsag til hans vrede og lige nu var dét ikke en eller anden grund, dét var hende ...hende der irriterede ham.
Hun nikkede , kunne ikke få nogen ord ud af sin mund og for ikke at lade ham mærke hvor tæt på grådens rand hun balancerede, rejste hun sig op, for at skjule sig i køkkenet, med ryggen til ham, så at han ingenting kunne se.
Hun begyndte at åbne et par skabe, til hun fandt et glas, og med det i hånden lod hun dét kolde vand løbe lidt, inden hun stak glasset ind under og samtidig med glasset blev fyldt, forsøgte hun at drukne de frustrende følelser af at være...i vejen.At gøre skade i stedet for gavn.

Han hade sig selv lige nu. Han var åbenbart grunden til hun havde det så skidt. Hvorfor gik hun ikke, når det var så tydeligt? som regel gik folk fra det de følte ubehag ved...
Han havde faktisk lyst til at give hende et kram nu, men viste ikke om hun bare ville sige nej...Han viste ikke om han ville kunne tage et nej...Ikke endnu et.
Men han kunne heller ikke stå der og kigge...Mens hun øjensynligt havde det så dårligt.
"Camille...." sagde han næsten opgivende, ikke fordi hun gjorde noget. Han var bare...alt for træt. af det hele. af sig selv. Han havde sjældent hadet sig selv så meget som i dag. Og det ville nok fortsætte det næste lange tid...
Han gik ud i køkkenet og hen til hende, lagde en hånd på hendes skulder. Det ville i det mindste ikke gøre alt for ondt at blive afvist. Men samtidig stilte han sig, så hun kunne kramme ham vis hun havde lyst...

Hun hørte hendes navn fremsagt med en opgiende tone, guderne skulle vide dét ikke var første gang.Dét skete faktisk jævnligt.
Hun stillede glasset og skulle til at dreje omkring og spørge hvad han ville, da en hånd lagde sig på hendes skulder.
Zean var ikke typen der gik ind for meget fysisk kontakt...edit...det var forkert formuleret....fysisk kontakt i venskabeligt øjemed, ihvertfald når dét kom til dem.
Så hun tabte dét lille forsvar hun stod og kæmpede med at holde sig fast til , da hun vendte sig om og klyngede sig ind til ham.
Som et barn der havde været ude i kulden , var straffet og nu endelig havde fået tilgivelse.
Hun havde armene om hans hals og sit ansigt begravet ved hans hals.
"Undskyld "mumlede hun der.

Han følte det næsten som om et eller andet gik i stykker indeni ham igen. Men denne gang på en mere...behagelig og god måde. Som om noget samtidig blev lavet helt igen.
Han lagde armene om hende og holdt hende ind til sig. Indvendigt græd han, men han holdt sig fra at gøre det tydeligt. Han viste heller ikke helt hvad det betød.
Skidt med Camille havde det godt med dusørjægeren, det var sikkert også mere sikkert for hende der. Desuden passede de nok ikke så godt sammen...
*Hør Leonard...Vi skal have diskuteret nogle ting i aften!* Leonard grinte svagt men nikkede.
I morgen ville være en ny dag...Og forhåbentlig også tiden til en ny start, på visse ting.
Han stoppede sine tanker, de gled alt for langt lige nu, også ud i fremtiden. Det skulle de ikke, ikke nu.

Hun mærkede hans arme lukke sig om hende og et eller andet faldt på plads inden i.
Hun vidste ikke hvad dét var, og dét var vel også ligegyldigt når alt kom til alt, ik ?
Men havde hun nogensinde været i tvivl, så vidste hun nu at Zean var hun nød til at have i sit liv, på en eller anden måde.
Hun kunne ikke miste ham.
Hvorfor...og hvordan disse bånd mellem dem var vokset så tætte og så stærke , vidste hun ikke.Men hun vidste at han lige nu, med sin omfavnelse og trøst dulmede de oprørte vande inden i hende.
Hendes tåre sigtede han tøj, og hun forsøgte at få dem til at stilne af.

Han slap hende roligt, lidt efter. Selv om...han måske var forvirret følelsesmæssigt, viste han jo godt det aldrig blev de to.
I stedet...måtte han vel bare behandle Tristan ordentligt, for hendes skyld. Selv om han kunne være irriterende.
Han lod en finger glide over hendes kind for at tørre en tåre væk.
"Jeg undskylder også..." sagde han roligt, følte sig faktisk ganske rolig...

Hans finger brændte mod hendes hud og dét prikkede der hvor han havde rørt.
Pokkers til situation.
Hun var al for egoistisk, og måtte tænke mere på Zean og hvad han havde brug for.
Dét var ham der var i en akut livskrise, ikke hende....hendes var mere...livslang.
Hun så lidt modløst på ham og forsøgte at astedkomme et smil "Du har intet at undskylde for Zean...intet , bare lov mig at du ...husker mig...hvilken drejning dit liv pludselig tager "
Mindet om hendes mors ord i hendes sidste visit i Camille drømme, dukkede pludselig op.

Han så lidt på hende, mens han indvendigt undrede sig. Huskede hende?
"Hvorfor skulle jeg glemme dig?" han smilte lidt og rystede på hovedet. Det betød sikkert noget for hende, men han kunne ikke se hvorfor han skulle glemme hende.
Han klappede kort i hænderne, som om han kunne klappe den dårlige stemning væk og give plads for den nye.
"Kom vi fra lidt hygge?" spurgte han.
Det var også snart jul...Selv om han langt fra var troende, havde sidste jul lært ham hvor hyggeligt det kunne være, hvis bare man gad.
Og for Elyas...Og for sit eget bedste, alle kunne have brug for lidt hygge og fred...

Hun så op på ham, ind i hans øjne og besluttede at lade dét ligge.
Dét hele, al dét der rørte på sig og truede med at vende op og ned på alt.
Hygge ! Jo, dét var tid til dét....ikke mere skændes eller hvad de nu lige havde h
gang i der.
Hun trak følehornene til sig og slog autopiloten til, kursen var forudbestemt, til destination...hygge.
" jeg ved du plejer at have kakao, er dét ikke rigtig...hvad med vi laver lidt at dét, og ser en film imens Elyas putter ?

Han nikkede og satte noget vand over.
"Jeg laver noget kakao...desværre har jeg nok ikke noget spiseligt, da jeg jo ikke plejer at spise jeres mad...Især ikke alene" smilte han og fandt noget kakao frem som bare skulle blandes op med vandet.
Han pegede på en skuffe under tv´et der stadig bare stod og kørte. Tv avis. Noget med nogle nye, uforklarlige lig.
"Film ligger deri...En god blanding af gysere, thrillere, krimier...alle dem der og også nogle få komedier. Nok mest Dawn skyld" han smilte da han sagde hendes navn, selv om han et sted indeni mærkede noget stikke.
Men han ignorerede det...kørte bare videre.

Hun gik over og lod sin hånd løbe over ryggen på de kulørte dvd film.
Dét undrede hende at han havde så mange af slagsen, hun havde på en måde ikke tippet ham til typen.
En thriller....ikke noget med for mange skrig, de skulle ikke vække Elyas, så hun valgte Silence of the lambs, en stærk uhyggelig psykologisk thriller.Hun var nysgerrig hvordan Zean ville beskrive og se på den menneskeædende dr.Lecter.
Hun puttede den i maskinen, så den var klar, og satte sig i sofaen med benene trukket op.

//heldigt valg, har set filmen :)//

Zean gik over og tog tekanden. Hældte teen ud i vasken, skyllede den og hældte det varme vand i. Han tog også deres krus over til vask, og tog to nye + teskeer.
Han satte det hele på sofabordet og gik ind i soveværelset...Elyas lå roligt og sov videre, godt nok. Han tog den ene dyne han ikke lå på og lukkede døren efter sig.
Han smed dynen over til Camille.
"Kvinder elsker at putte med noget, ikke?" smilte han, noget visse erfaringer sagde ham.
Han satte sig til rette, hældte vand op og blandede noget kakao i til dem begge.
"Silent of the lambs...Godt valg, den er go" nikkede han og lænede sig tilbage mens han trykkede play.

// I have good taste, dét burde ikke overraske dig +)//

Hun sad faktisk og blev lidt døsig.Sikkert stadig på grund af blodmangel, compliments from Demetri, tænkte hun ærgeligt.
Så fik hun en dyne i hovedet...eller nærmere favnen.
Nice...der var intet bedre end at putte når man så film, specielt uhyggelige af slagsen.
"du en skat " strålede hun op mod ham og var allerede igang med at rigge den til , så hun sad godt.
Hun lod et stykke ligge fri til Zean , hvis han også ville putte, det kunne de vel nok...uden...at dø.

Han viste ikke helt om han skulle gøre det eller lade være...hvordan var reglerne for halv optaget kvinder?
Men så blev han lgieglad. Han havde vel også ret tila t være sammen med hende! Og derefter satte han sig også under dynen. Tog koppen mellem sine hænder og lænede sig tilbage.
Filmen begyndte roligt.
Enlig fandt han den ikek så uhyggelig igen...Den var interessant på andre punkter, nemlig hvad mennesker kunne finde på og hvorfor. altså psykologiske årsager...sådanne ting havde altid interesseret ham.

For nogle måneder siden ville hun sikkert sige at hendes personlige regler for halv optaget kærester, gik der, men at hænge ud meget med Samuel, havde stille og roligt gjort hende lidt mere afslappet på dét område.
Nu fokuserede hun Istedet på hyggen og roen hun kunne udlade fra dét og intet andet.
Så dét passede hende fint , at han hoppede i den anden ende af dynen.
Dét var både roligt og meget hyggeligt og desværre for en god film, en herlig stund og Zean hun skulle etablerer fællesfodslag med igen, gik der ikke længe før hun sad helt skævt med hovedet, hun var faldet i søvn.
Sikkert stadig den blodmangel hun skulle have rettet op på.

personligt havde han altid mente det var...trist når folk bare faldt i søvn. Selvfølgelig folk kunne være trætte, men så hellere sige: hej, jeg er lidt for træt til at se film lige nu, skal vi sige om nogle timer?
Han drak lidt af sin kakao og sad bare og stirrede på filmen uden at følge med. Til sidste satte han kruset p bordet go gled ud af dynen. Han rejste sig og gik over til terrassedøren og kiggede ud på himlen der efterhånden begyndte at blive mørkere og mørkere.
nu kunne han tillade sig selv at tænke over fremtiden...for havd skulle han enlig med den?
Han måtte finde sig et nyt job, noget han faktisk gad og ikke bare tog for at have noget at lave og få ekstra penge...ikke fordi han manglede penge.
Men hvad gad han? Ikke mere med våben...
noget sagde ham at han kom til at føre et dobbeltliv. I det ene var han den rolige far, i den anden en vild dæmon.
Han lod hænder glide over ansigtet og åbnede døren, gik udenfor og lukkede den halvt til igen så der ikke blev koldt indenfor.
Koldt. Her var koldt og det blæste lidt. Sneen kom sikkert også snart...Eller i hvert fald måtte den gerne, selv om den lavede en del ballade.

Hun slumrede godt og vel en 40 minutters tid, før hun vågnede op igen.
Hun så sig omkring, skulle bruge et minut på at indstille hukommelsen, hvor hun var.
Dét var jo ikke hver dag hun vågnede op hjemme hos Zean, faktisk var dét første gang.Hvis dét talte med.
Hun strakte sig og så at filmen stadig kørte.
Hun blev lidt forlegen over at være driftet væk, men dét var altsår fordi hun havde ænæmi, blodmangel endnu efter hendes møde med vampyren.
"Zean ? ...hvad laver du ? Sorry jeg vist lige...forsvandt...et lille øjeblik " undskyldte hun.

Han anede ikke hvor lang tid der var gået. Han havde bare stået derude i sine egne tanker hele tiden. Og ja, helt forslugt af sine tanker blev han hurtigt.
*Åhh Zean, hold nu op...Det er jo enlig min krop...*
*Jah...måske nok, men du kan vist ikke klare dig uden mig...*
*Det er vist ved at ændre sig...snart er det omvendt* Og han havde ret. desværre. Leonard var der mere og mere...fordi han selv ikke gad mere.
Han hørte en stemme inde fra stuen og vendte sig om, gik ind igen og lukkede døren.
"Øhm...bare ude og trække ldit frisk luft" han havde ikke selv opdaget det, men han var blevet en del kold af det. hans kinder havde taget lidt farve oveni.

"du gode gud, hvor længe har du dog stået der ?"
Hun kunne se på ham, på hans en anelse røde kinder og vind friseret hårlokker at han havde stået der lidt tid.
"jeg havde ellers håbet du kunne opdaterer mig lidt i filmen , men det ser det vist ikke ud til?"
Hun strakte sig igen og lavede en kæmpe drejning i samtalen.
"Hvad er egenligt dit indtryk af Rafael ?" spurgte hun interesseret.Hun vidste jo Zean havde kontakt til ham.Selv havde hun kun mødt ham under meget kontrolleret forhold, men en del af ham skræmte livet af hende og hun stolede ikke på ham over en dørtærskel.

Han var glad for hun hoppede direkte videre, han orkede ikke samtaler om hvorvidt han skulle stå udenfor og tænke eller ej.
"Rafael? Intet" han trak lidt på skuldrene.
"Aldrig snakket med ham, aldrig mødt ham...Igen: jeg er lidt overrasket over at blive kontaktet, da jeg ikke kender ham, hvor kender han så mig fra?" han trak igen på skuldrene.
"Jeg kan heller ikke se hvorfor han skulle have tid til det"

Eftertænksomheden stod malet i ansigtet på Camille.
Så han havde aldrig mødt ham ?
Dét var da besynderligt, hans stilling taget i betragtning.
"Jeg må give dig ret, der lyder mystisk.At han skulle have hørt om dig , overrasker mig nok ikke....du eh...har jo efterladt lidt...indtryk....rundt omkring..Men dét er alligevel lidt atypisk i ikke har mødt hinanden.
Hvorfor arrangerer du egenlig ikke et møde med ham, ser hvad du mener om ham og afstemmer forventninger ?" hun så nysgerrigt på Zean.
Så kom hun op fra sofaen , roede lidt rundt i dét iforvejen messy hår , og fandt ud af hun nok lige måtte låne toilettet et øjeblik.
" giv mig lige fem minutter, så jeg tilbage igen " sagde hun stille.

Han skulle lige til at svare da hun bare gik. Kvinder...De troede altid de så værst ud, når de faktisk så bedst ud.
Lave et møde med ham? Han havde lige sagt han nok ikke havde tid til det. Desuden gik han mest ind for at møde folk tilfældigt...Eller virkede det jo lidt som om han faktisk ville sin leder noget.
desuden...var han faktisk ikke rigtig interesseret. Han forstod heller ikke helt det Camille sagde...han gjorde jo bare som så mange andre dæmoner.
Men så længe deres leder holdte nogle ideer han selv kunne lide, var der jo ingen grund til at tænke over noget af det. Forandrede han ideer, ville han nok også forandre sin mening.
Men det skulle nok komme til sin tid.

Hun lukkede døren bag sig og tog plads foran spejlet.
Som ved en inspektion af en patient , undersøgte øjnenne reflektionen af hendes ansigt , og bedømte dét til at være for blegt.Hendes finger løb ned af halsen , fulgte sporene af de år der var efterladt, en følelse af hævngerrighed skyllede ind over hende.Hun skulle bare SÅ meget få gaflen under Demetri og han skulle tigge...om nåde....og så....så ville hun ikke give den !
Hun sukkede, gu ville hun garanteret så give den , hvorfor var hun så...blødsøden, burde hun ikke være mere .....hård, rå ? Når man tænker på den verden hun lever i ?
Hun drejede på jamen til dét kolde vand og lod hendes hænder opfange noget der så blev klasket på kinderne.
Hun slukkede og gjore et ihærdigt forsøg på at tæmme sit hår, men dét havde et liv af sit eget og lige nu ønskede dét ingen indgriben.j
Ud til Zean gik hun igen.
"virker din evne på ...vampyrer Zean ?"
Og hvis han svarede ja, ville hun så spørge " Hvis jeg har brug for hjælp til...noget...men en vampyr, vil du så hjælpe ?"

Han så på hende, hun havde tydeligvis prøvet at kvikke sig selv lidt op uden at det helt var lykkes.
"Ja, min evne virker på alle...Medmindre de har en evne til at modstå den...Men den er sjælden, har kun mødt 3 i hele mig liv med den" sagde han med et svagt skuldertræk.
"Hvorfor?" Hans blik gled undersøgende ned over hende, som om han forventede hun gemte på et eller andet.

Hun spidsede læberne lidt imens hun gav ideen den sidste behandling...for...eller..imod ? Inden hun besluttede den var god.Eller...det var da en idé, Istedet for at gøre ingen ting ihvert fald.
" Jeg har et opgør jeg skal have bragt i balance. og jeg er ret sikker på du ved.med hvem.Men jeg kan ikke finde en måde på egen hånd, selv om jeg langt hellere ville fortrække at arbejde solo , men han er for stærk for mig."
"sig kunne bringe ham i knæ, hvis jeg kunne lokke ham frem "
Dét var ikke fordi hendes samvittighed pludselig havde besluttet at baile out på hende, tanken og reaktionen var nok mere udledt af hvor bange hun var for dét ville ske igen, hvis ikke hun fik ham ned med nakken.