Concentration please (Fortid)

Det blik der mødte hende fra de normalt venlige og drillesyge øjne, var næsten ikke til at kende. Der var koncentration i dem, og frem for alt var det en krigers øjne der så tilbage på hende. Han trak med lynets hast sværdet tilbage fra hendes klinge og huggede lige så hurtigt efter hendes venstre ben i næste øjeblik.

"HARGH!"

Væk var den drillende, storebroragtige elver, væk var ham der blødede Ripper op når han var for hård ved Lauren, væk var elveren der ville stå imellem hende og en kugle. Hun stod ikke længere overfor den Creo hun kendte, men derimod en elverkriger, en kriger der syntes fast besluttet på at angribe hende med al sin kraft.

Dont hold back kiddo, release it so you can learn to control it...

Med sin sædvanelige dumstædighed kæmpede Procella imod processen. Hun strittede imod med alt hvad hun havde i sig, og selvom hun selv oprigtigt mente hun gav alt hvad hun havde at give, blev hun presset længere og længere bagud i den stegende sol og bort fra de skyggende træer.

Jo flere slag der gik ind, jo mere energi hun spildte, desto mindre han lyttede, så meget højere begyndte hun at knurre af ham. Efter godt og vel en 10 vaklende parader føltes hendes arme tunge som bly

I cant do this...its too much...this is the first time...he asks too much of me...what the hell?!

Indigneret raseri glødede i hendes blik da hun pludselig sparkede ud efter hans knæskal, samtidig med at hun lavede et modangreb der meget hurtigt ville gøre den spidse hage en smule mere stump med mindre han trak hovedet til sig.

I slowmotion tiltede den storsvedende pige hovedet let på skrå og stirrede et sted over Creos hoved

*thumb...thumb...thumb...thumb...*

...i can hear...your heartbeat...

Hendes blik blev forundret. Angrebet stoppede midt i bevægelsen og en kølig og dirrende klinge rørte fjerlet ved elverens hagespids. Langsomt begyndte det at trænge ind hvad det var der skete.

"Noooo...fuck! I lost it! I almost had it! Fuck me! FUCK!"

Procellas sværd fløj gennem luften imens hun med et frustreret skrig stampede hidsigt i jorden

Creo så sværdet komme farende imod sit ansigt, og da gik det op for ham, at han blev nødt til at skrue op for tempoet hvis ikke Lauren skulle tage en bid af hans ansigt som souvinir. Det var nær ved at gå galt da hendes klinge farede imod hans ansigt, og instinktivt gjorde han sig klar på smerten der ville følge med.

Men i stedet for smerten forsvandt hans modstander som dug for solen. Creo nåede at stoppe sit egen, næste angreb inden det gik galt for både ham og Lauren. Han rettede sig op og så på den frustrerede pige, hans gamle ansigtsudtryk og sindstilstand syntes at være vendt tilbage.

"You felt it. And it stopped it." Creo kløede sig tænktsomt i håret, som om det var helt naturligt at de netop havde svinget et par store, arabiske hybridsværd med dødbringende kraft imod hinandens kroppe.

"This time you percived it, but it broke the spell." Han snakkede som en mattematiklærer, der var blevet præsenteret for en ligning, hverken han selv eller hans elev kunne regne.

Procella snerrede af elveren

"So! The idiot in there!"

Hun pegede hidsigt af huset

"Wants me to think! And think about how i feel, and relax! And you want me to stop thinking, but apparently also stop feeling because when i do, i cant do what you tell me to!"

Hidsigheden fik de ravfarvede øjne til at svømme over i udmattede vredeståre, hvilket kun gjorde hende endnu mere hidsig fordi hun begyndte at flæbe som en lille unge

"I cant do both!!! So i guess im just gonna suck forever!"

Der lød en sivende lyd idet sværdet faldt fra Creos hånd og gled ned i grønsværen under ham. Han havde ladet sine arme falde ned langs siden under Laurens raseri udbrud, og hans blik var blevet alvorligt. Han trådte et skridt fremad imod Lauren, og uden videre omfavnede han den fjortenårige pige.

"Look kiddo... Your just a kid yet. I know that we preasure you to the unbearable, I know that we train you like you are an adult, treat you cold, and treat you like your a stupid child. But your not..."

Han lagde sin hage imod hendes hovedbund og knugede hende lidt tættere, uden at tage i betragtning om hun prøvede at gøre sig fri af omfavnelsen eller ej.

"You are one of the most gifted children I have ever seen, in all races. You might not feel like it, but you have made more progress in the last few months than I did for years in your age. Whatever we say kiddo, whatever we do, just know that we do it to make you stronger..."

Den spinkle pige stivnede totalt da den voksne mand stod og krammede hende. Hvad var nu det? Et nyt trick? Hendes muskler spændtes som for at skyde ham bort, men da lagde han hagen i hendes hovedbund og holdt hende endnu tættere. Der var intet klamt over det. Det var ikke som den der creepy fornemmelse man kunne risikere med et lidt for beruset familiemedlem der under påskud ville være lidt for kærlig.

Procella lod luften langsomt slippe ud af sine lunger og lagde fjerlet sin hage på Creos skulder. Hun måtte løfte hovedet en smule for det, for hun var en lav pige. Men det gjorde ikke noget. Langsomt sneg den ene arm sig op og lagde sig langsomt og tøvende om livet op elveren da hun gengav knuset. Ikke helt så overdådigt og tillidsfuldt, men det var alligevel store ting for Procella.

"Thank you for your kind words..."

Mumlede hun mod hans skulder, og prøvede at få kontrol over åndedræt og følelser der syntes at være eksploret ud over baghaven i en stor pærevælling.

"But sometimes...dont tell Ripper...i dont wanner be strong. I dont wanner care for Michelle. I Dont wanner deal with me eyes. I dont wanner shoot at stuff, or get beat up by grown ups in the basement"

Hun sank og hendes krop dirrede svagt. Både af udmattelse men også af det fysiske minde der var fra det.

"I dont like getting electrocuted. I dont like doing the water-drowning stuff"

Procella lagde sin kind mod elveren. Det var fantastisk at han selv i bagene sol og efter hun havde heglet ham rundt, kunne dufte sådan her. Rent. Ikke af blomster eller rengørringsmidler. Ikke af rensemidlet i hans tøj. Der var bare noget...rent...over duften. Som når en varm sommerregn har renset luften og alt synes mere friskt, mere klart. Det var den duft Creo havde. Hun gned sin kind mod hans skulder og lukkede øjnene.

"He comes to my room at night...Ripper"

Hun fortsatte træt sætningen før det blev misforstået til en teenagedramafilm

"And he watches me. Only looking. He want me to learn to wake up by the feeling of someone looking. He also comes at weird times and wakes us up, and wants us to clearminded in a sec. Nothing about my life is normal...ever...but sometimes...sometimes i really want the freaking whitepicket fence. the boring lawn. a pool maybe. a tree not used for robeclimbing. a basement without guns"

Procella trak sig et skridt tilbage og så ned i jorden. De hidsige vredeståre var blevet træt udmattelse og de løb stille ned af hendes kinder. Hun hulkede ikke, men hun kunne ikke blinke dem tilbage, så de skulle jo ud.

"I envy them. The humans. I know we do all this for them. To them. So they can get THEIR dream. So...i have to give up mine, so make some one elses dream come true. Its okay. Its fine. Sometimes...i just get mad. I want that too. But i can never have it. My sister is too fucked up in her head, and im too agressive"

Procella bed sig i kinden og trak sig endnu et skridt tilbage. Hun så koldt på Creo. Han var blevet kaldt permenent til huset for et års tid siden.

"Do you know why you are here? I do. You are here because of me. Ripper dont know what Micha and i are. She babbles on and on about strange stuff, and it get worse and worse. 1 year ago you where summoned. Because you are a thinker. Do you know what happent 1 year ago for me?"

Hun lagde armene over kors og så angrebslystent på elveren

"I became a women. I had my first period at 13. Ew humans blood, you think. No! The feaking problem was not that i had to buy tampons for myself and my sister! The problem was that Micha, litteraly crawled in the ceiling, and it took about 5 guys to pin my down after i lost my temper. ME! look at me! I am a twick. You should be able to hold me. 5 guys. Thats why Rippers kitchen looks new. It is. I ripped it apart. apparently we ran out of strawberryjam"

Procella så bittert ned i jorden

"So yeah...im a kid alright...but im not normal. And you need to pressure me. Maybe one day you have to kill me so i wont hurt others. Creo i dont know what i am...but i am not one of them. The humans...but i will protect them with my last breath. Protect the dream that in a perfect world...i might have a house...and a pool"

Hun gned sig i ansigtet.

"Can you go inside and give Michelle some lunch? Ill find my sword...and cry my eyes out...i dont want you here for that part..."

Mumlede hun flovt

Creo sagde ikke et ord under hele Procellas ordstrøm, men trådte bare et skridt tilbage og kiggede på hende med en neutral mine. Da hun var færdig med at snakke nikkede han langsomt, trådte frem og hev sværdene forsigtigt op af jorden, tørrede skidtet af i sine bukser og vendte sig om. Så sukkede elveren med ryggen til hende og drejede hovedet, så man lige akkurat kunne se det yderste af hans øjne fra Procella's vinkel.

"The world is not final. There are no finite forms. Everything can be changed. Everybody has a choice. Even you. Remember that kiddo."

Med de ord gik han imod huset igen med sværdene i hånden, med lange, langsomme skridt som om han gik sig en afslappende tur i det varme vejr.

I might have to kill you one day kiddo... But I truely hope that day will never come.

Procella skar ansigt af elverens ryg og rystede let på hovedet. Suckers. Hun havde ikke tænkt sig at græde. Et lille sarkastisk smil spillede over hendes læber. Ripper ville så gerne gøre hende menneskelig. Det var let at spille med. Folk troede på det de så, og de så en lille spinkel pige med sære øjne.

Micha is not the only one who can play grown ups...dumbasses

Tænkte hun tørt og traskede over til sværdet hun havde kylet fra sig. Med hovedet let på sktå betragtede hun det køligt og vurderende. Hun havde ikke forventet hvad der var sket.

"...i could actually use some of this...maybe he is not useless..."

Mumlede hun for sig selv. Hun samlede det op fra græsset med et lille underfundigt smil. Derpå jonglerede hun det på samme måde som elveren havde gjort, om sit håndled. Smilet blev bredere og mere tilfredst.

"One day...one day Ripper and Creo wont be the oldest or fastest anymore..."

Hviskede hun ned til klingen. Smilet var ikke venligt. Det var beregnende. Et gran af trods var langsomt begyndt at spirre og vokse i den unge pige. Det trak renter. Hun var ikke bitter, og hun bar ikke nag. Men hun glemte heller aldrig.

((the end - bliver muligvis fortsat i en ny tråd senere))