jinglebells - Procella og Cleon

Tid: 20:53
Vejr: Overskyet, og det er så småt begyndt at sne
Omgivelser: Stadigt nogle få mennesker i gaden på vej hvem fra juleindkøb.

Julestemningen var svømmet ind over øen som en tidevandsbølge og juledekorationerne hang tværs over gaden med kæmpe stjerner i kæmpe guirlanderne og i butiksvinduer så julemænd, nisser, snemænd og andre julefigurer ud på hende med glade ansigter. Wilith lod fingeren køre hen over vinduet og kunne mærke julen snige sig ind på hende som en stor varm dyne. Sådan fik hun det altid af at gå rundt og se på alle vinduerne. Hun kunne købe hvad hun ville, hvis hun havde gidet, men det virkede ikke så fristende længere det med at kunne købe alt hvad man ville som det havde gjort i starten.. Nu var det mere eller mindre blevet dagligdags efter tre århundreder.
En knælang grøn frakke i uld gjorde hende lidt mere farverig end normalt og fik hendes røde hår til at lyse op imod det grønne, mens hun stille gik igennem det tynde lag sne med elegante skridt. Et menneske ville aldrig kunne gå sådan, som om at hun svævede hen over jorden, men vampyren så det ikke.

Hun havde været ude i noget tid nu, for hun skulle ikke arbejde den nat, men siden at det blev så tidligt mørkt allerede så havde hun besluttet sig for at gå ud og se på alle de stressede juleshoppere. De plejede altid at få hende til at le, både af lettelse over at der ikke var hende og af ren munterhed over deres stress. Det hele skulle gå så hurtigt for dem, mens for hende var det mere afslappet. Hun havde trods alt ingen der ventede på hende, og de næsten mange hundrede år at fejre ting i. Livet som vampyr var ensomt på disse tider, modsat de fleste andre overnaturlige væsner var vampyrers familier jo ikke som dem opg troede oftest at vampyren var død for real.. Dæmoner havde dæmon forældre, engle havde engle forældre og varulve havde varulve forældre.. vampyrer havde mennesker og de døde hurtigt efter væsnernes standarter. På en eller måde var det unfair, men hun havde forlængst indset at det ikke ville ændre sig og at hun nok ville fortsætte med at være alene. På trods af de dystre tanker var hun stadigt glad og julen lå som en dyne over det triste endnu.

Han var gået hen og blevet lidt sur på Procella så han undgik at holde øje med hende lige for tiden, men selvfølgelig vidste han godt at han ikke kunne lade det stå på rimeligt længe.
*Hvorfor var hun så dårlig til at forstå, ingen af de tidligere har været så dårlige*
han gik igennem byen og så på de mange vinduer der var her. Det var sjovt den måde de viste engle på, de mennesker var sgu meget morsomme syntes han. Han gik og kiggede sig omkring hele tiden mere for at holde øje, han var jo altid så paranoid.
Han havde idag sit normale pæne tøj på og så en sort lang frakke på uden over, da det var ret så koldt, men ikke med nok tøj på.

Han fortsatte sin gang op af gaderne og lagde så mærke til en han havde set før, efter alle de gange han havde udspioneret eller holdt øje med Procella. Han begyndte at gå tættere på hende men holdt sig på afstand da han ikke vidste hvordan han skulle fortælle hvem han var, men han brød sig ikke om hende da hun indtil videre kun virkede som en der fik Procella i problemer.

Procella smilede stort, åbnede svingdøren, og bragede direkte ind i den vindueskiggende Victoria

"What! The! Hell! Are you following me?!"

Brølede hun arrigt og skubbede sig fri af den lille rødhårede skikkelse. Procella havde været inde og anskaffet sig en ny fiskekniv i anlednings af de juleåbnede butikker, og hun havde absolut ikke været forberedt på at blive velsignet med vampyrens selskab.

En svag fært med vinden fik hende til at krympe sig. Hun greb fat i Victorias skuldre og skar en grimasse.

"Fuck...we need to get out of here...you hear me?"

Hvæsede hun. Den vammelsøde aroma af rosentræ fyldte hendes næse.

"Er det nu forbudt at nyde menneskers julestress?"
Wilith smilede skælmsk og så med klare øjne op på menneskekvinden. Hun havde det tydeligvis bedre i forhold til sidste gang de havde set hinanden, nu var hun den samme gamle sure kvinde som vampyren besynderligt nok var kommet til at savne. At hun skulle komme til at savne jægeren med det voldsomme temperament var ikke lige noget hun havde kunne forudse, men var det så underligt.. inderst inde havde kvinden jo trods alt også et godt hjerte.. hvis man formåede at trænge igennem alt det sure og hårde uden om.
"jeg ville ikke lige placere dig som jule-shopper typen?"

Igen det skælmske smil som så ud til at hænge fast til hendes ansigt den aften mens sneen begyndte at falde hurtigere ned over gaden. Hun rakte muntert hånden ud efter et snefnug og så interesseret på det da det ikke smeltede på hendes hånd. Dets struktur var så fin og detaljeret at hun sagtens ville kunne finde på at sidde ogs tirre på det i timer for derefter at male det.
"Hvor hurtigt skal det gå?"
Smilet blev lige en tand mere alvorligt men det svar stadigt stort og muntert på trods af kvindens åbenlyse ubehag og hun greb fat i kvindens arm. ikke hårdt, men bare lige fast nok til at det kunne mærkes. hvis det skulle ske hurtigt blev hun nød til at hale kvinden ind i en gyde så hun kunne få fart på et sted hvor der ikke var mennesker.

Han fortsatte nu hen mod dem da han så Procella dukke op ud af butikken, det var dog utroligt at han ikke kunne undgå at støde på hende, men han følte at han var nød til at holde øje med hende, hvilket det jo også var, da han var hendes skytsengel.
*Hvad nu har hun tænkt sig at give hende mere blod?*
Han blev nervøs for at det ville ske engang til og derved så besluttede han sig for at han skulle følge efter dem selvom de begyndte at bevæge sig væk fra ham, han holdt sig dog på afstand stadig da han stadig var sur på hende. Han var træt af den måde hun havde behandlet ham på efter alt det han havde gjort for hende. Det var jo simpelthen utroligt at hun ikke kunne være taknemmelig for det.

Procella blottede tænderne

"Faster than you can run McRian. You see...i got this...problem...and he kinda things i am his new....hobby...and i kinda...hrm..."

Procella så sig nervøst rundt. Hvor pokker gemte han sig henne?

"I kinda...killed....his sister...i think...she deserved it...fucking pain in my ass...but i dont think he is going to all that...happy...so if i am getting my ass kicked by a freaking angel...you really want to get out of here...."

Hun så ned i de grønne øjne

"You get what i am saying? This is not a joke..."

Hendes greb blev en smule hårdere om Victoria da hun vendte dem om så Procella fik vinden i nakken. når hun kunne dufte Metatron måtte han være et sted bag hende, i vindretningen.

"And i dont think he will be laughing as hard as i did, about this...so just..."

Lugten af engel var så tydelig og vampyrens øjne fik kort et grådigt skær før hun rystede det af sig og igen var den muntre wilith.
"en lille englebasse.. en flyvetur ville måske løse dit problem. Jeg kan sørge for at han ikke flyver nogen steder?"
Et stort koldt grin brød frem på hendes ansigt da hun overvejede muligheden, og begyndte at slæbe Procella hen imod en lille gade der var så smal at man knap nok kunne gå to personer igennem dem. Der var ingen mennesker og faktisk rimeligt mørkt. ikke at det var et problem for vampyren, men for mennesket ville det nok være mindre behageligt.
"du dræbte altså hans søster? så forstår jeg ham sgu godt! men hvad vil du have mig til at gøre? jeg er klar."

Hendes grønne øjne så mørke ud i gaden med kun det naturlige lys til at oplyse hendes ansigt og hun lignede på en eller anden måde noget lidt andet end en tilfældig teenage pige. i den dunkle belysning kom der noget gammelt og farligt over hende, uden at hun behøvede gøre ved det, og det ville nok tvinge jægeren til at indse hvem hun snakkede med, selvom det ellers var så nemt at glemme.
Vampyren så ikke ud til at være i tvivl om at det kun var et spørgsmål om tid før englen fulgte dem herind, for godt nok vidste hun intet om at han var jægerens skytsengel, men hun kunne ikke forstille sig at han ville give op så tæt på målet bare fordi at hans mål forsvandt med en teenager.

Han overvejede kort hvad han skulle gøre her, men det så jo nærmest ud som om at vampyren ville hende et eller andet, så han fulgte bare efter dem han overvejede lidt at finde en anden vej, men nej det kunne jo have givet vampyren for meget tid, og det kunne han ikke lade ske, så han måtte bare skynde sig efter dem nu.
Han tog hurtige skridt samme vej som de var gået men havde alle sanser udspilet hvilket han ikke plejede med mindre han forventede at Procella ville komme til skade. Han fulgte dem ind i gyden og kiggede ind efter dem lige inden han drejede rundt om hjørnet for at fælge dem.

Procella så irriteret ned på vampyren

"And where the hell do you plan on going, where a freaking angel cant follow you? Think Victoria! And i dont know...we cant kill him in the middle of the street can we?"

Der var noget surt over hendes stemme, og alligevel halvt håbefuldt, som om hun ønskede at Victoria skulle give hende grønt lys selvom hun ikke måtte.

"I dont know if i *can* kill him. He is kinda..asigned to me...or...no...the baby...i dont know if he just comes back. Can you eat him? He would not survive getting eaten? Would he?"

Procellas stemme ebbede langsomt og eftertænksomt ud. Måske Victoria rent faktisk var nyttig i den her situation. Hun holdt pigen ud fra sig i strakt arm og betragtede hende med fornyet interesse.

"Could you? Could you eat an angel? Kill him and eat him?"

"i dont really see the problem."
grinet var rovdyrsagtigt og hendes øjne glimtede af munterhed der stadigt prægede hende på trods af at de talte om noget så alvorligt som at dræbe en. Men hvis englen ikke kunne tage en ung vampyr var han selv uden om det. De næste oplysninger fik hende dog til at knibe øjnene sammen.
"så manden her er skytsengel for dit barn? god! he must be anoying.. but anyway. ja han kunne overleve at jeg sugede hans blod, men han ville også kunne dø af det. det kommer an på hvad der er mest praktisk."
Til at starte med var hun lidt eftertænksom da hun regnede ud at han var en skytsengel, men på en eller anden måtte det virkeligt være irriterende for den selvstændige jæger at have babysitter på.

"yes, i could eat him and he would not survive. But think about it, when your child is born he is the best babysitter you will ever have."
Hendes grin var igen det muntre og glade smil som kendetegnede hende. lugten af engel synes at blive kraftigere, så sød... så forfærdeligt sød. På en eller anden måde for sød, men de smagte så godt! Et eller andet sted rungede en advarsel i hendes hoved, noget med engleblod i store mængder men hun skød den fra sig. havde det været vigtigt havde hun nok husket det. Hun vidste at det ikke helt var sådan det fungerede, men hun håbede virkeligt at det ikke var vigtigt. Gwyn havde lært hende meget igennem tiden, og hun kunne simpelthen ikke huske det hele. Dette virkede vigtigt, men hver gang hun var lige ved at fange den så smuttede den væk igen.

Han fortsatte tættere på dem, ned af den lille side gade. Side gaden var ovehovedet ikke lige så dejlig at være i som den store gade, her var der bare dystert, klamt og skummel. Han gik tættere på de to kvinder.
*Hvad mon der sker her*
Han stoppede igen væk fra dem, men holdt stadig et vågent øje med dem, som om han ikke rigtigt havde noget andet valg. Han fangede nogle små dele af deres samtale, noget med at spise.
*Er de igang med at aftale en date?*
Tanken slog ham lige kort, han vidste jo ikke ret meget om vampyren og sådan set heller ikke så meget om hvordan Procella var gået hen og blevet gennem tiden, så det kunne da godt være, men så hørte han lidt mere noget om ham.
*Nå på den måde Procella, prøver igen at få mig dræbt*
Han blev faktisk lidt munter over tanken da det da kunne være meget morsomt at slås med vampyren hun virkede jo heller ikke sådan super stærk.

"Annoying? Dont even get me started about that fucking feathery boil in my ass! Look i dont want details...just...do whatever little freaky biting-stuff you do. Get him away from me. Shoo! Free meal! I wont even bitch about it afterwards. Cross my heart and hope to die!"

Hun slog korsets tegn hen over hjertet med to fingre

"And dont get cute McRian! If i want a bird, ill buy a freaking parrot! Do you know how creepy it is to be watched all the time? What if he sneaks a peek while im in the shower? Or picking my nose? Or taking a shit? I want my privacy! I NEED my privacy!"

Kvalmen rullede igennem hende da vinden vendte og sendte rosentræsduften, tykt ned af den lille gyde.

"Could you please eat him before i puke myself to death here? Oh god...i need to...move!"

Procella skubbede Victoria af vejen da galden steg op i hendes hals og hun smågylpede lidt fortyndet mavesyre ud på brolægningen.

...Wick...i am so gonna kill you...i HATE you!

"Promise? wow.. det må være vigtigt.."
hendes grin blev større samtidigt med at hendes tænder blev længere. hun knappede omhyggeligt sin frakke op, den skulle ikke rives i stykker bare fordi at hun skulle slås med en engel. frakken kastede hun ud til siden ligeglad med om sneen gjorde den våd.. den kunne jo tørres igen..
"god! im so happy i dont get to have an oversized birdie watching over me.."
Hun smuttede hurtigt ud af vejen da kvinden vaklede forbi hende tydeligvis meget tæt på at kaste op. Lugten af engel var også begyndt at blive ret tyk, selv for vampyren.

"yearh.. sure.."
Hun skar ansigt da hendes tænder nåede den længde de havde når hun var sulten, det var ikke altid lige behageligt men hun havde efterhånden vænnet sig til det. Imens betragtede hun sin modstander der vist så ud til at finde det morsomt.
*great endnu en der tænker: det bliver let det her.. hun er jo bare en lille pige*
hun sukkede og rakte mentalt ud efter vinden. Den svarede med at sende et hård vindstød ned igennem den lille gade. Gaden var for smal til at englen ville kunne sprede sine vinger herinde så det gjaldt altså om at holde ham herinde.

Hun skruede op for styrken af vinden og den nærmede sig hurtigt 15 meter i sekundet. Sneen piskede rundt og prikkede i huden som små nåle mens vampyren ventede på englen gjorde sit træk. Hun havde gjort hvad hun kunne uden at starte en storm, og så irriteret var hun ikke endnu.

Han stod i gyden afventene. Han havde lært gennem tiden at det ofte var bedre at afvente når kampen var åbenlys, så det gjorde han. Han rykkede dog tættere på hende, så han ville være forberedt på hvad der ville ske, og hurtigere kunne trænge tæt på hende når hun lavede en fejl.
*Nå hun vil altså slås, men tænk dog Procella tør ikke selv tage den*
Han overvejede kort hvorfor han overhovedet gad at have den bøvl med den kvinde, hun ville jo ikke lytte, på nogen måde. Hun var stædig og kunne ikke se fordelene ved det at have ham ved sin side, det havde de andre jo ellers.
Han mærkede vindens blæsen som steg i kraft, nå hun vil altså ikke have at jeg smutter. Han kunne godt mærke det blev hårdt at gå og nok også hårdt at flyve, men det skulle dog blive lidt værre endnu hvis han ikke skulle kunne forlade stedet på sin vinger.
"Nå så det er den måde vi skal slås på?"

Procella hostede og rømmede sig derpå kraftigt så hendes hals blev renset for bittert slim. Hun spyttede med væmmelse i sneen et par gange. Sidste spytklat blev sendt tilbage i ansigtet på hende som en fin støvregn da vinden pludselig fik magisk kraft. Jægeren bandede højlydt

"GODDAMNIT MCRIAN! JUST KILL HIM INSTEAD OF ALL THAT CRAP! DONT GIVE HIM TIME TO THINK!"

Råbte hun, mod vinden for at den unge pige kunne høre hende. Procellas lang læderduster foldede sig ud bag hende med et smæld, som en aparte parodi på en heltekappe fra et gammelt marvelblad. Procella holdt en arm op foran ansigtet for at undgå at fygesneen skulle blinde hende komplet

"Jeg sikrer mig bare at du ikke smutter midt i det hele.."
Hun smilede et ulvesmil som ikke lod en rovdyr noget tilbage, før hun med glitrende øjne satte af fra jorden op imod den ene husmur som hun brugte som springbræt. Vampyren bevægede sig hurtigere end det menneskelige øje kunne se, men hun var ikke i tvivl om at englen og halvmennesket kunne følge hende uden noget besvær. som hun plejede havde hun ikke nogen våben på sig bortset fra en stage som hun næsten altid gik med, i hvert fald siden Gwyn var ankommet til øen. Men siden hun ikke havde andre våben trak hun den frem og besluttede at bruge den som kastevåben. Den ville måske ikke dræbe ham, men bare den distraherede var det godt nok.

En vampyr med en stage på sig var ikke et normalt syn, men Wilith holdt ikke meget af sin egen slags.. det startede den gang da hun fandt ud af hvor meget vampyrerne havde blandet sig i opstarten af verdenskrigene.. der sluttede hendes forståelse for hendes slags og satte en definitiv stopklods for socialisering med andre udøde.
Hun kastede stagen imod englens bryst med så meget kræft som hun kunne præstere inden hun selv svævede igennem luften med benene først med kurs imod englen. Selv hvis hun ikke ramte ville hun nok lande vaklende på benene for med den sidste tids træning i uforudsete situationer var dette ikke noget stort.

Han stod afventene på hvad vampyren havde tænkt sig at gøre. Han var ikke helt forberedt på stagen der kom flyvende, men som gammel sværdfægter han var, var han blevet vant til at tænke hurtigt. Han dukkede sig ned under stagen så den flyver lige hen over hans skulder, skræmmende oplevelsen syntes han, men ikke være end et sværd der preller af på visiret.
*Det skal jo nok blive interessant*
Han tænkte kort tanken mens hun kom flyvende imod ham. Han var faktisk ret forberedt på at hun ville følge stagen op med noget, men at hun kom flyvende var han ikke helt forberedt på. Han nåede lige at rejse sig op så hun ramte ham lige i brystet. Det gjorde ondt på ham, men han vidste at man ikke skulle lade sig påvirke af smerte under en kamp, da det ville give modstanderen for meget tid.
"Ja du må ikke lade mig tænke"
Han smilede til hende da hendes fødder berørte hans bryst. Han tog fast i hendes ankler og forsøgte så at svinge hende ind i en af murene. Det ville nok komme til at gøre ondt.

//sorry xD//

//Vil Procella ikke svare?//

((Jo jeg vil da XD))

Procella stirrede lidt måbende da Victorias krop hævede sig fra jorden og hun nærmest fløj på de selvskabte vinde

"..fuuuuuck meee....when did she learn that?"

Mumlede jægeren og skrev den lille, men vigtige information bag øret. Hendes store øjne blev endnu større da hun så vampyren hive en stage frem

Okay! Now she is starting to scare me! Is she having some kind of identity-crisis?!

Det lille setup var blevet en del mere interessant end det var til at starte med. Hun havde faktisk ikke regnet med at den unge pige ville gøre det overhoved, og den lille twist på hændelserne fik jægeren i hendes baghoved til at spinde tilfreds. Tænk hvis de slog hinanden ihjel...

Hænderne der greb i hendes ankler var stærke og hun vidste at der ikke var så meget at gøre ved det, men en skør ide tog form i hendes hoved. I stedet for at lade sig blive svinget ind i muren bukkede hun sig sammen så hendes hoved ikke ramte muren og prøvede at dreje kroppen så han ikke ville kunne holde ordenligt fast i hendes ben.
Så ramte hendes ene skulder væggen og hun kunne mærke knoglen give efter og brække midt over. smerten lynede igennem hendes krop fra skulderen og til tæerne, og hun kvalte et gisp. Det var sådan de overnaturlige kæmpede havde hun hurtigt fundet ud af. Kampene var langt mere voldelige og stuntene svarede til dem man så i de vildeste actionfilm.
Med den ene skulder i stykker kunne hun ikke holde sig rullet sammen mere og hun blev nød til at strække sig ud igen.

Nu ville hun nemt kunne ramme ind i den anden mur også, men han slap hende så hun fløj igennem luften. På trods af smerten så hun næsten klart imens hendes skulder gik i gang med at hele. Før hun ramte den næste mur lavede hun sig en solid luftpude der tog det værste af hendes ellers hårde landing.
Inde i hendes skulder satte knoglen sig med en uhyggelig hul lyd rigtigt igen. Bare lyden fik hende til at gyse inden hun kom på benene igen.
Hun greb to frosne potteplanter som holdt til uden for en gadedør og tyrede dem efter englen og smilede venligt til ham inden det blev gennemsyret af noget helt andet rovdyrsagtigt. Hun satte af igen imod englen så hurtigt hun kunne uden at tænke noget specielt over halvmenneskekvinden i den anden ende af gaden.

Han blev overraske tover at svinget overhovedet havde haft nogen effekt men godt. Da han havde sluppet hende sprang han straks over til der hvor stagen var landet og samlede den op, nu havde han et våben så han havde jo faktisk en chance for at dræbe hende nu. Han kiggede over på der hvor han havde kastet hende hen, og lagde mærke til de to potteplanter der kom flyvende den første rammer hans venstre skulder så han kan mærke den går af led.
*av for satan det gjorde sgu da ondt*
Den anden potteplante rammer ikke da han krummer sig sammen på grund af smerten kort, men længe nok til at potte planten ikke ramte. Han kastede sig selv baglæns mod muren for at slå skulderen på plads. Det virkede men gjorde utroligt ondt.
"Bedre bedre*
Han snakkede til hende som en anden kamp lærer, mens hun var på vej mod ham igen. Han vidste at det samme trick nok ikke ville virke igen. da hun kom imod ham dukkede han sig ned under hende, for at spring op med stagen rettet mod hendes bryst.
"Pas nu på"

Mens hun fløj over ham indså hun hvad der var ved at ske og hun fik hurtigt et vindstød til at skubbe hende ud af kurs så han kun gennemhullede luften. Hun kunne næsten mærke stagen skære igennem luften som hun fløj ud til siden og greb fat i en lygte over en gadedør der var gået i stykker. den gik i stykker som hun havde regnet med og hun dumpede ned på jorden.
"sødt men virkede ikke."
Hun holdt lampen som en kølle og så faktisk ud til at more sig på trods af at hun var oppe at slås. Normalt var slåskampe så alvorlige mens denne her mere virkede som en leg for hende. Dog burde hun nok passe lidt på.. hun huskede hvad der var sket sidste gang hun var sammen med Procella. Det måtte ikke gentage sig, slet ikke med englen i nærheden. Hun ville gå fuldstændigt amok, frygtede hun.

"En advarsel.. kvinden du stalker drikker vampyrblod.. og meget af det!"
Hun dansede med smidige skridt rundt om ham og så interesseret på ham. Hun forventede naturligt nok at han ville følge hende rundt for ellers ville hans ryg være blottet. Hun gjorde det egentligt mest for at se hvordan han bevægede sig. Hvis hun kunne lure det af kunne hun måske komme nogle vegne med det her.
Hun kunne mærke hvor lang tid siden hun egentligt havde slås for sjov for at træne.. og ja, rusten det var hun, så det var nok meget godt at komme i gang igen.
Vampyren satte pludseligt uden varsel af og løb imod englen med hendes lampe-kølle i den ene hånd klar til brug. Hun slog med samme fart ud efter hånden med stagen, for den var trods alt farlig i de forkerte hænder.

"Jeg ved godt hvad hun er for en, jeg ved sikkert mere end dig"
Han fulgte hende ikke helt rundt, men ventede og lyttede, han havde faktisk ryggen til hende, fordi når hun så gik efter noget, ville det skifter plads når han vendte sig rundt. Det var noget han havde lært af fægtning.
Han lagde mærke til alle lyde fra der hvor hun var, og da hun sprang afsted som han kunne høre hende gøre, vendte han sig rundt mod hende. Med stagen i højre hånd tog han fast i hendes håndled ved køllen der var på vej ned mod hånden og stak stagen op i mod hendes armhule. Han forsøgte at ramme hendes puls åre, han kunne mærke det skulle gå stærkt for eller ville hendes slag komme igennem.
"Du er interessant at kæmpe imod"

Hun nikkede sammenbidt men fulgte ham interesseret da han ikke fulgte med. Det betød at han havde et eller andet i ærmet, og hun gjorde klogt i at være forsigtig. Da han alligevel fik fat i hende improviserede hun og slap lampen, greb fat om hans håndled og svingede sig under hans arm, som om de bare dansede.
på den anden side og med kun en let rift på ryggen rev hun sig løs af ham og hamrede en knyttet næve imod hans mellemgulv, fuldt op af en serie af slag, hovedsagligt imod hans torso. Hendes slag var så hårde som hun kunne gøre dem, og hun regnede med at have et vist overraskelsesmoment eftersom det var et ret underligt trick hun havde gjort brug af.

"Var det en fornærmelse eller et kompliment?"
Vampyren smilede drilsk imens hun sørgede for at komme ud af rækkevidde så han ville blive nød til at arbejde for det, for at få et slag ind. Hun vidste at hun kæmpede mere end bare lidt underligt, men det var bedre at improvisere end at blive ramt fordi man ikke kendte den korrekte måde at undvige et slag. Hellere at blive set som underlig end at blive spiddet på en stage. Det havde pro sørget før at hun huskede på sidste gang de var oppe at slås. Der havde der også været alt for mange stager indblandet og hun vidste godt at hun selv havde været ude om det denne gang på flere måder, så hun kunne vel ikke rigtigt være sur på ham over det. Hum ville uden tvivl have gjort det samme hvis hun havde været i samme situation.