jinglebells - Procella og Cleon

"Procella for helvede tag og læg mærke til hvor meget jeg faktisk har føjet dig nu. Jeg har sænket mit våben mod Willith. Jeg har valgt at stoppe med at forfølge dig. Det eneste jeg har tænkt mig at gøre, der har noget med dig at gøre er at redde dig hvis du selv ber om det, eller du har brug for det og ikke kan bede om hjælp. Hvis du ikke kan se fordelene i det, så er du for snævert synet"

Han vidste at hun var lidt snævert synet eftersom at det var sådan gud ville have hun skulle være, for at have lettere ved at dræbe. Han vidste dog også hun var anderledes end de andre, han havde skulle holde øje med.

Hun trak vejret dybt ind over Procellas mening om hendes skaber. Det kunne godt være at hun ikke selv var en soldat, men det var hendes skaber og hun skulle virkeligt tage sig sammen for ikke at blive fornærmet over kommentaren. Det svarede til når en fornærmede ens forældre, det føltes lidt som et angreb på en selv også så for et øjeblik flammede vreden op i hendes øjne, men hun var ikke sikker på om kvinden bemærkede det i hendes allerede noget ophidsede tilstand.
Hendes forhold til Gwynnet var kompliceret for på mange måder hadede hun sin skaber for alt hvad hun havde gjort, men det var samtidig den eneste forælder hun havde tilbage. Had og kærlighed lå så tæt på hinanden og begge disse følelser var hendes og Gwynnets forhold fyldt med.

"Don't speak about her like that! She is my mother after all!"
Hendes stemme var lav og sammenbidt, som om det var noget hun egentligt helst ikke ville have sagt, men som bare havde kæmpet sig ud. Det var nok ikke smart at hidse kvindemennesket mere op men hun kunne ikke bare høre på jægeren fornærme hendes skaber, for selvom Gwynnet på mange måder havde fortjent at dø, så holdt vampyren stadig af hende inderst inde.
En knurren måtte hun passe meget på ikke begyndte at vokse i hende, og hun så med vrede øjne efter kvinden.
Langsomt slængede hun frakken over skulderen, greb ud efter stagen for at tage den fra englen og begyndte at gå efter kvinden. Hun havde noget som Wilith ville have, så der var vel ikke så meget andet at gøre end at følge med hende.

Procella stampede hidsigt videre. Lige nu var hun nok det man diplomatisk ville kalde "uden for pædagogisk rækkevide".

"I dont care if she is a flying money in a bikini! She tried to kill me! She is a bitch! Get over it McRian! Im not gonna be BFF with your psycho-creator!"

Han stod og holdt øje med deres nye diskussion som havde ændret sig. Det var mystisk at de sådan gik fra at være mega sure på ham, og diskutere med ham, til at snakke om en eller anden der åbentbart havde skabt Willith.

Han vidste ikke helt hvad han skulle tro om Procella lige nu, det virkede lidt som om hun bare havde så meget hun skulle ud med, og som om det hele bare kom buldrende som et andet fragtskib gennem grønland. Han håbede bare hun var ved at forstå.

Overraskende nok, også for hendes selv, begyndte vampyren at grine højt over billedet af en abe med hendes skabers ansigt i en bikini. Hendes latter var let og lys, som en ung piges skulle være, men der var et barsk anstrøg under munterheden. Hvis det bare havde været sådan.. en abe ville sikkert være nemmere at dræbe på visse måder.. En 800 år gammel vampyr ville ikke være helt så nem at få has på selvom hun ville gøre sit bedste
"well, you shoulden't be the one to complain.. the actually killed me.. and you have both an angel and a demon at your service.. well you also have me, but im not sure how much of a help i would be.."
Vampyrens latter var ebbet ud mens hun talte og nu gik hun i næsten samme tempo som jægeren men hendes skridt var stadigt hurtigere og lidt mere energiske som de plejede. Hun var lidt som en tre århundreder gammel teenager, selvom man måske kunne have forventet at hun ville opføre sig mere voksent. Det gjorde hun jo også en gang imellem, men det var mest når hun var vred eller i alvorlige situationer.. et af den gravide jægers hidsighedsanfald faldt ikke ind under en alvorlig situation.

En stump snor havde fanget hendes umiddelbare opmærksomhed, så nu gik hun og snoede den om hendes fingre i små mønstre. De grønne øjne bevægede sig kort op til kvindens ansigt og læberne smilede skælmsk.
"I seriously doubt anyone would want to be BFF's with Gwyn.. eventhough it's a funny idea.."
Tanken var ganske underholdene da hun forstillede sig en form for high school gwyn omgivet af sine BFF's. Det var et ganske underholdene scenarie, men det var nok heldigt for alverdens high schools at Gwynnet så vidt hun vidste aldrig havde sat fod på en high scool.. Ellers ville man nok have hørt om det i nyhederne for hun kunne ikke forstille sig at det ville gå stille for sig.
"what do we do with your feathery friend?"

Procella vendte sig hidsigt mod den unge pige

"Are you shitting me?! She tried to kill me! And my child! And i should not complain? What the hell is wrong with you?! You even told me that you would step in between and fight me if i sought out revenge! If you stand in my way, i AM gonna kill you too Victoria. No crap this time. If you protect her, you have chosen a side, and it wil not be my side. I have to protect me and my own...just know that...take a holyday...i hear Hawaii should be great at this time of year..."

Svarede hun svidende

"Yeah...well...apparently I am the new Paris Hilton around here, and he is my fucking chihuahua. I can only hope that someone else steals him...anyway. You had something you wanted to talk to me about? God...you need a shower....you smell like him now..."

Procella skar en grimasse og lagde hånden over mund og næse, da den kvalmende hørm af rosentræ rullede imod hende, men denne gang fra vampyren

Han gik hen mod dem, da han hørte hendes desiderede fornærmelse af ham. Han var ligeglad med om et var hende han skulle beskytte, hun skulle ikke have ret til at stå og kalde ham den slags ting. Han blev irriteret hvilket nok var første gang i mange år. Han vadede hen mod dem med hårde skridt i den våde sne.

"Hvad kaldte du mig?"

Hans øjne var hårde, og det var ikke til at tage fejl af hvad det var han mente eller hentydede til. Han stirrede på hende med hårde øjne og et intenst blik.

"I know you will kill me... but she is my sire, it will be some kind of instinct. I want her dead, but if i am near her.... i just cant kill her.. i cant, i know that, because i tried only a few days ago.."
Det sørgelige var at hun vidste at det ville gå sådan. Hvis Gwynnet på et tidspunkt ville være ved at blive ramt af et eller andet ville et instinkt få hende til at kaste sig ind foran. Et lille trist smil spirede på hendes ansigt da hun nævnte sit forsøg på at dræbe Gwynnet og huskede tydeligt hvad der var sket bagefter. Hun måtte slæbe sig hjem bagefter med adskillige blødende sår fra vievand.. Gwynnet var ikke en person der rejste uforberedt.

"That was why i hoped to make her go away by talking to her. We both know that i cant kill her. Im to soft."
Bitterheden i hendes stemme var tydelig ved enden af sætningen, men modsat jægeren havde hun forlængst indset at hun var blød inden i, og det var der ikke så meget at gøre ved. Om et par århundreder havde det måske ændret sig, hvis hun levede så længe. Det virkede ikke som om man levede så længe i Procellas selvskab hvis man ikke var en hård dræber. Wilith havde dræbt mennesker før, ret mange af dem, men det var før hun tænkte nærmere over at mennesker nok også havde ret til at leve og kunne overleve hendes bid hvis hun passede lidt på. Desværre var det der med at tænke over tingene blevet lidt af en vane, en dårlig en ville nogen nok sige.

Hun kunne dog ikke lade være med at grine stort over hendes sammenligning da et meget underholdene billed af Procella med bruncreme og for meget makeup dukkede op i hendes hoved. Det var nok meget heldigt at jægeren ikke kunne se hvad hun tænkte på.
"Yes, your majesty.. i'll wash the stench of angel away as fast as possible.. i could end up attracting my own kind.."
Englens udbrud gjorde ikke det hele mindre sjovt og mens hun lænede sig op af et af de skæve huse ventede hun spændt på fortsættelsen. Hendes grin var ikke blevet mindre og en latter hobede sig op inde i hende, for at den eksploderede og hun begyndte at grine højt.

Procella gik videre, uden at tage hensyn til den arrige fjerkost et sted bag hende

"Stop eavesdropping when i insult you Metatron! You just get your precious feelings hurt. Besides! Its not nice!"

Victorias ord fik hende dog til at stoppe op. Faktisk rystet. Hendes øjne var store og runde, fulde af vantro.

"You? You, tried to kill Gwyn? Your creator?"

Procella gik i stå og glippede med øjnene

"She is...here?"

Hendes øjne flammede op

"MY KILLER IS HERE ON THE ISLAND AND YOU DID NOT THINK THAT, THAT LITTLE PIECE OF INFOMATION WHAS VITAL FOR ME TO KNOW?! GOD!"

Procellas næve smadrede ind i murværket ved siden af Victorias ansigt og åd en god bid bygningsmateriale, der ekspoderede i en rød lersky om den slanke pige

"Jeg smug lyttede ikke det er bare svært at overhøre din gennemskærende stemme!"

Hans øjne blev hårdere, og ilden i deres midte blev tændt endnu en gang. Han sagde det med en hårdere stemme end normalt men stadig rolig som altid.

Han lagde godt mærke til hvad det var de snakkede om men lige nu overhørte handet bare, selvom han godt kunne mærke han var uønsket. Han gik tættere på dem med stadig hårde skridt.

"Of cause she's here.. what had you expected? That she would wait untill we were ready?"
Skyen blev hurtigt blæst væk af en hidsig vind der jagede igennem gaden og et par grønne øjne stirrede på kvinden ud fra den røde sky. de var store og så ret sørgmodige ud, for hun vidste at dette ikke ville kunne undgå at ende med en konfrontation, og at hun selv skulle tage væk imens Procella og hendes dæmon dræbte den eneste familie hun havde tilbage forekom hende så kujonagtig at hun ikke engang gad overveje den. Hun måtte bare finde ud af hvad hun ville med det her. Om hun ville have en død Gwyn eller en levende Gwyn. En levende Gwyn ville nok kræve en død Wilith og spørgsmålet var så bare om hun var villig til at ofre det.

"I receved a note from her a couple of days ago, ordering me to meet her.. i did, and i tried to kill her. I somehow don't think she will call on me again."
Smilet der var stivnet på vampyrens ansigt var en maske af bitterhed og hun kunne mærke et eller andet vælde frem i hende som hun havde håbet på at undgå, sorgen over at hendes skaber, hendes mor, var nød til dø.
Hun satte sig i bevægelse væk fra jægeren igen med dukket hoved. Hun var ikke i tvivl om at Gwynnet ikke ville tænke nærmere over det hvis en af hendes skabninger døde for hende, men det var der hvor Gwynnet og Wilith lignede hinanden mindst.
En dråbe rødt blod løb ned over hendes ene kind, men hun lod den løbe og blinkede hidsigt med øjnene i forsøg på at forhindre andre tårer i at falde. Gwyn var ikke det værd.

Procella ignorerede englen totalt. Han var ikke vigtig i dette sekund

"What i expected?! MAYBE THAT YOU TOLD ME ABOUT YOU STUPID FANGER!!! A FEW DAYS AGO?! DO YOU ENJOY ME RUNNING AROUND NOT KNOWING THAT SHE LURKS IN THE SHADOWS?! SHE IS TRYING TO KILL ME AND MY BABY! FOR FUCKS SAKE VICTORIA! HAVE A BRAIN! SHE PROBABLY FOLLOWED YOU SINCE WE GOT BACK THEN!"

Tanken fik Procella til at stivne

"Damn...she knows where i live...she knows where i eat...who ive been seeing...its a goddamn miracle you ever survived this long Victoria...if she kills me i hope you have some ghost repellent, coz im so gonna haunt your ass forever!"

Procella begyndte at halvløbe ned af gaden. Frosts hotelværelse duede ikke længere. Hun måtte længere under jorden hvis hun skulle holde sig selv og barnet i live. Det her var blevet en meget lidt underholdende leg.

Han var forberedt på at hun ville ignorere ham, fordi det han sagde ikke rigtigt var vigtigt. Han var ikke sikker på om han skulle følge efter dem eller ej, han frygtede lidt at Procella ville blive sur hvis han fulgte dem, men på den anden side hvad nu hvis hun fik brug for hans hjælp.

Han valgte at følge med hende, men han gjorde det meget åbentlyst at han ville gå hvis hun bad ham om det, og han valgte ikke at holde sig skjult, da det ville virke mere irriterende end at han gjorde det tydeligt.

"And if i had told you? then what would have happend? you would have told your demon, or gone after her yourself."
Nervøsiteten var så småt begyndt at snige sig ind på vampyren, men hun rørte ikke en muskel da Procella begyndte at råbe af hende. Måske havde det været forkert at tilbageholde oplysningerne, men havde hun ikke gjort det havde hun ikke fået en chance for at tale med Gwyn.. At hun så selvfølgelig havde afvist at opgive sit bytte, og Wilith så havde prøvet at skyde hende med træpatroner derefter var en anden sag.

Procellas panik fik vampyren til at se meget træt ud i ansigtet, og hun havde lyst til at banke hovedet ind i en væg. At jægeren gik i panik, var vel forståeligt, men det var ikke lige den rigtige reaktion på dette her. Der var brug for rationel tankegang, ikke at det var noget Wilith ofte brugte, men lige nu var det nok det bedste der var at gøre.
"Hvis du mangler et sted at være så kan du tage min lejlighed. Der burde være våben mod vampyrer et eller andet sted, og jeg skal nok holde mig væk hvis det er en hjælp.."

Procella råbte tilbage over skulderen

"YES! AND IF I KNEW A WAS BEING FOLLOWED I WOULD NOT HAVE LEAD HER TO MY FRIENDS! YOU ARE SO STUPID SOMETIMES VICTORIA"

Procella forsvandt om et hushjørne. Hendes tanker var metodisk igang med at finde ud af hvilke spor hun skulle slette. Skulle hun prøve at fingere sin egen død så Gwyn kom af hendes spor? Det her var ikke godt. Slet ikke.

Procella satte farten op ned af den nattemørke, men alligevel juletravle gågade, hvor hun forsvandt i mængden.

((Out))

Cleon blev bare stående, det var mærkeligt sådan som hun reagerede lige nu, først var hun venlig over for vampyren og nu var det som om hun ville myrde hende uden tøven hvis hun fik chancen.

Han stod bare og så en anelse forvirret ud, da han aldrig i gennem den tid han havde fulgt hende, havde hun været på den måde. Det var mærkeligt med hende.

Vampyren så endnu mere træt ud i ansigtet da kvinden for i flint og hurtigt løb ned af gaden. Hun trøg hånden over øjnene med en træt bevægelse og besluttede sig hurtigt efter at tjekke op på meddelerene. måske kunne de fortælle hende noget nyt om Gwynnet.
Da hun vendte sig rundt for at kaste et sidste blik på englen så hun næsten venlig ud da hun henvendte sig til ham.
"Du må til en vænne dig til hendes humørsvingninger.. de bliver kun værre længere hen i hendes graviditet."
Med et sidste næsten-venligt smil klatrede hun elegant op ad husets facade som en edderkop for at ligge lidt afstand til menneskerne under hende. Oppe på tagene havde hun en hel anden form for frihed følte hun, så hun tog sig ofte en lille gåtur hvis livet bare var lidt for besværligt.

Vampyren forsvandt ud i mørket uden at se sig tilbage og uden at vente på et svar eller en respons fra ham. Det måtte vente til senere. Nu var det vigtigere at få talt med meddelerene. de var trods alt hendes øjne og ører på alle de steder som hun ikke selv kunne være.. Og det kunne jo være at nogen af dem havde set en der kunne ligne Gwyn.

//out//

Han gik videre ned af gaden i modsatte retning af Procella, og vidste jo enligt godt at han kun kunne forvente at det blev værre jo længere med graviditeten hun kom specielt med den far.

"Tak."

Han sagde det stille og roligt, og håbede hun ikke hørte det.

Han gik bare i sine egne tanker ud til udkanten hvor han foldede vingerne ud, lettede og fløj et stykke for at bruge dem igen.

//out//