Confessions of a hunter

Tid: 23:41
Sted: Wils lejlighed
Dag: 30 december (Efter tråden med Nar og Az, og efter tråden med Wil og Gwyn)
Omgivelser: En stille gang, og dertil Wils lejlighed

Der lød et sagte klik fra dirken i låsen da den gav efter. Procella trykkede håndtaget ned og gav døren en skulder da hun fornemmede modstand. Hun så søgende ind i stuen der overhoved ikke lignede den hun havde set tidligere. Hendes øjne blev store da hun langsomt sugede detaljerne til sig.

"McRian?"

Hendes stemme var spørgende og lavmælt. Straks blev hendes sanser forstærkede. Havde nogen slået vampyren ihjel? Procella gav døren noget ekstra pres, og det tunge møbel på den anden side skurrede larmende over gulvet. Procella lavede en grimasse. Så meget for at være hemmelig. Hun sneg hånden ind i jakken og trak pistolen. Hun flippede sikringen af før hun gled ind af det hul hun havde skubbet.

Hun havde lige kastet sig over sin seng, i et forsøg på at sove, udmattet af nattens hændelser. Det tog hende ikke lang tid at rulle en gang rundt så hun kom tættere på sengekanten, men til gengæld blev hvilket ind i dynen. så svang benene ud over sengekanten, og halvvejs hen over gulvet gled dynen væk fra hendes ben og hun trissede ud i gangen med halvvågne øjne. Lejligheden så ikke ret godt ud. Der hvor hun havde sat af fra væggen var der et stort hul, og puds gjorde gulvet hvidt. Det var ret forskelligt fra den ordenlige lejlighed jægeren og Cleon var kommet ind i sidst de havde været her. Inde i stuen var ikke et møbel intakt og glasskår lå stadig spredt ud over gulvet både fra vinduet og fra vaser. De fleste bøger og papirer var skubbet over i en stor bunke i den ene ende af stuen og et ellers så solidt egetræsspisebord stod delt i to midt i rummet. Gwyns blodpletter havde hun ikke orket at tørre af gulvet, for på en eller anden måde fik de hende til at få det bedre. Hun havde ikke fået tæsk denne gang, ikke helt..

"Jeg fik besøg.."
Det var tydeligt at høre på hendes tone at hun var knotten. Et var at få besøg af sin skaber og blive kastet rundt som var man en sten, noget andet var at få smadret hele sin lejlighed. Hun var svær at se i mørket, men da hun tændte for lyset på en kontakt blev ødelæggelserne en del tydeligere.
Vampyren var blegere end normal, men virkede ellers til at have det godt. Hun var klædt i en for stor T-shirt der fik hende til at se endnu mindre ud end hun gjorde ellers og at den var sort fik hende ikke til at se mere livlig ud.

Hvis Procella tænkte nærmere over det så var det ikke svært at gætte hvem hun havde fået besøg af. Hun kendte ikke så mange heromkring endnu, og der var kun tre der vidste hvor hun boede: Gwyn, Procella og Cleon. Ingen af de to sidste ville have kræfter til at brække et egetræsspisebord midt over. Forsigtigt gik hun længere hen imod jægeren for ikke at træde på noget glas eller træsplinter. Hun gad ikke bruge energi på at hele sig selv nu.
"jeg bliver nød til at få noget at spise.. Hun er svær at smide rundt med.."
Hendes hals brændte og hun drejede af ved køkkenet og begyndte at rode i køleskabet efter en blodpose.. der virkede til at være forsvundet mindst 10 stykker siden sidst hun hentede blod. Nogen havde stjålet det! og kun tre kendte til hendes lejlighed..

Procella så sig om i lyset og skubbede stille døren til.

"No kidding? Maybe you should move?"

Procellas stemme var vagtsom og bekymret. Hun gik efter Victoria og strejfede få af ødelæggelserne med fingerspidserne

"You need to eat? How much do you eat these days? Why are you so low on supplies? Did she steal your food too?"

Procella så forvirret på vampyren. Gwyn havde ikke ligefrem virket som en udød der ville slå sig på poser. Gwyn var lige præcis sådan en vampyr der kunne finde på at bryde hemmeligheden, blot fordi hun kunne, og følte sig overlegen nok i sin ret til at være hvem hun var, til at mene hun kunne gøre det.

"I...uhm...actually came to...talk...but i guess thats kinda....bad timing?"

Fortsatte hun. Lettere tøvende. Hun havde ikke rigtigt nogle veninder eller venner. Ikke rigtigt. Hun anede ikke hvordan man startede en samtale på det her stadie. Typisk at det skulle være i aften.

"Ikke ret meget.. kun fra poser.. jeg tør ikke.. det er ligegyldigt.. Gwyn ville aldrig drikke koldt blod, men Cleon.. hvad ville.."
Hun så virkelig forvirret ud da hun rettede sig op. Cleon ville ikke kunne bruge blodet til noget, og Pro ville ikke kunne finde på det. Hun ville skaffe sit eget hvis hun ville have noget, men Cleon.. han var som det var blevet sagt sidste gang ikke andet end et barn i en voksens krop.. han kendte så vidt hun vidste kun til hendes lejlighed, så kan kunne godt have åbnet døren efter englen ødelagde dørkarmen.. det blev da også bare mere og mere elendigt.. lorteby!
"Cleon ville kunne få døren op.. hvis den lille...!"
Resten af sætningen forsvandt i en mumlen da Procella tog ordet igen, og Wil så ikke mindre forvirret ud da hun hældte blodet op i et glas hvorefter hun lænede sig op ad køkkenbordet og så forvirret op på jægeren.

"Du vil gerne.. Okay, vi kan gå ind i mit soveværelse.. min seng er det eneste jeg har at sidde på.. Gwyn landede lidt hårdt på min stol. Træsplinter i røven er ikke behageligt."
med et bredt ulvegrin ledte vampyren jægeren hen imod soveværelset hvor hun tændte for lyset så jægeren ikke faldt over rodet på hendes gulv. Sort tøj lå i en bunke ovre omkring skabet og i et hjørne stod et stort skrivebord som så ret nyt ud og hvis overflade var dækket af skitser og tegninger. øverst lå en tegning af en mørkhåret kvinde i tyverne i en elegant rød kjole. Det ville ikke være så svært for Procella at genkende sig selv, selvom den ikke var helt færdig. En af Wils ynglings motiver far folk, at tegne mennesker og væsner og hun var dygtig.. så meget var sikkert.
Den blå dyne lå midt på gulvet, hvor Wilith samlede den op da hun gik hen imod sengen. Hun var tydeligvis lige stået op, for selvom vampyrer måske ikke behøvede søvn var det en behagelig måde at slippe for at tænke.

Hun satte sig midt på sengen med dynen viklet om sig så hun lignede et mini telt med hoved og ventede med undrende øjne på at jægeren kom over. Der var ikke så meget andet i rummet andet end klædeskabet og skrivebordet, samt sengen. Der hang et maleri fra 1800 tallet på væggen og et sengebord, også ret gammelt stod op ad sengen. Hun stillede glasset fra sig efter at have taget en slurk og så opfordrende på kvinden.
"sæt dig ned hvis du vil.."
Wil havde stille besluttet sig til at hun ikke ville presse på for hvis jægeren endelig ville tale så skulle det nok ske i hendes eget tempo. Det ville ikke hjælpe noget at presse på, så ville hun bare blive irriteret.

Procella fulgte villigt efter vampyren

"Cleon? What the hell would he want humanblood for? And that is still grose!"

Procella stirrede på glasset med blod og vendte ansigtet bort. Den tunge lugt af menneskeblod smækkede hende i ansigtet som en knyttet næve, og hun blev bleg i ansigtet. Hun tog nogle meget dybe indåndinger gennem munden, og prøvede at dæmpe sine sanser så godt muligt.

Med stive bevægelser gik hun over til sengen og samlede en tegning op mellem pege og tommelfinger. Hun viftede anklagende med den.

"Ex-fucking-scuse me! When the hell did i become a stripper?! Or...Champagne-hooker?! Why the hell am I wearing a dress?! And why are you drawing pictures of me?!"

...they are actually kinda good...maybe i should have her make one for real...

Tanken skød gennem hendes hoved og fik hende til at skule surt

"Jeg ved ikke hvad han vil med det.. men der er kun tre der kender til min lejlighed: dig, Cleon og Gwyn.. Cleon er den eneste af jer tre jeg ville mistænke.. du får kvalme, Gwyn er for forkælet og.. ja jeg ved det ikke.. Det er klamt, men det er hvad jeg spiser.."
Hun trak kort på skuldrene. At Procella fik kvalme vidste hun godt, men hun blev nød til at spise, hellere det end at blive endnu mere muggen på grund af blodmangel. Det var egentlig et ret stort problem at barnet drak blod når Procella ikke kunne drikke det, uden at hun forandrede sig.
For det var vel hvad det var? en forandring? ligesom når hun gik amok, eller det var i hvert fald hvad hun gik ud fra for hun anede det jo ikke. Hun havde slet ikke nok brikker til at sætte det sammen endnu.

"Det var ikke meningen at du skulle se det endnu. Jeg fik bare lyst til at tegne dig da du havde forvist mig til skammekrogen. Kan du ikke lide den?"
Af en eller anden grund blev hun ret ærgerlig for hun kunne ret godt lide den. Den lignede virkelig... Men den var jo ikke færdig. Hun manglede stadigt at få detaljerne med og få tegnet det hele op, og så få det over på et lærred.
Det var et af hendes nyeste projekter, men også et af dem hun var nået længst med for i et anfald af inspiration var hun gået i gang med tegningen da jægeren gik rasende rundt i hendes lejlighed. Hun burde have arbejdet på nogle af hendes andre projekter, men det havde bare virket mere rigtigt, hvor underligt det end lød.

"Hvis du ikke vil have det, skal jeg nok lade være. Jeg synes bare at du var et godt motiv.."
Hun sukkede lydløst og stillede sit glas med blod ned på gulvet for at det ikke lugtede så voldsomt. Hun gled ud af sine dyner og over til billedet som Procella stod med i hånden. Det kunne være at hun burde have ladet være.. Måske, men hun vidste ikke at det var et problem på det tidspunkt.

Procella skar en grimasse

"Well...its actually...your pretty good at this...at least you gave me my figure back. And i look kinda sexy in that red thingy..."

Maybe i should try one of those on Wick? Just as a joke of course...he always liked getting me out of the leather...just for fun...maybe...

Procella smilede skævt for sig selv og hendes øjne begyndte at spille drillende ved tanken om at tage røven på dæmonen. Det var ikke ofte hun formåede at tage ham med bukserne nede, men hun var ret overbevist om at hende i en rød selskabskjole ville kunne gøre tricket.

"You are flattering me...for real...this is good...really good...how did you learn to draw like that?"

Procella rakte meget forsigtigt tegningen tilbage mod Victoria, for ikke at skade motivet.

"Betyder det at jeg må gøre den færdig?"
Hendes ansigt lyste straks op som en lanterne, og hendes smil nåede næsten op til begge ører. Hun kunne lide den! varme spredte sig i hendes krop, og hun så mindre bleg ud. Stadigt alt for blev for et menneske, men i forhold til blegheden før så hun bedre ud. Selvom jægeren nok ikke ville kunne lide det lagde hun kortvarigt armene om jægeren, ikke hårdt men bare så hun kunne mærke det.

hun var bevidst om ikke at mase maven, altså mere end korsettet allerede gjorde, men fjernede sig hurtigt lidt sammenbukket i kroppen som om hun forventede et slag eller et vredesudbrud. Det var normalt det der kom ud af unødig kontakt, men hun havde ikke tænkt over det da hun krammede Procella. Hun var bare glad.
"husk jeg har haft 300 år til at øve mig.. Du har nok bemærket hvor dårlig jeg er til at slås, til gengæld sælger jeg meget kunst.. og en pladekontrakt ville heller ikke være et problem. Mine talenter ligger på det mere kreative område.."

Hun tog et par dansetrin hvor vampyrernes ynde blev endnu mere tydelige. Som skuespiller og sanger udnyttede sin vampyrernes elegance fuldt ud når det var nødvendigt. Dans havde aldrig været et af hendes talenter, men når man har evigheden til at lave intet, så bliver dans pludselig et velkommen tidsspild.
Specielt da hun rejste med Gwyn i sydstaterne havde det været godt at kunne, og rig mulighed for at lære det.

Procella begyndte at smile bredt ved vampyrens åbenlyse glæde. Smilet blev dog til en underlig grimasse

"Yeah yeah you can fini....McRian?! Are you freaking hugging me?!"

Procella stivnede totalt og hendes øjne var lige dele vantro og væmmelse. Stod en vampyr og krammede på hende?! Helt ærligt!

"You! I! We! You!"

Procella hakkede i det, til hun pludselig eksploderede

"YOU DONT JUST HUG PEOPLE LIKE THAT!"

Spruttede hun til sidst, nærmest halvt fornærmet. Hun trampede hårdt i gulvet som et lille barn

"Dont do that! I came to talk! and now i kinda regret it! You! you are violating my space! You hug-raped me!"

Hyssede hun. Et eller andet sted kunne hun godt høre hvor langt ude hun var, men hun havde fået så mange skår i stoltheden på det seneste, at det st blive stået og krammet af en vampyr, næsten var for meget af det gode.

"yearh, du ved det at kramme folk er en positiv ting, ikke? Det betyder at jeg godt kan lide dig, ikke at jeg prøver at æde dig.."
Vampyren så forsigtigt op da hun ikke eksploderede lige med det samme, men dukkede sig af frygt for at den lille kvinde skulle eksplodere af arrigskab da hun begyndte at råbe. Hun lod sin hånd krybe over skrivebordet og fandt en blok som hun hev til sig og holdt som som et skjold foran sig. Både som en form for beskyttelse imod kvinden, og som beskyttelse imod den latter der truede med at brække et par ribben eller to.. Det ville dog ikke være noget imod hvad jægeren ville brække hvis hun fandt ud af at vampyren grinede af hende.

Da hun havde fået styr på sin ansigtsmimik stak hun den øverste del af sit hoved op blokken og så på Procella med store grønne øjne.
"Undskyld.."
Hun bed tænderne sammen hårdt sammen for ikke at smile stort, i stedet udnyttede hun sine evner som skuespiller og præsterede at sende den hysteriske jæger et lille genert smil. Hun burde have gættet at jægeren ville blive hysterisk, men hun havde været for glad til at tænke nærmere over det. Uden at være rigtigt bevidst om det havde hun lagt lige meget vægt på begge fødder som hun gjorde før en slåskamp.

Hun havde fået bidt hun i sin kind i anstrengelsen for at lade være med at grine, og lige meget hvor god en skuespiller hun var kunne genskæret af latteren ses i hendes øjne. Der var ingen tvivl om jægerens reaktion.. Hun ville blive endnu mere sur.
"Du ved hvor følelsesladet jeg er.. Og når man gør mig glad, så viser jeg det, selvom jeg ikke skulle have krammet dig. Hvis du ikke vil tale, så er det i orden. Bare du ved at jeg ser dig som en ven, og aldrig ville gøre noget for at skade dig med vilje.."
Hendes smil var mindre end før, men hun kæmpede ikke længere med latteren som ordet "hug-raped" havde fremkaldt, den var svundet ind til en munter følelse i hendes mave.
"Man forråder ikke en ven.."
De sidste ord var en ret tydelig hentydning til Gwyns tidligere besøg. Hvis Procella tænkte over det var det til at regne ud hvordan hendes lejlighed var kommet til at se ud som den gjorde. Gwyn tog ikke afvisninger ret godt.

Som om hun nogensinde ville tillade en vampyr at forsøge at æde hende! Procellas arrogance og hovmod kendte ingen grænser, men det var et personlighedstræk der var fremelsket og påtvunget. En jæger kunne ikke være bange for alskens slags småting, og hvis ikke de gik ind til samtlige opgaver, fast overbevist om at de kunne ligge hele verden ned i første hug, så havde de tabt. Jægere var mennesker først og fremmest, og halvdelen af kampen med de overnaturlige væsner lå i det psykiske. Det var lidt som 2 katte på en vej. De tog bestik af hinanden og pustede sig op og skreg. Målte hinandens psyke. Var den ene villig til at trække sig, så det ikke kom til kamp?

Procella var udemærket klar over at havde hun ikke været hvad end det var hun var, så havde hun ikke overlevet så længe. Victoria var stærkere end hende, og hurtigere. Procella havde styrke som en okse når hun ville, og hun kunne opbyde hurtighed der til tider kunne matche en vampyr. Men det var korte udbrud, og hun var altid komplet udkogt frugtmos bagefter. Dengang på kirkegården havde det nok reddet både Procellas og Victorias liv at vampyren havde brugt vindmagi, og at Micha havde blandet sig. Dér havde hun været stærkere end vampyren. Nok mest fordi Victoria ikke var en jæger. Hun levede af halvdødt blod i poser, og hun jagtede og kæmpede ikke. Victoria var en svag vampyr.

Gwyn derimod var ikke. Procella vidste ikke om hun kunne måle sig med Victorias skaber i styrke. Hvis hun vidste der var kamp, ville hun måske kunne få nogle slag ind, men Gwyn havde været...uhyggeligt hurtig. Procella ville nå at se slagende komme men ikke kunne nå at reagere på dem.

"Yeah! You better be sorry! Im not a hugger! And im not you friend! I dont have friends! I dont need them!"

Snerrede hun arrigt, rasende over at Victoria havde bragt hende ud af ligevægt på den måde. Procella blottede tænderne og knurrede dybt. Victoria var ved at presse hende for langt ud.

"Are you....laughing...at me?!"

Procellas stemme var lav og meget truende

"I came to confide in you, and you laugh at me?! Thanks a lot! Screw this, why am i even trying?! A hunter and a vampire! This is no good! Why dont i know people with kids?! Stop grinning damnit! I need you to take this seriously! Victoria! I am so gonna kick your ass in a second! I swear to god!"

Procellas ravfarvede øjne blev rovdyrgule imens hendes stemme smældede i lokalet.

"You have friends, you know that.. And you need them. I've been talking to Azuriel. He's your friend, and i am.. I know you dont like undeads.. trust me, i dont like me either."
Vampyren trådte et skridt tilbage og så fornærmet på kvinden. Før havde hendes vrede været sjov, men ikke længere. Det var tydeligt at hun blev set som svag af jægeren, men det krævede en hel del styrke at holde sine instinkter væk. Hun savnede at jage, savnede det virkeligt så det næsten gjorde ondt men hun ville ikke jage. Når hun gjorde det kom hun for meget i kontakt med instinkterne og det turde hun ikke når der var så mange væsner omkring hende. Det ville være for nemt at miste kontrol.

"You accused me of hug-raping you. How am i supposed to react to that?"
Vampyren kastede et blik på jægeren inden hun vendte ryggen til og gik over til vinduet og trak et gardin fra. Himlen var mørk, men lyset fra byen lyste hendes ansigt op.
"vidste du at jeg blev forvandlet på afbud.. Gwyn ville have en anden.. men han forsvandt.. det er ret sørgeligt.. At vide at din skæbne blev formet af et afbud. Jeg var engang ligesom Gwyn.. Egentligt var jeg nok værre."

Hun nægtede at se på jægeren, men det var tydeligt at hun var vred og såret. Hun virkede ikke så lille og fortabt som hun plejede, men for en gangs skyld mindede hun lidt om sin skaber da hun så ud af vinduet.
"Vil du ikke altid dræbe mig? hvad var det nu din anden personlighed sagde.. nå jo et eller andet med at du så dine egne dæmoner i mig. Hvis du ikke kan holde det ud så lad være, så må du jo dræbe mig.. det løser ikke noget, men måske får det dig til at have det bedre. Jeg vil gerne lytte, men du bliver nød til at slappe af."
Et lille smil lå stramt over hendes læber, da hun vendte sig for at se på jægeren. Hun greb et par bukser fra gulvet og trak dem på. På trods af frygten for at historien ville gentage sig selv var lysten til at jage kun vokset med vreden og hun gik med bestemte skridt imod det allerede smadrede vindue.

Procella studsede et kort øjeblik

"Wait...what? You know Az? How the hell do you know Az? And why on earth did he not kill you? And why are you guys talking about me?!"

Procellas blik blev jaget. Hvad pokker foregik der her?! Gwyn der kom til byen, og hendes gamle elev der talte med Victoria. Hendes engel der blev et menneske, Wick der ikke var til at regne ud. Psyko-dæmoner der lå på hoteller hvor Az ringede fra?! Var hele verden blevet komplet vanvittig?!

"I dont know how you are supposed to react! Maybe by NOT hugging someone who is brainwashed to kill everything that touches her! Stop being like that! Its not you okay! Every instinct screams at me to kill you, and you are not making it easier by smelling of blood and THEN hugging me! Give me some fucking credit McRian! I am fighting this!"

Procellas øjne blev mørke da Victoria begyndte at tale om Gwyn og derefter om andre personligheder

"I do not have another personality. Leave. I dont know why I came. God im so stupid. I thought you could, and would actually listen for once, without trying to piss me off. Trying for once just to shut up, listen, and try to understand ME. But i always have to be the understanding right? Your destiny is so bad. You have it so hard. Well...death is a bitch..."

Svarede hun lavmælt, og skuffet. Hun havde forventet mere og bedre af vampyren. Hun var blevet bekræftet i at hun ikke kunne stole på nogen. At hver gang hun forsøgte at række ud og lukke nogen ind, blev hun svigtet.

Procella lukkede kort øjnene og lavede en let hovedrysten og et lille fnys. Hvorfor fanden blev hun ved med at tro noget nogensinde ville ændre sig. Victoria var ikke den hun skulle blive vred på. Det var hende selv. Hun var så naiv. Procella strøg en hånd gennem det mørke hår og vendte langsomt rundt på hælen.

"Vi talte om Gwyn. Den eneste grund til at han ikke skød mig.. kan du jo selv spørge ham om. Du ville nok ikke tro mig hvis jeg sagde det."
Hun var stoppet i døren, og det så ud til at hendes skuldre sank en lille smule sammen. At være vred nyttede ikke noget, Procella ville kun blive endnu mere vred og hvis hun blev mere vred begyndte Wils tenperament også bare at slå gnister. Det ville ikke hjælpe nogen hvis hun fortsatte med at være vred. Langsomt vendte hun sig halvt om, og lænede sig op ad dørkarmen med hænderne i lommerne, og hovedet drejet imod jægeren.
"Tak for at du prøver.."

Uden at orke at forsøge at være menneskelig så hun på jægeren uden at trække vejret. hendes hud var så bleg at man kunne se blodårerne i hendes arme. Læberne var mere lilla end de plejede, som om hun frøs.
"Hvis du stadig vil tale med mig så skal jeg nok holde kæft, men ellers må du gøre som du vil. Du stoler tydeligvis ikke på mig.. Can't blame you though. Yearh, death is a bitch and so is its creations.."
Hun gled med triste øjne ned på gulvet, med armene knuget om hendes knæ ret sikker på at kvinden snart ville være væk.
*skønt.. en ven mindre.. tillykke med det.. fjols..*

Det var typisk hende at blive hidsig på et så dårligt tidspunkt, men det var ikke kun det der bekymrede hende. Hun havde ikke opført sig sådan før, som hun havde gjort da gwyn havde væet her. For en gangs skyld havde hun virkeligt følt sig som en stærk vampyr og ikke bare en svækling der ikke kunne stå imod sin skaber. Hun havde svaret igen, og fået slået Gwyn til gulvet.. Dette her ville blive grimt.. Hun nærede ingen håbløse drømme om at overleve en kamp imod sin skaber. Kvindemennesket var mange gange så stærk og hurtig som sin skabning, det ville være næsten umuligt..
Denne her gang havde hun været heldig, og Gwyn havde besluttet sig ikke at slå hende ihjel.. det havde været held.. Vampyren havde fået en eftertænksom rynke imellem øjenbrynene, da hun kunne mærke sulten rastløse bevæge sig..

Procella stoppede langsomt med hånden på dørkarmen. Hun var tavs, men hun lyttede.

"I am asking you...not him..."

Svarede hun afdæmpet og vendte sig langsomt. Victoria havde takket hende, og var bakket. Hun blev ved med at provokere med de små prik omkring tillid og at hun gjorde hvad hun ville. Den klynken irriterede hende frygteligt, men hun lagde låg på vreden. Hvis Victoria forsøgte så burde hun vel også...om ikke andet så blot prøve?

"I dont have friends..."

Gentog Procella og så længe tavst på Victoria på gulvet. Hun gned sig med et suk i panden og gik over til vampyren igen. Hun stemte ryggen mod væggen og lod sin glide ned af den, til hendes bagdel fik kontakt med gulvet. Usikkert gned Procella håndfladerne mod læderbukserne et øjeblik. Så lagde hun den ene arm om vampyren og trak hende ind mod sig og klemte hende fast.

"Its NOT a hug...and if you tell this to anyone, i am gonna breake your jaw"

Brummede hun syrligt, men uden at se på pigen ved sin side. Hun var kommet med et formål. Hun havde brug for nogen at tale med, og McRian var den eneste hun umiddelbart kendte der var gået gennem noget der kunne sammenlignes. Hun havde stadig underlige drømme om små piger...når hun sjældent gled ind i et par minutters urolig søvn.

Procella vidste godt at hendes situation var kritisk. Hun levede af blod fra de abnormale racer, hun sov ikke, når hun gjorde var det mareridt hun ikke kunne skelne fra virkeligheden, og smerterne i hendes liv var konstante.

"When...uhm...when you where pregnant...how was it...what about the birth?"

Procella sørgede meget nøje for at se alle andre steder hen end på Victoria, for hun vidste at hun havde et jaget og angstfuldt udtryk i blikket. Når hun tænkte på fødslen blev hun lammet af rædsel. Hun havde ikke talt med nogen om det. Ikke Az. Ikke Wick. Ikke Creo. Det her var ikke noget man kunne tale med en mand om. De ville aldrig kunne forstå.

Wil så op på jægeren med et neutralt blik, uden store følelser i, måske en smule glæde men det var også det. Jægeren ville nok ikke kunne lide den besked, men det var den eneste grund hun kendte.
"Han lod være med at angribe mig, fordi at jeg var loyal overfor dig. Det var hvad han sagde.. så jeg tror godt at du kan regne med at han er din ven. Om jeg er, må du selv afgøre."
Et svagt smil lyste op på hendes ansigt, for hun regnede tydeligtvis med at jægeren ikke ville kunne lide hvad hun havde at sige. Ofte var hun jo ikke så meget for følelsesladede udmeldinger så hun forsøgte at holde igen med følelserne for en gangs skyld.

Hun spærrede overrasket og lettere utryg øjnene op da jægeren lagde armen om hende, for med dennes modstand overfor fysisk kontakt når man ikke var i kamp så var det ikke helt til at vide hvad dette her gik ud på. Da hun hørte hvad jægeren havde at sige om den pludselige berøring kunne hun ikke forhindre sig i at skæve overrasket til kvinden og besluttede sig hurtigt for ikke at kommentere på det. Det ville nok være uklogt..

Gravditet var ikke lige et emne som hun havde forventet at komme til at snakke med den hårdhudede jæger om men verden var et besynderligt sted så hvorfor ikke. Hun burde ikke være så overrasket, men så alligevel. Det var lidt udnerligt at hun valgte at tale med en vampyr om graviditet, for hun måtte da kende andre der havde født, ikke? På den anden side så var meningen om fødsler også helt anderledes da hun var menneske.. der fik alle kvinder jo børn mere eller mindre.. sådan var det jo ikke mere, og så forsigtig som Procella var kunne det måske godt passe at hun virkeligt ikke kendte andre der havde fået børn.
Minderne om hendes egen graviditet var slørede som en drøm, en smertefuld drøm fyldt med skam. Efter hendes forvandling blev alle hendes minder slørede som om de var en underlig drøm, men med tiden ahvde hun fået de fleste stykket sammen i et kluntet puslespil.

"Det var hårdt.. det føltes som om jeg var ved at flække midt over. Min krop var, er, alt for lille til at føde et barn på det tidspunkt, men da mine forældre fandt ud af det var det for sent. Hen imod fødslen havde jeg smerter det meste af tiden, til at starte med var det ikke så slemt, kun engang imellem, men til sidst kunne jeg næsten ikke komme op ad sengen. Mine minder fra den tid er udviskede, men smerten var som en lavine.. den husker jeg stadigt."
Vampyren så ikke på kvinden der sad ved siden af hende, med ansigtet fortrukket af minderne fra hendes tid som menneske. Hun havde i starten af hendes svar kigged på jægeren, men kunne godt se at denne var tydelig utilpas og placerede i stedet sit blik på det mørklagte vindue ved siden af hendes seng. Det nåede fra gulvet til loftet og var næsten 2 meter bredt og kun i et lille hjørne kunne man se en stribe af nattehimlen udenfor, og det var den lille stribe som vampyren så op på. et eller andet sted huskede hun på at hun skulle på dækket det hjørne men det forsvandt hurtigt da minderne vældede over hende igen.

Jo mere Victoria talte desto mere stiv blev Procella i kroppen ved siden af hende. Hun havde ikke taget armen til sig endnu, men var stivnet i den halve omfavnelse, der aboslut ikke var nogen form for omfavnelse hvis han spurgte Procella. Hun kendte ikke til kærlige berøringer. Kun fra Wick. Der var forskel på begær og ømhed. Wick gav hende lige dele, men kun ind i mellem. Når hun var aller mest utilnærmelig så spillede han på hendes følelser og blev blid. Når hun var ved at krakelere og higede efter ham, var han arrogant og utilnærmelig. Hendes liv havde ikke formet sig til at give hende empati eller indsigt i følelser.

"Oh...great...to small...huh...."

Lød det fjernt fra Procella. Stemmen var ganske rystet. Mennesker var...designet....til at få børn. Hvis Victoria havde været ved at flække og dø over en. Jægeren kiggede skævt på hende. Victoria var lavere end hende, men de havde meget den samme kropsbygning. Samme slanke figur. Procella havde hofter fordi hun var kvinde, hvor vampyren var frosset i et teenage-stadie.

"Wauw....well...splendid..."

Skælvede jægerens stemme i kanten? Procella trak armen til sig og strøg ned over korsettet. Det forklarede vel de konstante smerter.

"So...i kinda guess i should not consider the thought of surviving four demonic children fighting their way out...thats just...unrealistic...right..."

Det var egentlig ikke et spørgsmål. Det var mere en åben kommentar på hendes egne tankerækker. Udtrykket i jægerens øjne var blankt og ikke rigtigt til stede.

"Når man er så ung som jeg var er ens krop ikke færdigudviklet og muligheden for at dø er ret stor. Du er voksen, det vil være nemmere for dig håber jeg."
Hun fangede jægerens blik, og vidste godt at der var et glimt af nervøsitet i hendes øjne. Procella måtte ikke dø, det ville hun ikke have! Måske ville jægeren ikke indrømme det, men de var venner om hun ville det eller ej.. Følelsen af jægerens arm om hende var unormal og hun følte sig underlig tilpas da armen forsvandt igen. Tilsidst var kvinden ved siden af hende blevet helt stiv og vampyren drejede sig en halv omgang.

"Dine hofter burde gøre det lettere.. Men vil du ikke nok tage det korset af.. bare i nat.. Det gør det hele værre."
Blikket var ikke bedende men de nærmede sig. det kunne umuligt være sundt at gå med korset når man var så langt henne som jægeren måtte være efterhånden. Hun havde selv prøvet indtil hendes mor fandt ud af det, og det havde gjort ondt.. endnu mere ondt end det gjorde i forvejen. i forvejen var der de stikkende smerter der hele tiden generede, for Procella måtte efterhånden være et godt stykke henne..

Havde jægerens stemme skælvet!? Det gjorde hende om muligt endnu mere nervøs for den andens velbefindene og nu kom bekymringen rigtigt til syne. Hun havde ikke lyst til at miste en ven, når der var så få af dem. Forsigtigt så hun på Procella.
"Du bliver nød til at tro på det og blive ved med at kæmpe, for ellers kommer du aldrig igennem det.. Og du dør ikke! æhm.. Må jeg.. øhm.. ligge armene om dig?"
Måden jægeren havde reageret sidste gang havde overbevist hende om at det at kramme hende spontant nok ikke var den bedste ide. Måske ville det hjælpe at spørge først, ellers så ville det være lige slemt, men det vidste hun jo ikke før hun havde prøvet. På en eller anden måde virkede det bare som det rigtige at give kvinden et kram.

"hm?"

Procella så atter på Victoria igen. Hun lavede en lidt utilfreds grimasse.

"Would you feel better if you did? Oh what the hell...go ahead...."

Stemmen blev opgivende, da Procella til sidst rullede med øjnene og sukkede. Hun skubbede sig en smule ud fra væggen så hun samtidig kunne få en hånd op mellem ryggen og jakken, så hun kunne løsne de hårdt spændte snørre. Knuden gav sig ikke let. Den var strammet efter alle kunstens regler. Det knagede let i metalstiverne da Procella tvang sig fremefter for at få bedre fat.

Da hun fik rykket knuden op, nærmest eksploderede maven fremefter. Hun var stor. Bukserne passede hende ikke længere. Tøjet skilte på midten. Procella lukkede øjnene i væmmelse over sin skikkelse.

"Like i said...thanks for giving me my figure back...i look like crap..."

Stemmen var tør og kynisk, så det næste kom nok lige så meget bag på jægeren som vampyren. Procella begyndte at græde. Det var ikke noget voldsomt og dramatisk med store ambevægelser. Hendes skuldre dirrede svagt og hendes ansigt fortrak sig.

"im sorry! Ignore me please...just...dont look at me right now..."

Procella krøllede sig så godt sammen hun kunne for maven og prøvede at gemme sig bag det lange mørke hår, imens den næsten lydløse gråd fik hendes spinkle skikkelse til at dirre svagt.

Hendes øjne blev store da maven kom frem bag stiverene. Det kunne umuligt være sundt det dér. Så langt henne..
*it's worse than i thought*
Hvordan hun ahvde kunne holde ud at spære maven inde bag metalstiverne var en gåde for hende, hvordan kunne man få sig selv til sidan noget? hun måtte jo være omkring 6 måneder henne eftersom tøjet ikke passede længere, måske mere eller mindre men sikkert var det at hun ikke burde gå med korset længere.
"Du burde ikke gå med det længere. Det er ikke godt for nogen af jer."

Wils reaktion på jægerens gråd kunne nok bedst beskrives som chok, så først sad hun ret lamslået og så på kvinden men indså at det var uhøfligt og fjernede blikket. Samtidig følte hun ikke bare at hun kunne lade kvinden sidde sådan selvom det nok var det hun helst ville.
Forsigtigt rakte hun armene frem og lagde dem og jægeren, før hun løftede hende op og bar hende det korte stykke over til sengen. Jægeren blev lagt blødt ned, og vampyren forsøgte efter bedste evne ikke at kigge på hende som hun var blevet bedt om.
"Undskyld, men du har brug for at hvile."

Hun trak dyben op om kvinden men dukkede sig som om hun forventede et slag, men hun greb i stedet bare sit glas med blod og skyndte sig at sætte det væk. Hun vidste at kvinden ikke brød sig om at blive rørt, endsige at blive båret og lugten af blod ville nok bare gøre det værre. Hun virkede til at være oprigtigt bekymret, faktisk nervøs over kvinden men hun vidste ikke rigtigt hvad hun kunne sig andet end undskyld. Halvt om halvt forventede hun et hidsighedsanfald der ville få selve huset til at skælve selvom hun havde handlet i den bedste mening.

Procella nåede ikke at reagere før vampyren havde løftet hende fra gulvet. Hvis hun havde haft et par sekunder at tænke over det i, havde hendes instinktive reaktion nok været at slå Victoria ihjel. Eller forsøge på det. Procella trak i stedet en pude hen over ansigtet og skjulte de tårevædede kinder. Hun mumlede grødet ind i pudevåret.

"No...i probably shouldn't. And yes i need rest. but i cant sleep. I have nightmares all the time. They wont let me rest. Im so tired. And hungry. i have to feed. But i cant..."

Procella fjernede puden fra ansigtet så hun kunne trække vejret frit igen. Det var næsten som om jægeren var...punkteret. Det var nok det bedste udtryk. Hun var træt, hærget, hun hang i ved fingerspidserne og fordi hun nægtede at bukke under for kroppens krav om særpræget fødeindtagelse, tærrede hun mere og mere på sig selv.

På trods af besværet med at tyde kvindens mumlen ned i puden stykkede hun alligevel meningen sammen af de utydelige ord. Et ord lagde hun specielt mærke til: de.. Hvem var 'de'?
"Jeg ville ønske at jeg kunne hjælpe.. Men hvem er 'de'? børnene?"
Forsigtigt satte Wil sig op ad natbordet og skævede forsigtigt til jægeren. Det var en ret ny situation for hende at skulle håndtere en grædende kvinde, og specielt en grædende Procella. Det var bare ikke meningen at jægeren skulle græde.. hun var jo den stærke, men dette har var bare et tegn på hvor meget graviditeten havde tærret på den ellers så stærke jæger. At gemme sig under en pude, og græde i en vampyrs soveværelse var ikke lige et scenarie som nogen kunne have forudset.

"Du bliver nød til at drikke noget.. jeg ved at det er klamt, men det ville være godt for dig, tror jeg."
Forsigtigt rejste hun sig op og gik lydløst over til skrivebordet hvor hun hentede glasset med blod. Procella blev nød til at drikke noget af blodet selvom hun nok ikke ville bryde sig om det. Vampyrens hb var bare at hvem-end-hun-nu-var ikke kom frem igen, og at øjnene ikke blev sorte og gule som sidst.. Sidste gang havde hun haft en tjeneste at trække på, men det havde hun ikke denne gang så det ville nok ikke gå lige så godt.
"bare.. prøv, ikk?"
Igen nærmede hun sig sengen med et halvtfyldt glas, efter hun selv havde snuppet en hurtig slurk for at holde sulten i ave. Øjnene var opnærksomt låst på den grædende kvinde og hun kunne ikke lade være med at blive foruroliget af jægerens opførsel. Lugten af menneskeblod spredtes hurtigt fra glasset, en kold og metallisk lugt som var nem at genkende. Måske ikke det bedste at spise, men bedre end at sulte sig selv. Menneskene havde jo givet det frivilligt, og de savnede det ikke.

Procella nikkede svagt til Victorias spørgsmål. Børnene lod hende ikke sove. Ikke få hvile. Det var nok det der havde været den sidste dråbe og fik den ellers stolte og viljestærke jæger til at krølle sig sammen på sengen og græde stille. Hun var dybt dybt udmattet.

I protest vendte hun hovedet bort fra glasset. Hendes stemme var rusten.

"Dont...I cant drink that. Humanblood does not help. And blood only helps temporarily. I need...meat...I need...something...not human..."

Procella trak dynen op over sit underansigt i forsøg på at dæmpe den tunge kvælende metalliske lugt af menneskeblod.

"Wick...he taught me...I just...I cant...but...Im so hungry...all the time..."

Procellas mumlende stemme var længselsfuld og samtidig frastødt. Hendes blik gled tilbage til Victoria.

Could i feed on her? She has...blood...she could...heal...couldnt she? Wait...stop...dont go there...I cant ask that of her...its sick...Im a monster...God...save me...

Hun løftede overrasket et øjenbryn og så ned på den halvdel af ansigtet som hun kunne se for dynen. Straks begyndte hendes trætte hjerne at finde andre måder at få kvinden til at få det bedre. Nu spiste jægeren altså som en bloddæmon så det nemmeste ville nok være at finde en eller anden som hun kunne spise.. en eller anden der var levende.
*alright then.. no human-blood..Maybe.. another creature.. or my blood?*
Det hurtigste og nemmeste ville være at tilbyde sig selv som sutteklud endnu en gang, hun ville jo regenerere så alle de sår der måtte komme ville forsvinde igen, hvis hun havde blod nok i kroppen til det. Hvis ikke ville hun være på den for alvor..

Imens de rimeligt dystre tanker om beslutningens mulige udfald susede igennem hendes hoved med mere eller mindre behagelige billeder skyllede hun resten af blodet ned i en slurk. Hun blev nød til at få så meget ned som overhovedet muligt for hun havde ikke nok blod i kroppen til at blive drænet og derefter kunne tage sig af sig selv igen. Hun havde endnu ikke sagt noget da hun skyndte sig ud i køkkenet og skyllede to blodposer ned. Hun orkede ikke at tage nogen chancer i aften.. ikke igen, og helst ikke flere end højest nødvendigt..

Endelig kom hun ind i soveværelset igen, der var vel gået et par minutter og selvom hun stadigt var blegere end sædvanligt var det blevet bedre.
"Sorry about that.. But i want you to take what you need from me.. I know you dont like it but you need it.."
Hendes stemme var slået over til den irske accent hvilket tydede på at hun var enten bange eller vred og eftersom hendes ansigt ingen tegn viste på vrede så måtte det være det første. Alligevel var hendes skridt bestemte da hun nærmede sig sengen og beslutsomt lagde sin arm op på sengen ved siden af jægeren. Hun præsterede endda at smile kort da hun så på jægeren og holdt hendes øjne i et par sekunder før blikket flyttede sig ud af vinduet.

((Følgende post er ikke karakterstyring. Der er indgået en aftale med rollens indehaver der har sagt god for en midlertidig benyttelse af kontrol))

Procellas blik blev forpint og hun nikkede uden at sige noget. Da Victoria forlod rummet, skubbede jægeren sig op at sidde. Hvor skulle hun hen? Hvad foregik der? Hun kunne høre Victorias bevægelser tæt på i lejligheden. Hendes sanser rakte ud efter vampyren, som hvis hun havde været på jagt. Den evigsøde grønne kløverduft virkede mere tillokkende end den plejede.

Procella skubbede sig ud af sengen da Victoria kom tilbage. Hendes blik var slået af rædsel da vampyren fremsatte sit tilbud. Hun anede ikke hvad hun lige havde gjort.

"S-stop! McRian dont. You stupid girl...I dont want to feed on you...I...I...."

Procellas pupiller trak sig sammen da de fokuserede på byttet

Feed...you swore you would...you cant break your oath

Jægeren greb fat i Victoria og vippede hende ned på sengen

"Im sorry...I have to do this. Please forgive me..."

Selvom Victoria var vampyr og hurtigere end noget menneske, så var Procella i dette øjeblik hurtigere. Hun fandt lynsnart den unge pige til sengen så hun var spændt ud og ikke havde mulighed for at komme bort. Hun havde brugt det tøj Victoria selv havde spredt ud over lokalet som arparte festdekorationer.

"I am not vampire. Nor is my spawn. To offer a proper feeding, you must feast on the meat as well."

Wicks stemme gav genlyd i hendes hoved, og blev hviskende bakket op af Micha.

You swore...feed...

Procellas forpinte ravfarvede øjne blev rovdyrgule da hun med sammenbidt beslutsomhed, næsten omsorgsfuldt åbnede knappen i pigens cowboybukser og trak dem ned om hendes hofter. Hun kunne ikke få dem helt af, ikke når Victoria lå spændt ud på den måde, men hun kunne til nøds få dem presset ned omkring hendes knæ.

"...forgive me...I made a promise...I cant take it back..."

Hviskede hun, uden at se på vampyrens ansigt. Hun kunne ikke få sig selv til at møde det grønne blik. Det ville ødelægge hende. Procella kravlede op i sengen og skubbede sig ind i det trekantede hul der var mellem Victorias ben og de nedpressede bukser. Hun lempede hænderne ind under den unge piges bagdel og trak hendes skød op mod sit ansigt. Procella lukkede øjnene før hun lod de skarpe tænder synke dybt ind i den kødfulde del af pigens inderlår. Med mindre hun bed for højt oppe ville hun ikke perforere en hovedpulsåre.

...good girl...drink her...then feed...you need to feed...
- I know. I am doing my best. Please leave me
Never leave...never...
- Then please just be silent. Let me try to do this on my own...

Vampyrens blod flød ind i hendes mund. Det var...så sødt. Procellas øjne fløj op af overraskelse. Tilskyndet af chokket lukkede hendes kæber sig hårdere og pressede endnu mere blod ud af den unge pige. En nærmest metallisk lyd som hvis en skarp saks blev åbnet og lukket kom fra Victorias skød, da Procellas tænder problemløst skar sig igennem muskelvæv og mødtes på den anden side af den blodige luns. Verden forsvandt omkring hende. Hun hørte ikke vinden, ikke Victoria. Hun hørte ikke nattelydende fra naboerne længere. Intet liv på gaden nåede hende. Hendes verden var blod og sult og et hjælpeløst bytte mellem hendes hænder og kæber.