A night in the Layren house..

Dato :: 14. November
Årstid :: vinter
Dag :: lørdag
Vejr :: mørk himmel, ingen stjerner, helt overskyet.
Sted :: i layren Villaen.
Tid :: 23:30.
Omgivelser :: Stor mørk villa i victoria stil, Lord Layren som sover i sit kammer på 3 sal, Silvia, bevistløs trako.


Silvia strøg ham lidt over håret, at røre ved en jæger som ham, gav hende en nærmest elektrick og anspændt føelse af at røre ham siden han var farlig, men stadig, han var blot en normal vred mand uden sine våben. Silvia havde klædt sig i en ankel lang hvid kjole der var stram for oven, uden ærmer og løs for neden, taget et hvidt pandebånd i håret så det fjernede pandehåret fra hendes øjne, hun havde nogle lette hvide sko på som fik hendes skridt til at virke lydløse. Det havde taget lidt til at slæbe jægeren i gennem skoven da hun stødte på et par måltider(sene aften joggere), hendes onkel ville vågne om en halv time og komme ned, men så kunne han jo bedømme hendes fangst der lige nu lå på sengen. Hun kærtegnede lidt trako`s kind and betragtede hans ansigt, hans våben havde hun for længst skilt sig af med ude i skoven, så vis han skulle vågne var der ikke nået han kunne gøre som rigtig kunne skade hende.

Trako mærkede langsomt varmen komme tilbage i sin krop i takt med kuløren kom tilbage i huden. Hans tøj var beskidt og nogle steder også revet lidt itu. Som tiden gik begyndte han langsomt at vågne og han blinkede forsigtigt med sine øjne. Et lille smil spillede sig på hans læber da hun kærtegnede ham. Han mindedes sit liv før hans familie blev dræbt. Følte at han lå hos sin mor. Som tankerne fløj igennem ham dukkede minderne op om aftenes hændelser. Han åbnede øjnene vidt op med et sæt og satte sig hurtigt op. Hans hjerte dunkede kraftigt og han så forvirret på hende. Hans blik ændrede sig dog til et mere koldt et "hvor er jeg" spurgte han kommenderende og så kort rundt omkring sig

"ærligt...du så, så sød ud imens du sov", sagde hun og grinte en let latter imens hun fjernede sin hånd fra ham. Hendes mørkeblå øjne beragtede ham, han var det første menneske som havde holdt sig så længe i selskab med silvia, og det eneste menneske som overhoved havde været på grunden siden familien blev dræbt og Silvia forvandlet til en varmpyr. "Du er skam i mit hjem...og det nytter ikke at kikke efter dine små legetøj, de ligger på bunden af en fosen sø et par kilometer herfra.."

Han så på hende igen med et sæt med et par store rasende øjne "hva, hvad sagde du?!" mumlede han koldt men samtidid også lidt nervøst. Han kunne stort set ikke flygte herfra. Hun var jo både hurtigere end ham selv og desuden kunne hun jo lugte ham. Han skælvede stille af vrede men prøvede at holde hovedet koldt

Silvia lage sine blege hænder på hans skuldre og tvang ham ned i sengen med at presse sin overkrop ned imod hans. Hun rejste sin ryg op imens hendes hænder holdte et stramt og fast greb, dog ikke så det gjorde ondt, i hans skuldre. Hun smielde blot og fandt ham emget morsomt når han sådan flippede ud, hun bøjede hoved ned imod hans så hendes blege ansigt var få cencimeter fra hans og hends blodrøde hår dækekde omkring hans ansigt så alt hvad han kunne se var hendes blege, dog smukke ansigt, de mørkebå øjne, det blodrøde hår og hendes duft af blod og roser"..jeg sagde hvad jeg sagde"

Han skælvede nervøst. Til forskel fra da han var besvimet rystede hver en muskel nu. Han så op i hendes øjne. Hun var et monster i hans øjne. Et smukt monster dog. Han sank en forsigtig klump "Back off" sagde han så stift og kneb irriteret sine øjne sammen. Han fugtede sine læber. Hendes hår dækkede for hans syn så valget stod enlig mellem at se på hendes ansigt, se ind i en bunke hår eller bare lukke sine øjne. Han ville ikke vælge den sidste. Man skal altid følge med. Uanset om man var blandt fjender eller venner. Han valgte bare at se med sammenknebe øjne ind i hendes blik. Så ondskaben i øjnene som nogle folk ville betegne det

Silvia grinede blot en let lille latter, en hånlig og dog moret en, han morede hende virkelig. "Du ryster som en lille killing, or dog tror du at du er en farlig bjørn...så sødt", sagdeh un og kørte en hånd op af hans trøje og lage den på sin kind og tog sit ansigt tættere på hans så der kun var få cencimeter mellem deres næser"..jeg fik aldrig dit navn..."

Han så koldt op på hende "af god grund" hvæsede han irriteret. Han gøs kort ved hendes berøringer. Han skar irriteret tænder "Gem din kvindelist til dit bytte" Hvæsede han og knyttede sine næver. Hans mundviger skælvede kort da det gik op for ham at han jo var byttet lige nu. Han vred sig pludselig af ren angst. Hun kom for tæt på

"hmm..er du nu bange for mig?..hvor kedeligt", sagde hun og droppede den søde tone, men holdte stadig den roglig, han kunne høre hun ikke just kunne lide hans ord. "du må helelre være stille, tiden er næsten inde for min onkel at vågne...og vis han ser dig, så er jeg bange for han ikke er så venlig som mig"

"jeg er ikke bangel for en eller anden gammel krybling" mumlede han bare lidt fraværende. Han skulede til hende. Han prøvede fortsat på at holde hovedet koldt og kroppen roligt selvom at det var svært. Han skælvede ikke så meget længere men hans hænder rystede af vrede. Vrede over at have mistet sine elskede våben og for at være fanget

Silvia grinede sin lette lille latter over det igen"min onkel er skam gammel...men det betyder ikke at han ikke er adræt og ser godt ud...faktisk. er han stærkere ind mig..", sagde hun og sænkede sit hoved ned så hendes læber rørte hans næse blidt før hun løftede det igen, men holdte det stadig tæt på hans"..hmm..jeg kan se at du vil kvæle med..endnu en grund til at hade min race er det ikke?, at vi ikke kan slås ihjel af normale metoder.."

"Det beviser skam blot at din slags er som skabt til at være kujonagtige mordere. I frygter at dø" mumlede han men rettede sig så "ellere rettere at miste jeres sjæl selvom i nyder at dræbe andre" Han sagde det sidste med stor foragt "Og fjern dig så din forbandede igle" hvæsede han koldt. Han kneb sine øjne sammen til nogle smalle streger

Silvia grinede blot men underligt nok adlød den unge varmpyr kvinde ham, hun havde sørget for at lukke og låse døren, samt fryse vinduerne til inde og udefra, så at flygte var ikke lige det lettelse for ham. Hun blev dog siddende på sengen og betragtede ham med de mørke øjne, hun nød at se på ham..hvordan månelyset oplyste hans ansigt.

Han skulede rundt i rummet "Hvorfor har du overhovedet bragt mig her? Bare fordi at du manglede lidt underholdning?" Mumlede han koldt og irriteret. Han følte sig som en rotte. En rotte der var spærret inde og som blev tirret konstant. Han sukkede kort. Ingen udveje så vidt han ku se

"hmm måske...og føde for min onkel vis du er for rapkæftet", sagde hun og grinede lidt over sine ord, hun betragtede hun lidt hans krop mere ind hans ansigt, hvordan det mon så ud under?, hun havde altid undret sig over om jægere havde anderledes kroppe ind normale mennesker, han var en proff jæger, så måske ville hun tjekke.

Trako så mistænksomt på hende. Han så kort ned af sig selv ligesom for at tjekke om noget var galt, Han så tilbage på hende "Hvad er der?" spurgte han så. Hendes onkel lød ikke rar men det var stort set ingen vampyrer jo. Han lagde armene over kors og så rundt igen før han atter rettede blikket mod hende

"...hmm", var alt hun sagde før hun lænede sig ind over ham igen, hun lage fast hænderne på hans skuldre og trak i jakken så den glæd ned af hans skuldre langsomt imens hendes øjne vidste nyskerihed. Hun var egntlig mest itnreseret i hans arme og ryg, vis han havde ar ville det jo fortælle nogle intresandte historier som kunne underholde hende.

Han knyttede sine næver og spændte kort arm musklerne. Han havde en sort tank inde under jakken. Han havde et større sår på den ene overarm men ellers kun nogle få snit sår samt sår fra nogle kløer. Han så mistænksomt på hende. Han lod hende gøre det. Modstand kunne han jo ikke yde i denne tilstand

Silvia fjernedei kke blikket fra hans sår før jakken var helt af, hun gled den let under ham og lod den glide ned på det kolde gulv belagt med et rødt gulvtæppe. "Intresandte ar", sagde hun og lod sine fingre glide over hver og enkel linje og streg hans sår og ar havde gevet ham imens hun betragtede hans ansigt.

Trako så væk fra hende. Han bed sig kort i læben mens han nikkede "Hver og en med hver sin historie. Det store er fra sidst jeg faldt for en pige" Han grinte stille "Ironisk nok var hun en dæmon" mumlede han så forsigtigt og så på hende igen. Han lukkede sin mund igen. "Hør bare lad mig skride eller få det overstået, jeg hader fangenskab"

Silvia smielde blot lidt af hans ord, han morede hende mere og mere, især når han blev vred, måske kunne hun beholde ham som underholding?. "vi bliver bedre og bedre til at gemme os..og vis en demon kunne gøre det ved dig og narre dig, så er du tydligvis begyndt at bliver svagere..det er nok best at du bliver her ved mig et stykke tid", sagde hun og bragte ham ned og ligge igen.

Han så stift på hende "Blive her?" spurgte han underligt. Han rystede hurtigt på hovedet "Jeg skal ikke blive her hos en flok igler" mumlede han koldt og rev sin arm til sig. Han skar tænder "Og det ender bare med at din onkel æder mig hvis jeg bliver" Han grinte stille

"hm, i modsætning til dig, har min kære onkel en respekt for kvinder..han holder altid ordet over for mig", sagde hun og greb lidt hårdere fat i hans skuldre så det føldes som om at hun kunne rive hans skuldre af når som helst når hun ville.

Han bed sig i læben og nikkede stille. Han lukkede forsigtigt sine øjne "jeg nærer faktisk respekt for kvinder" sagde han lidt fornærmet og så på hende igen. Han sank en klump og gav hende hurtigt elevator blikket. Han smilte kort for sig med et grin. Han grinte så bare. Over hele situationen

Silvia hævede lidt sit øjenbryn og betragtede ham grine før hun besluttede at gøre en ende på hans lille leg. Hun flyttede sine hænder op på hans brystkasse for at holde ham nede og førtte igen sit ansigt ned tæt på hans, men denne gang stoppede hun ikke og den langhårede unge varmpyr pressede sine læber imod hans.