The club of nightmares.

"Frygt.. Frygten er kun så stor, som dit sind tillader," sagde han og knækkede fingre, hvorefter han lod sit blik glide rundt på de dansende. Vicente havde lært mange visdomsord igennem årenes løb og mange af dem havde han selv taget til sig og fulgt så godt, som han nu kunne. "Din onkel. Var det ham den gamle, som sad her?" spurgte han.

Silvia gjorde et let nik"ja..han er alt jeg har tilbage...vi har varmpyr gener i vores familie..eller havede..". Hun sænkede hoved lidt så det lange hår dækkede for ansigtet. "..det er så sløret..det er cirka 100 år siden jeg sidst så dem..", sagde hun i en stemme som var lav.

"Hm.." mumlede han bare. "Jeg tror snart, at jeg skal ud og have noget frisk luft," sagde han. Han havde alligevel ikke noget at lave herinde. Han ville hellere være udenfor. Han rettede lidt på sin sorte frakke og strøg noget hår væk fra sit blege ansigt. "Dette sted begynder at gå mig på," sagde han.

"nået imod selskab?", sagde hun og lukkede knapperne på sin læderjakke. Selvom hun ikke svedte, var det varmelt derinde, og der lugtede alt for meget af alkohold, samt lugten af blod fra de andre sofaer blot gjorde hende mere tørstig.

"Ikke spor," svarede han og rejste sig. Han skubbede sig igennem mængden og nød nattens kolde luft, da han trådte ud. Han satte sig på en bænk ude foran klubben og strøg noget hår væk fra sit blege ansigt.

Silvia børstede lidt sne væk fra bænken og satte sig ned ved siden af ham. Hun sukkede ud, trak den kolde luft ind, og sukkede ud endnu engang. Det hjalp på det døsige og slørede blik hun havde haft de sidste par timer.

Vicente rettede sine røde øjne mod hende og betragtede hende. "Rart at komme ud," sagde han og nikkede kort. Han så rundt på bygningerne omkring dem. "Hm.." mumlede han. Mon der var noget de kunne snakke om? Vicente var dog vant til, at sidde alene og lave ingenting, men lige nu kedede det ham.

Silvia gjorde et let suk for sig selv igen. Hun kikkede lidt rundt, betagtede de frosne træer, de glatte gader, tågen fra hendes mund når hun ånede ud. "Hmm...du ved..jeg har spekuleret over nået..om jeg måtte se dit kunst endag"

"Det skal du være velkommen til," sagde han og kløede sig let på sin blege kind. Han kunne lide når folk de beundrede hans kunst, hvilket også var en af de få ting, som han kunne lide. "Jeg tror du vil kunne lide noget af det, som jeg har skåret," sagde han. Han havde aldrig skåret to ens figurer, mange af dem var meget forskellige. Nogle rolige, andre grusomme.

"hmm..kunne det være nu måske?...jeg forventer ikke at du har planlagt at blive siddende på denne bænk hele natten", sagde hun i et let lille grin.

Vicente rejste sig. "Det ligger i skoven," sagde han og så kort rundt. Han vidste ikke helt, hvilken retning skoven lå herfra, men hvis de bare gik en tilfældig retning, så fandt de det vel før eller senere. "En lille hytte ude i skoven, ikke det helt store."

Silvia nikkede blot let og fulgte ham. "En hytte i skoven, lyder charmerende og rogligt..det lyder ikke som det værste sted at lave kunst", sagde hun og rettede blikket på ham.

"Det er det skam heller ikke," sagde han og var begyndte at gå mod det retning, som han regnede med skoven lå i. Det ville ikke tage så lang tid at gå ud til skoven og finde hans hytte. Han havde før lokket ofre derud, men han kom sjældent i dette område af byen, så han var ikke så stedkendt lige her.

Silvia strøg nået af sit lange hår bag ørene og fuglte ham imens hun betragtede den sovende by og himlen.

Efter en halv times tid, fandt han skoven. "Min hytte ligger ca. et kvarter inde i skoven," sagde han og var allerede begyndt at gå. Han kendte dette sted, som hans egen bukselomme. Han strøg noget hår væk fra sit blege ansigt.

Silvia, som havde slået tiden ihjel med at fryse al ting kunne se der ikke allerede var frosset på vejen, gjrode et let nik og gik op på siden af ham. "Har du nogensinde prøvet at lave en skulptur af en som stod model?"

"På en måde," sagde han og smilede et kort, men skummelt smil og fortsatte frem. Han kunne se sin hytte og pegede imod den. "Lige derovre," sagde han og så mod på hende, hvor efter han så frem for sig igen.

silvia bemærkede det skumle smil, så imod hytten, men regnede med at hun blot havde misforstået det med et stolt smil. Hun malede selv faktisk af og til, men mest holdte hun af at spille på sin violin eller klaver, men det var jo også kunst på en måde.

Vicente gik hen og skubbede døren op. Hytten havde en forfærdelig lugt. Det var en blanding mellem død og råddenskab. Han trådte ind og så mod to lig, som var i hytten. Den ene sad slapt i en stol og det andet lå for fødderne af det der sad i stolen. "Jeg har ikke fået ryddet op efter mig, efter jeg skar mit sidste kunstværk," sagde han og gik hen til ligene.

Silvia rynkede lidt næsen over råddenskaben, men regnede med at hun kunne vende sig til den. Hun fulgte ham helt ind i hytten og forholdte sig tavs. Hun stillede sig derefter 3 meter fra ligende fordi hun ikke ville ødelægge hans "kunst".

Vicente tog ligene og svang dem over skuldrene. "Jeg lægger dem lige ud til de andre," svarede han og gik udenfor. Han gemte de fleste i skuret, som stod kort fra hytten, men smed dem ud når de blev for rådne. Han kom ind igen og så på hende. "Bare sæt Dem ned," sagde han. Han satte sig på en stol, hvor der stod et bord foran. Det var her han skar sine kunstværker.

Silvia så ud af et af vinduerne på skuret og lage hoved på skrå, han var sandelig..en kreativ varmpyr. Hun gik derefter hen over gulvet og satte sig ved ham på stolen og foldet hænderne i skødet.

Han trak en skuffe ud og der lå mange figurer, de fleste forestillede lig, mange af dem manglede lemmer og lignende. Jeg har mine figurer her og billeder, som jeg har skåret hænger på væggene, som du kan se. De var også inspireret af lig, og som figurerne så manglede de også lemmer og andre steder flød organerne ud på jorden. Han havde været træskærer i over 50 år, så han havde øvet sig længe og var god til det han lavede. "Ovre i skabet ligger der nogle flere billeder, som jeg også har skåret," sagde han.

Enhver normal person, uanset race, måske lige borsæt fra demon, ville havde tænkt at det her var vanvittigt. Men nu var det jo sådan at Silvia hverken var normal da hun var menneske, og heller ikke var direkte normal i forhold til andre varmpyre i hendes alder. "ydest smukt", sagde hun og tog en figur op hvor en mand manglede halvdelen af ansigtigt.

"Hammer og mejsel," sagde han og hentydede til skaderne, som han havde givet figurens model. "Det er her jeg sover, arbejder og tilbringer det meste af min tid," sagde han og så kort rundt. "Bare kig dig omkring, hvis du får lyst," sagde han.