Ingen skrigende børn... rart..

Sted. Leeeeeegepladsen! xD
Omkring. No ooone
Vejr. Det er koldt og fuldmåne
Tid. 00.01
Dag+ dato. IRL
Påklædning. http://www.republic.co.uk/content/ebiz/republic/invt/82910/82910_lg1.jpg

Rose var ved legepladsen. Der var et muntert smil på hendes læber. Hun sad på en af gyngerne og svingede sig frem og tilbage. Hun havde lige haft trukket sine vinger tilbage, så hun følte sig lidt svag i det. Det var afslappende at være ved legepladsen ved denne tid, da der var ingen små skrigende børn. Hun elskede at gynge og ville blive ved i evigheder hvis hun kunne. Det var kun hendes lugt som afslørede hende som engel, ellers lignede hun et menneske.

Liam gik med hænderne begravet i sine jakkelommer.
Han havde været inde ved Chasseur, for at få repareret.
et håndvåben der var blevet beskadiget. Han havde den
nye pistol inder jakken i sit skulderhylster som han altid
havde på dig, uanset hvor han gik.
Han gik ned i gennem gaderne, med et smule slørret syn
da han var træt, og en smule tåge have lagt sig.
Han havde dog et godt øje på alle vejene han pacerede,
for at nogle af de forbandede væsner skulle dukke op.
En cigaret lå i hans mundvig, og røgen sneg sig ud i
luften som hans ånde samt gjorde.
Han kiggede på sit ur for at se hvad klokken og havde set
hvor meget klokken var blevet, så han lod en hånd køre
igennem sit hår, imens han sukkede dybt.

Rose spidsede sine øre da hun langsomt kunne høre og mærke nogen komme nærmere. Hun vidste ikke hvem, eller hvad, der kom og hun rørte sig derfor ikke ud af flækken. Hun brød sig egentlig ikke om, ikke at vide hvem der gik rundt ude i mørket. "Hmmm..." mumlede hun langsomt og viftede langsomt sine ben frem og tilbage på gyngen. Hendes blik gik hurtigt rundt og undersøgte sine omgivelser, og ventede spændt på at ligge mærke til noget mere omkring denne person.

Liam kom ud fra den lille smalle vej, og kom ud til
et lille slags kryds, hvor han vej han betrådte delte
sig i tre. En til højre fra ham, en til venstre, og en
lige ud. Han stoppede ved enden, ved et lille over-
gangsfældt.
Han lod sit blik køre om hans omgivelser, for at se
om nogle var omkring ham dog, var der ikke et øje.
Han gik skråt over vejen mod venstre.
Imellem vejen til venstre og den lige ud lå en lille
plet der var omgivet af hegn og buske. Han kneb
øjnene sammen, da hørte en knirken inde fra
pletten. Han lod en hånd køre igennem hans hår
og kiggede lidt indimellem buskendes små blad
løse huller, og så en legeplads gemt inde på plettens
asfalt.
Han fulgte hegnet, og nåede en låge efter ikke ret
lang tid. Da han stod ved lågen lod han et blik køre
over legepladsen og fandt en pige sidde på gyngen.
Han kiggede nøje på hende, dog kunne han ikke se
meget da det var mørkt, dog var en af lygtepælene
bag hende, som stod placeret ude på vejen der gik
lige ud, der lyste ned på hendes form.

Rose kunne mærke sit hjerte hamre hurtigere og hårdere jo tættere vedkommende kom, og da følelsen var stærkere end før, lod hun langsomt sit hoved gå rundt og undersøgte hvem end der var derude.
Hendes blik faldt langsomt på en skikkelse ved hegnet og hun sad og stirrede lidt og vidste ikke helt om hun skulle løbe eller blive siddende. Hun greb hårdt fat omkring lænkerne som holdt gyngen oppe, og betragtede vedkommende, og tvang sig selv til at blive siddende. Måske... måske var han ikke ond. Måske var han bare ude og strække benene lidt.. Det håbede hun da ihvertfald.

Liam gispede lidt da skikkelse rørte på sig. Han
var nysgerrig om det var et væsen. Han vidste
ikke om han skulle træde ind på pladsen eller
gå videre, dog fristede det ham da hans nysg-
errighed var stor og stærk.
Han trådte langsomt ind af lågen. Måske var
det også bare en lille pige der ikke kunne
finde hjem, eller var ked af det. Liam var et
hjælpsomt menneske, dog ville han ikke hjælpe
andre en mennesker, da han fandt de andre
uønskede og onde.
Han gik langsomt ind og mærkede hurtigt
efter om han havde sin håndpistoler klar i
hylsteret. Han lod hænderne grave sig ned i
hans bukselommer da han var halvvejs.
" Hvad laver en pige som dig her ude så sent?"
spurgte han nysgerrigt, imens han trådte langsomt
hen imod hende for at se hvem hun var.

Rose bed sig blidt i underlæben da skikkelsen bevægede sig ind på legepladsen, og hen mod hende. Hendes blik forlod dog ikke vedkommende, og hun så hurtigt at denne vedkommende, var en mand, og lignede én i 30'erne. Hun så op på hans ansigt med sine dybe og isblå øjne og løftede langsomt sit ene øjenbryn af hans spørgsmål "Jeg kunne spørge det samme til dig.." sagde hun lavmælt og mente sår'n set at hun faktisk kunne spørge 'hvad laver en pige som dig her ude så sent', og kaldte ham faktisk lidt en tøs.
Rose havde bare den der påvirkning da der kom en fremmed og at hun vidste at det ikke kunne ende helt godt. Inden at manden kunne finde for meget ud af hvad hun var, bare ved at se på hendes ansigt, lod hun sit ansigt vende sig væk fra ham og smilte svagt.

Liam smilte svagt og kløede sig på hagen, hvor hans
skæg kradsede en smule. Han kiggede med ret
søgende øjne på pigen, som gemte sig en smule.
Han følte at hun ikke var menneske, men et væsen.
Han trak øjenbrynene lidt ned da han undrede sig
over hvad hun var.
Han satte hænderne i siderne så hans jakke bukkede
en smule tilbage i siderne og kiggede ekstra godt på
mens han svarede.
" man er skarp hva?" svarede han drilsk, dog med et
strejf af venlighed, da han ikke ville være uhøflig,
selvom han havde lyst til det.
Han kneb øjnene sammen og kiggede på hendes hud
som var bleg og død. Han kiggede på hendes mund og
lagde mærke til at intet damp steg ud fra hendes indre,
der så måtte betyde hun ikke trak vejret.
"Vampyr.... " hviskede Liam fra sig selv, og rynkede
panden i en boblende raseri.

Rose blev ved med at se væk fra dette menneske og smilte skævt af hans lille kommentar "Knivskarp.." sagde hun lavmælt som svar og strøg en hånd gennem sit hår. Hun vidste at han ville kunne finde ud af det på et tidspunkt, hvad og hvem hun var, og hun var derfor ikke overrasket da han hviskede svaret "Dusørjæger..." hviskede Rose tilbage og så tilbage på ham med et roligt blik. Hun rejste sig langsomt op fra gyngen for ikke at virke truende og så over på mandens ansigt.

Liams ansigt blev alvorligt, dog ville han bygge sig
en facade, som han også var utrolig god til.
" Godt ord igen. Burde du ikke smutte..." sagde hen
mens han bed sig selv i læben i midten af sætningen,
men fortsatte dog med er drilsk smil.
"..hjem til kisten?". Han kløede sig om mundvigen
og tog den anden hånd ind i hans jakke, hvor han
havde en lille flaske med vand. Vievand.
Han lod som om han drak lidt fra den, dog vidste
han godt hun sikkert ville finde ud af det, men hun
skulle ikke være der, og det var for sindssygt at
hun var så ung og skulle være der.
Han gås og fandt hende klam, da hun faktisk bare
var en død krop, der levede af andres blod.

Rose så på mandens ansigt og tog det anstødende og fornærmende det som han sagde "Og hvad hvis jeg sku'?" spurgte hun og lagde armene over kors. Hun så på den flaske vand han tog op og tog hurtigt et langt skridt tilbage "Hør her... Jeg har ikke lyst til dette, okay? Jeg vil ikke skade dig" sagde hun stille og roligt og prøvede ikke at lyde snerrende. Hun var altså ikke dum. Hun havde levet længe nok til at gennemskue hans små tricks og ville ikke lade ham skade hende.

Liam grinede og var overlejen overfor hende.
Han vidste han var bedre end hende. Hun var
et ussel udyr, der levede af at dræbe andre,
selvom de intet ville hende.
" Det skulle du nok ha tænkt på noget før"
udstødte han og skruede vandet af flasken
og kørte lillefingeren rundt på flaskens top,
imens han kiggede med et drilsk og jagende
blik på hende.
Han havde lyst til at kaste vandet lige i hendes
fjæs, dog ville han pine hende først. Da han
fandt det helt sindssygt at hun var så ung, og
det gjorde sikkert også at han slog bange hjælp-
somme mennesker ihjel, da hun bare kunne sige
med sine blide dog hypnotiske øjne til f.eks. ældre
mennesker at hun var faret vild og ikke kunne hjem.
Så tog de hende med hjem for at hjælpe, men det
ender så med at hun slår dem begge ihjel.
Det kunne Liam ikke tillade.

Rose så frem og tilbage på flasken og mandens ansigt og havde egentlig et skræmt og bange udtryk "Lad nu vær.." hviskede hun og lød bedende, men kunne mærke hvor vred hun var ved at blive. Hun havde jo ikke altid været en vampyr.. Hun havde været en uskyldig Engel som havde levet for at beskytte menneskene fra... ja.. fra det som hun var blevet. Hun stod helt stille og rystede på hovedet og begyndte derefter at gå langsomt baglæns og så sig omkring efter et sted at gemme sig eller flygte.

Liam fulgte efter hende med langsomme skridt, og lod flasken
vippe lidt til side så vandet bevægede sig frem og tilbage
i flaskens fylde.
" Hvorfor skulle jeg? Du æder uskyldige, er et udyr" forklarede
han med mere alvorlig og sur stemme.
Han bar dog et drilsk smil på læben stadig dog var vreden
kommet mere frem på hans kropssprog, og han havde
stadig lyst til at gøre det af med hende.

Rose så på ham og havde lyst til at slå ham eller noget for at sige sådan noget til hende, men så ville hun skade ham, og så måtte han jo godt forsvare sig selv. "Du kender mig ikke! Jeg..jeg gør ikke sådan nogle ting!" snerrede hun usikkert og blev ved med at gå baglæns og kunne pludselig mærke klatretårnet mod sin ryg.

" Hvordan får det så det hele til at fungere?" spurgte
han med en flabet tone og grinede lavmælt af hende
da hun var barnlig i hendes kropssprog, men det
gjorde kun det hele sjovere, efter Liams mening.
Dog havde han lyst til at komme hjem og ikke bruge
sin tid på et udyr. Han skulle bare gøre det af med
hende.

Rose rystede på hovedet "Der er andre måder at få blod på end at jagte uskyldige!" sagde hun hårdt og talte til ham som om at han var totalt dum. Hun knyttede sine hænder og så over på ham og rystede på hovedet "Gå nu bare.." hviskede hun og ville ham ikke.

Det tror jeg nu ikke udstødte han hvorefter han smed
vandet hen imod hende. Hvis hun ikke skulle dø nu,
skulle hun undvige hurtigt, da det sigtet mod hendes
bryst og ansigt.
Han bed sig i læben mens hans øjenbryn var knebet
ned over hans øjne. Adrenalinen begyndte at løbe rundt
i kroppen på ham. Dog smilede han også halvt, da han
ville nyde at se hende ligge på jorden og lide sig selv
ihjel.

Rose gispede da han kastede Vievand mod hende og skulle tænke hurtigt. Hun lavede en hurtig og elegant bevægelse hvilket fik Vievandet til kun med nød og næppe, ramme ved siden af. Hendes blik gik ned på den lille pøl af vand ved siden af hende, og lod derefter et vredt blik gå op på manden "Hvor vover du!" snerrede hun og kunne mærke at hun blev mere og mere vred jo længere hun var i hans nærvær.

" forbandede bæst!" udstødte han og tog sin pistol frem, og
sigtede imod hende. Han gik stod først og sagde ingen ting
og ventede på en reaktion fra hende. Hans øjne var koncen
-trerede og stirrende på hende. Dog vidste han godt han
ikke kunne dræbe hende med pistolen, men hvis han ramte
kunne hun falde, og så kunne han putte noget mere vievand
på hende, eller stikke en træpæl som han havde siddet på
inderbenet ned i hendes bryst. Han smilede ved tanken og
et ondt grin kom tonende fra hans læber.

Rose skulle til at snerre noget fornærmende tilbage, da hun så pistolen. Hun så nervøst frem og tilbage mellem pistolen og manden, og vidste at hun ikke kunne dø af dette, men hun vidste at det ville gøre helvedes ondt, og at han kunne gøre en hel del skade bagefter. "Læg den fra dig.." sagde hun i et roligt tonefald og pressede sig op ad klatretårnet som stod bag hende og ville ikke lave nogle pludselige bevægelser.

" Giv mig en grund" Råbte han og skud et skud
op i himlen. Han grinede mens han gik en smule
tættere på. Han tog pistolen imod hende igen,
dog med et løst håndled.
"Giv mig en grund.." gentog han med en halv
grinende tone. Han have den største lyst til
at plukke hende ned så hun forblødte, men dog
lod han vær, da han ville have information ud
af hende. Måske var hun medlem af en klan,
som hun kunne fortælle hvor var også kunne
han opsøge dem med en udrykning og fange
dem allesammen og slå dem ihjel, en efter en.

Rose gispede da den høje lyd af skuddet overdøvede alt andet rundt omkring dem, og hun pressede sig hårdt op ad klatretårnet. Hun så på manden og lavede de største dådyrs øjne hun kunne frembringe "Jeg be'r dig.." hviskede hun bedende og havde jo været Ærkeengel for pokker da! Kunne han virkelig finde på at dræbe en så spirituel og højranget væsen som hende? Sælge hende kunne hun godt forstå, men at dræbe hende?... Nej! Det ville både være utrolig dumt og egentlig en skam da hun vidste at der egentlig ville være en dusør på hende. Hvis han virkelig tænkte sig godt om, ville han ikke skyde hende, men hun var dog lidt nervøs for om han overhovedet kunne...

Liam lod pistolen stadig stå med hovedet i vejret, dog
havde han sænket den så pistolen var ved hans kraveben.
Han kiggede på hende med et alvorligt og stærkt blik, som
ramte hende tiggende og bedende blik. Han brød sig ikke
om blikket, da det var alt for sukker sødt, og ville ikke hjælpe
på nogen måde i den her situationen, eller nogensinde.
Dog mindede blikket ham om en engel. Han hadede alle de
unaturlige og uønskede væsner. De burde ikke være der,
og som paven engang havde utalt sig. Havde han sagt at
de ikke var velkommende og var i tjeneste hos djævlen.
Alle!.
Han sukkede dybt og trak vejret tungt og næsten hvæssende.
" Det der hjælper over hovedet ikke." svarede han til hendes
bedende ord, og lod pistolens front svingede lidt rundt uden for
hans øre.

Rose havde egentlig godt vidst at de bedende øjne og ord ikke ville hjælpe, men hun kunne da i det mindste gøre forsøget. Hun lod sit blik gå ned i jorden og sukkede trist "Fint! Så dræb mig da.. Men jeg siger dig... Det vil være en STOR fejltagelse!" sagde hun med en hård og advarende kant i stemmen og så langsomt tilbage op på ham med et alvorligt blik. Hvis hun blev dræbt, var der ikke rigtig nogen til at beskytte menneskene mod det som ville tage dem i mørket. Og Rose var ikke en af dem. Hun regnede ikke med at komme væk fra den detalje at hun havde været engel og beskytter for Engle og mennesker.
Hun var egentlig bange for hvad han havde tænkt sig, men ville nu hellere blive solgt til en eller anden end at blive slået ihjel...