Ingen skrigende børn... rart..

Sted. Leeeeeegepladsen! xD
Omkring. No ooone
Vejr. Det er koldt og fuldmåne
Tid. 00.01
Dag+ dato. IRL
Påklædning. http://www.republic.co.uk/content/ebiz/republic/invt/82910/82910_lg1.jpg

Rose var ved legepladsen. Der var et muntert smil på hendes læber. Hun sad på en af gyngerne og svingede sig frem og tilbage. Hun havde lige haft trukket sine vinger tilbage, så hun følte sig lidt svag i det. Det var afslappende at være ved legepladsen ved denne tid. Der var ingen små skrigende børn. Hun elskede at gynge og ville blive ved i evigheder hvis hun kunne. Det var kun hendes lugt som afslørede hende som engel, ellers lignede hun et menneske.

Artemios kom roligt gående uden for legepladsen. Fulgte en lugt han genkendte. Kunne bare ikke huske hvorfra. Han var for engang skyld rolig, da han næsten lige havde drukket fra... Nej, havde tømt en ung mand. Afskyeligt... Han efterlod sig egentlig en hel del spor. Ville ikke være svær at finde for en dusørjæger. Skammeligt! Når nu han var trænet i at finde sådanne spro, burde han så ikke også være i stand til at gemme dem?
Han fik øje på kilden til lugten, og stoppede op. "Rose, du burde virkelig tage noget mere tøj på." bemærkede han, og fortsatte ind på legepladsen.

Rose satte hurtigt hælene ned mod jorden så hun stoppede brat med at gynge. Hun havde hørt en bekendt stemme og så sig hurtigt over skulderen og så at det var Artemios. Hun kunne ikke lade vær med at smile til ham og havde ikke rigtig hørt lige præcis hvad han sagde. Hun havde egentlig glemt lidt hvad der var sket ved deres sidste møde og syntes nu bare at han var den person som hun havde lukket indenfor sin lille kreds og havde egentlig ikke taget ham ud af den.

Artemios så lidt på hende, og rystede så på hovedet. Smilede svagt. "Må jeg sætte mig?" såurgte han, og pegede på gyngen ved siden af den hun selv sad på. Indtil videre opførte hun sig lige så uventet som varulven havde gjordt. Besynderligt... Mon det var alle væsner, der på den måde tilhav en, når man bed dem? Ham mærkede et lille stik af dårlig samvittighed, og rystede på hovedet. Nej, det var nok ikke alle væsner der gjorde det...

Rose så på ham og smilte skævt over at han rystede på hovedet af hende og så lidt på gyngen ved siden af sig og trak på skuldrene "Jeg ejer ikke gyngen" sagde hun med et sødt smil og så tilbage på ham og løftede et øjenbryn "Men er du ikke lidt for gammel til at gynge?" spurgte hun og så sjældent en voksen mand sidde på en gynge.

Artemios satte sig, og så så på hedne med påtaget overraskelse. "Jeg er kun 30 år? Så er man da ikke for gammel til at gynge?!" udbrød han så, og smilede skævt. Godt nok havde han ikke siddet på en gynge i cirka femten år, men derfor var han vel ikke for gammel til dem? var han? Sikkert... Men det var nu alligevel sjovt at prøve dem. "Desuden er du meget ældre end mig." påpegede han, og blinkede let.

Rose smilte op til ham og havde ikke mødt nogen voksen med den indstilling før. Han havde egentlig ret. Man var jo ikke for gammel til at gynge. "Tjaah.. Det ser ikke underligt ud når jeg gynger fordi at jeg er fanget i en 15 årigs krop. Du er i en 30 årigs krop og det ser da lidt sjovt ud at se en voksen gynge" sagde hun drillende og begyndte langsomt at gynge frem og tilbage igen.

"Hm... Du har måske faktisk fat i noget der..." gav han hende ret, og skubbede stille gyngen frem og tilbage. Dog stadig med begge fødder plantet solidt på jorden. Selvom Artemios måske var 'gammel' i forhold til Rose - udseende mæssigt - så var han stadig et legebarn... På visse punkter vel at mærke.

"Jeg har altid fat i noget" sagde hun som om at det bare var åbenlyst og så over på Artemios og grinte lavmælt og kunne egentlig godt lide at have en at være lidt barnlig med. Rose var jo stadig et barn og havde jo aldrig prøvet at føle sig voksen og ansvarlig og vidste derfor ikke hvordan man var. Så hun var stadig et legebarn. Osse selvom at hun var over 1500 år gammel. Så var hun jo stadig 'ung' i krop mæssigt.

"Altid ligefrem? Neeej, mon ikke du overvudere sig selv, Rose?" overvejede Artemios drillende. Han smilede skævt af hende, og rystede let på hovedet. Tossede pigebarn. Selvfølgelig var det ikke noget han ville kalde hende i andres påhør - dertil var han alt for høflig - men i sit stille sind mente han nu at han godt kunne være det bekendt.

"Jeg har ikke kommet til et punkt hvor jeg har sagt noget værre pladder.." mumlede hun og trak på skuldrende og sagde sådan set næsten altid noget som var rigtigt og ikke lød som løgn og latin og noget vrøvl. Men hun har dog været tæt på et par få gange. Hun smilte muntert til Artemios og lagde hovedet let på skrå ".. Men jeg vil egentlig gerne have måske lidt fejl i dette her.." mumlede hun med et muntert smil og ville ikke have at han skulle gå af gyngen og forlade legepladsen da hun syntes at han var et godt selskab selvom at han var en vampyr.

Artemios nikkede let, og så op mod himlen. Smilede svagt af hendes ord. Han løftede et øjenbryn, og så på igen, da hun nævnte at hun gerne ville tage fejl. "I dette her? Hvorfor vil du så det?" spurgte han, og betragtede hende tænkende. Det var en af de få ting han faktisk havde til fældes med sin søster... De tænkende blikke. Artemios purrede op i sit hår, som om det kunne ryste tankerne om hans søster væk. Han var ikke videre stolt af deres første møde i lange tider....

"Fordi.." svarede hun og tænkte lidt over hvorfor hun egentlig gerne ville tage fejl "Tjaah.. Hvis jeg har ret i dette, så er jeg lidt bange for at du vil tage dette til dig og gå af gyngen.. Og jeg vil ikke rigtig have at du skal det.." sagde hun og trak på skuldrene og smilte venligt til Artemios.

Artemios tænkte lidt over hendes begrundelse. "Det kan jeg så fortælle dig, at det er ubegrundet bekymring. - Jeg synes lige at jeg sidder så godt." svarede han, og smilede skævt. Faktisk brød han sig godt om Rose's selvskab, så han havde ikke tænkt sig at gå sådan lige med det samme. Selvfølgelig med mindre hun bad ham om det.

Rose nikkede med et muntert smil "Tak. Det er da rart at tænke på" sagde hun og var glad for at han sagde det og at han faktisk kunne lide hende nok til at ville sidde sammen med hende ved gyngen. "Men jeg ville nu oss tvinge dig til at blive hvis du sagde at du ikke ville.." mumlede hun drillende og smilte til ham.

Artemios slå en venlig latter op, ved hendes mumlerier. "Jeg ryster helt." drillede han, og smilede skævt.Var ikke tvivl om at hun sikkert ville have forsøgt at tvinge ham, hvis han ville være gået sin vej, men mente nu også at det ville hun ikke være i stand til. Så vidt han vidste havde hun alle odds imod sig.

Rose så på ham og lændte sig langsomt mod ham "Det burde du oss gøre" hviskede hun med en drillende og hemmelighedsfuld stemme og kunne ikke lade vær med at grine muntert og satte sig tilbage så hun sad ordentligt på gyngen og strøg en hånd gennem sit hår.

Artemios lænede sig let væk fra Rose, som om han var bange for at hun skulle gøre ham fortræd. "Jeg går altid som jeg burde." hævdede han, og rettede sig op. Det var langt fra altid han gjorde som han burde, men var egentlig også ligeglad. Han var alt for gammel til at få skæld ud.

"Fint.." sagde hun og smilte skævt og kunne egentlig godt lide at se ham læne sig lidt væk fra hende, da det gav hende følelsen faktisk at virke farlig. Men selføli virkede hun jo ikke farlig for ham da han var dobbelt så gammel som hende i krop og var en vampyr. Men stadigvæk.. "Then be afraid.. Be very afraid.." sagde hun og grinte lavmælt og betragtede ham.

Artemios lo lidt ad hende. "I'm gonna die, if gets more afraid." sagde han, og smilede skævt til hende. Hun var nu sjov, altså. Men det havde han jo konstateret allerede ved deres første måde, så det var der ikke rigtigt noget nyt i.

Rose så på Artemios med et overvejende blik "Reaaally? Let me see then" sagde hun og smilte skævt og ville da gerne se ham dø af skræk. Se om det overhovedet var muligt. Men mente dog ikke. Det ville da stadigvæk være sjovt at se en vampyr dø af skræk over en engel. Hun blev ved med at betragte ham og begyndte langsomt at gynge igen i små bevægelser, så hendes fødder ikke forlod jorden og lændte sit hoved mod lænken som holdt gyngen oppe.

Artemios rystede let på hovedet. "I'm not going to die just så you can watch it." svarede han leende, og så ud over legepladsen. Tænk engang... Her havde han engang rendt rundt og leget fangeleg... Denganag havde der selvfølgelig set anderledes ud, men området var stadig genkendeligt. Og bragte varme minder...

Rose så ned i jorden med et utilfredst blik "Aaaw.." mumlede hun og så langsomt tilbage på ham "Ikke bare lidt?" spurgte hun og satte dådyrsøjne op og lændte sig frem mod ham igen så hun vidste at han kunne se hvor meget, dådyrs flæbe fjæs hun lavede, så han ville lade hende se ham dø.. bare lidt.. xD

Artemios så tilbage på Rose, da hun igen spurgte ham om noget. Med et skævt smil lænede han sig frem mod hende også, indtil deres pander blidt rørte hinanden. "Nej." hviskede han så, og så ind i hendes blå, blå øjne. Hans egne øjne, var så mørke, at de næsten var fuldstændigt sorte.

Rose skød underlæben frem og så ham ind i øjnene og blev overrasket over hvor mørke hans var og blev siddende på denne måde "Hvorfor ikke?" spurgte hun og prøvede at komme længere op i dådyrs skalaen i øjnene og var utrolig stædig og ville ikke give op så let.