Teens in the forrest? (Wil+Nari)

Tid: 29. januar 2012, kl. ca. 21.30
Sted: Den Fredfyldte Skov La Sunisha, et lille jagthytte
Vejr: Frostklart, vindstille
Omgivelser: Store granner, en lille skosti, hytten ligger afsondret og langt fra hovedhuset af Tranquility Mansionen.
Påklædning: Små sorte kondisko, stramme mørkegrønne bukser, en sort fihursyet trøje og en kort sort uldfrakke. Om halsen hænger en lang kæde. Selve vedhænget, der består af en patron, er gemt i dæmonens kavalergang.


Narcissa havde ikke været på La Sunisha siden det sidste besøg hos Procella og børnene. Hendes afgang havde mindet mere om en flugt. Så mange ting var gået galt den aften, alligevel havde hende og Procella fået talt mere sammen end nogensinde før. Der var dog stadig ufattelig meget hun ønskede at vide om den... specielle jæger.

De første par dage efter besøget havde Narcissa håbet på at Procella ville ringe. Wicked måtte da kunne give sin mage tid til at tage ud af huset? Procella kunne vel heller ikke holde ud at være hjemme konstant med de fire små børn? Narcissa mindedes jægerens trætte ansigt og hendes beklagelse over ikke at kunne jage for tiden. Men Procella havde ikke ringet. Narcissa var først blevet irriteret, så skuffet og til sidst bekymret. Nu her en uge efter, havde hun stadig intet hørt. Og det havde Azuriel heller ikke. Han havde i hvert fald ikke fortalt det til Narcissa i så fald.

De spinkle ben førte hende rundt om en mindre lysning. Jorden var hård af frost, og afgav derfor ikke megen lyd af hendes skridt. Hun dukkede sig elegant og smøg sig omkring et mindre buskads. Det var mørkt, og Narcissas syn var ikke helt så optimalt som i dagslys, men hun var langt mere bevendt end et menneske nogensinde ville være. Med dyriske og smidige bevægelser fortsatte hun frem igennem underskoven, hele tiden med ører og øjne åbne. Hun havde aldrig været i dette område før. De gange hun havde været på grunden, var hun kommet af indkørslen. Det var ikke til at sige hvornår Tranquility Mansionens grund sluttede og skoven startede. Det var som om den store park bare fortsatte ind i skoven og ned til søen.

Narcissa lod blikket glide hen over den lille lund. I baggrund bag nogle høje granner kunne hun svagt skimte lyset fra den oplyste terrasse der hørte til det perverst store hus. På hendes højre hånd rejste skoven sig i et overdådigt mørke. Hun nød duften af tykt gran, frost og mos. Langsomt begav hun sig længere ind i skoven, holdt sig konstant væk fra den åbne park og bevægede sig rundt om huset på afstand.

Hun vidste ikke helt hvorfor hun var taget af sted. Men nu hun var her, var den undskyldning hun gav sig selv, at hun lige ville tjekke at alt stod vel. Flere gange skændte hun på sig selv... i virkeligheden var bekymringen for den lille familie OG nysgerrigheden hende for stor. Hun burde ikke være her, og både Procella og Wicked ville få et føl på tværs hvis de opdagede hende snige sig rundt på deres grund her om aftenen.

They need not know of me being here... leaving soon. As soon as I can get close enough to get a glimpse...

Den lave hundæmonen bevægede sig videre og skrævede over et dødt væltet træ. Hun blev opmærksom på en lille sti der førte væk fra huset. Vejen tilbage imod parken var fyldt med brombærkrat, og selv om hun ikke burde forvilde sig dybere ind i skoven, var stien alligevel et godt alternativ til de mange torne. Hun kunne jo altid gå venstre om og på den måde finde tilbage til parken?

Nogle hundrede meter nede bredte stien sig ud og blev mere farbar. Narcissa holdt sig til skyggerne, da hun havde en fornemmelse af at denne sti var anlagt til jævnlig brug, på trods af at den lå godt gemt mellem grannerne. Ca ti minutter senere trådte hun ud mellem to store træer. Foran hende lå en kæmpe hytte. De sorte øjne skannede bygningen. Den var i samme overdrevne luksuriøse stil som hovedbygningen. Der var ingen tvivl om at dette var en jagthytte der hørte til grunden. Et lille smil spredte sig over hendes ansigt.

I really should take up his offer on giving me... us... a nice house!

Smilet stivnede da det gik op for Narcissa at der var lys i huset. Ikke meget, men nok til at det var beboet. Hvem skulle dog opholde sig her, og så på dette tidspunkt? Brugte Procella og Wicked også dette hus? Havde de ikke nok i 'paladset'?Nysgerrigt trak hun sig ind imod krattet der omringede lysningen og bevægede sig venstre om huset. På dets flanke var nogle store lavthængende vinduer. Med rolige bevægelser sneg Narcissa sig tættere på, i håbet om at få et glimt af husets beboer.

I et af de alt for store luksuriøse soveværelser tussede en lav skikkelse rundt. Noget kraftigt rødt hår var redt tilbage og sat fast i en lille hestehale der kunne rive sig løs hvert øjeblik og efter udseendet og den meget lidt voksne dragepyjamas at dømme så var pigen omkring de 15 år. Alligevel så hun ud til at være alene i den store hytte. Hendes udseende var rodet, som om hun lige var stået op og i hånden havde hun et glas fyldt med sin morgenmad. Blod der havde været i mikrobølgeovnen var ikke lige så godt som frisk fra kilden, men i mangel på bedre var det absolut bedre end kold mad.

Hun stod og stirrede træt ud over skoven da hun ud af øjenkrogen fik øje på en bevægelse som med sikkerhed ikke burde være der. Hun var ikke sikker på om det var et dyr eller et væsen, men under alle omstændigheder blev hun stående et par sekunder endnu uden at dreje blikket imod bevægelsen inden hun vendte sig, gik roligt væk fra vinduet og smed sig på sengen. med hendes sædvanlige held var det sgu nok en af hendes "søskende" der kom for at sige hej og tak for sidst.

Med et suk vendte hun opmærksomheden fra fjernsynet i det ene hjørne og lod sig glide den fra sengen. Fra en sportstaske der tydeligvis var blevet smidt op ad væggen samlede hun et par stager op og tog dem med sig op på den brede seng hvor hun smed sig og fokuserede på fjernsynet uden rigtig at se. Alle hendes sanser var rettet imod hoveddøren og vinduerne nedenunder og hun anstrengte sig for at få selv de mindste lyde med. hvis hun havde været tilstrækkelig uheldig som hun plejede så var det en eller anden pissed udødelig af den ene eller den anden form.

På fjernsynet larmede en eller anden mandlig vært med tandpastasmil og slikhår om chancen for at vinde så og så mange penge hvis man gjorde et eller andet dumt som kunne give seere. Det gjorde de næsten alle sammen, så hun gjorde sig ikke specielt umage med at lytte efter hvad han sagde. Noget der derimod levende interesserede hende var det som havde lusket sig omkring nede ved hyttens første plan. Wil kunne have svoret på at hun så en menneskelig form. menneskelige silhouetter kunne genkendes flere kilometer væk, og specielt for en med så gode natte øjne som hende, men kunne hun have taget fejl? var det bare paranoia?

For at komme over sin nervøsitet stak hun stagerne i lommen og gik over til skrivebordet som flød med hendes tegninger. Øverst lå igen den grove skitse af Procella og hun samlede den forsigtigt op. Langsomt gled hun ned på stolen da hun pludselig indså hvad det var der skulle rettes ved tegningen. Med en skødesløs bevægelse skubbede hun de andre skitser ud til siden så hun havde plads til sit projekt. Snart løb hendes pen hen over papiret hviskede lidt ud her, tilføjede lidt der, lavede detaljer og tilpassede omgivelser, indtil et knirk afbrød hendes opmærksomhed og hun rettede hovedet op med et ryk.

Stuen i husets underetage var tom, kun en enkelt lampe stod tændt i et hjørne. Narcissa bevægede sig længere rundt om huset og så at lyset på første sal var tændt. En skygge bevægede sig rundt deroppe og små lyde fra et fjernsyn nåede hende i den natstille skov.

Dæmonen forsøgte at overbevise sig selv om at hun ikke hørte til her og bare burde tage hjem. Hjem til Werclare og Azuriel... hvis han da ikke var ude og jage?

Med et suk begyndte hun at bevæge sig om i mod hoveddøren. Hendes bevægelser var nærmest flydende, som behøvede hun ikke at indordne sig under de fysiske regler et skellet bød kroppen. Hoveddøren var låst.

Kort efter stod hun på en lille veranda foran en køkkendør. Dæmonen tog i håndtaget, den var også låst. De sorte øjne gled hen over husfascaden. Hendes indre havde besluttet sig for at ville ind... selv om hun godt vidste at det ville betyde problemer.

Med en hånd begyndte hun at sætte dørens lukkemekanisme under pres. Den mælkehvide hånd lå imod døren lige dér hvor løsen hold sammen på dør og dørkarm. En umenneskelig styrke blev manifesteret igennem trykket i en langsom og rolig bevægelse. Armen fungrede som dundkraft. Et lydløst hvæs slap hendes læber da døren sprang op, hun bandede ved sig selv over at have brugt for mange kræfter for hurtigt og ikke havde nået at stoppe trykket inden døren fløj op med en splintrende lyd af træ. Forhåbentligt ville lyden ikke være mere end en knirken ovenpå?

Narcissa bevægede sig lydløst igennem det lille køkken. Hvad var det her duftede af? Ét eller andet fik hende til at tænke på... blod? Hun forklarede hurtigt duften med at hytten var en jagthytte. Gad vide hvor mange dyr der var blevet slæbt med ind i dette køkken igennem årene?

Med bløde og lydløse skridt bevægede hun sig videre imod gangen og derefter trappen. Fra førstesalen kunne hun tydeligt høre tv'et kværne løs. Men hun konstaterede irriteret at hendes hørelse ikke var skarp nok til at kunne lokalisere nogen bevægelse.

Hun gled op fra stolen igen og smuttede hurtigt hen over gulvtæppet ved sengen. i den samme sportstaske fandt hun en kniv som hun holdt godt fast i da hun listede sig hen til døren. Som hun stod der i en lyseblå dragepyjamas virkede kniven i hendes hånd enormt malplaceret, men udtrykket på hendes ansigt da hun lænede sig op ad dørkarmen og hendes greb om kniven efterlod ingen tvivl om at hun vidste hvad hun lavede og ikke så noget forkert i det.

Værelset hun stod i var indrettet i varme gyldne, røde og brune farver. Noget som hun fandt umådeligt tillokkende efter den kolde lejlighed i Werclare. Hendes billeder stod lænet op ad væggen i den ene ende af værelset. det var primært på grund af dem hun havde besluttet sig for at udnytte hytten her midlertidigt. Der stod jo ingen steder at den var eget af nogen specielt og hun gik derfor ud fra at den var en eller anden tilfældig rigmands. Derfor bekymrede det hende ikke at bo i det midlertidigt. Havde hun vidst at det tilhørte hendes venindens store stygge dæmonkæreste havde hun på nuværende tidspunkt været over alle bjerge.

hun lod sin evne finde alle åbninger i huset og fandt en stor en dernede hvor hoveddøren burde være. Hvor var den nu? Var den bare åben eller var den direkte røget af? havde den røget af havde hun hørt det afgjorde hun med sig selv og dukkede sig ned så hun kunne kigge ud af nøglehullet. Måske ville det kunne fortælle hende lidt om hvem der var i huset hvis vedkommende altså var på vej herop, men mon ikke han eller hun var det. Tv'et var trods alt tændt og larmede som det plejede når hun ikke ville være alene.

Hun trådte op på det første trin med en utrolig langsom og behersket bevægelse. Idet hendes trædepude rørte belægningen på det andet trin gik en svag rislen igennem hendes indre. Hvad var det? Hun synes ikke rigtigt at kunne mærke noget... måske skyggen af en natlig brise der ramte hende i ryggen? Men alligevel sagde dæmonens intuition hende at noget ved brisen var... off.

Hun stod helt stille, frosset i samtlige muskler. Hendes åndedræt var på pause og i lange øjeblikke lod hun sine øre og resten af sine sanser arbejde for sig. TV'et larmede konstant fra førstesalen og hun måtte sande at enhver bevægelse ville være dækket af lyden. Med mindre vedkommende i huset begyndte at danse rundt på gulvet eller vælte ting.

Hjernen bag de sorte øjne arbejdede på højtryk, skulle hun ikke bare smutte mens tid var? Omvendt... hvis der var nogen i huset, og vedkommende var bekendte af Wicked og Procella... så var det vel ikke hemmeligt for hende? Eller var det? Måske ville parret ikke ligefrem synes om at finde ud af at dæmonen sådan kom på uanmeldt visit i deres jagthytte?

"Hallo? Is anybody there?"

Hendes stemme var blød, ungdommelig og imødekommende. Der var et strejf af bekymring over den og hun lagde ansigtet i lettere nervøse folder. Hendes slanke hånd greb ned om den sorte mobiltelefon i lommen. Hun trak den frem og brugte den som en lygte foran sig idét hun fortsatte op af trappen. Denne gang med hørlige skridt og en normal vejrtrækning.

Langsomt blev døren åbnet og varmt gyldent lys strømmede ud på den dystre trappe som den besøgende var på vej op ad. Et lyst hoved med store barnlige grønne øjne blev stukket ud i mellemrummet mellem døren og karmen. hestehalen havde nu endeligt revet sig løs og det kraftige røde hår stod som en glorie om hendes hoved og hun lignede en af de feer som irerne holdt så meget af.
"Who are you?"
De grønne øjne var glade, men lidt undrende som om hun ikke havde forventet gæsten denne aften. det havde hun jo heller ikke, men lidt endnu kunne hun jo spille rollen som en af hendes nyeste identiteter, Kaylin.

Kvinden som stod nede af trappen holdt en af de der forstyrrende telefoner som lygte og det kraftige hvide lys skar i hendes øjne da de havde vænnet sig til mørket da hun stak hovedet ud. Nu kunne hendes øjne ikke finde ud af om de skulle se normalt eller med nattesyn og hun kneb dem irriteret sammen.
"Would you mind turning the light of?"
Hvad hun i hvert fald kunne se var at personen overfor hende var en kvinde sin bedste alder, det vil sige noget ældre end Wil og selvfølgelig var hun smuk.. men hvem var ikke det her omkring?

Nede ved hoveddøren fik en pludselig vind døren til at smække i igen, men den rødhårede pige så ikke ud til at blive ret overrasket. i lyset fra døren var hendes noget barnlige pyjamas synlig og det gjorde hende afgjort ikke ældre at se på. Selvom hun tidligere forsøgte at virke ældre så hun ikke nogen grund til det nu. Det havde jo været meningen at hun skulle være alene her, men sådan ville skæbnen, eller hendes sædvanlige held, det åbenbart ikke.

Det bløde lys strømmede ned af trappen, og Narcissa blinkede op imod det. Med en hånd skærmede hun for sine øjne, så hun kunne se silhuetten af pigen tydligere. Et barn? Hvad laver et barn dog her? Og er hun helt alene?

Narcissa slukkede telefonens lys og lagde den tilbage i sin jakkelomme. Da hun atter talte var den venlige tone den samme og den tykke østeuropæriske accent var stadig kraftig.

"Sorry miss... But. Eh... who are you? I didn't knew that here was a guest of the Mister and Mrs."

Dæmonen så sig undrende tilbage over skulderen da døren smækkede. Hun kunne dog høre hvordan den ikke lukkedes helt tæt eftersom lukkemekanismen var smadret. Fornemmelsen af at noget var forkert ramte hende igen. Det mørke blik lavede elevatorblik ned over den lille piges krop. En lettere uskyldig handling udadtil, men i virkeligheden målte og vejede hun hende. Eftersom pigen ikke reagerede på at døren smækkede, og på at der var en underlig fornemmelse og brise i huset måtte Narcissa være opmærksom på at pigen kunne være kilden. Hvorfor generede lyset hende? Kom hun ikke lige inde fra at have stirret på tv'et?

"They never forgets to tell me if they gets guests. I was sorry to disturb you. I am their maid and I am only checking the house before the frost that will come this weekend. Who are you again? A niece or some family?"

Hun begyndte at gå op af trappen med et imødekommende smil. Det var trods alt bare et barn. I en henkastet og hjemmevant bevægelse rakte hun armen ud og tændte loftslyset over trappen da hun passerede kontakten.

"Im sorry. I probably should have told you that i was comming, but i dident know who the maid was. Im just a friend, my name is Kaylin."
Hun åbnede døren helt og trådte til side så kvinden kunne komme ind hvis hun ville det, men som hun stod ude på siden lod hun kniven i sin hånd falde ned bag et par bøger. Den ville hun helst ikke opdages med så hun forsatte bare med at smile stort.
"As i said, it was a last-minuttes decision, 'cause after my appartment was herassed i had no where else to go."
Smilet falmede lidt og nervøsitet sneg sig ind i de store pigeøjne. Hvem der havde ødelagt den var så en anden sag, det ville jo være lidt svært at forklare det med at ens 800 år gamle 'mor kom og ødelagde stuen hvorefter en veninde med en anden personlighed og 'mor' ødelagde soveværelset.

Lyset fik hendes øjne til at omstille sig til normalt syn igen og pupillerne trak sig sammen til knapnålestørrelse. Nu kunne hun se kvinden foran sig tydeligt. Hendes holdning var langt fra som en tjeners eller stuepiges. Hendes holdning nærmest skreg herskab, men det fik hende ikke til at opgive sit lille skuespil og hun iagttog med i stedet Narcissa med alt den nysgerrighed man kan forvente af et barn.
"And whats your name?"
Hun fik øje på glasset med sin aftensmad ovre ved vinduet, men holdt bandeordene i sig. Nu skulle hun jo også først blive sikker på hvem det var der legede stuepige. En sur lugt af svovl nåede hendes næse og fik den til at snerpe sig sammen. Kunne det virkeligt passe at hun havde fået overnaturligt besøg igen?

Hvis kvinden her var en dæmon betød det ikke nødvendigvis betyde at ejerne var dæmoner, men desværre var der nok en god chance for det hvis man kiggede på antallet af rige dæmoner på de her lorte øer. Hun var fristet til at sukke men smilede i stedet og så vurderende på hende fra top til tå. Jo det kunne godt passe, det der med dæmonen. Hun var sådan den klassiske kvindelige dæmon. Smuk, lokkende, med et eller andet skær af noget mørkt og mystisk som selv ikke lys kunne afværge, og så var der hendes gang. Det var som om hun havde en pæl i ryggen og aldrig dukkede sig sammen. Godt nok gik Wil rankt, men aldrig noget i sammenligning med hende her.

Narcissa hævede undrende et øjnebryn idet hun gik forbi den rødhårede pige.

"Harassed appartmente? But where aré your parent?"

Det dårlige engelsk, tydeligt præget af en østeuropæisk herkomst, klingede ud i det gyldentfarvede værelse. Hendes øjne indtog rummet og dets beboer med et nysgerrigt blik.

"Sure you can't stay here alone? But... why have they not tell me? About you? Hmm... I can ask when I call them at ten a clock to check in before nighttime. I think that Mrs. Sawyer is at home, she is old and she..."

Narcissa lignede én der ledte efter de rigtige engelske ord.

"She forget thing all the time."

Narcissa, der nu stod på gulvet mellem den overdådige seng og døren, smilede varmt til den unge pige.

Det undrede hende grueligt. Hvad i alverden lavede et barn i hytten? Og hvorfor føltes noget helt forkert? Narcissa var ikke sikker på at det havde været det rigtige træk at gå herind... men nu var hun her, og så måtte hun holde facaden oppe. Hvilke hemmeligheder skjulte Procella og Wicked? Et glimt af Procellas vredesfyldte ansigt manisfesterede sig for dæmonens indre blik. Ville Procella nogensinde acceptere at der boede et barn, en smuk teenager, i hendes gæstehus? Vidste hun noget? Holdt hun barnet hemmeligt for Wicked? Et utal af mulige scenarier for gennem hendes hoved. Hun var meget langt fra det rigtige.

Dæmonen rakte en mælkehvid hånd ud imod pigen.

"My name is Maria Pedrowic, I work for the Sawyers."

Lige da Narcissa lod smilet overtage hendes mund i stedet for talen ramte en umiskendelig duft hendes næse.

Blood... not from an animal.

Hun blev om muligt endnu mere forvirret, men lod ikke mærke med noget. Stod blot og ventede på at den unge pige skulle give hånd.

"They are in Milano and i cant get a hold on them, but im fine."
Hendes forældre skulle forstille at være freelance fotografer der rejste en del, men det var desværre stadig work in progress så det nævnte hun intet om endnu for hun var endnu ikke færdig med at plante forskellige ting rundt omkring der hørte sig til i et menneskes liv, venner familie og så videre. *Sawyer.. Did she just say Sawyer? but.. how.. it just a coincidence.. it must be.* Mens hun spekulerede fulgte hun den andens blik rundt rummet og tussede stille hen imod bordet med hendes tegninger. Med rolig hånd begyndte hun at rydde op i dem for det var jo ikke meningen at nogen skulle se dem før de var helt færdige.
Dels var det hendes kunstneriske stolthed der slog ind og så også bare det at hun ikke ville have nogen til at se på de ufærdige skitser. Når de var færdige.. så kunne de overbeglos
.. bare ikke endnu.

"Yearh.. you can do that if you want to.. but there is no need."
Hun drejede hovedet med et smil inden hun drejede over imod en reol som hun ville ligge bunken med skitseblokke og papirer på. Den gik hende fra livet og op til midten af brystet så det var tydeligt at hun tegnede en hel del.
"My drawings.. my parents never liked it, but i dont care."
Hun trak undskyldende på skuldrende da hun prøvede at presse hele bunken ind på hylden med sin ret beskedne vægt. De endte med at ligge klemt derinde og hun vurderede at hun nok kom til at trække en hel del for at få dem ud når hun skulle videre.

"Nice to meet you, Maria."
Smilet var lige så bredt som før men håndtrykket var tøvende. På trods af varmen i værelset var hendes hånd kold. På grund af det varme blod var hun ikke så kold som normalt, men for et menneske var den temperatur ikke sund. Hun sukkede dybt og trak endnu en gang vejret ind.. Og jo hun havde ret, der var lugten af dæmon igen meget kraftigere denne her gang nu hvor hun stod helt tæt på hende.
Hurtigt slap hun Marias hånd og gik over imod vinduet hvor hendes hånd lukkede sig om glasset.
"What are you doing here? Apart from tjekking up on the house. You smell.. wierd.. of demon."

Et par opmærksomme grønne øjne studerede den anden og ventede interesseret på svaret. Hun ville virkeligt gerne have et svar på det sidste spørgsmål, for hun kunne ikke rigtig se den ranke dæmon som stuepige.. det virkede bare ikke.. rigtigt.

Narcissa trådte ind i lokalet og lod øjnene glide rundt i en observerende bevægelse. Hun smilede til den unge pige og bemærkede de meget grønne øjne. Pigen var gået i fælden; hun havde ikke benægtet at parret der ejede ejendommen hed Sawyer, derfor måtte hun være her uden Wicked og Procellas viden.

Der hang en underlig frisk, men samtidig støvet duft ved pigen. Hun duftede af menneske, men alligevel ikke helt.

"What pretty pictures, Kaylin."

Pigens hånd var kold, det var tydeligt for Narcissa, eftersom hun selv altid var et par grader varmere end et menneske. Var pigen syg? Nja... der var ét eller andet! Der var også den dér mærkelige vind der bar kuldegysninger i sin favn. Hun slap hånden og sendte et smil til pigen der gik over imod sit arbejdsbord. Narcissa så nysgerrigt efter de tegninger hun proppede ind i en reol.

Duften af blod blev tydeligere da pigen samlede glasset op og den mørke væske skvulpede lydløst. De sorte øjne betragtede væsken og et smil spillede om hendes læber.

Interresting!

Da barnet kaldte hende en dæmon fortrak Narcissas læber sig i et uhyggeligt og overdrevet smil. Dæmonens sorte øjne glimtede faretruende og hendes stemme var fløjlsblød, forførende og hemmelighedsfuld.

"Oh but what does a mere child know of such things?"

Der var ikke skyggen af dårlig østeuropæisk accent tilbage, til gengæld var hendes udtale gammeldags og hengemt, som et stift britisk sprog der forlængst havde udviklet sig. Om munden lå et smil der ikke fortalte om hun var imødekommende eller bare ondskabsfuld.

"My dear girl... why demean yourself to drink that?"

Narcissa vrængede det sidste ord ud med en sigende rynke over næsen og en stiv finger der pegede imod glasset med blod i pigens hånd. Hun var nysgerrig efter at vide hvad pigen var... men mon ikke hun nok snart skulle få nogle svar? Narcissa flyttede vægten fra den ene fod til den anden, en uskyldig bevægelse, der dog bragte hende mere i centrum for døren, skulle pigen flygte dén vej.

"Has no one taught you not to encroach on property that does not belong to you, girl?"

Den silkeglatte stemme havde en venlig, men alligevel foragtelig klang over sig.

"Thanks, Maria, but they are not done yet. One of my projekts is taking all of my time at the moment."
På skrivebordet lå nu kun en skitse tilbage. Den forstillede en kvinde med mørkt hår, gule øjne og et opmærksomt udtryk i en kjole fra middelalderen, en kvinde som dæmonen nok ville genkende. Den var fyldt med detaljer og bag hende var et rum begyndt at komme til syne. Blyanter og kul lå spredt ud over bordet der tydeligt vidnede om hvor hun brugte meget af sin tid.
Det var noget af det der glædede mest, at se sine visioner komme til syne på papiret, at se dem tage form som hun så dem for sig.

Hun drejede rundt på hælen og stod så med ansigtet imod sin uvelkomne gæst. Hun havde hånden fast lukket om glasset og et øjenbryn var løftet i undren. Kunne hun ikke sanse hvad hun var? det var overraskende.. men okay, måske ville hun bare ikke vise det. Der var jo nogen der fortrak at fortsætte skuespillet.
"More that you can imagine. And yes, im gonna drink it."
Som en tavs accept af en udfordringen tog hun en stor slurk af det lunkne blod fra glasset i hendes hånd. Det havde cirka samme effekt som havde man stukket en stor is i hånden på en 10 årig. et smil lyste hendes ansigt op da blodet gled ned i hendes hals. Hun kunne mærke energien snurre i kroppen og havde lyst til at hoppe rundt i værelset for at komme af med noget af det.

Med endnu et hævet øjenbryn så hun på dæmonen ved døren. Det kunne ikke falde hende ind at forlade uden sine skitseblokke. hun havde lagt så meget tid og kærlighed i de tegninger at det ikke kunne falde hende ind at efterlade dem.
"They tried.. but as i already told you my apartment was herassed and destroyed so i couldent stay. Oh by the way.. do you know who own this hut? if i can call it that, its more like a castle."
Med tydelig beundring i blikket så hun rundt i værelset og virkede ret afslappet over alt det der med at blive taget i af bryde ind i en jagthytte. Det var tydeligvis ikke første gang hun stod i noget lignende, men lignede bare en der nød hvert minut af det. Alligevel stod hun rastløs og hoppede lidt fra side til side som en der havde fået for meget kaffe. Det var bare ikke muligt for hende at holde fødderne i ro så i stedet stod hun og vippede på dem som om intet var hændt.

Procella? Narcissa så forvirret på pigen og rystede lidt på hovedet, så brød hun ud i en perlende latter.

"You ask me who owns this hut? And yet she lives on your paper?"

Det mørkebrune hår stod som en vibrerende manke omkring den grinende dæmons hoved. De sorte øjne spillede af morskab.

"You do not know your own models?"

Narcissa nikkede i retningen af tegningen af Procella. Det var tydeligt at Narcissa morede sig gevaldigt. Men samtidig var der noget spørgende over hendes blik. Hvorfor i alverden tegnede den unge pige billeder af Procella? Og... i det hele taget havde Narcissa umådelig svært ved at forestille sig den hidsige jæger give tilladelse til den slags overhovedet.

"So, do tell me your name and race!"

Det var en ordre, men med en høflighed der var sjælden. Hun gik et par skridt frem og lod sig dumpe ned på sengen. Eftersom at pigen vidste hvem Procella var, var chancen for at hun altid kunne opsøge hende hvis hun flygtede så stor at pigen nok ville tænke det samme... og derfor ikke flygte.

"What's so funny? i dont ask for peoples name when i move into the.. Procella? does she own this?"
Hun fulgte dæmonens blik over til sin tegning og så dybt forvirret ud. Procella havde virket som typen der boede i sin bil og ikke en der spenderede millioner på huse, for det her var helt sikkert oppe i millionklassen. Måske var det børnene? eller Wick.. ja det måtte være ham. Han var den type der ville bruge penge på sådan noget her. Irritationen over den provokerende ældgamle dæmon hun havde mødt på hospitalet efter deres tur i Irland lyste i hendes øjne, men hun skubbede den i baggrunden da hun hellere måtte opføre sig ordenligt indtil hun havde fundet ud hvilken vej dette her ville gå.

"Yes i know her, but i haven't seen her in a hvile. Is she okay?"
Bekymringen for jægeren var ægte, men med irritationen i hendes øjne var det svært at finde ud af hvor den ene sluttede og den anden begyndte. Sidst hun havde set Procella var hun blevet ædt.. af jægeren selv. På en eller anden måde druknede mindet den lille snert af dårlig samvittighed hun havde over at bo i et af Procellas huse.
"And she was not a willing model, at first.. then she started liking it because she got her figure back in my drawing."

Wil eller Kaylin som hun kaldte sig krydsede gulvet med et par lange skridt og hev den antikke stol ud fra det tilhørende skrivebord og satte sig skævt på den med front imod sengen og dæmonen.
"Havent you guessed? Im a vampire, and as i told you my name is Kaylin.. well thats one of my names at least. Procella calls me something else."
Hun tog endnu en slurk af blodet der så ud til at varme hende op indefra, og mens hendes hænder rastløst legede med en blyant så hun dæmonen fast i øjnene for at opfange alle reaktioner, store som små.

Narcissa morede sig gevaldigt over det forvirrede udtryk i pigens ansigt. Så hun kendte Procella, men åbenbart ikke godt nok til at vide at hun havde bosat sig i en af Wickeds jagthytter.

"Oh, this is owned by her husbond. And he will not be pleased to hear that someone is living in his hunting cabin."

Det var en konstatering og en trussel, pigen måtte selv dømme hvad hun fandt mest af. Hun slyngede elegant det ene ben over det andet og lænede sig en smule tilbage, så hun støttede sig på en hånd placeret imod den bløde seng.

"She is fine... and yes, I can imagne her to be a bit... hesistant towards being a model. But it looks like you know what you are doing."

Der var ingen ros eller anderkendelse i dæmonens tone, udelukkende en kold konstatering, som betragtede hun malerkunsten som et simpelt håndværk. Et barnligt smil krøllede Narcissas ansigt sammen da den rødhårede pige fortalte at hun var en vampyr.

"Aaaah... finally I get to meet one of the becoming-paranormal. Are you happy with your new path pre-human?"

Igen var der den kolde konstatering. På trods af ordene var der ingen spottende undertoner, kun en smule nysgerrighed, som hos et barn der for første gang så en giraf. Som ved et trylleslag blev ansigtet stift og koldt. Den fløjlsbløde stemme var lavmælt og alvorlig.

"Oh, but then it s Kaylin and Maria. Do you mind telling me how you and Procella are acquaintances. If so, I might be able to decide wether or not to let you stay tonight."

De sorte øjne lagde sig tungt imod pigens og var det ikke som om rummet blev en smule mere dunkelt?

"Her husband? i dident know she.. Oh yes him.. Wick i belive. Well he's gonna rip me apart."
Træt pustede hun lettere misfornøjet en hårtot væk fra ansigtet. Hende og Wick havde aldrig kunnet sammen, og det kom ikke til at ændre sig de første par hundrede år. At Procella havde giftet sig med ham var vel hendes hovedpine, så det ville hun slet ikke blande sig i. Så længe hun var glad.
"You seem to know her well. Last time i saw her she was very close to giving birth. You how it went?"
Bekymring for hybriden var igen at spore i vampyrens unge ansigt og denne gang gjorde hun intet for at skjule den. Da hun havde født havde det været hårdt på grund af at hun var alt for lille, men at føde dæmonbørn.. det var vist en hel anden slags problemer.

"And yes i know what im doing.. thanks i guess."
Mere interesseret i den udvikling der skete på dæmonens ansigt, direkte fra kulde til barnlig nysgerrighed, svandt hendes stemme ind og hun studerede omhyggeligt trækkene og printede de forskellige måder at vride ansigtet til senere hvor hun sikkert kunne bruge det til en eller anden rolle på teateret.
"I wouldn't call it 'new', but yes i feel fine about what i am. I dont se any reason to be ashamed when i have to spend the rest of my days as a vampire, i knew i had to make peace with it however hard that was."

Og så blev ansigtet koldt igen.. Nu var det Wils tur til at blive nysgerrig og hendes øjne næsten glødede af det. At kunne skifte så hurtigt var et interessant, men også faretruende træk, et som også Procella besad.
"How we met? Listen, if you are gonna call Wick i wont be her for more than five minuttes. As i think i mentioned, he is gonna rip me to shreds."
Hun kom på benene og gik på lette ben over imod reolen og fik hurtigt lirket sine papirer ud hvor efter hun lod dem alle sammen glide ned i sportstasken. Om ganske få minutter kunne hun være klar til at smutte, så måtte hun vel bare finde sig et eller andet sted at bo.

"Oh dear... there wont be any parts left when he is done with you."

Et drillende smil spillede om dæmonens mund, hun lagde ikke skjul på at hun kendte Wicked, men hun havde så sandelig ingen planer om at uddybe. Hun tiltede hovedet lidt til siden og så på Kaylin med et underfundigt blik. Det var tydeligt at se at Narcissa morede sig, men om det var ondskabsfuldhed, barnlighed eller en venlig munterhed der lå til grund afsløredes ikke.

"It went well."

Narcissa rettede sig op og lod et par fingre glide igennem sit hår. der kom ikke yderligere forklaringer på hvordan fødslen var gået. Narcissa anede endnu ikke om Wilith var en trussel eller ej, og hun havde ingen intentioner om at give vampyren oplysninger om den lille familie. En lyserød tungetip gled dansende hen over hendes læber.

"I have not yet decided to call him or not. You do not give me much to work with here. Something tells me, that you and Procella know each other. But... it is hard for me to figure out why the hunter would want to be... friends?... with a fanger?"

Endnu engang lød den perlende latter igennem rummet.

"Hell, I would believe her to kill any paranormal she could without even a blink. I have met her weapons... have you?"

Endnu engang forsvandt smilet som ved et trylleslag og efterlod det skarpe ansigt som en ulæselig porcelænsmaske.

"Tell me... why should she let you live? And why should I not tell her of you staying here?"

Narcissa vidste med sig selv at hun højst sandsynligt ville ringe til Wicked så snart hun havde mulighed for det. Men derfor kunne hun vel godt muntre sig lidt med den unge pige? Der var jo ingen grund til at lade Kaylin vide at Wicked var hendes gudfader og at hun pt. stod mere i gæld til ham, end til Procella, der godt nok havde sneget sig mere og mere in dunder huden på dæmonen.

"I know that."
Hun så et øjeblik op på dæmonen med et glimt af alvor i øjnene mens hun samlede sine ting sammen og smed den ned i sin taske. Snart var alt tøj pakket sammen og papirerne lå pænt i en lomme kun til dem. Den sidste tegning hun pakkede ned var hendes projekt der hed Procella. Derefter forsvandt stagerne også derned sammen med de resterende blodposer.
Da alle hendes ting var pakket sammen rejste hun sig op, greb sit glas og tømte det for blod. Før hun forsvandt skulle det vaskes så der ikke var spor efter hende, men det kunne hun gøre på vej ud af døren. hvis hun endelig skulle ses med wick igen skulle det ikke være her.

"You really should ask her about that. I cant say whats in her mind, she wont tell my why, and i know i wont get an answer if i push her, but yes, me and her weapons know eachother well.. we met a couple of times, but apparently she started liking me.. but dont tell her i said that because then she'll just shoot me again.. and then i have to get the bullet out my self.. again."
En forvredet grimasse passerede over hendes ansigt, men hun smilede bagefter. Tydeligvis var hun kommet sig over den seneste møde med Procellas våben og hun havde været i stand til at få alle kuglerne ud, men den chip.. den ville hun ikke prøve at tage ud selv. der havde hun brug for en der var vant til synet af blod og kranie og som var rolig på hænderne. Selvfølgelig var den blevet placeret under hendes hår og når sår helede så hurtigt som de gjorde var der ikke meget at gøre for hende. Da jægeren havde fået fat i hende havde hun været for svag til at kæmpe imod fordi hun havde klokket i det med sin magi. En skypumpe var resultatet af hendes vrede og med nød og næppe havde hun fået den stoppet.

"She knows me better than anyone else, its kinda sad really. The hunter and the hunted became friends. A catastrophe waiting to happen. We saved the othes life a couple of time.. its just a wierd friendship."
Hun rystede grinende på hovedet i det hun stak fødderne i et par behagelige støvler efter at have fået nogle sokker på. Hendes jakke lå på sengen og det så ud til at hun grinede da hun gik forbi dæmonen med dukket hoved.
You can tell her that i was here, she was the one who helped destroy my appartment anyway.. but she have her ways of finding me if she wants something."

Narcissa fulgte pigens bevægelser rundt i det lille lokale. En klukkende latter lød da hun så hvordan Wilith pakkede et par stager i sin taske.

"Hey... I have not called him yet. Why flee?"

Fucking coward!

Ordene der rungede i hendes bevidsthed var ikke hendes egne, og de var ikke myntede på vampyren. Procella havde ramt et ømt punkt, meget ømt endda. Narcissa så i et glimt sig selv i pigen. De vante pakkende bevægelser der afslørede ærgerligheden over atter engang at skulle jages væk fra dét der havde været et hjem en kort stund.

Hun lyttede til pigens ord, med et blik der fortalte at hun forsøgte at redde tråde ud i sit hoved.

"Started liking you? Yeah, that sounds like a story I know! But hey... stop. Sit. Talk?"

Narcissa trak bene op under sig og satte sig bedre til rette på sengen. Hun var årvågen som altid, men hendes nysgerrighed var pirret. Hun havde aldrig mødt en vampyr før - løgn! Hun havde aldrig talt med en vampyr før.

"Hey, if you know Procella. Then you are no immediate threat... let us talk? Does she snap at you for every third word? She hates my guts... and yet she does not."

Hun havde ikke lyst til at dele ud af vigtige informationer til den unge pige. Men noget sagde hende at der var spor at hente, spor der kunne lede hende videre i sin søgen efter informationer om hvad og hvem Procella, Lauren, i virkeligheden var.

Desuden var hun blevet mere og mere i tvivl om hvorvidt hun overhovedet ville ringe til Wicked. Han ville nok sætte pris på de informationer hun kunne give ham, men han ville bestemt stille spørgsmålstegn ved hvad hun lavede på disse kanter uden hans viden. Og hun turde slet ikke tænke på hvordan han ville reagere når han fandt ud af at hun havde smadret en dør for at komme ind - en dårlig vane at hans inventar eller materiel kom til skade ved hendes besøg.

"If you could find me here, so can he, and he's too old. I wouldent be able to touch him."
Ærgeligheden i hendes stemme var mest rettet imod delen hvor hun ikke kunne gøre ham noget. Hun ville ikke dræbe ham selv hvis hun kunne, men hun brød sig ikke om at være harmløs. Et par århundrede år sikrede at hun ikke kulle holde ud at være så harmløs som hun var her. Desværre var Wick nok ældre end hendes skaber og det havde også kun været med nød og næppe at hun kunne kaste rundt med hende.
"And i need to get out of here before dawn, 'cause i wont feel safe here anymore."
Wil dumpede ned på sengen, trak en af puderne til sig og knugede ned ind til sig mens hun lagde hovedet på den.

"You want me to talk about Procella? I dont know why, but she dident kill me that day eventhough she could have. i think she saw something in me.. i just dont know what.. It was something the other her said."
Hun løftede hovedet en smule fra puden, og så skævt op på dæmonen. Forvirringen i hendes øjne var tydelig for hun ville virkeligt gerne have vidst noget mere om hvad den anden Procella mente med at hun så sine egne dæmoners kamp når hun så på Wil. det var ret trist egenligt, men mest for deres venskab.. Hun kunne virkelig lide jægeren, men nøj hvor kunne hun være frustrerende!
"She always snaps, and then i get mad.. and there goes a quiet friendship. Do you know something about her sibling, the other her?"

Hun trak benene op under sig og så ned i hendes håndflade hvor en lille tornado havde samlet sig. Den var let at styre nu hvor den var så lille men hvis et vindue åbnede eller den begyndte at opsluge ting.. så kunne den let komme ud af kontrol så hun var klar til at ødelægge den hvert sekund.. Der måtte ikke ske det der skete på kirkegården igen.. det ville være dumt.. og så ville hun nok også skulle betale for en ny jagthytte.
"When you se her.. ask procella about a waterspout and a churchyard and she'll know who i am.."
Latter blinkede i hendes øjne mens hun overvejede hvor meget hun kunne fortælle før at procella ville flå hendes hugtænder ud med de bare næver. Hun var ellers ret glad for de tænder..

Narcissa så på vampyren med et ulæseligt blik. Bag masken tog en sekunder kort scene plads. Hun forsøgte at forestille sig hvordan den meget unge pige kastede rundt med Wicked... det var hende umuligt. I virkeligheden havde Narcissa svært ved at se den 15-årige kaste rundt med nogen som helst. Dog var hun udmærket klar over at man ikke skal dømme en bog på dens omslag.

"If he knew you were here... you would have been dead already, no one trespasses his grounds."

Det sidste var mindst lige så meget en kommentar til hende selv. Narcissa burde bestemt heller ikke være her, og hvis Wicked fandt hende der sammen med en vampyr? Ovenikøbet en vampyr han åbenbart brød sig meget ringe om...

"I am not gonna call neihter of them, and I sure do hope they are not gonna come here. How long have you been staying?"

Da det gik op for dæmonen at pigen talte om Micha, var det som om en skygge for over rummet og lagde sig som en tung kvælende dyne over de to skikkelser på sengen. hendes blik låste sig urokkeligt fast i de grønne øjne. Omkring Narcissa emmede luften af tætpakket had og de helt sorte øjne lynede faretruende. Hendes stemme var en hvisken, men alligevel var den så tydelig og skarp at man næsten kunne skære sig på den

"I know of her! She let you live? Why? What do you know of her... of the sibling?"

Narcissa fulgte de grønne øjne ned til pigens hånd. Her så hun en minitornado tage form og danse over pigens håndflade. Så det var hende der havde båret vinden i huset.

"Stop that!"

Ordene var på trods af den hvisken de blev udtalt med, skarpe som syle. Narcissas øjne stirrede ned på den, næsten som forsøgte de at udradere den med det bare blik. Hun anede ikke hvor stor en trussel denne unge kvinde var, men hun skulle i hvert fald ikke ødelægge hytten... mere end Narcissa allerede havde.

"You know what.. why dont the to of us leave the house and find us another place to talk?"
Hun sukkede og begyndte at overveje om det ikke var smartere at købe sig et hus der lå lidt ude for byen for der ville hun kunne larme uden at blive smidt ud med det samme. det kunne ikke fortsætte på denne her måde, for så ville hun blive smidt ud fra en lejlighed hver anden eller tredie måned.. Og det ville osgå være lettere at have larmende overnaturlige på besøg uden at de vækkede hele bygningen.. jo det var vist helt klart værd at overveje.
"i have been here s couple of days.. but i have to find a place to stay again."

Lige pludseligt var det som om at lamperne lys var mere blegt og bare utilstrækkeligt overfor mørket der lagde sig over sengen. Overrasket over den stærke reaktion fra dæmonen overfor hende kunne hun konstatere at det vel måtte være et ja. men hvorfor var her så mørkt.. brugte dæmonen magi?
"She mentioned me as her 'projekt'.. and made my maker set me free of our bond so she paid what she owed me."
Efter Wils egen mening var det tydeligt at den anden Procella havde skyldt hende noget for at få lov til at spise hende og hendes skabers død og bruddet på deres bånd havde været mere end hun havde kunnet bede om. Nu var Gwyn endelig rigtig død og hun kunne leve sit eget liv.

"I have my magic under control.. have you?"
Et par skarpe grønne øjne stirrede direkte ind i dæmonens da hun lod tornadoen vokse til en kattekillings størrelse. Hun smilede næsten kærligt ned til vinden i hendes hånd inden hun lukkede hånden sammen og tornadoen blev til et vindpust der fik gardinerne til at blafre og hendes hår til at ligne en fuglerede.
"Dont be so unfriendly.. that was just a little on.. the last waterspout i made.. that one had potential."
Et stort grin krydsede hendes ansigt, men hun holdt stadigt meget opmærksomt øje med dæmonen. hvis hun brugte magi måtte hun virkelig hade den anden Procella, for det så ikke ud til at være noget hun gjorde bevidst.

Narcissa var ikke meget for at forlade hytten. Ikke fordi hun ikke gerne ville, det lød faktisk meget fristende dét der med at komme et sted hen hvor chancen for at Procella eller Wicked kom løbende var... mindre.

Men hun brød sig heller ikke om at skulle flytte sig nu, det ville enten betyde at de skulle tage hendes nye bil - og det kunne give problemer, hvis vampyren var lidt hurtig og skrev en nummerplade ned. Eller også skulle de tage en taxa, og det ville betyde at Narcissa skulle køre mere taxa hjem og tilbage og hente bil i morgen. Med mindre de tog ind til la Sunisha... og dér var fare for at rende ind i Azuriel, hvis han virkelig var taget ud for at jage.

"We stay here. They won't come down here. It's just... I don't wonna be seen with you in the city. And you probably don't wonna be seen with me either."

Azuriel skulle ikke se hende komme slæbende med en vampyr, men hun kunne ikke rigtig begynde at fortælle denne ukendte vampyr om hendes hunterkæreste... der forøvrigt også var halv dæmon. Gad vide om han nogensinde havde dræbt nogle hun kendte?

Hun ignorerede fuldt og helt pigens leg med sin magi. Narcissa var imponeret, men var samtidig så opslugt af at der her sad en vampyr der kendte til Micha. Hendes eneste respons var blot at lade sit indre mørke krænge sig lidt mere ud og sænke belysningen i rummet endnu et par toner - ingen bevægelse fulgte denne handling og intet afslørede om hun var sig bevist eller ej om mørkets leg i lokalet.

Narcissa stirrede på Kaylin med kolde øjne. Hadet var ikke rettet imod vampyren, men man kunne godt gå hen og blive i tvivl om hvorvidt blikke kan dræbe. Stemmen var gennemsyret af had, men samtidig utrolig lavmælt og kontrolleret.

"Her 'projekt'? And what on earth can a vampire offer her? I do not know much of your kind. She made your maker set you free? How? By force? How strong is she..? Your maker? Please... just tell the entire story, please!"

Hun satte sig bedre til rette overfor den rødhårede pige og gjorde mine til at hun skulle fortælle hele historien. Der var noget nysgerrigt, noget næsten indædt og grænsende til de fanatiske over hendes ansigt.

"I hope not.. seen with you? why not.. im an outsider anyway.."
Hun trak bare på skuldrene. selv havde hun bare et omdømme af at være alt for rar, og derfor ikke udnytte hendes ellers ganske store evner til noget fornuftigt. Hendes svaghed for liv havde altid været en hæmsko i de udødes verden. De ældre var kommet sig over godhed for liv og morede sig nu kun med at tage det fra folk, selv deres egen slags. Hendes samvittighed, og deres fælles fortid, var de grunde som hun kendte til at hun ikke var blevet dræbt på kirkegården.. og så den anden Procella.


"Alright then.. i take that you know now exactly what you are doing.. darkness dosent really do me anything.. But yes she told me i was her projekt.."
Det sidste ord blev næsten spyttet ud. at hun blev nød til at gentage det for at få dæmonen til at fik også hendes temperament til at gløde. Det var ikke et af hendes stolteste øjeblikke de bevægede sig ind på.. det var også derfor hun ikke have i sinde at fortælle ret meget om hvad der skete.
"hah.. i hope you are joking. My maker was far to strong even for her.. she was 800 years old. I say 'was' because she is dead. I killed her, but i couldent possibly have done it without her. She owed me and paid me back by helping me kill my maker."

Hun sukkede og lænede sig tilbage. Hun måtte hellere hoste op med en historie, en meget udetaljeret og kraftigt forkortet historie. Der var ingen grund til at fortælle alt hvad der var sket.. detaljerne var for... Ydmygende. Hun skjulte ansigtet i hænderne som om hun prøvede at gemme sig.
"It's not one of my proudest moments.. You know what pro ate last time at my place? ME! I could barely walk when she, Gwyn, showed up.. you know, my maker. She found it amusing that i liked her chosen so much.. I was close to going frenzy, but i tried to throw Gwyn out the window.. dident work.. She handet me over as a present to Procella, she was gonna turn her.. i was to weak, and in the end she convinced Gwyn that i was of no use and that she should break her bond to me.. she did, she broke it.. i banged against the wall and the next i knew Procella got her.. i staked her and got rid of the body. End of story. Your turn. Where do you Procella from, and why dident she kill you?"

Hun så op igen, men måtte hurtigt kigge væk. Skammen i hendes øjne næsten lyste langt væk og det var tydeligt at der var ting der var undladt i den historie og at det var dem der fik hende til at opføre sig sådan. Hun havde været så svag.. havde knap nok kunne kæmpe, og det var der ydmygelsen kom ind i billedet. Hun hadede inderligt at blive trampet på, og så af kvinden der havde taget hendes liv og forvandlet hende til et monster.. og hun havde ikke kunnet gøre noget..

Narcissa så roligt på kvinden og lod hende tale. Da hun endelig tav var Narcissas hoved tiltet en smule til siden og hun var fordybet i tanker. Et par lange tynde fingre legede åndsfraværende med kæden om hendes hals.

"So... you are her projekt, but we do not know what and why. So you killed her by working together? But I still don't get what interrest she should have in you?"

Narcissa slog let med en finger imod sin hage. Der var stadig rester af had i hende, men nysgerrigheden og lysten til at opklare denne gåde havde for længst overtaget.

"So she ate you? She did try to kill you? But why didn't she eat all of you? Have you been talking to Procella since then? And... you know both Procella and her sister? Does Procella want to kill you?"

Og nu kom det øjeblik som Narcissa havde forudset. Spørgsmålene vendte imod hende selv. Hun havde ikke megen lyst til at give vampyren informationer af nogen art. Men omvendt, så var hun nødt til at give bare lidt. Noget for noget!? Og hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at lade denne kvinde gå uden at hun havde udspurgt hende om alt.

"I am family... Married into the family. As I told you, she hates me, but still we're building up a friendship. Just checking the grounds as a messure of security.... do you know who The Keeper is? And... 800 years? Wow... How old are you?"