En skummel tur i byen //Cleon//

Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre nu bare lade hende ligge i blodet på jorden gemme hende væk eller hvad. Han havde jo ikke engang selv et sted hvor han boede så der kunne han ikke selv tage hende hen. Men skoven der kunne han vel altid tage hen. Men at bærer hende derud ville blive en meget lang tur. Han besluttede sig for at noget af det eneste han kunne gøre lige nu var at flyve hende til skoven. Det var heldigvis aften så hvis han bare kom højt nok op, ville menneskene nok bare tro det var et stjerne skud.
Han bevægede sig op i den nærmeste bygning for at springe ud og lette.

Hun lå bare helt stille i hans arme, mens hendes hjerte langsomt vendte sig til at blodet kunne komme hele vejen ud i hendes krop. Hun havde et fredfyldt udtryk i ansigtet men var stadig helt indsmurt i sit ejet blod, selv om blødningerne var stoppet lignede hun stadig en død person. Den eneste forskel på et lig og hende var at hendes hjerte svagt fik bragt livet tilbage i hendes krop. Hun trak ikke vejret, da hun enlig ikke havde brug for det, og hendes krop brugte alt hendes energi til at genoprette hendes forrige blod-om-løb i hele kroppen, hvilket tog meget af den smule energi hun havde tilbage...

Han nåede op på taget af bygningen og spredte sine vinger. De var store og pjuskede. Han løb ud og kanten og lettede op ad gik det ret hurtigt, det var hårdt men han følte han var nød til det da det jo var hans fejl at hun havde det sådan. Han fløj afsted gennem himlen oppe omkring skyerne. Han fløj bare afsted for at komme ud til den nærmeste skov. Ud til den triste skov. Han valgte dog at han ville fortsætte til engle bjerget fordi der var det endnu nemmere at skjule sig for mennesker og andre.

Hun lå stille og lige så forsvarsløst som en dyreunge i hans arme. Hendes helt fredfyldte udtryk kunne narre mange til at forveksle hende med en engel eller en helgen. Hendes korte sorte hår bevægede sig stille i vinden, men hendes krop tog sig ikke af at det var koldt. Hun var jo trosalt vampyr. Hendes krop havde lagt sig selv i en slaks dvale, så det eneste den behøvede var at genopbygge de ting i hendes krop, som englens blod ikke havde nået at sætte sammen igen. Hendes tanker var helt tomme, som de bare fløj afsted hen over himlen...

Han landede på bjerget hvor han havde planlagt at land. Han havde lidt svært ved landingen og var ved at falde forover på grund af den ekstra vægt der kom grundet at han bar på hende. Men han landede så istedet på en tilfrosset vandpyt. Han gled et stykke før han væltede bagover da vinden tog i hans vinger og hev hans overkrop bag over. Han faldt ned på ryggen, og hun landede på ham. Det gjorde ondt men han kom hurtigt på benene igen og bevægede sig videre på for at finde den forladte hytte han vidste lå her på bjerget!

Hendes krop mærkede godt det lille bump, da englen faldte, men den valgte at ignorere det, da den havde for travlt med at genopbygge de sidste celler i kroppen og få dem sat igang med at arbejde. Hun lå stadig helt livløs i hans arme, mens hendes krop afviste kulden. Hun var stadig dybt inde i dvalen...

Han bar hende hen til den lille hytte som ikke lå så langt væk da man tydeligt kunne se den fra der de var landet. Han gik der bare med hende i sine arme hen mod hytten fordi han vidste at der var en seng hun kunne ligge i og slappe ordentligt af uden at skulle bekymre sig om noget rigtigt. Han huskede også der var en lænestol han kunne belejre så han heller ikke manglede et sted at slappe af.
"Er du vågen?"
Han viskede det i hendes øre for at være sikker på hun hørte det og for ikke at tiltrække opmærksomhed fra mange andre.

Hendes øre opfangede godt hans stille stemme i hendes øre, men den havde andet at tage sig til end at vække hende for at svare ham, så hendes krop besluttede at lade vær, og give hende den vile det ville kræve at få hende på benene igen. Hun lå bare helt ubevægelig, og stadig dybt inde i dvalen, mens hendes puls langsomt blev mere og mere fast, efter som hendes krop var begyndt at have indhentet det forsømt og fik produceret mere blod til hendes åre...

Han slæbte hende ind i sengen hvor han smede hende. Han var ved at være ret så træt efter at have båret hende hele vejen. Han var også psykisk smadret så derfor valgte han bare at smide dig i stolen og slappe af. Han tog lige et tæppe over sig og satte sig bare for at slappe af.
*Hvorfor dræbte du hende ikke bare?*
Han overvejede det et godt stykke tid, men gik så over til bare at acceptere han havde gjort det. Han begyndte så også at overveje hvor smart det var at give hende sit eget blod, fordi man kunne jo aldrig vide om hun pludselig ville bide ham. Han faldt så i søvn i stolen med de tanker i hovedet.

Hendes krop blev efter et stykke tid færdig med at heale sig selv, og begyndte stille at trække hende ud af dvalen. Hun vendte stille hoved, da følelsen i kroppen langsomt blev overdraget til hendes bevisthed. Hun kunne mærke de stive lemmer, så hun rynkede kort på panden, før hun genvandt hele kontrollen over kroppen. Hun stragte sig stille og satte sig langsomt op i sengen. Hun fik sat sig helt op, før hun langsomt åbnede de mørke øjne, for at øjentere sig om hvor hun var. Hendes blik faldt hurtigt på den udmattede engel i stolen, hvilket trak meget lidt op i hendes mundvig. Hun opdagede så at hendes tøj stadig var smurt ind i blod, hvilket fik hende til at føle sig meget udmattet, men ikke desto mindre i 'live'. Hun betragtede stille den ødelagte kjole, før hun fik sig trukket op af sengen. Det hele svimlede for øjnen af hende og hun støttede sig til vægen, før hun sendte englen et skæv blik, for at være sikker på han stadig sov. Hun begyndte med usikre og langsomme skridt at bevæge sig imod badeværelset...

Han sad bare i stolen og sov, fordi han var fuldstændig ødelagt efter turen, og så havde han heller ikke rigtigt haft mulighed for tidligere at få slappet af de sidste par dage. Han vidste ikke hvad der foregik omkring sig så han sov meget stille og roligt som et barn der ikke kunne se noget den skulle være bange for som bare sov den drømmeløse søvn som man vågnede så udhvilet af.

Hun bevægede sig lydløst hen til badeværelset og gik stille der ud hvor hun fandt et håndklæde. Hun tog håndklædet og fik sig langsomt og næsten lydløst bevæget sig hen til døreb der førte udenfor. Hun kastede et kort blik tilbage på englen, før hun åbnede døren og gik ud i den kolde sne. Hun lukkede varsomt døren efter sig, før hun bevægede sig væk fra hytten. Hun fandt en lille klippe uddybning, der gjorde at hun ikke kunne ses fra hytten, og i det hele taget var svær at se. Her begyndte hun stille at tage skoene af først og bagefter kjolen som hun lod falde ned i sneen. Hun satte sig stille ned da hendes ben ikke kunne holde til at hun stod op forlænge uden støtte sig til noget. Hun brugte sneen til at skrubbe det tørrede blod af hendes perlemorsfarvede hud. Hun frøs ikke og havde derfor ingen indvendinger imod at bruge den kolde sne til at vaske sig ren i. Hun gned også blidt lidt blod ud af det sorte hår. Da hun var færdig rejste hun sig stille og tog håndklædet omkring sig, før hun samlede hendes sko og ødelagte kjole op, og begav sig tilbage imod hytten...

Han var ved at vågne da hun bevægede sig ud af hytten, men han fik sig ikke rejst fra stolen før hun kom tilbage. Han rejste sig fra stolen og strakte sin krop. Hans krop var stadig smadret og han kunne mærke hans vinger tydeligt de gjorde ondt, så han vidste at han ikke kunne flyve af sted ned til byen så han blev her nok lidt længere. Han stod midt i stuen da hun var på vej tilbage.

Hun tænkte stille og støttede sig til huset, da hun nåede der hen. Hun stod lidt, før hun stille åbnede døren og trådte ind, iført kun et håndklæde. Hun brugte den ene hånd til at holde håndlædet på plads og i den anden havde hun hendes kjole og sko. Hun lukkede stille døren efter sig, før hun opdagede den stadig tydeligt udmattede engel. Det trak lidt op i hendes mundvig ved synet af ham, selv om det ikke var meget. Hun støttede sig lidt til vægen...

Han vendte sig rundt og så kvinden der stod der foran ham, kun iført et håndklæde. Han blev ret så overrasket over det. Han kiggede på hende og kiggede så hurtigt væk igen da han fandt det forkert at kigge på hende.
"Godt at se du er oppe igen!"
Han sagde det stille og roligt men man kunne nok godt mærke på ham og hans stemme at han var lidt berørt af situationen da den var lidt speciel. Han havde først forsøgt at dræbe hende for bagefter at redde hende ved at lade hende suge noget af hans blod.

Hun betragtede ham kort, og så tydeligvis ikke ud til at bære nag, over hvad der var sket. Hun gik stille hen til badeværelsesdøren, stadig med lidt besvær men ikke nær så meget som før. Hun svarede ham "I lige måde" Hun stoppede op ved badeværelsesdøren før hun fortsatte "Ved du om her er en nål og noget sort tråd?" Hun så på ham og støttede sig op af vægen for ikke at belaste sine ben for meget. Hendes øjne var ikke helt så kolde og tomme så de var før. De havde en pæn glans af en mørk blågrå i kanten. Det trak stadig lidt op i hendes mundvig, selv om det dog stadig ikke var meget...

Han blev stående med ryggen til hende, ikke fordi han ikke ville snakke med hende eller for at ignorere hende men bare fordi han ikke brød sig om at se på hende, som hun stod der.
"Nål og sort tråd? Ja altså hytten bruges ofte af jægere så det ville overraske mig hvis der ikke var noget. Prøv at kigge i skabet på badeværelset."
Han svarede hende så godt han kunne udfra hvad han vidste om huset, så kom han i tanke om at han vidste der lå noget tøj her et sted som hun sikkert godt kunne passe.
"Men hvis du ikke kan finde noget ved jeg der er tøj i det lille skab inde i pulterkammeret"

Hun nikkede stille selv om han ikke kunne se det "okay..tak" Hun kunne næsten ikke få det sidste ord over læberne, da det var svært for hende at være taknemlig, uanset hvem det var. Hun gik stille ind på badeværelset og lukkede næsten lydløst døren efter sig. Hun så rundt og fik øje på det lille skab, som han havde omtalt. Hun gik stille hen og åbnede det, efter at have lagt kjolen og skoene fra sig på gulvet. Hun fandt hvad hun søgte og satte sig ned på gulvet, før hun hurtigt og let trådede nålen og begyndte at sy flængen i siden af kjolen sammen. Hendes hånd syede nemt og profesionelt kjolen sammen igen. Hun betragtede kort syningen, der var helt usynlig, før hun lavede enden af den. Hun gik derefter i kast med at sy huldet i det ene bryst, hvor han havde stukket hende med pælen, sammen. Hun koncentrerede sig fuldt om at få syet kjolen helt sammen. Hun lukkede derved helt af for omverden...

Han blev bare stående, i et stykke tid fordi han var stadig ret så chokeret over det der var sket. Han gik hen til stolen og satte sig tungt ned i den. Han var stadig meget træt og han orkede ikke rigtigt at lave noget.
*Du må gøre noget det her fungerer ikke*
Han sad og undrede sig over hvordan han var endt her, eller nok nærmere mere over hvorfor det var sket, men han faldt hurtigt i søvn igen.

Hun havde helt tomme tanker, mens hun langsomt fik syet huldet i kjolen til. Hun sikrede sig at det ikke kunne ses, før hun også endte denne snor. Hun holdte prøvende kjolen op foran sig, og betragtede stille sit værk. Hun lagde stille snoren og nålen tilbage i skabet, før hun stille tog håndklædet af og lagde det på gulvet. Hun trak stille kjolen ned over hoved og så til sin store glæde at det passede perfekt. Hun drejede sig lidt rundt for igen at mærke det behaglige stof imod hendes bløde hud. Hun tog stille skoene på igen og bandt dem som selvanelig stramt på den øverste del af låret. Hun vrikkede lidt med fødderne, før hun tørrede den rene og ny syede kjole af. Hun støttede sig let til vægen, da hun lagde håndklædet, hvor hun fandt det. Hun tog stille i dørhåndtaget, før hun trådte ud i rummet igen. Hun lukkede stille døren og puttede det fine hvidguldskors ind under kjolen hvor den hørte hjemme, før hun så op og opdagede at han var faldet i søvn igen. Det trak lidt op i hendes mundvig ved synet af den sovende engel...

Han lagde bare og sov men denne gang var det ikke en drømmeløs søvn, nej han havde mareridt. Han drømte at han blev bidt igen af en vampyr, men denne vampyr valgte så at tage alt hans blod, istedet for bare det nødevendige. Han var sikker på det var en kvinde og at det var en kvinde han havde mødt før, men hvem vidste han ikke .
Han lå meget urolig i stolen, grundet hans mareridt. Det var en skræmmende følelse han havde da han langsomt vågnede op men han åbnede ikke øjnene så det så nok ud til at han stadig sov.

Hun tænkte stille og kunne godt mærke at han havde marrit på hans øgede puls. Hun gik med lydløse skridt hen til stolen hvor han sad. Hun stoppede op og betragtede ham stille, før hun huskede sig selv på, at hun ikke havde mere at gøre her. Hun bukkede sig stille ned til ham os kyssede ham blidt på panden og nød den meget tiltrækkende duft af hans meget tiltrækkende blod, før hun stille afbrød kysset og begyndte at gå imod døren. Før hun nåede væk fra stolen lod hun blidt sine fingrespids køre ned over hans kind, hvorefter hun med sikre skridt skred tværs igennem rummet, over til hoveddøren. Hun skævede sig let over skuldre, da hun åbnede døren ud til det kolde vejr udenfor, der næsten var blevet til en snestorm. Hun lukkede stille døren bag sig og støttede sig kort til huset, før hun bevægede sig ud i det kolde og vilde vejr...

Han blev meget overrasket over hendes opførsel pludselig. Han vågnede helt op og lagde mærke til at hun var på vej ud så han gik over mod døren hvor hun var gået ud. Han syntes det var alt for dumt af hende at bevæge sig ud i det vejr.
"Hvorfor går du ud i det vejr"
han råbte det efter hende for at få hendes opmærksomhed, eller ihvertfald fordi han ville være sikker på at hun hørte ham, så hun kunne reagere på det. Han vidste ikke hvorfor han ville have hendes opmærksomhede men nok fordi han følte sig meget skyldig!

Hun stoppede op omkring 4 meter fra hytten, da hun hørte hans råb. Hun overvejede i kort tid, hvad der ville være bedst at gøre. Hun lukkede de helt mørke øjne, da hun besluttede sig. Hun sank en klump og fortsatte derefter stille ud i stormen, som om hun ikke havde hørt ham. Hun kunne mærke kulden, der krøb helt ind under huden på hende. Hun lagde armene om sig selv og nåede til det første træ væk fra hytten. Træet stod omkring 8 meter fra huset og stormen fik hendes villige tvugnet i knæ så hun stoppede op og støttede sig til træet...

Han gik tilbage i hytten da han kunne fornemme at hun ikke ville svare ham. Han satte sig ned i stolen igen, og faldt i søvn men han vågnede også ret hurtigt igen. Han lagde sig så over i sengen igen for at sove sådan rigtigt. Han var lidt nervøs for at falde i søvn, fordi han ikke kunne lide at hun rendte rundt ude i skoven helt alene og i hendes tilstand var det altså bare ikke det smarteste man kunne rende rundt og lave.