jinglebells - Procella og Cleon

Han blev meget overrasket over hendes undvige manøvre. Det var ikke normalt at gøre sådan, for det meste. Han blev overumblet af de mange slag, nåede lige at undvige det første men resten ramt. Han kunne mærke at hun ikke var menneske, hvilket han jo godt vidste, så han spændte alle musklerne for at slagene ikke gjorde mere skade.
"Du tænker hurtigt, godt så har du en chance"
Han sagde det igen med den der lære stemme han var blevet god til at bruge, grundet sin tid med at beskytte. Han pustede lige kort ud da hun stoppede med at slå og sprang baglæns, han vidste at han nu måtte bringe kampen til hende. Han kastede sig frem mod hende, for at hamre hende mod væggen.

Hun bøjede hovedet med påtaget respekt over hans læreragtige attitude.
"Tak, hr. lærer. Jeg har dog altid vidst at jeg havde en chance."
Og han virkede til at være hendes jævnbyrdige mere eller mindre, så hun var ikke i tvivl om hun havde en chance. At hun så benyttede sig af underlige trick var en helt anden sag.
da han kom løbende bøjede hun ned i knæene klar til at tage imod ham med hænderne bøjet ud for sig. da han var tæt nok på til at hun kunne få fat i ham, gren hun fat i hans underarme med et solidt tag og prøvede at smide ham over hovedet ind i muren. det var jo ikke fordi at hun ikke kunne løfte ham, det ville se grotesk ud, men hun var en del stærkere end hun så ud til. Hun havde levet i tre århundrede og hun blev hele tiden stærkere så at løfte englen ville ikke blive et problem.

Hun ville nok selv vælte når hun slap ham på grund af overvægten, men bare det var ham der røg ind i muren så fint nok. Hun stod i komplet ligevægt da hun greb fat i hende, det kunne hun på trods af alt stadigt huske hvordan man gjorde efter de mange år. desværre var der meget andet hun havde glemt med tiden. for eksempel hvad der skete hvis hun drak for meget af englens blod. Kvinden vidste det vist heller ikke for så ville hun forhåbentlig have sagt det. afhængige vampyrer var ikke en køn ting.. det kunne nemt blive meget grimt.

*Smask*

Et hvidt projektil sjaskede vådt ind i Cleons ansigt og gled koldt og vådt ned af hans kind og inden for kraven, hvorpå det fortsatte sin vej nedaf.

"Hey! Jackass! Dont talk about me, like im not here! I can hear ya, you know!"

Lød den tydeligt fornærmede stemme et sted i den hvirlende sne

*knald*

En snebold eksploderede mod muren ved siden af Victorias hoved, da den næste missede sit mål fordi Cleon pludselig ikke stod hvor det var meningen han skulle

Han var ikke lige forberedt på snebolden, der kom høvlene imod ham og ramte ham i ansigtet. Han fortsatte dog sin bane mod Willith. Han var forberedt, på at hun ville prøve at kaste ham bagover, så han valgte at i det hun tog fast i hans håndled at knække sammen i albuerne og lade sig falde ned mod Willith.
"Jeg ved da godt du er her"
Han syntes ikke der var noget overraskende, at hun pludselig flippede sådan ud, nu var hun jo gravis og alting. Det gjorde jo folk lidt vanvittige. Han var dog ikke vant til at holde styr på gravide personer.

Eftersom hun stadigt stod op skete der til at starte med men derfor var det stadigt ikke smart at han havde fast i hendes hænder. Det ville være alt for let for ham at smide rundt med hende.. en ting var i det mindste smart ved engle.. deres knogler var svagere end menneskers, nemmere at knække fordi at de var hule og ikke havde noget brusk.
Vampyrens greb blev pludseligt en hel del kraftigere da hun begyndte at udnytte alt den styrke den lå i den lille vampyrkrop. Måske var hun ung, men stadigt svarede hendes styrke til mange gange menneskers normale styrke.
I håbet om at brække et par knogler strammede hun yderligere til så hun næsten kunne mærke knoglerne knage under hendes hænder.

Snebolden der ramte ved siden af hendes hoved brød ikke hendes stærke greb men fik hende bare til at se interesseret og ret muntert på kvinden. Var hun nu begyndt at skyde med snebolde? Well... det var da en forbedring i forhold til sølvkugler med vievand.
"Jeg ser at ud har udskiftet projektilerne med noget mere naturvenligt!"
Hendes smil viste tydeligt hendes spidse hugtænder, og hun virkede ret upåvirket af at hun forsøgte at knuse en engels knogler. at slå sin menneskelighed fra et øjeblik kunne i øjeblikke som dette være yderst hjælpsomme.. hendes menneskelige halvdel ville aldrig være begyndt at brække englens knogler, og da slet ikke for sjov.

Smerten i hans håndled blev store og han kunne mærke det begyndte at knage han holdt stadig stagen i den ene hånd og han ville ikke slippe. Han svang sine hænder ned ad for at tvinge hende med ned, samtidigt med at han hamrede sit knæ op imod hendes hoved.
Han ville stadig ikke vise smerte så han fortsatte bare, han vidste desværre hans knogler var skrøbeligere end hendes men han skulle nok klare den.
"Hun er i drille humør i dag"

Hun holdt bedre fast, klemte mere til og prøvede samtidigt at holde hans arme oppe for hun havde en ide om hvad der ville ske hvis hun blev trukket nedad. På trods af at hun var en del lavere end ham, næsten en halv meter men hun vidste at hans knæ ville have svært ved at nå op til hendes kæbe alligevel og hun syntes lidt at fornemme at de sad fast.
Hun klemte til fordi at han holdt fast og han holdt fast fordi han ikke ville slippe.. de sad fast.. ret solidt fast.
"Jeg tror vi sidder fast."
Hendes smil var drillende, men med et uudgrundeligt glimt i mens hun kort kastede endnu et blik over på kvinden, med et håb om flere sneboldte imod englen men blev skuffet. der så ud til at være stille på den gravides front.

"Nej nej.. hun er bare lige så hidsig som hun plejer."
Det var tydeligt at hun kendte Procella, måske ikke så godt som hendes barns skytsengel, men jægeren var ikke fremmed for vampyren. Det var nok meget godt englen ikke vidste hvad hun var kommet til sidst jægeren og hende havde mødtes.. så ville kampen her jo nok ændres til noget mere alvorligt. At hun havde fodret kvinden sit blod, hvorefter hun var blevet overtaget af en eller anden virkede ikke som det mest fornuftige samtale emne lige nu.

Han kunne mærke hvordan hendes greb strammedes om han håndled og han hørte også noget der lød som en flig der røg af, men det kunne han ikke tage sig af på det tidspunkt. Han vidste at han skulle gøre noget, ved det her eller brækkede hun bare hans håndled.
Han sparkede efter hendes venstre knæ med det ene ben, og kort efter at sparket var fuldført lod han sig falde bagover med sit knæ ved bryste så han kunne smide hende fra sig når han havde lyst.
"Du skal bare vide at jeg har set stort set alt hvad der er sket Procella siden hun blev født"
Han syntes hun skulle vide det, bare for at skabe lidt stemning.

Vampyren gjorde et mere eller mindre komisk hop tilbage så hans spark ikke ramte. Det gjorde desværre også at hun kom ud af balance og han fik hende hevet med. Hun landede hårdt på hans knæ og hun vidste tydeligvis godt at hun lå kønt i det. Selvom hun jo ikke behøvede gispede hun efter vejret da englen slog luften ud af hendes lunger som en ren vanesag. Oftest trak hun vejret som hun plejede da hun levede, alt andet ville vække for meget opmærksomhed og det ville også være umuligt at tale uden luft i lungerne.

”Stort set alt? Så burde du sgu nok have blandet dig da hun slubrede mit blod i sig som saftevand! Jeg gætter på at du så hvad der skete.”
Hendes stemme var pludselig blevet kølig og hendes grønne øjne var blevet sorte i det sparsomme lys fra husene på hver side af gaden. Hun kunne ikke forhindre irritationen i at vælde op i hende da englen påstod at vide så meget om kvinden, for så kunne han da godt have hjulpet hende noget før! Som den gang hvor at Procella var blevet angrebet af en gammel vampyr i dagslys hvor hun ville have været død hvis ikke Wilith havde været der. der kunne jægeren godt have brugt noget hjælp, eller da hun blev overtaget af en eller anden person som tydeligvis ikke var helt vel oven i hovedet.

Det var ubehageligt at lande på jorden, med hende ovenpå, men det var jo hans plan så det var ikke det værste. Han sparkede med sit ben for at få hende af igen så han kunne komme fri. Han håbede det virkede, og forventede at det nok skulle kunne fungere.
"Ja, men det er der der kommer ting ind du ikke forstår!"
Han sagde det mens han forsøgte at komme helt fri, så han bedre kunne komme ind og spidde hende på stagen. Det ville enligt være morsomt at dræber hende med den stage hun selv havde medbragt næsten som at hun selv gerne ville dø.

Hun væltede af englen og var hurtigt på benene igen for hun fornemmede hurtigt at dette her var ved at forandre sig til noget andet end en træningskamp.
"Hvad kunne være mere vigtigt end at beskytte det liv som du er knyttet til?"
Efter at have sagt hvad hun ville tog hun et par skridts tilløb og satte af op på facaden af et af de gamle huse. Som en form for sær edderkop sad hun hjemmevandt på husets facade med fingrene knuget om et vindue. Hendes sorte øjne synes at være alt for store i pigens ansigt, og da hun kneb dem sammen så det ud som om at hele øjet var sort.

"Og nej, jeg kan ikke forstå det, hvis du ikke prøver at fortælle mig det.. men jeg er jo vampyr så selvfølgelig vil du ikke fortælle mig det.. jeg er jo ikke under nogen omstændigheder til at stole på."
Hun blottede tænderne i noget der kunne have været et smil, men mere bare blev en sur grimasse. vampyrer havde fået skabt sig et ry der omtalte dem enten som vilde dyr, eller væsner der ikke kunne stoles på. det sidste var mest de gamle vampyrer der kedede sig og derfor satte røre i andedammen hvor end de kunne.. det kunne for eksempel være at starte en krig fordi de kedede sig. De unge vampyrer var mest skyld i de første rygter om vilde dyr, men der var jo også nogle af de ældre vampyrer der ikke var kommet sig over deres ynglinge periode. Sådan nogle vampyrer burde virkeligt udryddes for det var dem der var problemet. de skabte oprør og krige for at de kunne gå amok uden at folk bemærkede det og dræbte uden nogen skelen til hvem de dræbte eller om det var børn.
Selv Wilith ville hjælpe med at udrydde sådan nogle for de fortjente ikke den anden chance som efterlivet som vampyr var, for de havde i den grad ikke bestået prøven der viste om de ville kunne fungere som vampyr.

Han var glad for at det havde virket og at han var kommet fri fra hende. Han var nået det punkt hvor han faktisk begyndte at blive utålmodig og så kunne han jo heller ikke fortælle hende, det hele da hun på ingen måde fortjente at vide det.
"Ja det har du ret i men du får ikke mere at vide end at det er guds vilje!"
Han stod afventene over for hende med stagen som eneste våben da han jo havde glemt at tage sine egne våben med sig i dag hvilket jo var utroligt dumt. Han stod med det ene ben bag det andet så han stod fast og hurtigt kunne flytte sig ud af stedet.
"Og det har intet at gøre med at du er vampyr"
Han mente ikke at vampyre ikke var til at stole på, men han havde dog ikke lyst til at tiltro hende disse ting der nu engang var kommet på tale.

Hun rullede træt med øjnene. Guds vilje? pff! Det var verdens mest brugte undskyldning igennem historien. Korsridderne havde brugt den, terrorgrupper, tyranner, konger og menigmand have brugt den som undskyldning for alverdens grusomheder.
"Guds vilje er verdens mest bruge undskyldning for at begå grusomheder. Det ser ikke så godt ud at jeg er den der har reddet jægeren og hendes barn to gange mens du har udført herrens vilje og siddet på din flade røv."
Irriteret over hans hellighed så hun mørkt på ham, men hvorfor var hun overrasket, skuffet..? På en eller anden måde havde hun bare håbet at han var anderledes og ikke bare skød skylden på gud når han svigtede.

Stadigt hang hun godt fast under vinduet og hun så næsten træt ud da hendes blik strøg fra englen, til stagen i hans hånd, og tilbage til hans ansigt.
"Men du har stadigt til hensigt at drive en stage igennem mit hjerte?"
Hun rystede på hovedet og holdt bedre fast i vinduet. Det var ikke ham der skulle dræbe hende, de var mere eller mindre jævnbyrdige så han havde ikke fortjent det. Kun en havde indtil videre gjort sig fortjent til det og det var Procella for hun kendte Wiliths historie.. Og det var af en eller anden grund vigtigt for vampyren. Noget andet der var vigtigt for vampyren var ikke at blive dræbt af en engel. det ville simpelthen være for ydmygende!
"Den der stage.. var egentligt til hvis jeg mødte en ganske speciel vampyr. Så jeg ville blive lidt ked af det hvis jeg nu ikke får lov til at drive den igennem hendes hjerte."

"Ja se nu her Willith, grunden til jeg ikke gjorde noget der var at det var nødevendigt at hun gik igennem det. Jeg har reddet den kvinde flere gange end du ved"
Han stod af ventene stadig, han havde ikke selv på tanke at kaste sig ud i det, uden at have en plan. Han stod der bare klar til at springe efter hende hvis det virkede som en god ide .
"Ja du skal dø, og jeg vil gøre det, da du er efter hvad jeg har set, noget af den ondskab Procella ikke kan få sig selv til at fjerne!"
Det var faktisk den eneste grund til at han ville dræbe hende hvis han, troede at Procella selv kunne fjerne hende, ville han ikke blande sig. Han havde jo fået strikse ordre om at hun skulle klare så meget som muligt selv.

"Heh uden tvivl."
Hun nikkede ironisk og rullede igen med øjnene.. igen forsøgte den at gøre sig bedre end hende. det var grunden til at hun ikke kunne lide engle, de havde en eller anden dum ide om at de var bedre ende hende fordi at hun var vampyr og de efter sigende var skaberens væsner. Når hun overvejede flere af de engles opførsel som hun have mødt var det ret svært at tro at de var hellige gode væsner.
Og at dræbe en vampyr, fordi at det var en vampyr var ikke en god hellig ting.. så meget havde jægeren i det mindste forstået for ellers ville hun have været død nu. Kvinden havde haft sin chance men hun havde valgt at lade være og i stedet binde sig til vampyren lige meget om hun ville det eller ej. Hvis man spurgte Procella om hun var bundet til vampyren ville hun uden tvivl svare nej, men det havde den sidste tids begivenheder vist ikke passede.

"Og lad være med at benægte at det er på grund af min race at jeg er ond! det ville svare til at jeg dræbte et menneske fordi at de var et menneske.. det er dumt! Og i prædiker godhed!?"
Hendes stemme var blevet hånlig og hendes øjne gnistrede vredt. Det var begyndt at gå op for vampyren hvorfor jægeren ikke kunne holde den engel ud! han var så skide hellig og så beskyttende at det var dumt. Hvis hun var ren ondskab ville Procella sgu selv have dræbt hende.
"Hah! nej, du har slet ikke gjort dig fortjent at være den der driver en stage igennem mit hjerte! Det må hun, Procella eller hvad hun nu hedder, selv gøre hvis hun vil!"

I mørket trak Procella sin sølvstage. Hun var ved at få mere end nok af at blive talt om som var hun der ikke, og blive talt om som var hun et stupidt barn. Langsomt nærmede hun sig de kæmpende skikkelser i sneen.

"Featherfreak! You listen up, and you listen up good now. You dont kill Victoria...I kill Victoria, and i do it when i see it fit. YOU dont get to draw the god-card on me, or my baby. You dont even know what it is! You are just a sad angel, sent to the corner by an angry father because your subjects did not play nice...welcome to earth motherfucker. Now get of my fanger before i plant this stake in your chest and sent you back to heaven!"

Snerrede hun lavmælt. Det var nok egentlig det der gjorde mest indtryk. At Procellas vrede for en gangs skyld ikke var varm og eksplosiv og ud over det hele. Den var iskold og dødelig.

Han vendte træstagen mod Willith og flyttede så sit Blik mod Procella. Han respekterede fuldt ud det han fik at vide af hende da han jo havde sagt ja til at tage imod ordre fra hende ligesåvel, som at han skulle tage imod ordre fra gud.
"Du bliver bare der vampyr, og nej jeg har intet mod dig grundet din race, du virker bare som en trussel men hvis du modbeviser det, vil jeg ikke gøre dig ondt. Jeg vil sågar hjælpe dig hvis det gavner Procella!"
Hans øjne var hård, og lignede lidt at der kunne gå ild i dem hvornår det skulle være. Han var irriteret på Procella, over at hun ikke ville forstå hvad det betød, for hende at hun havde en engel der kunne beskytte hende endda give hende blod for at hun kunne hele hurtigere hvorfor ville hun ikke forstå det.
"Procella, nej jeg ved ikke præcis hvad barnet er men jeg ved hvad det kan være! Hør her Procella jeg forsøger ikke at bruge et kort mod dig, jeg forsøger blot at fortælle dig sandheden så godt jeg kan, om hvorfor jeg er her for at beskytte dig"
Han sænkede stagen som han ellers havde haft peget mod Willith. Han trådte et par skridt tilbage fra hende men han holdt dog stadig sine sanser vågne på dem begge.

"Ja det er jeg slet ikke i tvivl om at du vil.. men burde det ikke sige dig noget at jeg aldrig har forsøgt at udnytte hende."
Hendes stemme var stadig hånlig, og kulden havde listet sig ind i den, for denne her engel var sgu den mest hellige af hans slags hun havde mødt indtil videre. Og folk der opførte sig som om de allerede var frelst fik hende altid til at blive irriteret. Procellas indgriben var et velkomment pusterum og et langsomt ægte smil bredte sig over hendes læber. Hun opførte sig som hun plejede... næsten.. hun var mere kold end hun plejede, mere som et eller andet der lister sig ind på dig for pludseligt at bide til i stedet for hendes normale eksplosive vrede som Wilith da også selv havde været offer for en del gange allerede. Men aldrig havde hun været så glad for den vrede kvinden rummede som nu.. Dette her beviste bare at hun virkelig ikke var en soldat.

Hun kunne desværre ikke rigtigt se nytten af at dræbe englen, så derfor bruge hun ikke alle sine ressourcer. Og det blev hun nød til hvis hun skulle have noget håb om at vinde en kamp, mod en højest sandsynlig meget gammel engel.
Englen havde sænket stagen, og det gav vampyren en velkommen mulighed for at hoppe ned fra husets facade igen. Hun stemte benene imod muren og stødte fra, så hun sendte sig krop på en flyvetur igennem luften ned i den smalle gade. Hendes spring var desværre for langt til at hun kunne lande i gaden så hun endte ovre på det andet hus halvvejs nede hvor hun så kunne hoppe ned bag kvinden.
"Jeg har aldrig før været så glad for dit temperament, Procella, hvis det er hvad du hedder.."

Selvom Procella muligvis ikke kunne se smilet på Wiliths ansigt, så kunne det høres i hendes stemme. Rundt om gaden holdt vinden op med at blæse så voldsomt da hun regnede med at englen frit ville kunne smutte nu uden at Procella ville beklage sig.. men okay.. hun ville nok heller ikke beklage sig hvis englen fløj over på den anden side af jorden og blev der..
Gad vide om Procella virkeligt var hendes rigtige navn? Hun ahvde jo nok en hel del andre navne som folk kaldte hende, men dette her var trods alt hendes skytsengel og hvis han virkeligt kendte hende så godt kunne man jo altid håbe på at han havde været åbenmundet nok til at afsløre hendes rigtige navn.. men det ville nok vise sig, når hun så jægerens reaktion på navnet..

"You know Cleon...you claime to be an angel. You claim to be here to help. You give me nothing but the concept of faith to believe in. You ask me, to lay my life, and the life of my child in your hands, based on...faith...no...its not gonna happen. I dont play by the rules. Im not gonna go to a convict somewhere and change. i am me. to the end."

Jægeren hævede ansigt og så efter vampyren. Et lille smil spillede om hendes læber

"Oh dont go soft on me Victoria. Im still a bitch and you know it"

Underneden spillede et lille smil i hendes stemme

"Ved du hvorfor jeg ikke kan give dig mere at tro på andet end den dag jeg reddede dig fra ulven?"

Han vidste godt at hun nok ikke gjorde, men måske hvis han var heldig vidste hun mere end han havde forventet.

"Fordi jeg ikke har fået tilladelse af 'gud' til at vise mig for dig, uden at gøre det i hans navn, men jeg selv er jeg ved at være træt af at se dig komme til skade, grundet det han vil have du skal udføre, derfor er jeg her for at hjælpe dig med den opgave han mener du skal udføre og den opgave du selv har påtaget. Det er på grund af egen fri vilje jeg er her, og på grund af det jeg respekterer hvad du siger."

Han vidste ikke hvorfor han fortalte hende alt om dette, hvorfor han fortalte han var gået rouge fra sin herre gud, eller hvad han var. Han vidste bare at han ville have hun kunne stole på ham.

"Jeg ville virkelige ønske jeg kunne bevise over for dig at jeg var her for at hjælpe, for det er hvad jeg er, og jeg forstår du er sur over at jeg ikke kan."

Hans øjne blev ikke varme igen, som om der igen var ved at gå ild i dem, man kunne nærmest se flammerne midt i dem, de varme som mår en person sagde noget der kom dybt fra deres hjerte.

"yearh, yearh i know.. your a bitch, now and always.."
Smilet i hendes stemme var blevet endnu større, og da hun havde fået samlet sin våde frakke op fra jorden kom hun op på siden af jægeren. Smilet spillede om hendes læber, mens hun lænede sig op ad husmuren under en meter fra kvinden. Hun følte ikke at der var nogen grund til at stå og gemme sig nede bag kvinden mens alt det interessante foregik oppe foran.
Lige nu var englens følelsesladede troskabserklæring det mest interessante her omkring, hvor trist det end var.
Hånen i hendes smil var nu igen tydelig.. Hvis han vidste noget om kvinden burde han også vide at han blev bedømt på hans handlinger og ikke hans ord. Og at følge efter hende alle døgnets timer gav ham ikke just bonuspoints. Vampyren kunne derimod levende forstille sig Procellas raseri over at blive babysittet af en engel, af dem hun plejede at dræbe.
Det måtte være ret.. grænseoverskridende for den ellers så selvstændige jæger.

Hvis hun havde været nervøs for ikke at kunne klare sig selv havde hun jo nok holdt sig op ad sin dæmon. Nu hvor hun tænkte over det, så virkede det til at kvinden foretrak vampyrer og dæmoner frem for engle.. Underholdene at tænke på, når det samtidigt var dem som ultimativt var den værste trussel for menneskeheden.
"Jeg tror ikke at det er din hjælp, eller manglen på samme, hun er irriteret over.. jeg tror at det er faktummet at du følger hende hvor end hun går der generer."
Et par grønne øjne så muntert og drillende på englen, og hun havde gjort sig stor umage for at gemme hånligheden bag en maske af munter interesse.

Procella stønnede højt

"I dont care! I dont care about god! or your job! or your help! I am pregnant! I cant sleep! I am hungry! And i have a feather so far up my ass, i am gonna puke pillows!"

Snerrede hun hidsigt. Hun vendte sig mod Victoria og stak ud efter hende med stagen i en pegen

"BINGO! The fanger got it! Am i not talking angel enough for you to comprehend it?! I just wanner be left alone! For fucks sake!"

Hun trampede hidsigt i sneen

"Fair nok Procella, jeg lover dig jeg ikke vil forfølge dig, hvilket jeg var stoppet med, i dag var blot et tilfælde. Jeg kan desværre ikke skære det bånd der er i mellem os fra hinanden, selv hvis jeg ville. Jeg vil stå ved din side den dag du er i fare, og det kan du ikke lave om på"

Han kiggede på hende, han havde sagt han ville respektere hvad hun sagde, og det havde han tænkt sig at gøre. Hans øjne var varme endda lidt varmere end før og det der lignede flammer i dem blev større.

"Jeg kan kun sige at jeg er da glad for at du er ligeglad med gud, da det ville gøre dit arbejde sværere! Jeg mener heller ikke du skal tage dig af mit job, du skal bare vide at der ikke er noget at gøre ved at vi er bundet samme, det er jo heller ikke fordi jeg selv ønsker det, jeg ønsker dog at du skal hjælpe menneskeheden. Jeg ønsker samtidigt med at dit barn skal vokse op og have et godt liv."

Han håbede hun ville forstå det han fortalte uden at tage det ilde da han ikke mente det ilde.

Og så var kulden ved at forandre sig til den sædvanlige hidsighed, det forhindrede dog stadigt ikke vampyren i at smile og hun var rimeligt rolig omkring Procella.. lige nu.. det virkede ikke til at være store chancer for at blive spiddet lige nu. Hun lo lydløst da jægeren påstod at kaste puder op, men gad vide hvor mange penge folk ville betale for puder med englefjer i.. Det kunne egentligt være sjovt at finde ud af. måske beholdt de noget af englenes beroligende aura? Det ville i hvert fald hjælpe på søvnløsheds problemer hvis det fungerede på den måde, men det vidste man jo ikke før man prøvede.
Kvindens viften med stagen fik hende lige et øjeblik til at blive en smule nervøs, men slappede så af at vreden stadigt ikke var rettet imod hende men imod englebassen.
Et øjeblik havde hun lige været nervøs før at kvinden havde skiftet humør og havde besluttet sig for at spidde hende og selvom hun ville være væk for stagen ramte var det alligevel nok til at gøre hende bekymret.

"oh! i almost forgot.. Stagen, tak.. Den er reserveret til en anden vampyr. Procella kan forklare dig hvem, hvis hun gider."
Hendes smil var sådan en form for langsomt grin, der tydeligt viste at han nok ikke fik noget at vide, men det var sådan set sandt hvad hun sagde. Stagen var reserveret til Gwynnet hvis hun nu skulle finde på at dukke op uanmeldt. Hvis hun rent faktisk besluttede sig for formelt at invitere Wilith til noget, ville der være langt mere end én stage til stede.
"Hunter.. When your feathery friend is on his way i have something to discuss with you.."
Det var et lille smil hun sendte kvinden, ikke det rovdyrssmilet som hun havde sendt englen, men mere et sky smil. Det var trods alt heller ikke hver dag hun ville prøve at overtale en dusørjæger til at lade hende købe nogle stager, formet som patroner..

Procella dolkede arrigt Victoria med blikket

"Oh! Wick have not killed that blackeyed bitch yet? Pffh! He is getting slow! We will have to discuss that!"

Knurrende pakkede hun sin egen stage væk og blottede tænderne af Cleon

"do you WANT to piss me off? If not then stop talking like i dont have a say in anything! This is all bad enough!"

Procella vendte ryggen til engel og vampyr og trampede hidsigt ned af den smalle gade

"...getting knocked up by a fucking demon...having to play babysitter for a fanger...getting a freaking angel attached to my ass..."

Mumlede hun hidsigt for sig selv. Merry fucking christmas...