We are watching... [Cleon - og eventuelle andre]

((NPC-tråd. Niveau: Kaosfaktor))

Nattemørket var tæt og fygesneen blev kastet rundt på bjerget. Den slettede alle spor der havde været af nattens tidligere begivenheder og lagde et fint drys af sne overalt. Den nedbrændte hytte skabte hurtigt større dynger af sne på vindsiden. Vejret var dog ikke af betydning for pigen i hytten.

Da døren gik op og Cleon trådte ind var hun det første der mødte hans blik. Så omhyggeligt var hun placeret. Mod den sortsvedne væg virkede den blege pige næsten skrigende hvid. Hun havde været en fantastisk køn pige engang. Et englelignende ansigt, indrammet af tykt blondt hår. Et hår der nu var vådt af en blanding af blod og sne. Hun lignede en pige på ikke meget mere end 8 år. Hendes store grå øjne var brustne af dødens komme, men en tydelig rød ring lå om hendes iris.

Pigen var spidet til væggen, og den lange hvide kjole hun var klædt i, var sprættet op på midten og hang omkring hendes krop, uden at skjule noget overhoved. Hendes stilling var en grotesk parodi på Kristi korsfæstelse. En stage var hamret gennem hvert af pigens håndled, hendes fødder var samlet og en stage gennemborede dem og naglede hende til væggen. Det store hul i hendes side afslørede at hvemend der havde udført denne gerning, havde brugt et helligt våben, for pigen havde ikke været i stand til at helbrede. Om pigens side var blodunderløbne flænger der bar varsel om at hun var blevet pisket.

Da englen trådte ind hævede hun langsomt det forpinte blik. Tjørnekronen borede sig ind i hendes hud og blodstrimer løb over hendes ansigt. Den lille pige trak uendeligt langsomt læberne tilbage fra tænderne i en sidste trodsig udfordring. De lange hugtænder glimtede svagt. Så hang kæben slapt og pigens hage ramte hendes bryst da det sidste uliv forsvandt fra den lille krop.

Beskeden på væggen over pigens hoved kunne ikke være meget mere klar

Dont forget who you are...brother

Han gik ind i hytten og så pigen der sad der sat fast til muren, det mindede ham om hvordan han selv havde hamret Valerie fast til muren i den gyde hvor de var mødtes den første gang. Han var ikke så berørt af det han så men mere af de tanker der kom sammen med. Han kiggede over hendes hoved og så den tekst der stod der.

"Jeg er da så forbandet ligeglad med det."

Han var blevet en anelse sur over det der, prøvede de på at true ham med den han elskede eller hvad var det, de forsøgte på. Han ville gerne vide hvad det var men han forstod det ikke og der var nok ikke nogen der lige sådan kunne fortælle ham det.

"jeg vil bare leve mit liv sammen med den jeg elsker og det skal i fandme ikke komme og ødelægge"

Hans stemme var hård og bestemt og det var som om der ikke var nogen tvivl om hvad det var han mente med det han sagde til muren, som det jo var han faktisk stod og snakkede til da der ikke var noget levende væsen til stede.

"Men hvis det er et krav at jeg hjælper dig og beskytter Procella og hendes barn, for at kunne få lov til det, skal jeg nok gøre de ting."

Han stemme blev stille og han stod bare og lyttede lidt for at se om der kom svar før han vendte sig rundt igen og bevægede sig væk fra hytten langsomt.

//Hvis der er nogen der har lyst er i velkomne til at skrive med^^//

For at komme væk fra alt det nemt tilgængelige blod i byen tågede en enlig skikkelse rundt oppe på bjerget. Det var som om vinden lagde sig omkring hende mens hun gik, så hun behøvede ikke stride sig frem.. Hendes fødder sank dybt ned i sneen, og hun gik med dukket hoved og hænderne ned i lommen, som om hun var dybt nede i sine tanker. den lette hættetrøje, og de gamle jeans virkede helt utilstrækkelige i kulden, men det virkede ikke til at genere pigen hvis røde hår skjulte det meste af hendes ansigt.
Da hun kort løftede hovedet for at se rundt fangede hun et glimt af en nedbrændt hytte og satte hurtigt kursen derhen imod. Vinden og sneen var efterhånden begyndt at blive trættende og selvom hun bare kunne få vinden til at suse uden om sig krævede det stadigt energi.. energi som hun ikke havde.

Da hun nåede hytten sneg en lugt sig ind på hende, og den fik hende til at stå på spring da hun åbnede døren. Hvor der var vampyrblod havde der også været problemer, og så var der også den der anden lugt.. var det engel hun kunne lugte? Lugten af blodet forvirrede den anden lugt, så hun kunne ikke helt få fat i den. Hun smækkede døren op for at se om der stod nogen bag den, bare for en sikkerheds skyld og vovede sig så forsigtigt ind. Synet der mødte hende fik hende til at stivne. Pigen var så lille, så meget mindre end hende, og så var hun vampyr. At nogen kunne være så modbydelige! De forskellige måder pigen var mishandlet på levnede ikke tvivl om at dette her afgjort var et led i en besked, den besked hun så over pigens hoved. Ligeglad med om det var en dårlig ide krydsede hun gulvet, og begyndte at løsne pigen fra væggen. Hun skulle i hvert fald ikke blive hængende der!

Da stagerne blev hevet ud af den lille krop faldt den tungt til gulvet i en uordenlig bunke. Selvom skaderne på den lille pige var omfattende og groteske, var der alligevel noget metodisk og rent over dem. Som en kunstart nogen havde brugt tid på at perfektionere.

En dirren gik let gennem kroppen. En umulighed. Den lille vampyr rejste sig langsomt og så ned af sig selv. De brustne grå øjne blev levende igen, men syntes at lyse op indefra, indtil øjnene kun var hvidgyldent lys. Øjnene fangede Victorias. Den lille pige lagde hovedet let på skrå og en lille rynke kom mellem hendes bryn.

You are not what we expected...where are our brother?

Pigens læber havde aldrig bevæget sig, men alligevel lød ordende tydeligt i vampyrens hoved. Stemmen...hvis man kunne kalde det en stemme, var kønsløs. Den lød som kom den fra mange struber på samme tid, bortset fra at stemmer som disse aldrig havde haft menneskelige stemmer at kontrolere. Hvad end der styrede den engang lille vampyr, havde ingen kendskab til det jordiske plan, og volumen i Victorias hoved var så kraftig, som hvis nogen havde opstillet en udendørs rockscene i hendes hoved og skruet op på max.

Cleon havde set den skikkelse der bevægede sig igennem sneen mod hytten han kom fra. Han vidste ikke helt hvorfor men inden der var gået ret længe havde han sat kursen tilbage mod hytten. Den lignede noget fra et mareridt eller en zombie film. Den hytte han havde brændt ned i sin vrede hvad var det enligt han var blevet så sur over.

*Hvem var det og hvorfor valgte hun at gøre*

Han vandrede bare stille og roligt tilbage mod hytten og han stoppede op et par meter før. Han stoppede op og stillede sig op af den ene ydermur hvor han bare stod og lyttede til hvad der foregik der inde, og også for at se hvad skikkelsen lavede der inde.

Han så den lille vampyr der før var naglet til væggen, som rejste sig op og kiggede frem selvom hendes krop var mere end normalt ødelagt. Han fældede en kort tåre på grund af det den mindede ham om. Han var stadig ikke blevet helt sig selv efter hvad der var sket sidste gang han var her. Hans hjerne var skygget af forskellige tanker og den var blevet mørk.

Hun sprang tilbage da den lille krop rørte på sig. Hun var jo død, eller hvad? med benene plantet solidt i gulvet, med bøjede ben klar til at sætte af så hun vagtsomt på den lille pige med de lysende øjne. Dette har var ikke godt, pigen var jo død! Altså for alvor død! men hvorfor bevægede hun sig så? Pludselig skar en høj stemme sig igennem hendes hoved som en kniv, og med et skrig faldt vampyren sammen. Hun var ikke klar over at det kun var i hendes hoved stemmen lød, men det virkede som om en eller anden havde plantet en højtaler ved hendes ører og skruet op.
Hun pressede hænderne imod sine ører som for at forhindre stemmen i at gøre så ondt, og en sagte jamren pressede sig over hendes hård sammenpressede læber.

"Jeg ved det ikke! jeg ved det ikke!"
Hendes øjne var hårdt knebet sammen, og hun sansede ikke andet end stemmen der havde runget i hendes hovede. Langsomt begyndte hendes hjerne at arbejde igen, og den kom hurtigt frem til at stemmen ikke var hendes, den havde været.. anderledes.. ikke en mands og ikke en kvindes.. *engel! De er de eneste der har det der androgyne fis kørende!* Hun kæmpede sig langsomt på benene, med sorte øjne fastlåst på pigen. Først skulle de angribe en af hendes artsfæller og så brugte de hende som marionet! Der var nok at være sur over..

Pigens panderynke udglattedes da hun så ned på den skrigende vampyr

Why are you screaming? We did not breake you...yet

Pigen rakte langsomt hånden ud og berørte vampyrens pande med en pegefinger. Effekten der fulgte en brøkdel af et sekund senere var umulig at afvise. Victorias hud begyndte at syde og brænde, som havde fingeren været en stegende hed pande, og Victoria intet andet end en klat ubetydelig stegemargarine.

You know where he is. You touched him. Lying is a sin. Sinners burn. Where is Metatron?

Den kønsløse og flerstrubede stemme fortsatte med uformindsket styrke. Der var ingen trussel i den. Den lille englepiges ansigt ændrede ikke udtryk. Det var som en overbærende voksen der havde forklaret at græs er grønt

Cleon blev bare stående uden for hytten han turde ikke gå ind til det monster der bare stod der og snakkede til den skikkelse han stadig ikke var helt sikker på hvem var.

*Hvad fanden er det der sker her, hvem kan gøre det der?*

Han forstod intet af hvorfor folk gad at gøre sådan noget mod andre levende væsner, også selvom det var en vampyr. Vampyre var jo udøde væsner så måske var det derfor at personen der havde gjort havde kunnet få sig selv til det.

Han så hvordan den ukendte, men dog bekendte, skikkelse faldt sammen derinde. Hvorfor der skete jo intet det gav ingen mening for ham.

Langt væk fra alt det uhyggelige tonede en lille skikkelse frem. Hendes smukke, grønne øjne kastede lange blikke omkring sig, uden at de egentlig så noget. Hun løftede kort hovedet og så de andre væsner langt væk, så uendelig langt væk. Hun vandrede som i en tåge, hun så intet, kun jorden. Og den så hun vel ikke engang, så langt væk hun var. Hendes tanker flakkede frem og tilbage.

*Venner eller fjender?* Det var hendes tanker om væsnerne i det fjerne. Venner eller fjender? Hendes lange, smidige fingre begyndte at sno sig i små mønstre foran hende. Hun glemte tid og sted og gik bare, uden at vide, at hun kom tættere og tættere på de andre væsner og det groteske sceneri. Vidste det slet ikke...

Hun svajede da hun endeligt var kommet op og knugede sit ansigt i hænderne. Hvorfor lod hun altid sin menneskelighed løbe af med sig! Nu var hun ude på dybt vand på grund af de forbandede følelser! hvorfor skete det altid for hende...
Vaklende bakkede hun væk fra pigens berøring men ikke hurtigt nok, og smerten lynede igennem hende da hendes hud begyndte at syde og boble.
"Jeg ved ikke hvem Metatron er! Jeg ved det ikke!"

Igen faldt hun sammen, og gik i knæ med hænderne knuget imod ansigtet som om det ville få huden til at stoppe med at syde og gøre ondt. smerten bølgede igennem hende, og en svag jamren kom igen over hendes læber. blindet af smerten brugte hun sin evne til at finde det største hul i husets skelet som hun begyndte at kravle imod på hænder og knæ. Hendes hud begyndte kun langsomt at hele og da hun endeligt nåede hen til det, kunne hun kun lige se igen.
Pigen var ikke helt vampyr mere, det kunne hun ikke være. Stemmen var en engels, og hendes berøring... hvordan kunne den forårsage så meget skade? det ville jo ikke hele lige så hurtigt som normalt. stadigt smertede det som ind i helvede, og huden var knap begyndt at hele. Igen ramte lugten af engel hende, en sød lugt af rosentræ som hun mindedes at have mødt et sted før, men hvorfor skulle han være her?

Den lille pige gik langsomt efter Victoria og så for første gang ud til at have en følelse i ansigtet. Det smukke lille ansigt med den blodige tornekrone smilede ganske svagt, et smil der ville passe sig bedre til et slumrende barn, og ikke til en lille pige der fysisk mere eller mindre var flået fra hinanden, og med laserne af en natkjole hængende flagrende omkring sig i vinden

Dont run. You will only die tired abomination. Tell us where our brother is. You touched him. We can feel him. We feel the girl too. You know the daughters...dont you?

Den lille piges tilstedeværelse havde før været mildt distanceret i Victorias hoved. Nu blev den nærværende, interesseret, hvilket var meget værre.

Why did she not kill you? Why did Metatron not? You are not special. Not like the daughters. Stay!

Det sidste ord rungede gennem Victorias hoved. Det var en direkte ordre.

Han hørte kvinden, der havde lagt halvt sammenkrøbet i smerte på gulvet, udtale hans navn. Han vidste ikke hvorfor hun havde sagt det eller hvorfor han valgte at gøre det næste han gjorde. Han trådte ud af de skygger han stod i og stillede sig igen i lokalet. Han brød sig ikke om synet, men gik der ind af da han også havde set hende kravle væk i smerte.

"Hvorfor taler du om mig?"

han spurgte den kvindelige vampyr, der var derinde som han nu kunne se var den samme vampyr som Procella ikke kunne få sig selv til at dræbe. Hvorfor var hun her og hvad ville hun med ham siden hun udtalte hans navn.

Han lagde mærke til hvordan den lille pige fulgte efter vampyren. Det var et groteskt syn at se på, barnet som var vampyr der vandrede rundt mere udød end noget andet udødt væsen.

Igen faldt vampyren sammen. Et spyd af smerte ramte hende i panden og hun kollapsede på gulvet. Hendes vejrtrækning var hektisk, og overfladisk. Hendes øjne var knebet sammen i smerte og hun krøllede sig sammen som et lille dyr i fosterstilling. Smerten der hamrede igennem hende var for voldsom til at hun så meget som kunne tænke på at svare på spørgsmålene. det eneste hun fik presset over læberne var et gisp af smerte. I tankerne skreg hun gennemtrængende og de få tanker der var, var forvirrede og hektiske. Det var tydeligt at hun virkeligt ikke vidste hvem englen talte om.

Det sidste ord rungede gennem Victorias hoved. Det var en direkte ordre.
Hun åbnede øjnene på klem da hun hørte en velkendt stemme og de sorte øjne var ufokuserede og forvirrede. Så han var den der.. var det metatron? havde hun ikke været nærmest bedøvet af smerte var hun begyndt at grine, men hun kunne slet ikke finde kræfterne til at lave den bevægelse med ansigtet som kaldtes et smil. Navnet lød som noget fra transformers, ret grinagtigt faktisk, men grin var der ikke ligefrem lagt op til. Det gav et sæt i hende da stemmen begyndte at tale igen, og hun så med store øjne på pigen.
Hun knugede sit hoved i hænderne med benene trukket op under sig, og en grimasse af smerte forvrængede vampyrens ellers så kønne træk. Fysisk så der ikke ud til at være noget i vejen med hende, ingen sår eller noget, men alligevel så hun ud til at have ondt.

"Jeg ved det ikke!! måske kunne de bare lide mig!"
Vampyren fremmanede en svag efterligning af en latter og prøvede langsomt at komme på benene på trods af smerten der lynede igennem hende. Det gik ikke helt som hun havde håbet og hun kom kun op på knæ. Det var som om hendes krop brændte af hellige flammer hvilket kun styrkede mistanken om at det var en lorte engel der sad og legede med sin marionetdukke.
Mistanken om hvem "the daughters" tog til da englen også viste sig og ganske ufrivilligt lynede et par billeder af hende og Procella igennem hovedet, der ikke levnede nogen tvivl om at jægeren ikke havde tænkt sig at dræbe denne vampyr foreløbig.

Den lille piges tankestemme omfattede pludselig også englen der trådte ind

Brother...you came back. Why did you leave? You left us. You left your call. You left the daughters. You even left this abomination...we feel you on her. Why have you not killed her? Did your vessel make you forget who you are?

Opmærksomheden mildnedes på vampyren da den lille pige flyttede de indefra oplyste øjne over på englen der tårnede sig op over den blodige pige. Pigen vendte hovedet let mod Victoria igen. Ansigtet var atter udtryksløst.

One wants to end you...later...the memories are clear. Its a mistake

En glitrende tåre gled ned af pigens kind. Det underlige var at den ikke fulgtes af flere, eller en vejrtrækning, endsige et ansigtsudtryk.

Brother...you failed...

Fornemmelsen af tusinder af stemmers hvisken bag den kønsløse og i forvejen flertstrubede stemme gav ekko i begge de tilstedeværendes hoveder. Selvom de dominerende stemmer var blottet for følelser, var der en klar fornemmelse af frygt og sorg i de tusinder af hviskende stemmer bagved, der aldrig skilte sig ud så de gav mening i form af håndgribelige ord

Han blev overrasket da han hørte stemmerne i sit hoved, han havde ikke lige forberedt sig på at det ville ske når han trådte ind i hytten igen. Han kiggede på den lille døde pige der stod der med en flagrende kjole og virkede så uskyldig samtidigt med at hun virkede så skyldig i alt hvad det var der skete på øen.

"Ja jeg gik, og nej jeg har ikke glemt hvem jeg er, men det har du åbenbart. Jeg valgte ikke at dræbe hende fordi hun stadig er lidt som et barn!"

hans stemme var hård og fast og der var ingen tegn på at han ville vie fra de ord han lige havde sagt. Han stod ved ordene mere end han stod ved sit liv, så det var alene af den grund at han fortalte stemmen det.

"har jeg fejlet? Nej der tager du fejl, du har fejlet fordi du tror du kan styre hvad der sker her på øen, eller i det hele taget hvad der sker her på jorden, men det kan du ikke det er uden for din magt. Ja man siger at din magt ikke kender nogen grænse, men det ved vi jo godt begge to er løgn."

Hans stemme var fyldt med væmmelse over for de stemmer der rungede i hans hoved. Han tvang sig selv til at fortsætte sin egen tale strøm inden det blev for meget for hans hoved.

"Du har også fejlet da du har valgt at racer som dæmoner, vampyre og varulve er onde. Du skulle være retfærdig, men ved du hvad der eksistere ikke nogen med mindre retfærdighed i sit liv end dig!"

Smerten aftog i takt med pigens opmærksomhed vendte sig imod englen og hun begyndte at krabbe sig over imod en af de sortsvedne vægge som hun kunne læne sig imod. Det var længe siden hun havde været så udmattet både fysisk og psykisk og hun lænede træt hovedet imod væggen. Hvorfor skete sådan noget lort også altid for hende, og hvorfor skulle hun altid blande sig i de mest fucked up ting!?
Selv hvis hun ville var hun ikke i stand til at komme på benene på nuværende tidspunkt for desværre kunne hendes regeneration ikke lige klare det som hun lige havde været udsat for. Udmattelse kunne den jo ikke gøre så meget ved, og det samme med blodmaglen, med den usunde diæt hun levede på. Blod på pose var bare ikke det samme som den friske vare.

Stadigt rungede det smertefuldt i vampyrens hoved hver gang stemmen snakkede, men det var ikke så slemt nu som det var før, og nu var hun jo ikke alene mere. For en gangs skyld var hun glad for at se skytsenglen, for selvom han var godt irriterende, så havde han tydeligvis lige redet hendes røv.. og det var værd at sætte pris på.. At det var en fejl hun var i live kunne hun jo ikke tage sig af, for måske var hun en snylter, og en vederstyggelighed men hun var jo ikke død endnu så englenes mening var jo ligegyldig. Stod det til dem endte hun jo alligevel i helvedet så de kunne bare holde deres mening for dem selv.. Hun ville aldrig blive lukket ind ovenpå alligevel.

"Måske er det en fejl, måske er jeg en fejl, måske ikke.. Men nogen gange burde i engle virkeligt tage at holde jeres højhellige kæft!"
Hendes endnu kulsorte øjne hvilede uroligt på de to skikkelser der så ud til at have en eller anden form for skænderi, noget om at have fejlet. Hendes hårde ord var for en gangs skyld ikke rette imod skytsenglen, men derimod imod den møgengel der behandlede folk som var de skidt. han fortjente ikke at blive lukket ind ovenpå!

Den lille pige sukkede let

Oh Brother...then you did forget who you are....she was not a child...not anymore. She did not have a soul anymore. If you remembered who you where you would have saved her. Something is lost in you...somewhere you lost yourself...we are sad for you...But we wont cry anymore...

Et lille sygt smil spillede om pigens læber da hun interesseret så på Metatron

You really are lost Brother...you talk like you think i am our father...why would he waste time on you? You turned your back on your family. On what you where made for...that can not be allowed. You failed. Failure is not an option.

Uden at vende hovedet mod vampyren bredte det lille smil sig på pigens læber

The abormination is right. The time for talking is over. Choose Brother. Go back and go to sleep, or be lost like the humans you pretend to serve

Alvoren og truslen var tydelig i stemmen der rungede igennem englens og vampyrens hoveder. Det var ikke en tom trussel. Faktisk var det ikke engang en trussel. Det var et fremsat faktum. Hvis ikke Metatron ville lytte, så tvang han pigen til at handle. Lige nu stod hun med armene ned langs siden og så roligt og udtryksløst på ham, kun med det lille smil om læberne, og den gyldenlysende tåre der hang ved hendes kæbelinje og truede med at give slip.

"Hvis det du siger omkring at være et barn og have en sjæl, er sandt! Så er dette barn, dit talerør heller ikke et barn længere og jeg vil ikke frygte eller vige fra at fovandle den til aske."

Hans stemme var tør og kold, han var ikke bange for de trusler eller det faktum der blev stillet op for ham. Hvis de havde tænkt sig at gøre ham noget så skulle de have lov til at gøre det. Han havde ikke tænkt sig bare at se på mens de forsøgte at gøre sig bedre end alle andre væsner.

"Nå så du er ikke vores far, men han har stadig fejlet, når han lader dig eller jer gøre dette. Dette i har gjort her er være end hvad selv vores tidligere bror Lucifer kunne finde på."

tanken slog ned i ham, at det vel næsten ville være bedre at slutte sig til ham istedet for disse langt ude sindsyge engle der ikke havde andet i deres hoved end forsøget på at straffe folk, hvilket de altid gjorde på de mest uretfærdige måder.

"Vi, her taler jeg om engle, har altid været forbandet selv hellige. Jeg har lært af dem at vi ikke er så meget bedre end alle andre, og du eller i, har lige formået at vise mig en ny bundlinje ved at gøre dette!"

Han var sur på dem og vred, faktisk var det så galt at hans øjne begyndte at flamme op mens han talte. Stemmerne der rungede i hans hoved gjorde ham ikke så meget på grund af hans vrede.

"Der er intet at græde over, din højhellige bastard!"
Med en stærk hånd hev vampyren sig på benene ved hjælp at væggen bag hende. Hun nægtede at sidde ned overfor englen, og derved se op på den. vreden strømmede igennem hende, og selvom benene rystede under hende så hun bestemt på englen. Hun turde ikke træde et skridt frem af frygt for at de ville give efter under hende, men det var også fint nok at stå op, bare hun ikke skulle se op på pigen. det ville få hende til at føle sig som den lille og det var ikke en velkommen følelse.

At blive kaldt en vederstyggelighed fik hendes sorte øjne til at blive noget rødere at se på. Det var i orden at blive fornærmet en gang i mellem, men når møgenglen her blev ved.. Desværre var hun også begyndt at blive frygteligt bevidst om den kraftige lugt af blod i hytten, kraftigst var selvfølgelig pigens, men da hun så på skytsenglen kunne hun ikke undgå at se pulsåren i hans hals. Pinlig over manglen på kontrol tvang hun blikket over på den lille pige i stedet. Hvis det blev til en slåskamp, hvilket det godt kunne virke til, havde hun ingen chance for at deltage, eller overleve som hun havde det nu. Hendes krop manglede blod og ingen af hendes evner eller kræfter fungerede uden blod.
"Smut tilbage til himlen, basunengel!"
Hendes blik ikke så meget som strejfede Cleon, så det var tydeligvis henvendt til englen der legede med sin lille marionetdukke..

Pigen lille smil forsvandt

That is the first words from you, that are you. This girl have not been able to be svaed since...forever. Be in content if you may Metatron, but no matter how much you have forgotten we will not allow that kind of talk about father. You should have burned this body, how long do you think the red haired abonimation can hold her skin if you flame more than now? If you burn this vessel we will find a new one. We are made of fathers purifying flames. Maybe you are not better..anymore. That is why you are no longer going to be here. You do not ask for prove. you have faith. If you loose faith...you are cast out. Im sorry Brother...you made your choise

Pigens øjne der før havde været lyst op indefra, strålede nu som var der inde i den lille krop tændt et fyrtårn. Det var skærende blændende at se direkte på hende. Et øjeblik vendte pigen sin fulde opmærksomhed mod vampyren igen, og denne gang var opmærksomheden så meget mere skærende og brændende.

Oh yes we should weep little abomination. Just like we wept when the soul of Victoria McRian was forever lost. You where not supposed to end your life in that manner. He had plans...but you where lost. You too was a child of ours. Not like the daughters. But ours. Even now you seek us, and you dont even know why. You where never ment to die that day...we will leave...with what we came for...

Pigen vendte ansigtet mod Metatron og rakte en hånd ud mod ham med håndfladen opad, som ville hun have ham til at tage sin hånd.

You chose Brother...live a life like you chose. Will you give it, or should we take it?

"ved du hvad jeg vil gerne give mit liv, men aldrig til jer. Jeg vil kun give mit liv til to personer, den jeg beskytter og den person jeg elsker."

Han var ved at være virkelig vred på englene der mente de var bedre end ham. Han var ikke ligeglad med børnene dog, men han ville ikke stoppe sit liv bare fordi de ville have ham til det. Han overvejede at hive sit sværd frem og hugge i barnet for at kunne forlade stedet. Istedet valgte han at gå over mod Willth han strakte sin hånd frem mod hende.

Han vendte så sit blik mod pigen igen, og hans øjne flammede endnu mere op. Hans øjne var nu så flammende at flammerne næsten nåede toppen af hans hoved. For ham var hele verden nu i flammer.

"Lad mig være eller jeg personligt fjerne hver eneste af de fjer der sidder på jeres vinger, bare for at vise jer at i er værre afskum end noget andet her på jorden. Jeg vil faktisk hellere slutte mig til Lucifer end at vende tilbage til jeres fanatiske vej, der kun ender med en ting. Jeres vej vil ende med jere egen død.

Benene brød sammen under hende og hun gik i knæ med hænderne presset imod hovedet. Opmærksomheden fra englen fik hendes krop til at brænde af smerte. Det var som om vievand blev hældt ud over hende da englen så på hende, og hun måtte bide tænderne hårdt sammen for ikke at sige noget. Hun trak vejret ind med et gisp da den nævnte hendes navn og det fik hende til at kæmpe sig op, og se op englen med sorte øjne.
"Min sjæl har jeg ikke savnet.. Og måske græd i for Victoria men det gjorde jeg også.. alligevel hjalp i ikke da hun havde brug for jer. I er ikke folks tro og hengivenhed værd!"
Hun gispede af smerte da hun var færdig med at tale og kneb øjnene sammen. Englens opmærksomhed så ikke ud til at genere metatron eller hvad end hans navn var, men han var jo også en hellig skabning og ikke en vederstyggelighed, tænkte hun muggent.

Da hun igen havde stablet sig på benene så hun tøvende på hans udstrakte hånd, og derefter op på ilden som var begyndt at sprede sig over hans krop.
"Hvis du sætter ild til mig, så bider jeg altså.."
Hun mente det tydeligvis for hvis han vovede at sætte ild til hende ville hun ikke have kræfter til at helbrede det eller slukke ilden, så ville det bedste hun kunne gøre at bide ham, for magi var hun slet ikke i stand til at udføre på nuværende tidspunkt. hun lagde langsomt sin hånd i hans og håbede på at de snart kom væk, for hun ville helst undgå flere af møgenglens direkte henvendelser.

Pigen betragtede englen med et lettere forundret udtryk

We are not going to kill you Brother. You are just not our Brother anymore, and therefore...we strip you...

Pigen trådte frem og hendes hånd gled gennem flammerne omkring englens krop. Da hendes fingre strejfede Metatrons hud skete der en kædereaktion. Flammerne brølede voldsomt op. De bløde flammende masser krøb hen over vægge og loft som havde de været rullende bølger. Englens og vampyrens tøj blev ædt i løbet af splitsekunder, men før de kunne nå at blive fortærret af flammerne spidsede pigen læberne let. Hun sugede let indefter. De rullende flammer blev trukket mod den lille pige og hun så nærmest ud til at drikke dem gennem luften. Derpå gik de brat ud, som havde Metatron været et sterinlys og flammen i ham, kvalt af en gammeldags lyseslukker der blev trykket let mod vægen.

Hvad end den lille pige gjorde var det kraftigt nok til at flå bevidstheden fra englen og få ham til at synke sammen på gulvet. Pigen berørte let hans pande. Hun trådte tilbage fra manden på gulvet og vampyren der kiggede på.

Dont challenge us abomination...you are not nearly as strong as you think you are...you are still usefull. That is why you are not cinder right now. We will not be lenient if you cross us...

Derpå trådte pigen et par skridt tilbage og dirrede svagt. Et lille smil spillede om hendes læber. Derpå begyndte hendes hår at syde og hendes hud at boble da hun blev ædt op af flammer der kom indefra. Skærende hvide flammer.

Be usefull...we are watching...always...

Resten af den lille krop blev stående som en glødende og lysende kropsform et øjeblik. Derpå gik en vind gennem den nedbrændte hytte og flåede de glødende stumper med sig, bort ud over bjerget og ud i vinternatten. Tilbage i hytten var det varme og dampende træ, samt en nøgen mand på gulvet, ved siden af en ligeledes nøgen vampyr.

Han lagde bare besvimet på gulvet uden at vågne. Han vidste intet om hvad der var sket, og han vågnede ikke rigtigt.

//Jeg svarer ikke lige mere da han er besvimet, og jeg ikke synes han skal vågne hurtigt//