Store hjerner tænker ens - Benjamin

Dag: mandag d. .5 december
Tid: 13.42
Sted: I kemilokalet på Sheria high school
Omgivelser: Elever der finder deres pladser. Kemilokalet og læreren.

Det var ved at være slut for mandag. Anden sidste time idag var kemi og Oliver havde allerede fundet en plads i lokalet og havde fundet sin mac book frem for notaternes skyld. Ikke fordi han behøvede dem anyway.. Han regnede med at komme ud af skolen med topkaraktere... igen...
Idag havde han valgt at iklæde sig et par lyseblå jeans, en sort t-shirt og en brun overtrøje. Eleverne var ved at være på plads og småsnakken dæmpede sig da læreren hoste højlydt for at få opmærksomheden i klassen.
"Okay elever, ro i klassen.." Mumlede den ældre hr. Steiner der underviste i kemi.
"Idag skal vi beskæftige os med forskellige blandinger .. Jeg stoler på jeres dømmekraft og ved at i vil høre godt efter og ikke lave fejl i forsøget så går det bare galt igen.." Hr Steiner var en ældre herre og havde undervist her meget længe.. Han havde et rygte for altid at give forkerte vejledninger og lave forsøg der let kunne sige 'bang'.
"Nå, men jeg har delt jer bare op i hold på to og to..." Fortsatte han og begyndte at rode med et stykke papir..
Oliver kiggede kedsommeligt på ham og håbede ike at han var kommet i gruppe med en af sminkedukkepigerne overfra den anden ende af rummet... Man vidste aldrig hvordan stoffer reagerede med puder.
"Her er Holdene :
Kyle og Bobby,
Andrea og Dennis"
- En højlydt jubel kunne høres fra drengegruppen bagerst i klassen da en af dem åbenbart var kommet i gruppe med en af sminkedukkerne.
Mr Steiner forsatte:
"Helena og Joakim,
Benjamin og Oliver,
Nick og Rasmus"
Oliver kiggede op da han blev nævnt. Han havde aldrig snakket med denne Benjamin før.

December havde altid været en af Benjamins yndlingsmåneder sammen med november. December var måneden med sne, med gaver og med glæde. De sidste to ting sagde ham ikke store, men han kunne godt lide sne. Sneen, når den faldt uskyldigt fra himlen, kolde og perfekte formede stjerner, de farvede verden hvid, lavede verden smuk. Smuk og kold.
Men det sneede ikke nu, til hans store fortrydelse, og det ville det nok heller ikke gøre det næste stykke tid. Lige sad han i et varmt klasselokale, med en masse snobbede og idiostiske unger på lige under tyve og gamle klude som lærer. Faktisk sad han opvejede, hvorfor han var havde meldt sig ind på skolen.
Så han kunne skabe kontakt til andre?
Overhovedet ikke.
Så han kunne lære noget mere?
Som om, der var noget menneskerne kunne lære ham.
For, måske, at finde en tidsdræber?
...Det var muligt. Men som han sad der, skabte den kedelige undervisnings flere tidsproblemer end den løste. Et lille suk undslap hans læber.
Læreren, den mørkhårede dreng kunne ikke huske navnet, bedte om ro i klasselokalet. Så begndte han på den sædvanlige tale om 'god opførsel og lyt nu godt efter, så ikke går galt igen!'. Men dæmonen Benjamin hørte overhovedet ikke efter.
*Det er noget S... Sv? IKke Svin... Sveine, måske? Heller Smith, Smitten... St? Stain? Stalingard. Okay, den var langt ude... *
Nogle grupper blev råbt op.
"Kyle og..."
"Hvad med Sp? Spinder?
"...Og Andrea..."
Slimer?
"Helena..."
Hvad med Stegepande? Et lille smil kom frem på hans læber. Hr. Stegepande. Men blev dog revet ud af sine tanker, da-
"...Benjamin og Oliver..."
Hvem helvede var Oliver? Sikkert en ny, dum dreng med den samme idiotiske forstilling om at han var den sejeste person på hele jorden. Endnu et dybt suk. Gud, hvor havde han ondt af sig selv i øjeblikket.
"Ja, nu må I gerne finde sammen med jeres partner!" sagde den nydøbte Hr. Stegepande oppe fra lærerkateret. Snakken begyndte igen mellem de forvirrede teenagejhjerner og der lød en masse skramlen, da alle disse trak deres bagud og gik rundt i sin søgen efter sin 'partner'.
Benjamin blev siddende. Han havde ingen anelse, hvem denne 'Oliver' var. Alt at han kunne, og gad, gøre var at håbe på denne dreng vidste, hvem han var, fandt ham og i bedste fald lød ham være under forløbet med forsøget.

Oliver blev siddende lidt og overvejede det. Hvem var Benjamin? Han snakkede ikke meget med de andre elever.. Men det var også svært at lærer alle at kende når man havde de forskellige fag med forskellige personer.
Han sukkede tungt og tog sin mac book under armen. Så bevægede han sig op imod kateteret og op til Mr Steiner. Manden måtte da have en navneliste med billeder eller noget?
"Undskyld professor, men jeg er ikke sikker på hvem min makker er.. Denne Benjamin?" Det pinede ham grænseløst at skulle kalde en mand der ikke engang var halvt så gammel som ham selv og ikke engang drømte om at nå hans egen IQ.
Professoren kiggede dumt og havde tilsyneladende ikke den fjerneste ide om hvem nogen af eleverne var.
Manden rystede på hovedte og stak Oliver et papir med navne og billeder på. *bare skønt* Tænkte Oliver irriteret og lod sit blik glide ned af papiret, *Ahh der* Tænkte han da han fik øje på Benjamins navn.
Han kiggede op fra papiret og fik med det samme øje på en fyr ved et bord henne ved vinduerne. Han så ligeså uinteresseret ud som han selv var.. *Igen... Bare skønt.*
Oliver lagde papiret fra sig og gik hen til fyren hvorefter han satte sig ved siden af ham og lagde sin mac book foran ham.
"Hey..." Mumlede han til drengen og åbnede computeren.

En mørkhåret dreng kom og sad ved siden af ham. Denne sagde vist 'Hej', men Benjamin var ikke sikker. Han havde nok ikke været, hvad man kalder nærværende.
Ud vinduet var der intet interessant at kigge på, men det helt mindre kedeligt ende i klasseværelset. Vinden blæste undenfor, kunne han se, og rodede rundt i træernes toppe. Der var ingen blade tilbage på de lange, tynde grene, som svajede i den kraftige vind. Alle de brune blade lå under de få træer i skoegården. Disse blev fejet hen over asfalten, kastet op i luften i livsfarlig dans, for så at falde til jorden igen et helt nyt sted.
Dæmonen vendte blikket var vinduet til den ny ankomne dreng.
"Yo" sagde han lavt, som svar på det hej, han syntes at have hørt. Drengen havde sat og hans mac havde han åbnet på bordet.
Benjamin ville ikke havde sagt noget mere, men situationen virkede lidt for akavet det han syntes om stilheden mellem dem. Så han sukkede og fremsagde orderne;
"Har du listen over de 'forskellige blandinger'?" Det var da et meget godt spørgsmål, ikke? Det ville nok goså være den sidste han sagde resten af timen og det havde han det faktisk meget godt med.
Han havde fanget, at Hr. Stegepande ville havde dem til at konstruere disse blandninger og det skulle helst ikke sige bang. Men, hvor kunne det være sjovt at sprænge det hele i luften... Eller hele skolen... Eller bare en elev... På den måde, i forvirringen, kunne han også få noget at spise. Sådan blev han ved med at lege med tankerne om sprængfarlige kemiske væsker og adspredelse fra kedsomheden via mord.
Tankerne blive ret ekstreme. Bare timen snart var ovre. Men et hurtigt kig på klassens ur vidste, at der stadig var lang tid tilbage. Klokken var 13.47 og hvis han huskede rigtigt, hvilket der var stor sandsynlighed for, var der cirka halvanden time tilbage. De fik vidst først fri kl. 15.15 om mandagen, en dag på hele otte leksioner.
Endnu et suk. Hvorfor var det lige han var her?
Det var hans ottende skoledag og så vidt han huskede havde han ikke nydt nogen af dem, med undtagelse af dem, hvor han havde fået hele tre skygger. Men det var ved at være lang tid siden. Benjamin kiggede på sin makker igen og trak vejret dybt af irritation. Den søde duft af engel... Vent, var det en engel?!
Engel? Her? Wow, måske kunne der ske noget spændende igen. Dæmonen løftede blikket af den mørkhårede og tilbage til det store vindue ved hans anden side.

Oliver svarede først ikke.. Havde fyren overhovedet hørt efter? Han selv havde bare fulgt halvhjertet med, men havde da fået de vigtigste oplysninger ud af Mr Steiner.
"nej, men jeg kan hente listen ned fra skolens hjemmeside, vores skema også skulle det ligge under lektionen idag. " Svarede han og typede lynhurtigt hen over computerens taster så dokumentet med blandingerne snart var foran dem. Oliver pladserede computeren imellem dem.
"Det skulle gøre det..." Mumlede han og kiggede rundt på bordet. De havde alle de stoffer de skulle bruge til forsøget omkring dem.
Havde Oliver bare været lidt bedre til at fornemme folks racer så var det nok gået op for ham at fyren ved siden af ham ikke var menneskelig, men mere dæmon, men problemet var at det var han ikke. Han havde ingen ide om at fyren ikke var et menneske.
Oliver rykkede sig uroligt i stolen og kiggede op på uret... Fucking halvanden time endnu..
Han begyndte at samle et par stoffer som der stod de skulle bruge.
"Godt så... hvilken starter vi med?"
Han håbede lidt på bare hurtigt at kunne blive færdig og bruge resten af tiden på at surfe lidt rundt på nettet eller noget.

Drengen, englen, tastede hurtigt ordene ind på hans computer. Men
Benjamin kiggede ikke på ham eller den langsomme computer, han havde
igen vendt blikket mod vinduet. Det ville være nemt, at slippe ud af
klasseværelset... Man skulle bare... Og så... Tilsat noget... Så var den
sag ude af verden.
Hvordan blev den egentlig det?
Ved at alle glemte det?
Ingen var ked af hændelsen mere?
At du tilgav dig selv for det?
Eller skulle 'Gud' komme ned på sin sofa i himlen og sige 'Det er okay, kid'?
Problemet var bare at ikke sagde det. Han holdt sin mening for sig selv. Gjorde aldrig næsten, hvor man vidste det var ham. Men det var vel det speciale ved religioner, ikke? At man skal tro?
Benjamin havde troede ikke på Gud. Men han havde ondt af Ham. Alle, selv mennesker der havde opfundet Ham, beskyldte ham for, at vende det blinde øje til til krig, naturkatastrofer og epidemier, men det var jo ikke ham, som gjorde det. Det mest logiske ville vel at være at Djævelen, opfundet af The Human Race, den onde som var bar skylden.
Men nogle gange var disse forfærdelig ting nødt til at ske. For det meste var de uden en grund, som kunne holde vand, men nogle lærte mennesker og væsner noget vigtigt af dem.
Det havde han gjort. Den sætning var hele hans liv bygget, også selv om han aldrig ville indrømme det overfor nogen som helst. Ikke engang sig selv.

"Det skulle gøre det..." med de ord trak Oliver Benjamin tilbage til nutiden, blikket mod vendt mod ham i stedet for det yderst spændende vindue, og dæmonen følte sig overhovedet ikke taknemmelig. Faktisk ville han gerne tilbage til fortiden. Der vidste han i det mindste, hvad der ville ske. Hvilke... tab han ville blive udsagt for. På den anden side, vidste han det også nu. Ingen og ingenting. Døden kunne ikke røre ham og han havde ingen eller intet at miste. Med et kort suk trak han en notesbog og en blyant op af skuldertasken ved sidem af hans stol. Benjamin ejede ikke noget viskelæder; han fortryd intet og havde ikke brug for en 'nummer to chance'.
Drengen med det sorte hår slog op på en tilfældig(Intet er tilfældet, intet mindede en stemme i hans hoved ham om, men han ignorerede det) side i den sorte bog. Den var overskrevet af citater og der var tegninger af gamle minder længe tilbage.
Men ikke her. Dette var en blank side, en side til nye minder. Han pressede blyantsspidsen med papiret og skrev med sin svange, gamle skrift


Nyt citat.

Uden at vide det, skrev han videre på sangen. Han kunne ikke huske, hvor den han havde hørt den, men for sit indre blik så han en dansegulv. Det var tomt, udover to skikkelser.


"And I'll be on my way" hviskede han. Larmen i klassen overdøvede det, så englen ville nok ikke høre det(selvom der stadig var stor overhængende fare for det; han sad jo lige ved siden af), men det ikke det Benjamin var bange for. Eller bange... og bange... Men han kunne huske dansegulvet.
Han kiggede hurtigt bogen igennem, alle minderne, alle tegninger, de glemte, men der var intet dansegulv!
Irriteret rynkede han på brynene, lagde blyanten fra sig og, for tredje gang, kiggede på Oliver. Han havde endnu ikke noget på et øgenavn til englen(Olivia var for nemt!), men det skulle nok komme.
"Godt så... hvilken starter vi med?"
Et lille smil kom frem på hans læber, før han svarede i et venlig og overbærende tonefald.
"Ved starten, eller dette tilfælge toppen, gør jeg ud fra? Synes du selv?" Han var lige ved at sætte 'englen' tilsidst i sætningen, men undlod det. Hvorfor? Aner det ikke. Dog kunne det ikke være tilfældigt, vel?

Oliver fandt det lidt irriterende at fyren bare tågede ud af vinduet. Hvad havde han røget og hvor meget? Ja han var sikker på at udsigten over den beskidte by og et par enkelte træer var vildt, men helt ærligt?
Han fnøs lavt og pegede ned på papiret. "Jeg tænkte bare at du hellere ville tage de mere lette først, men hey, fint med mig.." Svarede han med samme overbærende tone og sendte fyren et bedrevidene blik.
"Fint , vi skal starte med at danne gluconsyre.. Til det skal vi bruge en alkalisk blanding og tilsætte dioxygen og glukose .." Begyndte han og fandt det de skulle bruge frem. Han havde mindst lavet alle disse forsøg hundrede gange og kunne dem ind og ud.
Det lød som om hans siddemakker sang et eller andet og Oliver kiggede kort på ham. Et blik hen på fyrens notesbog.. Det lignede ikke fysik citater han tog.. Faktisk, lignede det en sangtekst, han genkendte den med det samme.
Han løftede den ene hånd og satte en finger der var fyren sidst havde skrevet og sagde så:
"You know i lived my life like a gypsy.. " Det var som i forlængelse af det han havde skrevet. Det var trods alt det der kom næst i sangen.
"Shinedown eh? .. Call me..." Sagde han så og smilede bare med en rysten på hovedet. "Så , vil du hjælpe eller skal jeg bare score os et 12 tal?" Afsluttede han roligt og smilede smørret.

//Okay, hvis de skal blive enige om en formel hvad skal det så være? Den Oliver snakker om der er rigtig nok så måske den næste eller næste igen? //

"Jeg tænkte bare at du hellere ville tage de mere lette først, men hey, fint med mig.." sagde... hvad var det hed?... Oliver(Benjamin har en helt utrolig evne til at fortrænge oplysninger, han ikke gad have. I hvertfald navne, især irriterende, små, forkæle, unge, ligegyldige, uvidende...(Han kunne blive ved i timevis)... møgunger. Lige som man drengen. Englen havde et bedrevidende blik og efterlignede hans eget overbærende og venlige tonefald. Men efter hans mening var det en forfærdelig efterligning. Eller efterabning, Oliver lignede lidt et abe. Han nedstammede jo også fra dem, stakkels dreng.
Inderst var dæmonen sur. Han hadede folk, som troede de var bedre end ham. Forskellen på ham selv og Oliver var ganske enkelt; han vidste han var bedre end englebassen. Faktisk tvivlede han på, at den anden overhovedet vidste, hvad han var. Idoit. Fjols.
Og han fortsatte med sine dumheder.

Han kiggede ned i den lille sorte bog og læste ordene. Hævede en finger og plantede den på den på halv skrevene halv tomme side. Han satte sit mærke, nu ville mindet om han ikke forsvinde.
"You know i lived my life like a gypsy.. " sagde Oliver højt og smilede triumferende til ham. "Shinedown eh? .. Call me...". Så rystede han på hovedet på, stadig storsmilende.
Benjamin nedstirrede ham.
"Wow" sagde i et meget langsomt, kedsommeligt tonefald "Du ved hvilken sang, og bandet tilmed, sikker klog du er. Jeg er dybt imponeret". Sarkasme, og endda tyk, var... fantastisk. God opfindelse, så at han gerne ville trykke hånd med opfinderen, og så selvom denne skulle vise sig at være menneske. Så længe det ikke var Oliver. Men kjavpandet kunne nok ikke engang forstå det.
"Så , vil du hjælpe eller skal jeg bare score os et 12 tal?" Forsatte den dumdristige engel og smilede igen.
"Jeg er overrasket om en som dig overhovedet truer tænke på et 12-tal. Når man ser dig, bliver jeg faktisk overrasket over, at du ikke er i syvende klasse mere". Stemmen var langsom, utrolig pædagorisk(præcis som Benjamin hadede det mest) og overdreven venlig. Tilmed overbærende. Forstående.
Men af en eller anden grund bidt mærke i, at drengen store ikke 'os'. Det var lang tid siden, der havde været et 'os' i hans liv.

//Hvad med den næste? :3

Oliver lavede en lille håndbevægelse og kiggede ned i deres kemi papir igen.
"Jeg tænkte bare at du lignede en der var gået i stå med din... Fine notesbog?" Han rystede åndsfraværende på hovedet. Magen til tåbe havde han længe set. Ligegyldige, fiasko fyldte, lille, fraværende, egoistiske unge. Og hvad var det at der begyndte at lugte af.. Oh god.. Oliver kunne have slået hovedet ned i bordet, havde det ikke været for de mange kemikalier på bordet .. En dæmon, bare skønt. Det forklarede en del. Eller det forklarede hvorfor fyren var en nar.
Oliver begyndte at blande den første væske op i et reagensglas. Det var kun 3 ting der skulle hæles sammen , så derfor tog det ikke lang tid. Han fandt et stykke emulgator papir frem og dybede det i den klare blanding. Den lille orange flap papir fik med det samme en stærk blå farve. Det bekræftede syren. Han stilte glasset til siden.
"Hvor modent sagt... Ærligt talt... Ja gid jeg da bare var så engageret og klog som dig, du er noget for dig selv.." Svarede han sarkastisk og fandt vejledningen til den næste blanding. Det var da lige hans held at komme i gruppe med en dæmon, og en til og med umoden og højst uinteressant en..
"Jamen hvis mig da hvad du kan.. Her, den næste opgave.."
Han satte sin computer lidt længere over imod Benjamin og gav sig bare til at vente med at lave noget.

//Stammer fra aber... stakkels dreng.... Haha, i lol'ed ! xD //

Fine notesbog? Var det the oversized birdie havde talt det som praktisk taget var hele hans liv? Hele hans fucking liv! Benjamin
sukkede; der var intet at gøre drengen. Han var tabt og ville mok
aldrig blive vendt mod sandheden og lyset. Lille Oliver.
Endnu en gang vendte han sig mod den sorte bog og skrev:

I have nothing left to give

I have found the perfect end

You were made to make it hurt

Disappear into the dirt

Carry me to heaven's arms

Light the way and let me go

Take the time to take my breath

I will end where I began


Gad vide, hvornår den dumme skabning finde ud af det? Se dæmonen i ham?
Et smil rørte hans læber over dobbelt betydningen af de ord. Dæmonen i
ham. Var det ham selv? Var det hans arv? Eller noget helt trejde? Hvem
skaber hvem? Var denne Oliver overhovedet så god, som alle engle
burde være? For det at sige sandheden, tvivlede Benjamin. Ingen var så
god. Alle havde en mørk siden, en skygge som fulgte dem dag og nat.
Ligesom han ikke havde nogen sol.
Vindene blev værrer nogen for. Drengen ved siden af blandede tilfældige
vækser sammen og fik noget, som godt kunne ligne det korrekte
resultatet. Benjamin kiggede ikke efter. Hvor var pointen der? Hvor den
sædvanlige mening? Manglen blev var tilbage, men det var en forfærdelig
ringe trøst.



Oliver sagde noget og brød endnu en gang trancen. Hvorfor registrede han
den andens stemme? Den var møgirriterende. Kunne han ikke ignorere ham,
som han gjorde ved alle andre?
"Bla....bla bla...bla, gid jeg da bare var så engageret og klog som dig, du er noget for dig selv.."Drengen havde en stemme smøret med tyk sarkasme. Benjamin smilede. Wanna-be.
"Jo tak, birdie. Det forstår jeg udmærket... Men, undskyld jeg
knuser dine drømme, det vil du aldrig kunne blive. Kære, det kræver en
hjerne" Smilet blev større og meget venligt. Men der var en skygge,
selvfølgelig var der det.
Larmen fra klassen blev højere. Det var faktisk overraskende at den kunne det.
Hr. Stegepande sagde noget i retning af 'Ti stille, børn! Vær at tie!
Vil I ikke nok?', han var ikke sikker for sjovt nok lyttede han ikke
efter. Again; the point is missing.
Han vendte sig mod englen.
Oliver sagde noget, i et mislykkes forsøg på at være sjov, at han
'skulle komme igen og at Benjamin overhovedet ikke ville kunne finde ud
af det', dansk oversættelse fra engle-sprog. Uden at svare kiggede han
en enkelt gang på opgave B, fandt ingredienserne og hældte dem ned i et
reagensglas magen til det tidligere brugte. Væsken var mindre klar,
nærmere hvid-gul faktisk, og var en base i følgelig papiret.
Et følelsforladt smil blev sendt til 'modstanderen'.
Notesbogen ventede.

Oliver kiggede op på professoren der på en ynkelig måde prøvede at få ro i klassen. HAn var åbenlyst ikke van til at undervise et sted hvor 'børnene' næsten var myndige.. Sikken en skam... Han sukkede og vente sig imod det hans nye dæmon 'ven' lavede. Han havde for længst opgivet at prøve at virke overbærende eller sød imod fyren. Engle burde være det, men var der ikke en uskreven regel der sagde at dæmoner var en untagelse og at man gerne måtte hælde Natriumclorid ud over dem når de blev for meget. Oliver overvejede det da han kiggede med NaCl flasken ved siden af ham...fristende indeed...
Et flabet smil der hurtigt blev tørret væk gled frem.. Det var bare for godt... Den guldige væske synes godt nok at sige den var en base, men det var ikke den rigtige...
"Dead wrong..." Sagde han fra sin side af bordet.
"Det er meningen at den skal blive klar gul, ikke creme gullig.." Smilede han og rakte en anden flaske til Benjamin..
"Jeg ville have brugt den her istedet.." Sagde han til sidst og kiggede kort op på professoren. Han stressede rundt for at få lidt mere ro i klassen. Synd at det var forgæves.

"Dead wrong..."
Dead... He liked that word. There's something awesome about, right? Wrong... Dead wrong... Terrible sentence, specially if it was coming out of Birdie's mouth.
"Wrong? Jeg laver ikke dumme fejl" Hans tone var irriteret, men han værdigede ikke engang Oliver et enkelt blik. Englen kunne rende og hoppe og Benjamin være dødhamrende ligeglad. Men hvis denne sprang ud over en klippe, se det ville være en anden sag. Så ville dæmonen komme og opmuntre og klappe ved faldet. Desværre så englen ikke ud til at selvmordstanker.
Fandens til held, ikke også?
Så sagde Birdie noget han kunne bruge til noget. 'Creme gul'. Og englen holdt et andet stof ud for sig. Troede idioten han vidste bedre end Benjamin? Idiot!
"Det her er på ingen måde creme gul!" han havde et svagt smil om læberne og drejede hovedet mod den anden dreng. Drengen som havde været så dum, at åbne sin store mund.
"Er du farveblind? Eller du bare dum? Det er en svag form for maize!" Nogen ville sige det var det samme, men på nuværende tidspunkt var en verden til forskel.
"Og hvis du tror du er så klog, then go ahead, gør tit forsøg, men mit er og bliver rigtigt" Han sendte sin 'modstander' et overlegent smil og skrev et nyt citat ned i den sorte bog.