Scarred - Azuriel+Procella

Narcissa blev flået ud af sin søvn ved en sønderrivende lyd af døren der blev sparket op. Sekundet efter lød lyden af et gevær. Med stort besvær åbnede hun hendes øjne og forsøgte at fokusere.

"...Az?"

Gule øjne mødte hende...

Men... hun var jo hans MENTOR!? Hvorfor fanden skyder hun sin egen... hvad end han nu var? Narcissas øjne spærredes op. Det var jo tydeligt at kvinden var sindssyg og mentalt forstyrret. Hvad fanden..? Et strejf af ren panik ramte hendes mørke glitrende øjne. Én ting var at se døden i øjnene... men når døden pludselig bestod af en dybt utilregnelig, skingrende vanvittig trunte!?

Af ren refleks røg hendes hånd op til amuletten om halsen. Hun stirrede frygtsom ind i geværløbet og så op i de rovdyrgule øjne. Med beslutsom mine lå hun stille og ventede på at sin krop skulle tage imod haglene og at smerten endnu engang ville overtage hendes verden...

Han sad I sine egne tanker. Han kørte hånden igennem sit hår og hørte ikke mobilen, han vidste nu også godt at Pro ville finde værelset uden problem. Hvis der var en der kunne spore folk og hvide hvordan man skulle slå til så var det Pro. Han vidste at dette ikke ville ende godt. Nok var han blevet stærkere i at holde hans mørke side nede. Problemet var bare at denne styrke var kommet med en pris. Han havde indset at hvis han lukkede lidt mere af disse impulser og indre lyster ud så ville han have lettere ved det. I stedet for at lukke døren helt lod han den slå på klem i hans sind. Dette gjorde også at han reagerede meget mere impulsivt og var blevet en smule provokerende og kæk.

Da døren blev sparkede op tænkte han rent på den træning Pro havde givet ham. Det gik som i slowmotion for ham. Han rejste sig i takt med at hun sigtede på ham med geværet. Han satte sin hånd op foran sig og aktiverede sin evne. Han var ikke helt hurtig nok. Hans blå energi formede sig som et skjold foran ham og tog imod de skud der ville have dræbt ham. Resten ramte væggen bagved ham. Dog var der et der strejfede hans venstre arm. Energien forsvandt ind i ham og han tog sig til sin arm der blødte let. Han kiggede forundret på Pro.


’’ What the fuck.. I broke nothing.. I have kept it.. Have you gone mad? ‘’.

Han stillede sig foran sengen da hun rettede geværet imod Narcissa Det blå skjold kom ud af hans hand igen og dannede sig foran hans brystkasse. Han kiggede alvorligt på Pro.

’’You are not Pro.. Pro would never kill someone who was laying defenceless in a bed wounded.. You are Micha ‘’. Hans blik blev mere alvorligt. ‘’ I have more strength now.. I will not let you hurt anyone anymore Micha.. I shall free Pro from you and save her.. Do you understand me.. I will not let you ruin her life any longer ‘’.

Procella så på ingen måde imponeret ud

"Az...move...you broke the first promise you made me when we got together again. You swore you would not judge me for what i did, and you just broke your promise and threw it in my face"

Et sørgmodigt glimt gled kort hen over jægerens ansigt

"Dont talk about Micha. You dont know her. And apparently you dont know me either. That thing you are protecting tried to kill a human not 4 hours ago, and you says she is good. Please...that right there is all demon...one chance Az...move, or get another load...do you understand me kid?"

Procellas blik veg ikke fra halvenglen foran hende, men et glimt af gyldent fik hende kort til at skifte fokus fra kort til langt.

...We remember...

Stemmen i hendes hoved var lavmælt, slørret. Tilstedeværelsen af den bedøvede bevidsthed fik Procella til at blotte tænderne. De alt for hvide og skarpe tænder, der absolut ikke passede sig i et menneskeligt ansigt.

Go away! They drugged you! you cant be here!
- Remember...we do...we remember moon-child...
Micha! LEAVE!
- Blood...so much blood....

De små hår rejste sig på Procellas arme da stemmens ord fik et flimmer af usammenhængende billede til at brænde gennem hendes hoved, for hurtigt til at hun kunne fange dem eller få nogen mening ud af dem, men umulige at holde ude. Procella vaklede et par skridt baglæns. Geværet i hendes hånd gik af og blæste en god bid af sengegavlen af, en armslængde fra Narcissas hoved. Et meget upræcist skud, i betragtning af hvem skytten var. Procellas ansigt forvred sig til et udtryk af intens smerte da geværet gled ud af hendes hænder og neglende begyndte at bore sig ind i huden som for at flå hvad end der var inde bag pandeskallen bort.

Narcissa overvejede om hun skulle trille af sengen, eller måske forsøge at blænde kvinden, ligesom hun havde tidligere? Hurtigt blev hun dog klar over at hun på ingen måde kunne stille noget op... hvad så hvis hun fik et par sekunder? De gule øjne ville indhente hende uden problemer. Desuden ville hun ikke opildne det sindssyge kvindemenneske endnu mere. Ikke nu hvor hun stod med geværløbet rettet lige imod Az.

Hun forsøgte at sætte sig højere op i sengen, men krøb sammen da hun hørte geværet gå af. Lyden af splintret træ var øredøvende høj og hun holdt hjælpeløst en arm over det øre der vendte ud fra væggen.

Men bange øjne kiggede hun op og forventede at se Az med et stort hul i brystet. I stedet så hun de gule øjne flimre, så hvordan hun tabte geværet og begyndte at kradse i sine tindinger. Hvad fanden sker der? Er hun så vanvittig at hun ikke engang kan slagte et bytte der ligger lige foran hende?

Narcissa opdagede nu at hun havde holdt vejret. Hun åndede ud og mærkede smerten i maven brede sig igen. Med mat blik sank hun ned i puderne og forsøgte at fokusere. Forsøgte at fatte hvad der skete på gulvet ved siden af hende.

Hans kiggede på hende med et alvorligt blik. Hans blik vigende ikke fra hende. Han sagde med en fast og alvorlig stemme ’’ You got it all wrong.. I do not judge you at all.. You judge me.. I trusted you when you said you did the right thing.. I trusted you when you asked me to.. You are the one forsaking me.. I ask you to trust me.. To believe in me and you don’t.. I trusted you.. Blindly, without questioning.. I broke no promise.. But you do not trust my word ‘’.

Han stillede sig klar til kamp. Han ville ikke kæmpe imod hende. Han så ingen grund til det. De var ikke fjender i hans øjne. Men da hun stød igen og ramte ved siden af hans skjold sukkede Az og hans blik blev fokuserede ’’ You come in here and shoot your own student before listening to him.. You have really lost your way Pro.. I will not let you fall this far.. You will have to kill me.. You are stronger then the darkness inside you.. I believe in you, Mentor.. Like you believe in me ‘’. * forskellen er bare at jeg ikke er stærk nok til at besejre dig som du besejrede mig *. Han vidste at Pro sikkert kæmpede imod men han turde ikke tage nogen chance. Han vidste at hun pludselig ville kunne springe i hovedet på ham.

Procella skreg. Det var et meget underligt skrig. En tynd afstumpet lyd. En kvalt protest der var bremset allerede før det var født i hendes hals. Hænderne faldt bort fra hendes ansigt. Neglende havde lavet små halvmåneformede blodige mærker i hendes pande. Jægeren lod ikke til at høre noget af det hendes protegé sagde. Intet af det faktisk. Til gengæld var det tydeligt for den opmærksomme at der skete...noget.

De rovdyrgule øjne fløj frem og tilbage, som hos en person der speedlæser i en bog, eller betragter forbipasserende landskab gennem et togs rude. Der gik små muskelspasmer hen over hendes ansigt, men ellers var det tomt.

Sløvt bevægede hun sig fremefter. Først tøvende, men derefter nærmest desperat. Hendes hænder rakte ud efter sengen.

"...remember..."

Stemmen var underlig. Det var ikke Procellas stemme. Faktisk lød det næsten som om stemmen kom langt borte fra, og fra mange hviskende stemmer på én gang. Men den slags var jo ikke muligt? Vel?

Der lød et hult og helt igennem umenneskeligt skrig og Narcissa kunne mærke hvert et hår rejse sig. Med slørrede øjne så hun hvordan de gule flammer, der nu var to sæt af, kom nærmere. De nærmeste kæmpede sig hen over gulvet.

Hendes åndedrag var tungt og hun forsøgte forgæves af få sine øjne til ikke at se dobbelt. Sengen omkring hende var varm og hun vidste at hendes feberhede krop svedte og snart ville gå i kramper. For helvede hvor ville hun godt være alle andre steder end her.

Det var fucking sidste gang hun ringede til Az. Havde soen indopereret en GPS i ham, eller hvad foregik der? Hvorfra vidste hun at de var her?

"...Az... She's... what the fuck... is happening? ...she remember what?..."

Hun prustede efter ordene og bed tænderne sammen. Med en kræftanstrengelse kom hun op at sidde i sengen. Dynen gled ned og efter lod hendes overkrop nøgen, dog bundet ind i blodplettede bandager fra ribbenene og ned.

De sorte øjne var matte og slørede, det var tydeligt at se at hun kæmpede med at fokusere.

"... don't come any... closer... girl.... stay away!"

Det var et ganske ynkeligt forsøg på at lyde kommanderende, og hun vidste det godt selv.

Az stod som om det var et spøgelse der nærmede sig sengen. Han skulle lige til at slå ud efter hendes hånd og sige gå væk, gå væk. Dog gjorde han det ikke. Han tog sig sammen og sank en klump *Det her.. Er fucking scary *. Da hun rakte ud efter sengen tog han fat i hendes hånd og satte sig ned ved siden af hende og holdt om hende. Han sagde blidt til hende ’’ You are the strongest Pro.. Come on.. I believe in you ‘’. Han krammede hende skønt han havde ondt I sin arm. Han var bange for at hun hvert sekund ville gå amok og flå hovedet af ham, dog blev han hvor han var. Han ville være den stærke for en gangs skyld. Være der for hende lige meget hvad. Hvilken Gudfar ville han være hvis han var bange for Pro. Han ruskede lidt i hende og lagde hans kind mod hendes ’’ You are strongest.. come on Pro ’’.

Han kiggede mod Narcissa ’’ trust me for once… I made you a promise.. No one will fucking hurt you.. Now lay the fuck down and shut up.. Please ‘’. Han var helt oppe at køre og hans adrenalin pumpede som sindssyg. Han vidste ikke hvad han skulle gøre og han kunne ikke samle sine tanker. Han havde ikke prøvet sådan noget her. Han plejede ofte at være for ustabil og nu hvor han endelig var lidt stabil så gik han i panik.

Procella kæmpede ikke imod da der blev grebet fat i hende og Azuriel viklede sig omkring hende i en omfavnelse. Dét i sig selv var meget mystisk, for selvom Procella kunne være sensuel, og fræk til det ubegribelige hvis hun spillede på de facetter, så var hun ikke sårbar. 2 folk havde set hende sårbar. Creo, hendes elvermentor, og Wick, hendes store kærlighed. Selvfølgelig havde Ripper også set hende sårbar og andre hun var vokset op med, men med tiden var hun blevet hård, og de var de færreste det blev lukket helt ind.

Procella sad stille i omfavnelsen uden at se på Azuriel. Hun kæmpede ikke direkte mod armene der holdt om hende, men hun strakte sig mod sengen. Hendes hånd søgte op over kanten og berørte let skikkelsen i den. Uden at kunne se hvad hun lavede, begyndte hånden at krabbe sig opefter på kroppen. Søgende.

"...remember...remember...we do..."

Mumlede hun atter, med den sære stemme der ikke var hendes, og alligevel var det, men også var flere.

Den mærkelige stemme blev ved, snakkede igen. Narcissa forstod hvad den sagde... dog var hun i tvivl om det kun var i hendes hoved den lød underlig? Eller...

Hun så hvordan Az omfavnede de gule øjne, holdt hende ind til sig. Heldigvis blev kvinden rolig, som om de brede englearme kølede hende ned. Et surt udtryk viste sig på Narcissas ansigt da Az bad hende holde mund og lægge sig. I virkeligheden var det dét hun havde allermest lyst til... men så alligevel. Hun havde en dræber psykopat liggende og rode rundt på gulvet, viklet ind i en engels greb. Ikke just den perfekte situation at befinde sig i med et 30 centimeters hul i maven.

Hun sukkede og lukkede kort øjnene. De fløj dog hurtigt åbne igen, da hun mærkede noget køligt imod sin hud, lige neden for sin armhule. Hun kiggede forskrækket ned og så kvindens ene hånd. Nærmest som en fangarm fra en dårlig tivoliforlystelse sneg den sig tættere og tættere på.

Hvad fanden vil hun? Narcissa trak sig lidt tilbage og forsøgte at krabbe sig væk fra hånden. I ryggen mærkede hun pludselig væggen og det var tydeligt for hende at hun ikke kunne komme længere. væk... fuck!

"...Az?... Ehrm... please!"

Az tog et ordentlig greb i Pro og prøvede at trække hende væk fra Narcissa ’’ I am not going to let your hurt her or drink from here.. Pull it together Pro ’’. Han lagde kræfter i for han vidste hvor stærk hun var. Hans hjerte bankede helt vildt. Han vidste sku ikke hvad han skulle gøre. Han var helt på bar bund. Nu var han jo også ung men hans gode side havde altid været den mere bange af hans to sider. Hvorimod hans mørke side var frygtløs. * Fuck det her er scary.. Der er fucking som at være med i exsorsisten eller hvad den nu hedder.. Hendes stemme er allerede fucked up.. nu mangler hun bare at skyde bræk ud over det hele *. Man kunne se på ham at han virkelig ikke kunne lide det her.

Da Narcissa snakkede kiggede han kort op på hende og sagde med en meget nervøs stemme ’’ I am trying, damnit… She is one scary mommy.. Damn.. Be quiet now i am trying to think damnit ’’. Han kunne slet ikke samle sine tanker.

Procella vendte det udtryksløse ansigt mod Azuriel

"...remember...we do...it is ours...we want it...make her give it back...we remember...let us go..."

Procellas arm blev uden modstand trukket bort fra dæmonen i sengen. Procella blinkede nærmest overdrevet langsomt mod Azuriel og hovedet gled på skrå.

"You are not our keeper. Where is the keeper? You do not have the right. Let us go. Why are we here. Give it back. It is ours. We want it"

Stemmer der synes at komme ude fra rummets fjerneste skygger hviskede svagt

...wrong...remember...dont remember...so wrong...the keeper...too many...cant...wrong...

Narcissa blev straks mere rolig da hun så hvordan Az med lethed trak kvinden helt væk fra sengen. Hun lagde sig ned på siden og trak vejret i små hårde ryk.

"MOMMY? ... you just said mommy?"

Narcissa kunne ikke lade være med at fnyse hårdt. Som hun lå der og fik vejret igen blev hendes syn bedre og mere skarpt.

Med ét blev hun helt stiv... store mørke øjne stirrede indtrængende ind i de gule flammer.

"... what... did... you... say?"

Hun kiggede ned af sig selv og så amuletten der hang slap ned imod dynen. det tog hende nogle meeeeget lange sekunder at regne ud hvad der skete. Da hun endelig lagde to og to sammen ramlede alt for hende.

Kroppen gjorde mere ondt end nogensinden før, aftenen havde været et mareridt, hun var sulten og hun manglede utrolig meget blod. Og nu... dette? Hun havde forsøgt at forholde sig roligt, men nu tog hendes vrede over. Den boblede op i hende idenfra, som havde nogen revet en dæmning ned. Mørket i hendes indre tog over og hun sansede ikke længere andet end at hun ville dræbe.

En knurren startede dybt i hendes hals... langsomt arbejdede den sig op af, mens læberne krængede sig tilbage i et sygt rovdyrsmil. Tænderne blev på få sekunder spidse og de mørke øjne var ikke længere matte, til gengæld var det tydeligt at se at hun ikke længere sansede smerten... eller sig selv for den sags skyld. Omkring hende lå en urolig gennemsigtig og vag aura af lys og mørke... flimrende, næsten som om det kæmpede om at være stærkest.

Narcissa hænder knyttede sig sammen og langsomt kom hun op og sidde på alle fire. Som et dyr på spring sad hun der, knurrende og faretruende.

Az kiggede på Pro med et underligt blik. Pludselig hørte han Narcissa sige disse knurrende lyde og han tænkte straks * Fuck me sideways.. Hvordan fanden skal jeg.. Fuck shit *. Han tog hårdt fat i Pro og prøvede at smide hende tilbage af. Derefter ville han rejse sig og stille sig lidt fra sengen så han stod imellem sengen hvor Narcissa var på og gulvet hvor Pro var. Han rettede en hånd imod hver af dem og sagde med en fast dog skræmt stemme ’’ Calm the fuck down.. Both of you.. If you two don’t calm down i am going bend you both over my knee and then its woopass time.. So calm the fuck down before I get really fucking mad’’. Han sank en klump igen * Jeg kan ikke tro jeg lige sagde det der.. Jeg er så fucked *. Han kiggede skiftevis imellem Pro og Narcissa og han holdt sig klar. *Thise two are some crazy bitches*. Han holdt sin evne klar mod dem begge. Dog vidste han at han ingen chance havde for at stoppe dem begge. Han var langt fra stærk nok. Han vidste dog at hans mørke side var. Hvis helvede brød løs så så han ingen andre udveje end at slippe hans mørke side fri. Den ville måske kunne stille noget op imod dem. Men det var også sidste udvej hvis dette udviklede sig. Han prøvede dog med den fredelige vej lige nu.

Der var intet besvær med at smide jægeren bort. Hun ikke så meget som forsøgte at bevæge sig med faldet for at skærme sig, så i stedet endte hun med banke ind i sofaen der tippede bagover på ryggen med Procella ovenpå.

Langsomt, med famlende bevægelser, fik hun flettet sig ud. Tøvende. Som om hun ikke var sikker på sin krop og omgivelserne. De rovdyrgule øjne gled ned over midjen, og fingrene strejfede korsettet der var spændt hårdt ind, så ingen gravid mave var at se.

De hviskende stemmer i værelsets skygger steg i styrke.

Wrong...not allowed...a child baring children...not allowed...we remember...hide....hide the children...wrong...wrong...

Procellas blik gled op og lagde sig roligt på dæmonen. Der var noget uskyldigt over ansigtet. Noget rent, uforstående, noget der ikke passede sammen.

"Give it back...it is not yours child. We want it...shall we take it?"

Procella gik ikke nærmere, men hun strakte armen frem og vendte hånden så håndfladen vendte opad

"It was never yours shadow-child. It does not belong with you. Be...polite...Give"

Med flakkende øjne så den rasende dæmon hvordan Az let smed kvinden hen i sofabordet. Hun sad stadig sammenkrøbet i sengen, kæmpede for at genvinden nok styrke til at kunne springe frem og flå struben i stykker på kvinden.

Hun havde for længst glemt de hule stemme, de mærkelige ansigtsudtryk og den uhyggelig, nærmest hårrejsende, aura der lå omkring hunteren. Kun hendes eget had, den dybe sorg og det mørke hun så længe havde lukket væk, var tændt i hende.

Hun rystede vredt på hovedet af hendes ord og fra Narcissas mund lød en dyrisk knurren.

"...you? ... it was you? AAARG! Do you even bother... do you even wonna know who I am? ... with all my might, I'm gonna kill you. I'm gonna bring that monster down... you! I'll have my revenge... did you even wonder if he had some one who would miss him? SOME ONE WHO ACTUALLY CARED?"

Uden at Narcissa var sig selv bevist var store våde tårer begyndt at trille ned af hendes kinder. De dryppede ned på madrassen mellem hendes hænder og efterlod de sorte øjne glatte og våde. Hendes stemme var dyb og langt fra den ung-pige-stemme der tidligere havde talt med Az.

"...you kill and you kill. Claim that it's you right... that you do it out of god. I say no to you! Your a monster... and with every kill you create a new... happy now? You turned me in to a monster... from that day, I live as one! Thanks to you!"

Med rystende arme kravlede Narcissa længere frem i sengen. Hun gjorde hvad hun kunne for at få et godt afsæt, som en kat. Amuletten hang om hendes hals... og det skulle den blive ved med. Tårene trillede uhæmmet, men det var som om hun ikke ænsede dem.

"...don't think I'll hand over the last memory I've got of my dead father... bitch!"

Han vendte sig helt om imod Narcissa da hun gjorde sig klar på sengen. Han fik en alvorlig mine og han rettede begge sine hænder imod hende. Han mærkede hvordan hans dæmonblod løb igennem ham og han hørte sin mørke side *’’ mmh.. To lækre piger og kun en seng.. perfekt trekant.. Hah.. Luk mig fri og lad mig smadre dem.. Så kan vi altid gøre ting ved dem bagefter ’’*. Az lyttede ikke. Og pludselig kom der blå energi ud af hans hænder. Energien formede sig til to store hænder der skiftevis greb ud efter Narcissa og hvis de fik fat ville de holde hende til sengen.

Az sagde men en alvorlig stemme som hans gode side aldrig havde snakket med før. Endelig havde han mandet sig op ’’ If any of you as much as think of attacking the one.. I will bring you both down.. You are both my friend and you will listen to me.. No.. You will both respect me or i will die drying to kick both of your asses ‘’. Han havde et meget alvorligt blik I hans øjne og han viste nu ingen tegn på frygt. Han var virkelig blevet stærkere og for første gang viste det sig helt klart. Det var delvist både Pro’s og Narcissas skyld at han var blevet stærkere men også Paisleys skyld. Han kunne dog mærke at han hvis han brugte sine kræfter meget mere ville han langsomt blive svagere og svagere. Det vidste Pro også men hans fordel var at Narcissa ikke vidste det.

Procella betragtede dæmonen da hun blev grebet af hænderne og naglet til sengen. Før Azuriel kunne gribe ind, kantede hun sig lynhurtigt rundt om ham, og greb om Narcissas vedhæng. Et kort ryk fik kæden til at knække bag hendes nakke, så den gled ned af hendes skuldre og Procella stod med det lille projektil i hånden.

Us...always and forever...eternal...remember...dont remember...one...many...us...

Procella lagde hovedet let på skrå som om hun lyttede til stemmerne. Hendes fingre lukkede sig langsomt om det gyldne projektil

"...we...should not be here...this is wrong...the keeper...where is the keeper..."

Procella svajede let og virrede på hovedet som prøvede hun at frigøre sig fra et eller andet. Et glimt af liv viste sig i hendes ansigt, men flød bort igen.

...wrong...so wrong...protect the child...

Procella bakkede sløvt fra sengen

Narcissa så hvordan Az tronede sig op foran hende og med ét var der lysende blå hænder over alt omkring hende. Hun hvæsede af dem og dodgede den ene... Den anden greb frem og fik fat om hendes skulder. Med vodlsom kraft tvang den hende rundt og ned i madrassen. Hun skreg højt og hæst af smerte, da såret i hendes mavergion blev udsat for alt for meget bevægelse på én gang.

Hun kæmpede med næb og klør for at komme fri og skreg som en besat. Det var tydeligt at se at hun helt havde mistet herredømmet over sin egen vrede. Tårene trillede ned af hendes kinder og håret flagerede om ansigtet på hende.

Da det blev tydeligt for dæmonen at hun ikke kunne nå Az dér hvor han stod, prøvede hun i stedet at kradse i de blå hænder der holdt hende. Dette resulterede i at hun fik flået sig selv til blods omkring skuldrene. Dog skete der intet med Az' energiarme.

Da de gule øjne sprang frem og trak halskæden af hende blev Narcissa med ét stille. Hendes øjne blev store og hendes næver blev så hårdt knyttede at knoerne blev hvide. De mørke øjne borede sig ind i kvindens og hun bed sig selv i indersiden af kinden, så en dråbe blod trillede ud af hendes mundvig.

Den unge kvinde blev stille, helt spændt og bleg. Et tykt udtryk af sorg lagde sig over hendes ansigt. Hendes stemme var hæs og ødelagt af skrigeriet:

"... fine, just take it. But be sure... I will kill you for this!"

Az lod sin energi flyde ind i ham selv igen. Han tog sin til sine knæ og prøvede at få vejret. At bruge så meget af hans evne kunne så tage pusten fra ham. Han rejste sig hurtigt igen og gik over til Pro. Han satte sine hånder på hver af hendes skuldre *Okay Az.. Det var en.. Men jeg fatter stadigvæk ikke helt hvad der sker.. What the fuck er ide i hende.. Det hun siger giver slet ikke mening.. Jeg har for lidt information til at vide hvad der sker *. Pludselig slog Az sine øjne op imens han kiggede på Pro. Han tænkte tilbage. Tankerne fløj dog stadigvæk i hans hoved og havde svært ved at finde plads. *Barn.. Give hende det tilbage.. Narcissa siger… Amuletten.. Måske… Nej det kan ikke være *. ’’ You have to tell me Pro.. What the fuck is a shadow child? ‘’. Han slap hende men kiggede hende nu i øjnene‘’Hand me that amulet.. Now ’’. *Det er nøglen.. Jeg er sikker på at den amulet kan bringe mig et skridt tættere på at redde Pro… Fuck.. Hvordan har jeg kunne være så blind.. Jeg er virkelig ikke god under pres.. Pro må virkelig hade mig *.’’ No… I shall watch over the Shadow Child.. I am the new Keeper.. Understand me? ’’. Han rakte langsomt hånden over imod den amulet Pro nu holdt *Jeg håber ikke det er for sent *. Han smilede venligt og sagde med en blid stemme ’’ Remember.. The one with the good blood.. He will be the Keeper now.. Hand it over, my friend ‘’. *Fuck det her går aldrig godt… Du er verdens største klovn Az *.

Et langsomt smil bredte sig på Procellas ansigt da hun kiggede på dæmonen

"You cant kill us. We are....forever..."

Hun lagde en finger mod læberne og så blidt på Narcissa som havde hun været et barn der havde behov for trøst.

"We will never leave you child...not really"

Procellas sort-gule blik vendte tilbage til Azuriel. En lille rynke fremstod i hendes pande

"She is a shadowchild. There are many like her. They are lost without us. They need us. You are not the keeper. The keeper was...shunned...why did he do that? So wrong...so angry...protect the child..."

Procella knugede halskæden i hånden og begyndte at rokke frem og tilbage

..remember....dont remember...remember the blood...the bond...we remember...all the blood...the time...wrong...protect the child....so wrong...should not be...remember...remember...the...love...we love him...forbidden...protect the child...

Procellas pupiller trak sig sammen i et ryk og hun stivnede. En tung men forpint snerren blev presset ud af hendes hals.

"GO AWAY! YOU ARE NOT SUPPOSED TO BE HERE! WE ARE NOT SUPPOSED TO REMEMBER THIS MUCH! YOU WILL RIP HER APART! IF YOU WANT TO PROTECT HER, THEN LEAVE!"

Det var et desperat skrig, fuld af frygt og smerte, og stemmen var ikke Procellas. Stemmen var lysere, mere ungdommelig. En stemme der ikke kendte til ret og forkert. En stemme fuld af grusomhed. Men en stemme der udtrykte en sjæl i yderste desperation. En stemme Azuriel burde kunne genkende fra et tidligere møde.

...remember...dont remember...dont remember....protect the child...hide them...dont remember...keeper is lost...hide them...hide...

Blod begyndte i en lind strøm at løbe fra Procellas næse. De sære øjne fangede halvenglen og holdt fast.

"Take it...take it from her! NOW! Get it away from us!"

Så længe... lige siden den dag hun havde fundet liget forkullet og smadret, så længe havde hun set frem til denne dag. Set frem til at få sin hævn, og få udgydt af det blod der havde været hendes faders banemand.

... og så lå hun her og var på nippet til at miste bevidstheden? Kald det lige antiklimaks. Narcissa fnøs da Az slap hende med de blå hænder, hun forsøgte at bevæge sig, men vidste at hendes krop ikke kunne holde til meget mere. Alt svævede for hendes blik, og hun havde allermest lyst til bare at give op og besvime.

Men de uforstående ord kvinden sagde fik hende til at holde ud lidt endnu. The keeper? Hvem talte hun om? Og hvorfor reagerede hun så mærkeligt på den skide amulet?

"...you talk nonsense. Who the fuck... is the keeper? And what does... that have to do... with you killing my father?"

Hun hev hvæsende efter vejret og brugte alt sin viljestyrke på at undgå bevidstløsheden nu.

"... If you want to kill me... fine, I can't do shit about... it right now anyway. But... at least... tell me why he had to die?... What did he do wrong?... As far as I know... he was not out killing and empowering the humans fear... actually he tought me... not to..."

De mørke øjne var ikke længere vrede, snarere opgivende og sorgmodige. Enkelte tårer faldt fra øjenkrogene i ny og næ.

"...you ruined he's teachings..."

Han skulle lige til at flippe ud igen men han gjorde det ikke denne gang. *Tag dig sammen.. Pro regner med dig *. Han sank en klump og greb ud efter amuletten. Hvis han fik fat i den ville han tage den hurtigt på og tage Narcissa op i sine arme. Imens alt dette skete gik det som slowmotion for ham og det eneste der gik igennem hans hoved var *Fuuuuckkkk*. Hvis alt dette løkkes for den meget forvirrende unge mand så ville han løbe imod døren imens han sagde ’’ Narcissa.. No time to talk.. We need to hurry.. Its her kid talking.. The last time it did that it almost sucked me dry of blod ‘’. Hvis han nåede døren som Pro jo havde sparket op ville han løbe ned af trapperne *Hvis bare jeg kan nå min motorcykel.. Få hende her i sikkerhed.. Så kan jeg fokusere på den amulet.. Men What the fuck.. Har Pro dræbt Narcissa’s far.. Det her er jo Days of our lives.. Hvorfor skal jeg altid rode mig ud I noget med sindsyge morderiske kvinder.. Hvorfor kunne jeg ikke falde for Normale kvinder*.

Procella vendte hovedet mod Narcissa igen. Stemmen var stadig den let grusomme.

"she did not kill your father. I did! He smelled like him. The one she loves. I had to kill him. Try to lure him out. One day i will get him. You smell like him too. Maybe if i killed you..."

Procellas talestrøm blev brat afbrudt da Azuriel snappede kæden ud af hendes fingre. Det gyldne projektil forlod hendes hånd, og i ét nu forsvandt de hviskende stemmer. Procellas øjne blev normale...eller...så normale det var muligt for hendes øjne at blive.

Da hun med et tungt bump satte sig på enden på gulvet og forvirret tørrede blod væk der løb over hendes læber virkede hun forvirret og groggy.

"..what the hell...."

Procella så efter Azuriel da han hastede mod døren. Hvad foregik der?

"Az? Where are you going?"

Procella kæmpede sig op at stå og støttede sig til væggen. Hun så tomt ned på geværet på gulvet. Hvad fanden foregik der her?

Narcissa fattede meget lidt af hvad kvinden sagde. Var der gang i flere tosser inde i den ene krop? Var hun virkelig SÅ vanvittig? Med sløve øjne så hun hvordan Az tog amuletten fra hende og hvordan hun sank sammen på gulvet.

Meget mere nåede hun ikke at se, for i ét nu var Az henne ved sengen og løftede hende op. Hele verden snurrede rundt og det føltes som om hun var blevet smidt på en bål.

"...aargh!"

En dyb stønnen slap hendes læber og hun forvred ansigtet i en grimasse. Hun forsøgte forgæves at få luft, men det var som om hun ikke kunne trække vejret ordentligt ind imod Az' brystkasse.

"...give it back!"

hun rakte ud efter amuletten, men nåede ikke at se om hun fik fat. Et dybt og bundløst mørke væltede ind over hende. Besvimet lå hun nu i Az' arme.