Skovens træer - Crystal

Hun gengældte smilet og betragtede pigen, mens hun drak og dernæst talte.
"Jeg er lidt af en helsefreak, men mon ikke vi kan finde på noget? JEg har masser af fuldkornspasta og vilde ris, og grøntsager har jeg så jeg kan tage hvad du er til. Med kødet tror jeg vist kun, jeg har noget oksekød, men det må vi klare os med ... der burde være til en god gryderet." Hun havde klukleet let ved forklaringen om køkkenbomben og slog nu ud med hånden. "Og hvad angår arbejdsfordelingen, så kan jeg sagtens klare det selv, hvis det er? Jeg er - om ikke dygtig - så dog ganske vant til at lave mad, og der er kun tale om at hakke nogle grøntsager og koge noget for så at blande krydderier i, så det er ikke ret besværligt, og jeg arbejder hurtigt." Efter syv år på egen hånd havde Colt et vist flair for madlavning efterhånden, selvom hun var mere beskeden omkring det. Hun kunne klare de fleste opgaver i køkkenet uden problemer, og en gryderet som hun havde i tankerne ville ikke tage lang tid at fikse, om det var på egen hånd eller ej.

Crystal lod en af fingrene glide over den lunke kops yderside, imens hun tænkte over de mange valg Colt netop havde tvunget ind i hendes let dunkende hoved. Hun lagde hovedet let på skrå, og en tænksom rynke viste sig tæt ved hendes læbe. Hun havde aldrig været god til valg, store som små. Hun trak øjenbrynene sammen, og blinkede.
Hun stoppede fingeren, og så op på Colt med et smil spillende om læberne.
"Jeg ved overhovedet ikke hvad der er godt. I de sidste år har jeg praktisk talt levet af..." Pausen der opstod i hendes sætning var flygtig, og hun prøvede øjeblikkeligt at rette op på den. Problemet var at hun bare lige skulle finde på et svar først. "... billigt færdiglavet mad fra en kiosk. Så hvis det er hjemmelavet bliver det et helt festmåltid for mig."
Hun lo, og blinkede med et smil til Colt. Det var ikke helt usandt hun havde levet af færdiglavet mad, for i et eller andet omfang så var mennesker jo færdiglavet når de blev 'serveret'. Hvis hun tænkte sådan så behøvede hun ikke tænke at hun løj for Colt.
Ironisk at jeg ikke kan klare at lyve overfor folk, når jeg kan myrde og spise folk uden problemer? Måske er det fordi at det er min natur... Når man er et monster er det svært ikke at være sindssyg...
"Jeg skal nok hjælpe... Jeg kunne... Øh... Gøre et eller andet meget nemt. Som... Jeg kan finde på noget... Eller du kan..." Hun skar ansigt, og sendte hende et undskyldende smil. Hun kunne gøre noget. Så længe det var helt utroligt let.

Der blev tydeligvis tænkt, og Colt ventede blot tålmodigt på et svar. Hun ventede spændt, da der blev holdt en pause, nærmest som om hun var ved at finde på en fed løgn ... men hvorfor skulle hun lyve om sådan noget? Og så fortsatte hun jo ganske normalt. Hun havde måske bare ikke brudt sig om at indrømme det.
"Nej det kan jeg høre, du ikke gør ... Jeg ville dø, hvis jeg skulle leve af sådan noget skrammel! Det er alt for usundt for min smag, og det er næsten lige så hurtigt at lave det selv, foruden man får en bedre smag ud af det ... Altså måske ikke lige de første fem hundrede gange." Hun skar en grimasse, "men på et tidspunkt bliver man bedre, og til sidst gør man det bare ... Ikke at en gryderet er det store kullinariske, men med masser af kryderier i bliver det lækkert alligevel."
Hun smilede varmt til Crystal og så opmuntrende på hende.
"Du kan snitte nogle grøntsager så? Det burde være lige ud af landevejen, når man bare passer på nallerne." Hun blinkede fortroligt og håbede på, det ville hjælpe hende lidt med hendes forvirring.
Hun drak noget mere the og betragtede bare Crystal imens.
Georgie var faldet helt til ro i hendes arme og lå nu bare med lukkede øjne og nød at være hvor han var.

Crystal flettede fingrende ind i hunden hår, og mærkede dens varme under håndfladen. Åndedrættet fik dens bløde krop til at hæve at sænke sig, og Crystal blev langsomt sunket ned i en slags trance, som gjorde hende mindre panisk og nervøs, og langt mere rolig på en måde der fik et varmt smil frem på hendes ansigt.
"Jaa, det er noget skrammel. Det er også derfor jeg har noget fedt omkring... Alle steder."
Det forklarede i det mindste hendes deller. Hendes latter varede kun kort, da hun løftede den dampende kop op til munden, og tog en lille slurk efterfølgende.
"Jeg kan godt snitte grøntsager. Hvor svært kan det være?" Hun sendte Colt et smil, og tømte den sidste rest ud af koppen. Hun lod langsomt blikket glide rundt over den slidte lejlighed, inden hun rettede blikket imod Colt igen. Hun sendte hende et skævt smil, hvorefter hun gjorde et lille kast med hovedet, så håret der var faldet foran hendes ansigt da hun havde bevæget hovedet, lagde sig på plads igen.

Colt betragtede de to med et stille smil og tømte sin kop, da Crystal gjorde det, efter at have sendt hende et skeptisk blik.
"Fedt!? Ej helt ærligt, søde, det er altså småting! HVis du tabte dig, ville du blæse væk!" Hun smilede ubekymret og håbede bare at have overbevist hende, selvom hun sikkert ikke var den første til at prve på det trick.
"Det er ikke så svært, så længe man kan holde på en kniv med den ene hånd og skubbe grøntsagerne med den anden. Mere er der ikke i dét .. Skal vi gå i gang med at finde noget tøj at tage på? så kan vi lave maden bagefter, da det ikke skal have så lang tid." Hun smilede bredt og var klar til at rejse sig sammen med Crystal for at gå ind i det lille soveværelse og slå op til det proppede, men ordentligt udseende, skab.

Crystal lo, og fugtede læberne med tungen. Det var ikke fordi mange ikke havde fortalt hende at hun på ingen måde havde overflødigt fedt, eller som de sagde fedtet sidder de helt rigtige steder. Men hun havde bare aldrig kunnet se det. Hun havde ikke anoreksi, for hun kunne ikke få sig selv til at lave mere motion eller spise mere, men hun havde for dårlig selvtillid til selv at kunne se det rigtige fedt.
"Klart Colt, jeg ville forsvinde." Man kunne tydeligt høre den muntre ironi boble i hendes stemme da hun affyrede ordene med et smil. "Well, så længe du ikke har noget imod at de bliver super skæve så skal jeg nok. Ja, lad os skifte først. Så skal vi bare lade være med at spilde på tøjet."
Hun blinkede fortroligt til Colt, og nulrede roligt hundens bløde øre mellem hendes fingre. Hun satte koppen fra sig, og hunden løftede overrasket hovedet med et ryk. Den rystede håret, og gled ned fra hendes arm, og efterlod røde streger fra kløerne på hendes overarm.
Hun bemærkede knap stregerne, men ubevidst strøg hun hånden over dem. De varme hår klistrede nærmest til hendes arm, men de fleste forsvandt med hånden. Hun rejste sig op, og fulgte med Colt ud til skabet. Hun lod sig ikke mærke med at værelset var ret lille, da hendes eget nok var tre gange så lille end Colts.
"Så, hvordan gør vi?"

På trods af et smil, var Colt en kende irriteret. Kvinden var bestemt ikke dellet eller fed på nogen måde, men hun valgte at lade det ligge, da den eneste det gik ud over lige nu var hende selv, og hun trak bare på skuldrene.
"Jeg har forklæder, så det skulle ikke være noget problem!" Hun smilede varmt, "Og om det er skævt eller ej går nok; det skal bare spises."
Georgie, der var meget fornærmet over at blive sat ned, fulgte efter dem hele vejen ind i soveværelset, hvor han var på vej til at gnubbe sig op af tøjet.
"Godnat Georgie!" sagde Colt fast, og hunden løb hen og sprang op på sengen, hvor han lagde sig i fodenden og kikkede på dem endnu mere fornærmet end før.
"Arj, prima dona hund!" lo Colt og stak hænderne ind bagved en bunke, hvor hun hev nogle kjoler frem.
"Hvis nu jeg bare tager hvad jeg har frem og viser dig det, så kan du se om der er noget, du kan lide og så kan du prøve det på?" foreslog hun og holdt den første kjole op. Den var i sort glitrende stof med lange ærmer og dyb udskæring i ryggen, gik til midt på lårene i vide flæser, som rigtigt ville danse og rotere om kroppen, når man vrikkede med røven på et dansegulv. Det var en af Colts yndlingskjoler og derfor lå den øverst. Hun havde flere andre i grøn og rød og et par mere i sort - hvoraf den ene var strøet med palietter. Der var nok at tage af, og ikke alle var lige så korte som denne første. Nu havde Colt tilfældigvis gode ben, så hvorfor ikke vise dem frem?

Crystal studerede kjolerne efter tur, og endte med at vælge en stram, sort kjole uden ærmer. Den gled med lethed på, og sad godt på hende. Den fremhævede hendes former, og gav hendes hud en kønnere farve.
Ikke længe efter sad de igang med at lave maden. Crystal rystede let på hånden, og lavede en lille rift på pegefingeren, men ikke nok til at hun selv lagde mærke til det. Aldrig havde grøntsager været så grimt skåret, men i det mindste havde hun ikke smadret brættet eller noget lignende, så hun var godt tilfreds med sig selv da hun var færdig med dem alle.

Colt var tilfreds med Crystals valg og skiftede selv til sine sædvanlige mørkeblå jeans og tog en paliettop på overkroppen, før de gik ud i køkkenet, og mens Crystal ordnede grøntsagerne, parterede og stegne hun kødet og kogte risene, og til sidst blev det hele væltet sammen med en masse kryderier og lidt flåede tomater. en ganske simpel ret, der dog duftede dejlig og viste sig at være yderst velsmagende.
De indtog maden i stuen ved det lille bord med lille Georgie liggende i sofaen stirrende misundeligt, og da de var færdige, tog Colt tallerknerne ud i køkkenet og satte dem i blød.
"Nå, er du klar?" spurgte hun og spændte et par stilletsandaler på fødderne, mens hun rakte et andet par frem og efterfølgende slog jakken over sine skuldrer. Så var hun klar til at gå, hun manglede bare husnøglerne, som hun hentede, mens hun placerede sin mobil i den ene side af bh'en og nogle kontanter i den anden. Good to go.

Crystal kørte en hånd gennem håret, og strøg Georgies hoved inden hun snurrede omkring.
"Klar." Hun fulgte Colt ud af døren, og ikke længe efter var de på vej ned af trappen.
Så gik det løs.