The little hunter is out...

Tid: 23:02
Dato: 7/4
Dag: Fredag
Vejr: halvmåne, lunt men en let kølig brise.
Årstid: forår.
Omgivelser: nogle smågyder der ligger på kryds og tværs af hindanden.


Miranda trak vejert dybt ned i lungerne og pustede røgen væk fra enden af pistolen. Hun så ned på en mand som havde været igang med at forvandle sig til en varulv da hun endelig fik ramt på ham. Manden havde begyndelsen af øre stikkende ud fra hoved, en busket lille hae stak ud fra hans bukser og han havde små mørke hår overalt på kroppen. Hans ansigt var mere smal in normalt og hans næse var mere udstrikkende ind menneskeligt mugligt. Miranda lage pistolen ned i sin sorte skuldertaske og svang den op på skulderen. Hun havde sit skulderlange hår sat ind i en hestehale, der var blevet løs af jagten. Hendes mørkegrå top havde pletter af støv og vand nogle steder. De sorte jeans havde et hul eller to omkrnig knæende og de før hvide gummisko var halvslidte og næsten grå, men holdbare.

Ludwig kom gående længere henne efter at have arbejdet til mere end sent. Nogle vandrør havde drillet ham i en kælderlejlighed, og det skulle ordnes hurtigt, hvis han skulle spare folkene for at betale en stor vandregning.
Han stoppede op til lyden af et skud og så sig omkring. Der var helt mørk og ingen mennesker omkring ham. Han lukkede øjnene lidt, mens han mærkede efter hvem der var i nærheden. Han kunne lugte en kraftig lugt af en varulv, og lidt efter et menneske.

Hun bøjede sig ned, lage hånden omkring halsen på varulven og rev til. Nogle af perlerne røg af, men selve halskæden forblev intakt. Det var en kæde bestående af sorte perler og et vedhæng lavet af hvide perler formet i en lille blomst. Miranda havde fået at vide halskæden var blevet lavet af mandens datter, der ikke vidste hendes far var varulv, i fødselsgave for nogle uger siden, som hun skulle bringe som bevis på at hun havde dræbt ham eftersom en spinkel pige som hende ikke kunne bærer en fuldvoksen mand, som var mere kraftig bygget ind normale mennesker.

Ludwig gik efter få sekunders tænkepause hen mod sidegaden, hvor Miranda stod. Han stillede sig op ad væggen og kiggede ind til hende. Han så først hende, og derefter den halvt formerede mad, der lå død på jorden.
"Er du okay?" Spurgte han med en forsigtig, men dog lidt dystre stemme. Udfra hans synsvinkel, kunne han ikke genkende hendes rang som dusørjæger, og troede at hun havde brugt pistolen som selvforsvar.

Miranda vendte sig imod stemmen som henvendte sig til hende. På miranda var det tydligt hun nok kun var 16-17 år max. Den unge jæger så på den unge mand som havde spurgt hende, hvilket ikke var usælvandligt vis man så en ung pige med en pistol og en død mand ved hendes fødder. "..Ja...", sagde hun stille og så på ham.

//Må man joine?//

Ludwig så ned på den døde mand, og gik forsigtigt nærmere. "Bare rolig.." Sagde han hviskende, da han alligevel havde en ide om, at hun var bange. "Jeg skal nok tage mig af hans lig, okay? Bare sørg for at komme væk..".

"um, nej..nej det er fint..jeg har skam ringet til politiet, de henter ham", sagde hun hurtigt, imens hun lod sine spinkle arme omkring hans ene. Egntlgi var det fordi en gruppe jægere ville komme og skille sig fuldt af med liget.

Ludwig hævede undrende blikket og så på hende. "Du er hurtig om at skyde en person, og så ringe bagefter.." Sagde han mistænksomt "Eller var det et planlagt mord ligefrem?". Han så ned på hende, og fandt hende nu ikke så uskyldig mere. Normalt ville et almindeligt menneske være ræd efter at have skudt en muterende mand som denne, men Miranda var frygtløs kunne han se.

Miranda havde vendt ryggen til ham. "Måske...jeg forslog du bare forsætter som om du intet har set, og glemmer det her", sagde hun og pakkede pistoeln ned i den tunge skuldertaske. Hun rejset sig op i sin fulge højde og svag den op på skulderen.

"hmm" Svarede han med en stadig udtryksfuld mine. Han fulgte blikket mod pistolen, og derefter på hende. Han rettede på sin egen rygsæk der hang over skulderen og vendte sig derefter om. Han begyndte at gå nogle skridt, mens han stadig tænkte sig om. Da han havde gået omtrent tre skridt væk fra hende stoppede op. *Selvfølgelig... En af de der jægere..* Tænkte han og så sig om skulderen hen på hende.

Miranda, som jo ikke vidste han var et væsen, gik op på siden af ham. Hun havde fjernet hestehalen så det nøddebrune hår hang ned til hendes skulderblade og viftede let ved den minste brise. "..Lad os følges ad..gaderne er ikke sikre disse nætter".

Ludwig lyttede til hende, og gik så ved hendes side. Han flyttede blikket til ud på gaden, mens han spekulerede på, om han egentlig ikke burde passe på. *Det går nok. Jeg er stærkere end så mange andre, hvis det er..* Tænkte han så.
Han fulgte fortorvet mod skoven som lå udenfor byen, og lyttede til vindens blæsen samt Mirandas skridt. "Hvor skal jeg følge dig hen?".

"det ligemeget...", sagde hun i en selsom stemme og vendte hoved op imod ham. "Vis du kender et lokalt hotel eller et sted som tilbyder sove-pladser så sent på aften må du venlist tage mig derhen..der er langt til deepsheel".

Han så ned på hende, da han mærkede hendes skulder mod sig. Han stoppede op og vendte sig mod hende. "Bor du helt i Deepshell?" Spurgte han, og forsøgte at huske kilometerantallet dertil "Joh.. der er vel nogle hoteller heromkring, men er det ikke lidt spild at bruge penge på?".
Normalt ville han bare invitere folk hjem til sig, men det var nu lidt risikabelt, hvis Miranda skulle være en dusørjæger. Han ville meget nødig ende som den anden varulv, der lå længere henne.

"Det er bedre ind at tilbringe natten alene i skoven..", sagde hun blot som svar og betragtede ham. "...Jeg jagter hun dem jeg for besked på..og jeg har ikke flere.."jagter"...før imorgen tidlig...så du skal ikke være bange for at ende som ham", sagde hun og så op i hans øjne. Miranda havde set hans usikkerhed, og eftersom han havde set våbene, så han han jo tydligvis gættet hun var en jæger.

Han gik lidt videre igen. "Jeg forbyder dig at gøre den slags mod mig" Svarede han hende "Godt nok er jeg en varulv... Men jeg kan godt styre mig i modsætning til så mange andre".
Han kom hænderne i jakkelommerne og fortsatte sine skridt igennem gaden. Han vidste ikke helt hvor der skulle være et hotel liggende, da det ikke var noget han som sådan gik rundt og kiggede efter hoteller.

"jeg for også kun mål som ikke kan styre sig", besvarede hun ham i en roglig tone. Hun gik på hans side og holdte blikket ligeud, uden rigtig at se på nået.

"Hvad så med menneskelige mordere? Hvorfor gør i ikke også noget ved dem?" Spurgte han, mens de gik "Jer jægere...".
Han kiggede igen ned på hende, og lagde ikke så meget vægt på at skjule det. Hvis hun ikke brød sig om at blive gloet på, måtte hun jo bare gå.

"jeg gør blot hvad jeg må for at leve...ligesom du gør..", svarede hun blot. Der gik lidt minutter. Miranda havde lagt mærke til at han gloede på hende, hvorfor vidste hun ikke, enten var han bange, mistænktsom, eller tja, hvem ved?. "..Hvad er der så intresandt ved mig som kræver dit syn så meget?"

"Ved hvad? At arbejde som mekaniker og købe frysemad, der skal have ti minutter i ovnen?" Han lo lidt bittert og smilte lidt. Han kiggede igen væk, efter at hun kommenterede det. "Ikke noget. Du ser bare ikke ud af meget... Altså.. du ligner ikke en der dræber folk".

"skindet bedrager...du er ikke meget forskelig for mig, inderst inde er du jo en vild hund...eller det mener de fleste i hvertfald". Miranda kørte en hånd i gennem sit hår og lage den på hans skulder imens de gik. "..Men i er blot misforstået".

Han rystede på hovedet. "Mennesket kender ikke til os. Det er kun jer jægere der løser en eller anden forenings problemer ved at slå os ihjel, bare for at modtage en eller anden sum penge... Hunde kan tæmmes. Såvel kan vi også." Svarede han og så ned på fortovet med et hadefuldt blik "Men vi er menneskets bedste ven, indtil nogen gør os fortræd på en eller anden måde".

"hmm, hvad skal der så til for at tæmme dig?", spurgte hun ud af det blå, så snart han var færdig med at snakke.

"Mig?" Spurgte han, og så op i himlen "Jeg er vidst allerede tæmmet for længe siden. Men du skal ikke gøre mig red bevidst. Nok har jeg en lang lunte, men går man først over mine grænser, så er jeg også virkelig vred og ustyrlig. Men det er aldrig uden nogen grund. Slå du et uskyldigt individ ihjel, vil jeg sansynligt også gå til angreb på dig.. For eksempel".

//Smutter i seng//