Smooth and Dark - Aubreigh

Gæst

Sted: Dreins Mountain
Tid: 22:45

Gruset knasede da fire store bildæk pressede de våde fugtige grus sammen. Bilen var af ældre dato, men dog ikke som en gammel rustbunke der var ved at falde fra hinanden, men det var tæt på. Alexander pressede forsigtigt på speederen ned, så det gik lidt hurtigere det sidste næsten flade stykke op til parkeringspladsen. Regnen trommede mod det hårde tag der dækkede bilen, så det gled ned af ruderne. Da bilen endelig havde fået slæbt sig op på parkeringspladsen, fortsatte den tværs over området, hen til kanten af bjerget, hvor bilen stoppede, og blev slukket. Alexander kiggede ud af forruden, og pressede læberne sammen. Han kunne ikke rigtig afgøre om han virkelig skulle tage ud. Han ville ende med at ligne et eller andet mudder monster.
Det endte med at han steg ud af bilen, og før han rigtig nåde at lukke døren bag sig, var han allerede godt våd, på grund af den intense regn, der blev ved med at vælte ned fra himlen i stride strømme. Han låste bilen, stak nøglerne i lommen, og begyndte at løbe ned af en velkendt sti. Til hans egen glæde, var der netop strøget nyt gros på de fleste af stierne, så han kom ikke til at løbe i mudder, hvilke gjorde det en hel del lettere. Så snart han var kommet et par meter ind i af stien, satte han farten op, og løb rundt langs bjergsidden i et relativt hurtigt tempo.
At løbe havde aldrig været en befrielse for Alexander. Det var afslappende og noget der kunne klare hans tanker, så han kun bemærkede hans omgivelser. Det kunne blive en våd omgang, hvis han glemte sine tanker. Han ville nødig skride i en af svingene, der gik som hårnålesving op og ned af bjerget i en uendelighed. Han kunne lige så godt løbe alle mulige andre steder, men der kunne han hele tiden risikere at møde nogle andre, hvilke han ikke ville. At løbe på et vådt bjerg, klokken lort om aftenen, ville med garanti sikre ham bjerget for sig selv, bortset fra dem der boede der, men det var vel kun et par ulve.
Hans halvlange brune hår, var godt i gang med at klistre sig til hans pande. Irriterende da det gik ned i hans øjne. Han blinkede et par gange, for at få det væk, men det lykkes ikke rigtig. Han sukkede, og prøvede at fjerne det med hånden, med det resultat at det forsvandt i et par sekunder, før det igen gled ned i hans øjne. Han endte med at opgive, efter fem forsøg. Han ignorerede det, og fortsatte at løbe.

Gæst

Natten indhullede bjergene i mørke og mysterier, mens en lille tåge svævede omkring bjergstoppene, langt over hende. Mysterier, som ingen havde fundet svaret på, og ingen nogensinde ville. Vejret var overraskende klart; det var mørkt, ja, men månen kastede et svagt, smukt lys over de evige, ensomme bjerge.
Få stjerner kiggede ned på jorden, undrede sig over, hvordan fanden sådan nogle hjernedøde idioter kunne få det til at hænge sammen.Det havde de kloge hoveder tænkt over i tusind år. Nogle kreative svar? Ikke et eneste. Luften var kølig med en frisk vind, som legede med pigens lange, sorte hår. Håret hang løst, og faldt ned over hendes skuldre som et vandflad af mørke. Hun havde en sort kjole på, som stod godt til hendes hvide måneskins hud. En jakke over slået over pigens skuldre, for at se bare lidt naturlig ud. Et par flade sko var på hendes fødder, stiletter havde aldrig været godt for noget efter hendes mening. Vampyrens skridt var næsten lydløse, da hun gik over stenene.
Der var ingen grund til at forhaste sig; hun havde resten af evigheden til at udforsker bjergene og deres hemmeligheder. Det var altid tid. Altid.
Om det var en befrielse, en evig lettelse, en kilde til glæde eller en uendelige flod af depression og meningsløshed var ikke til at sige. I hendes tilfælde var det ikke. Intet var til at sige.
Tanker fløj hendes hoved, mens hun kom nærmere og nærmere ind til de store klippers midte. Tanker om ingenting, alting.
Pigens navn var Aubreigh.
Vinden vågnede igen op til dåd og blæste gennem hendes hår igen, blidt, men bestemt. Puffede hende lidt af sted. Og som altid fulgte hun den. Den var hendes eneste sikre havn lige nu, nu hvor det faldt sammen. Der var spørgsmål alle vegne, under hver en sten, bag hver en maske, i hvert et sind, men hvor var svarene?
Uden hun havde synderligt meget at hendes fødder havde fået fart på.

Ikke langt fra hende, kom en menneskelig dreng løbende. De havde omkring den samme hastighed, men pigen løb bare ikke. Snart ville de mødes og Gud, eller hvad der oppe et sted, måtte vide, hvad godt der kom ud af det.

//Så langt, men håber der er noget at bygge bare lidt videre på :)

Gæst

Alexander kunne sagtens bare været blevet der hjemme, gemt godt ind under dyner og puder, for at putte sig væk fra folks nysgerrige blikke, men alligevel var han taget ud. Han elskede og løbe, og kunne ikke se nogle grund til at en smugle regn skulle kunne stoppe ham fra at løbe. Det var dejligt og afslappende, og så følte man sig ikke våd af sved når man kom hjem. Alexander fulgte en smal sti op af en stejl skråning, hvor stien lavede et blød sving oppe på toppen, så han ikke kunne se om der kom nogle imod ham. Han forventede det ikke. Hvem var dum nok, ligesom ham, at bevæge sig udenfor i dette vejr sådan et sted? De våde sten under hans fødder, skred, da han løb op af stien, som var belagt med et tyndt lag grus, dog var det ikke værre, end han lidt efter kom op for enden, og fulgte med stiens sving. til sin store overraskelse så han en mørkhåret kvinde længere fremme. Hun virkede ikke specielt påvirket af vejret omkring dem.
Det fik et kort spørgende udtryk til at glide hen over Alexanders ansigt, som næsten glinsede af vandet, der blev ved med at ramme hans ansigt. Han rynkede let på bryne, men lod kort efter ansigtsudtrykket glide væk med regnens dråber, der dryppede ned af hans hage. Med solide skridt, løb han hen mod kvinden, i den modsatte side af stien, for så at fortsætte forbi hende, hvis hun ikke stoppede.
Alexander kunne ikke undgå at stirre bare en smugle på den veludseendet kvinde. Hun var utrolig bleg af en kvinde at være. Kvinder ville være brune, ikke blege som lan. Ud over dette, var der sølvfølgelig at hun så utrolig godt ud, men det gjorde alle på denne forbandet ø. Det havde irriteret han utrolig mange gange. Hvorfor kunne ikke folk ikke bare se naturlige ud, med for små øjne, en stor næse, og lidt skævhed? Alt skulle være næsten kvalmende naturligt. Han lod et lydløst suk passere over hans læber, samtidig med at han løb forbi kvinden med det perfekte udseende.

OOC: Beklager det ikke blev specielt langt, men jeg arbejder på det.

» Isn't it dark enough? - Christabel {Sex, lol}
» What Is That In The Dark (Marilynn)
» Walking in the dark
» Dark - Lockewood
» Even the dark has to relax.

Glædeligt og F-ing godt Nytår alle sammen!

Så gik Deploratus ind i 2015.

2014 har været all over en smule hårdt ved os på rigtig mange måder. Vi har haft nogle udskiftninger i Teamene bag siden. Der er kommet nye brugere til og andre er faldet fra.

Vi har en efterhånden forholdsvis højgravid lille engel herinde :baby:

Så vi glæder os til hun spytter ud så vi kan beundre …

Kære Losties, ved I hvad vores Kaos-NPC kan være for jer?

Indhold
Uddrag af chat
Link til Kaos-NPC Tilmeldningstråden
Eksempel på hvordan man starter et emne - Hvad du gør hvis emnet er frabedt, men du selv er interesseret
Hvad hvis jeg vil have en NPC lige NU?
Hvad er en NPC?
Hvad kan jeg bruge Kaos-NPC til?
Hvad er forskellen mellem en Kaos-Tråd og Kaos-Npcén på Deploratus?
Andre …