Where do fallen angels go? The basement of course! [privat]

Procella smilede langsomt for sig selv.

"Water and a bucket...."

Lød det tørt fra hende. Hun så på Narcissa og smilede så skævt, lidt mere sig selv igen.

"Nah...I just need to dispose of him and clean up I think. Maybe do some damage control upstairs. They didn't see much but...think I freaked the coat-girl and the doorman"

Mumlede hun og prikkede let til englens døde krop. Der var noget næsten antiklimatisk over at se den døde krop hænge i lænkerne.

"Maybe we can sell it as a fetish-game. Stranger stuff have happened here. People eat each other upstairs. Feathers and blood shouldn't rock any ones boat. But who knows. I don't think I care all that much. He is dead. That was what I wanted, and what she needed. It's over..."

Procella klappede Grigoris hår let, som havde han været en hund. Vendte sig mod sofaen igen og lod sig dumpe ned i den. Hun så for første gang en smule træt ud.

Et stormvejr buldrede ned af gangen udenfor værelset og rev døren op.

Det var i hvert fald hvad man umiddelbart kunne tro, før man kom i tanke om at man befandt sig i en kælder, adskillige meter under jorden og så langt inde under bygningen, at selv den værste orkan næppe ville kunne nå ind med den mindste brise. Hvis man stoppede og overvejede fornemmelsen, havde den ikke bund i almindelige sanser. Der var ingen faktisk torden, ingen fornemmelse af vind. Alligevel virkede det som om mørket kravlede omkring dem. Luften sitrede, ikke af elektricitet, men magi, der flød igennem båndet til dæmonen de begge var bundet til.

Wicked trådte igennem døren, en skygge af bevægelse der brat standsede da han så resterne af englen. De blege træk forvred sig, da skyggerne for imod ham og spillede over hans ansigt, på en måde der bragte det fremmede i de mørke øjne frem.

"One thing, I asked you to do. One small rule to follow."

Stemmen var katteblød, men tonen faretruende, en næsten hæs hvislen der ramte deres ører og syntes at indeholde den skære lyd af knust glas. Skyggerne omkring ham trak sig tilbage fra lyden med en langtrukken jamren af smerte fra mørket, som om tonen skar igennem de usete kroppe.

Hans skridt imod Procella var pinefuldt langsomme, umulige at gengive for et menneske. De slanke fingre strakte sig og lagde sig om stagen over hendes greb, rykkede den så hun blev hevet ud af balance, hvis hun holdt fast. Det blonde hoved sænkede sig, henover den svage syden af hans hud hvor sølvet rørte. En stribe af røg spredte sig opad i luften imellem dem, fulgt af lugten af brændt kød. Intet på hans ansigt viste at han bemærkede smerten, selvom den - som vreden der flammede i ham - blev sendt ned af båndet imellem dem.

"Did I not make myself clear, Princess?"

Et smil skar sig igennem Narcissas ansigt og hendes hånd slap den åbne dørs håndtag.

"Yeah, she did look kinda pale. But somehow I do not think it was that..."

hun pegede sigende imod Grigoris døde krop

"... which scared her, rather her boss' reaction when he hears about th-"

Hun havde knapt nok nået at tale ud, før hun mærkede en storm bevæge sig imod dem. Narcissa vidste udemærket hvem der var på vej, og hun trådte -lidt for- hurtigt to skridt til siden, således at flodbølgen kunne vælte igennem døren med al sin magt, uden at rive hende med sig.

Wicked var et mægtig væsen og hans blotte tilstedeværelse sendte en sitren ned gennem hendes rygrad. Men dén vrede han bragte med sig var så tydelig som havde den været bøjet i neon. Glimt af hans væsen i hende - hans invaderende raseri i klubben cirka ti dage forinden - meldte deres ankomst bag hendes nethinder. Med sig bragte de endnu en sitren, men denne var ikke af fryd eller fascination over at se hendes gudfader igen...

Narcissas sorte øjne fulgte hans ryg som han bevægede sig imod Procella. Selv stod hun helt stille og gennemgik hurtigt de handlingsmuligheder hun fandt for sig selv, i denne situation. Ville han overhovedet opdage hende hvis hun bare smuttede uden et ord? Selvfølgelig ville han det... men var det hende han var interesseret i?

Da Wicked greb fat i stagen og en duft af brændt kød spredte sig i rummet krympede hendes indre sig.

Whooaa... He's pissed!

Hun havde faktisk været ved at sætte sin krop i bevægelse tilbage imod døren, men hans tilsyneladende ligegyldighed overfor sit eget brændte kød fik hende til at stivne. Skyggerne omkring hende gjorde ikke meget for at skræmme hende, men deres blotte tilstedeværelse var endnu et bevis på gudfaderens humør - og det var ikke godt.

"I was going to offer to smooth things out with the coat-girl... guess I don't need to."

Hendes stemme var kold, men en tone højere end den normalt var - det eneste der afslørede hendes usikkerhed over hele den her situation. Det var lidt som for et barn at se mor og far skændes, bortset fra at det her var ældgamle dæmon-far og... hvad end hun nu var.

"You need me for anything, or..."

Procella rettede med en let ligeglydighed hovedet mod døren da en uvelkommen støj brød hendes træthed. Da døren nærmest eksploderede indefter blev hendes ansigt udtryksløst.

Great...here we go...again...

Hendes blik blev skarpt og hun kneb let øjnene sammen mod ham.

"Well....If you want to be really technical about it, I kept your rules. I did not hunt here. He never fought back. He did a little screaming and some bleeding. I kept your precious rules. If we are being very technical. The art lies in the detail right?"

Uden at ville det vred hun sig en smule tilbage i sofaen for at komme væk fra ham. Det var egentlig ikke hendes mening at være provokerende. Faktisk havde hun en begyndende dårlig smag i munden over hvad der var sket, ikke kun fordi det var Wicks klub, men også fordi hun faktisk havde nydt hvad hun havde gjort ved ham. Det gav hende en syg fornemmelse dybt inde i kroppen som hun ikke kunne få bort, slet ikke når han stod bøjet ind over hende og sofaen på den måde. Hans vrede var måske frygtindgydende og burde have fået hende til at krybe, men hun reagerede på hans vrede med rigelige mængder af sin egen. Noget der mindede om en undskyldning var dog alligevel i et kort glimt at fange i det gyldne blik, og forsvandt på sekundet da han greb fat i stagen.

Med et gisp klamrede hun sig til den, og resultatet var at hun blev flået fremefter mod Wick, så hun var lige ved at nikke ham en skalle. Rykket smertede helt op i skulderen, men hun nægtede at give slip. Ikke stagen!

"Let...go..."

Hendes stemme var lavmælt og iskold. Det krøb hende langs ryggen da stanken af brændende kød ramte hendes fintfølende næse.

"Wick, let go!"

Denne gang var det ikke en kommanderende ordre, men en halvvejs bøn. Hun havde totalt glemt alt om Narcissa, og halvt om halvt Grigori der hang på væggen. Procellas blik blev fuld af pine da hun fangede hans smerte, hans vrede kunne hun håndtere...men smerten...

Hans smerte og vrede blandede sig og bombarderede hendes sind. Hendes anden hånd greb fat om stagen og hun kneb øjnene sammen da hendes krop begyndte at krøller sig sammen under presset.

Stop it...stop it! STOP IT! LET GO! HE RAPED HER! LET GO!

Det rasende skrig mod Wick var fuld af rasende fortvivlelse.

HE RAPED HER! JUST LIKE HELIAS RAPED ME!

Procella snappede efter vejret og hendes øjne blev spærret op i vildt chok da realisationen bundfældede sig i hende.

I need him to die...I need them all to die...

"Please....let go...."

Procellas stemme var meget lille og skælvende.

"Stay..."

Stemmen hvislede ud i stilheden som et verbalt slag efter Narcissas halve spørgsmål. Selvom de mørke øjne ikke søgte tilbage imod hende, hans fokus stadig på Procella, var beskeden tydeligt rettet imod hende. Bevidstheden strakte sig igennem det svagere bånd til hende, og som det var sket før var hans kraft som en kold hånd der greb om hendes indre og klemte.

"..put."

Ordet var blidt, i forhold til hans tidligere stemme. Det snerrende smil, der lød igennem tonen, gjorde imidlertid alt andet end at lette stemningen. Fornemmelsen var nærmere af en galning, vis næste træk ikke kunne forudsiges - ville han flå dem begge i småstykker, eller klappe dem på hovedet for et veludført arbejde? Selvom truslen var usandsynlig, lå usikkerheden i luften som en kvælende sky. Manglen på en sammenhæng i hans handlinger, hans fremtoning og hans stemme var et forvirrende kaos.

Med ordet løsnedes de kolde fingre, som en dreng der opdager at han er ved at kvæle den bille han har fundet i sin hånd og giver slip, for at beholde sit kæledyr bare lidt længere. Wickeds bevidsthed gled fra Narcissa tilbage til Procella.

"Don't be coy."

Igen trak skyggerne sig tilbage fra tonen i hans stemme, med fjerne, klagende hulk. Undskyldningen der kort var at se i hendes øjne blev pulveriseret og skudt væk, før den nåede hans bevidsthed. Hendes vrede blev mødt af det flammende bål i ham og ædt - slugt og tilføjet til hans egen, som om han trak føde fra hende selv mens hun skreg i hans sind. De slanke fingre omkring stagen strammede deres greb, da hun vaklede. De indre skrig gjorde ingen forskel, afkrævede ingen medlidenhed eller forståelse for hendes vrede og sorg over den anden jægers skæbne.

Det fortvivlede råb om Helias, fulgt af realisationen, ramte ham imidlertid som et slag. Hans fingre slap deres tag om stagen, selvom huden hang ved sølvet og afgav en klistret, våd lyd ved bevægelsen.

So much pain. Why have you kept this from me? This darkness..

De forbrændte fingre løftede sig til hendes kind, kærtegnede den mens hans bevidsthed rakte ud og strøg den del af hende, der havde nydt at pine Grigori, lokkede den frem i lyset som en sky killing og lod hende genopleve den fryd det havde været, at se frygten på englens ansigt. Overraskelse, forundring og ømhed bredte sig over de blege træk.

.. this is not mine. Where does it come from, Princess?

Hans blik bevægede sig langs hånden, henover hendes skulder, til resterne af englen. De forbrændte fingre faldt fra hendes hud til hans side igen, mens skuffelse og beslutsomhed langsomt erstattede ømheden. Båndet imellem dem blev brat lukket ned, hans stemme pludselig tom og flad efter deres tætte kontakt.

"You are no longer welcome in this club, unless escorted by me. The rest of the staff will be told the same."

Han vendte sig fra hende, imod døren, og de mørke øjne gled kort henover Narcissa.

"We will have words later, goddaughter. You can both clean up the mess you have made."

Han trådte forbi hende og ud igennem døren.

Et dybt lydløst suk løb igennem hende ved hans ord. Endnu engang stod hun skoleret som en anden lillepige, uden at vide om hun skulle have skæld ud, ros eller blot blev affærdiget om lidt som værende ligegyldig.

Narcissa rørte ikke en muskel og stod som en statue ved døren. Det sorte blik, der før havde hvilet imod parret ved sofaen, skænkedes nu i en gestus blandet af høflighed og flovhed over situationen, for kun få sekunder senere at falde hen over parret igen.

Et vindpust faldt over hendes ansigt sekundet efter at Wicked var trådt ud gennem døren. Med sig bragte det hans fært, blandet med blod, brændt kød og dét der var værre. Narcissa sukkede lavmælt, sendte Procella et langt mørkt blik og vendte sig imod døren.

"Water and a bucket... was it not?"


-- ca. 15 min. senere --

"Where to put him?"

Hun så ned på den døde engel der igen var viklet ind i tæppet fra lejligheden. Fra kluden i hendes hånd dryppede blodigt vand ned i spanden på gulvet.

På væggen bag dem anedes nu kun et svagt aftryk af vinger. Dæmonen havde givet op og indset at det nok ville være der indtil den dag muren blev malet. Hun var hidsig, indestængt og ville gerne være alle andre steder end hvor hun var pt. I virkeligheden fattede hun overhovedet ikke hvorfor hun ikke bare var gået... det hér var da ikke hendes rengøringstjans? Men hun bed det i sig og lod kluden dumpe ned i spanden.

Where the hell to dump a body at this hour?

Da wick pludselig slap stagen, vendte det sig i hende ved den klistrede lyd af hud der gav slip. Hun var selv lige ved at tabe stagen, og hun satte sig tungt på sofaen igen da der ikke længere var et modryk til at holde hende oppe. Et eller andet krøb i hende da han søgte ind i hendes indre. Der hvor mørket snoede sig som en farvet tåge, og rakte lange tråde ud mod ham da han lokkede for den. En langtrukken hvæsen lød fra hendes læber og hun kastede i protest med hovedet for at lukke af for hvad han kaldte længere frem i lyset.

Det der fik hende til at dø i blikket og blive bleg var hans tilbagekaldelse af invitationen til klubben. Et sted i hendes sind rungede lyden af en metaldør der smækkede. Ikke et ord gled over hendes læber da Wick forlod kælderrummet. Hun svarede heller ikke Narcissas spørgsmål.

Sammenbidt og tavs arbejdede hun med en nærmest rituel nedvaskning af lokalet uden at have meget mere mimik end en gulvboner.

"Why does he think it is okay to humiliate me like this?"

Spurgte hun ud i luften og vendte sig mod hundæmonen for første gang.

"Banning me? From the club? Like a misbehaving child. You would not treat Azuriel like that. He would not have treated you like that. Does this seem like love to you? Do I resemble a doormat, in any way in your eyes?"

Til en start havde hendes stemme været tonløs og lavmælt, efterhånden var den blevet skarp og direkte truende. Svaret, uanset hvad Narcissa fandt på at give, skulle tydeligvis gives varsomt, for ikke at antænde jægeren og sætte hendes indre furie igang, og med så mange værktøjer omkring sig, ville det være direkte tåbeligt ikke at tage sig sine forholdsregler.

"Humiliate?"

Narcissa løftede spørgende det ene øjenbryn og så på Procella.

"Why did you have to be cocky towards him?"

Narcissa rettede sig op og mødte Procellas vrede udtryk med ophøjet ro. Dæmonen vidste godt at hun stak hånden i en hvepserede, men lige nu var der intet der fik hende til at lege 'vær sød imod den bitre, indebrændte, følelsesforstyrrede og evigt humørsvingende hunter'.

"No he wouldn't. He would have cried like a baby or punched my face out, wonna switch?"

Hendes stemme var sydende af indestængt irritation. Narcissa tørrede hænderne af i sine bukser, lod blikket glide rundt i det næsten rengjorte lokale og bevægede sig imod døren. Hun talte til jægeren i et træt og opgivende tonefald hen over sin skulder.

"Wonna kick my butt? You know what? I don't care..."

Procellas rovdyrgyldne øjne stirrede intenst på Narcissa. Hendes læber skiltes langsomt da hun blottede tænderne i et absolut glædeløs grimasse.

"So you agree with him? So you can be of assistance when it's all about the "fun" and when the reality hits, you turn into a wagging lapdog"

Foragten bredte sig fra hende i rullende tågebølger, som noget der kunne smages i luften. Den var besk og tyk.

"Switch? No...But now...I understand..."

Procellas pupiller trak sig voldsomt sammen, og udvidede sig derpå da hendes bytte vendte ryggen til og flygtede. Det var for meget for rovdyret i hende. For jægeren. Mørket lå lige under overfladen, og var kun med en voldsom kamp tvunget tilbage, nu brød det frådende igennem igen.

I will make you care...

Slaget der fulgte efter, skete før Narcissa kunne opfange det kom. En tung morgenstjerne sejlede direkte mod hendes ryg med knusende kraft og sendte dæmonen mod døren. Hendes ryg gav en grim lyd fra sig, og Narcissa fik brugt ansigt og front som regulær dørstopper på kanten af døren før hendes krop gled til gulvet.

Procella stod og så ned på hende med et ansigt der var komplet ugenkendeligt, selv fra da hun havde været aller mest kold over for den sammenrullede engel i tæppet. Det var svært at tro på der fandtes en dråbe af menneskelighed bag det udtryksløse ansigt, hvor kun de store øjne flammede.

Procella rakte ud med morgenstjernen og gav døren et ganske stille skub. Da den gled i, mindede lyden mest af alt om skæbnen der rullede ind. Procella skubbede en støvlesnude ind under Narcissa og flippede hende om på ryggen. Det kolde udtryksløse ansigt så ned på dæmonen uden nåde, uden menneskelighed. Narcissa havde vækket Reaper igen, men bag ved Reaper snoede det tågede mørke sig og mørket hviskede i et sind hvor det aldrig var meningen det skulle have været. Procella vægtede kort morgenstjernen i hånden, vendte den let.

"Scream for me"

Stemmen var fuld af en mørk frydefuld forventning der fik det til at krybe langs ens rygrad. Sekundet før hun lod morgenstjernen falde mod Narcissas ansigt blev Procellas udtryksløse ansigt brudt af mimik, men det var udelukkende en spænding af kæbemuskel for at give slaget ekstra kraft. Havde Narcissa været menneske, ville udkommet ikke have været til at diskutere.

En voldsom smerte brød op igennem Narcissas rygrad, den spredte sig til resten af hendes krop, fragtet rundt af tynde nervebaner. Hundæmonens øjne spærrede vidt op og så hvordan døren kom tættere og tættere på, for brat at mødes med hendes ansigt. Med en hæs hvæsen faldt hun til gulvet, kroppen momentalt lammet.

Hun havde været forberedt på jægerens vredesudbrud, men at påstå at hun var forberedt på den kølighed og hadefuldhed der viste sig i Procellas øjne, fra dæmonens synsvinkel på gulvet, ville have været løgn.

"For who?"

Ordene nåede kun lige ud af hendes mund før hun trak sig sammen i fosterstilling imod venstre. Den knasende lyd af morgenstjerne der ramte gulvet rungede millimeter fra hendes øre.

En voldsom lyst til at flyve op og sætte kløerne i jægerens pæne ansigt væltede ind over hende. Men Narcissa blev liggende, trak hovedet ud under sin arm og så op på jægeren der ikke længere kunne kaldes Procella.

"Do you feel joy in th-"

Resten af hendes tale blev afbrudt af en våd og knasende lyd - lyden af morgenstjerne imod hendes side. Igen væltede smerten ind over hende og hun stønnede dybt. Narcissa smagte sit eget blod fra tænderne der bed hårdt om hendes læber.

Do not scream!

Narcissa tvang sit sind i ro, krøb ind i sig selv som hun havde gjort så mange gange før. Tiden i sit hjemland havde strukket sig lang og uendelig for hende, og dæmonen havde en svært udviklet evne til at trække bort fra virkeligheden. Problemet lige nu var bare at virkeligheden bestod af blod, smadrede knogler og en morgenstjerne der endnu engang var på vej imod hendes krop.

Små hule støn af smerte væltede ud over hendes læber. Med skælvende krop begyndte hun at kravle over imod en væg og rejste sig svajende.

De sorte øjne mødte Procellas vilde blik stadig mens hun støttede sig op af væggen. Blodet lød i små stømme ned over hendes krop og plettede det efterhånden sønderflåede tøj.

"More?"

Hendes stemme var en hæs kvækken, overhovedet ikke i nærheden af dét hun ville have haft frem.

Morgenstjernen blev skødesløst kastet bort med en ligegyldig bevægelse. Procellas flammende øjne var det eneste der havde liv. Hendes ansigt havde små stænk af Narcissas blod sprayet ud over kinderne og panden, og hun lod ikke til at ligge mærke til det.

Entertaining...

Et lille uhyggeligt smil bredte sig om de fyldige læber. Et af den slags der ville hjemsøge drømme. Billedet af Procellas ansigt, stænket med Narcissas blod, og med det lille smil ville være et der kom til at vandre med tunge skridt dybt og uudsletteligt i dæmonens sind.

Hun gik til sofaen igen og da hun vendte tilbage havde hun sølvstagen i baglommen, men en grusomt udseende rive, eller kam lå i hendes hånd. Kammens tænder var alt for lange til noget der kunne bruges til almen pleje af skønhed, men så ville den også have faldet uden for kategorien af ting på sofaen der var strøet ud til afbenyttelse.

Procellas fingre gravede sig ind i Narcissas hår og tvang nådesløst hendes hoved tilbage, til hun stod i en noget nær umulig stilling hvor ryggen for et menneske ville have været kollapset.

"I said...Scream!"

De lange tænder bed sig ind i Narcissas pande. Metallet gravede sig ind til pandeskallen og skrællede hud og kød af, sammen med det lange mørke hår, da Procella ubønhørligt førte kammen tilbage hen over dæmonens kranie

Der lød en knasende lyd fra hendes ribben da Procella bøjede hende rundt i en umenneskelig stilling. Hun slap endnu et støn og med halvåben mund fulgte de sorte øjne kammens færd hen over hendes ansigt. Øjnene lukkedes hårdt i og hun gispede grådigt luft ind, som for at forberede sig på smerten.

Det var ligegyldigt... lige meget hvor meget luft hun havde hevet ind, ville intet kunne have forberedt hende på den hvidglødende smerte der skar igen igennem hendes hovedbund. Med uhyggelig præcision kunne hun mærke hvordan spidserne kradsede imod hendes kranie med en knasende ridsen. Lyden af hud der slap knogler slog omkring hende og blev kun over døvet af skriget der lød ud af hendes åbne mund.

Skriget steg i hundæmonens strube som vand der boblede ud af en fontæne. Lyden der til sidst krængede sig over hendes læber var så høj af luften omkring de to kvinder vibrerede faretruende og truede med at springe alt i nærheden.

Det næste skrig mindede kun i ringe grad om Narcissas jordiske stemme. Fra hende strube flød skrig der lød som tusinde stemmers had og frustrationer. I dæmonens indre blandede smerten sig med alt det indestængte raseri, og igennem hendes stemmebånd gav hun overfor vreden. I stedet for at lade den drive ud igennem sine hænder og gribe fat i jægeren og flå hende til blods, slap hun den ud fra sin hals og sin hud. Omkring de to kvinder summede kraftige lysstråler ud af dæmonens mælkehvide overflade. Skyggerne i lokalets hjørner flakkede i en varm og hidsig vibreren.

Havde der nogensinde været tvivl om hvorvidt Narcissa var menneske overhovedet, blev det nu bortvisket som støvkorn i et vindpust.

Da hun atter forsøgte at trække sig ind i sig selv, at omfavne vreden der emmede ud af hende, flyttede hun fokus fra muskler til essens. Dette resulterede i at hun kollapsede og Procella endte med en luns hårprydet kød i hånden.

"I... thought... I... was the... demon... here..?"

Hendes stemme var hæs og punkteret at smertestøn. De sorte øjne var lukkede og på gulvet omkring hende flød blodet.

Da Procella stod med en stykke hårprydet skalp i hånden stirrede hun nærmest irriteret på det. Hun smed det fra sig med et lille fnys. Procella skar let ansigt af lyset. Det generede hendes øjne kort, men det var en let overfladisk gene, som hvis man havde gået med solbriller en sommerdag og pludselig tog dem af.

Jægeren sænkede sig ned ved siden af dæmonen på det ene knæ, og flåede i hendes lasede undskyldninger for en bluse. De blev uden problemer revet af hendes krop, så Narcissa lå blottet mod Procella. Hun trak sølvstagen fra baglommen og så ned på dæmonen med det afgrundsdybe flammende blik.

"You scream for me. You bleed for me. Die for me now"

Procella satte den ene hånd mod Narcissas mave og holdt hende nede, og satte derpå sølvstagens spids mod hendes halsgrube. Ved kontakten med dæmonen hud begyndte den at syde svagt, som havde det været margarine på en glohed pande. Procella kørte nærmest legende sølvstagen ned mellem Narcissas bryster og stoppede hvor hendes brystben endte, vinklede stagen for at støde den op under dæmonens brystkasse...og tøvede...

Der var en duft. En fornemmelse. Den havde intet at gøre med engleblodet. Dæmonblodet. Den havde intet at gøre med den frygt hun fornemmede fra Narcissa, eller den smerte der fysisk var mærkbar i luften. Procella snusede langsomt ind, men blev ikke klogere. Hun holdt stadig tilbage, prøvede at gennemskue hvilke lege dæmonen havde gang i, og altimens ætsede sølvstagen sig dybere og dybere ind i Narcissas kød, imens den nærmest hånende blot hvilede let mod hende.

Det var først da stanken af brændt kød ramte hendes næse at Narcissa fattede hvad der skete. Hendes øjenlåg gled op, og det uudgrundelige sorte blik så langsomt fra stagen op på Procella.

"Why?"

Det var ikke til at sige om spørgsmålet var henvendt til jægerens tøven eller hendes aggressive fremfærd. En dråbe blod gjorde Narcissas blik slørret og Procellas ansigt fik et rødt skær.

"You... are like... her!"

Hun hvislede ordene ud imellem sine sammenbidte tænder. De mælkehvide hænder lå slapt imod gulvet og intet tydede på at dæmonen havde kræfter til at gøre modstand.

"Micha..."

En skygge gled over hendes ansigt og muskler spillede under kæbens hud. Med en kræftanstrengelse løftede hun langsomt en hånd og lagde den blidt imod stagen og jægerens hånd. Den del af hendes håndflader der rørte ved stagen smeltede nærmest væk med en syden.

"Don't be... her... Procella... don't be Micha."

Ordene kunne have været en bøn, i stedet var de sagt med en underlig blanding af kulde og ømhed. Kulde overfor Micha, ømhed overfor Procella.

Der gik et kort ryk gennem Procellas krop, som om Narcissas ord havde været en syngende lussing. En hed hvæsen flød fra hendes læber, som en arrig kat tvunget op i en krog.

"I am nothing like my sister!

Jægeren spyttede dæmonen ned i ansigtet med eftertrykkelig væmmelse. Hun hævede sølvstagen en smule for at give ekstra kraft på det dræbende stød, men hendes muskler låste sig i hendes arm.

That smell...what is that...

Et kort billede af Narcissa omgivet af småpigerne i sengen flakkede igennem hendes bevidsthed.

...no...

Procellas ansigt blev forvirret. Hun så ned over Narcissa, blodet, det forbrændte og smadrede kød. Hun blinkede et par gange med øjnene og det kolde udtryk blev afløst af...menneskelighed.

What am I doing? This is not me!

Procella rullede ned af Narcissa med en anstrengt stønnen og begyndte nærmest febrilsk at tørre blod af ansigtet. Hun kunne ikke holde ud at se på dæmonen.

Shit...Have I become her? Have I become everything she wanted me to be? Claimed me to be?

"You are such a cunt, and if you die I will never forgive you. do you hear me?"

Procellas stemme var mørk og næsten tonløs. Alligevel var der en dirrende kant i den.

"Hold on...Just...Don't fucking die on me..."

Procella flåede mobilen op af lommen og trykkede hurtigt nogle tal ind

"Where are you? Muse? Really? Here? I need your ass in the basement. you don't get to ask questions, you follow my bidding. Shut up, you forget who is boss"

Hun vadede frem og tilbage som en tiger i et bur. Der lød en tung banken på døren. Procella flåede den op. Skikkelsen kom aldrig langt nok ind i lokalet til at de skjulte kameraer faktisk fangede et ansigt, men skikkelsen var latterligt stor. Procella mindede mest af alt om en legetøjsdukke i forhold til. Med hurtige bevægelser flåede hun sine våben til sig, ned i tasken, den blev smækket i armene på skikkelsen og tasken der havde været stor i hendes arme, virkede som et mellemstort franskbrød hos den tydeligt muskelsvulmende.

"Take the angel...DON'T speak! I will rip your head off!"

Hun slæbte tæppe-englen hen over gulvet, og skikkelsen samlede bylten op som havde det været en sæk kartofler, og virkede ikke synderligt besværet over byrden. Selv byltede Procella hundæmonen op i sine arme.

"Out! Leave! I need to help her. You know what kind of help I mean. Just lead the way. MOVE!"

Der lød en lavmælt hvislen fra den gigantiske skikkelse i døren, der virkede som om den kunne knuse Procella ved et skødesløst dask. Et øjeblik stod den stille og sort i døråbningen, men så satte den sig i bevægelse.

"Hold on Nari...don't you dare die..."

Hviskede hun lavmælt før hun fulgte hvem end der var kommet til. Tilbage var kun de nye uslettede blodspor, og skjulte kameraer der havde fanget de seneste mange lange øjeblikke.

((End))