The club of nightmares.

Silvia sukkede let for sig selv men blev dog i den modsatte side af sengen. Hun lukkede øjne halvt og betragtede sit maleri.

Vicente satte sig efter et kort stykke tid op. Han kørte sit lange sorte hår op på ryggen og kløede sig let på sin blege kind. "Hm.." mumlede han lavt og så mod vinduet og et lavt suk undslap hans læber.

Silvia, som var faldet halvt i søvn, åbnede lidt øjne og så op på ham, uden at rjse sig. "..Hvorfor ser du hele tiden imod vinduet?, er jegvirkelig så slem og være sammen med?"

"Havde du været slem at være sammen med, så var jeg gået," sagde han og rettede sine grønne øjne mod hende. "Det er ikke dig. Det er blot en gammel vane jeg har," sagde han. Han så meget ud ad sit vindue, når han var hjemme i sin hytte. Dels fordi skoven interesserede ham, men også fordi han var paranoid. Tit så han ting i mørket, som faktisk ikke var der eller så troede han, at vampyrjægere holdte øje med ham.

"hmm..så er det vist sandt, man bliver virkelig skør jo ældre man bliver", mumlede hun halv træt. Silvia lage sig på siden og betragte hans hår løbe ned af ryggen, hans grønne øjne, og ja, hun betragtede ham helt.

Vicente satte sig ved siden af hende og betragtede hende stille. Han ville ikke rigtig kalde sig selv skør. I hans hoved var der intet galt, der var det alt andet, som der var noget galt med. Men i virkeligheden var det ham, som var meget mere end skør.

"på den anden side..så har jegj o altid fundet det mærkelige..tiltrækkende", sagde hun i en roglig stemme og jfernede lidthårfra hans øjne.

Vicente lagde sig ned, dog uden at fjerne sit blik fra hende. "Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fundet noget tiltrækkende," sagde han. Der var mange følelser, som han ikke havde følt i over hundrede år. "Sådan går det når man tilbringer hele sit liv alene," sagde han.

"tja..mit liv har også været..ret så kedeligt..selvom min onkel er godt selskab nu og dag..er han lidt for gammeldels, selv for mig", sagde hun i en let moret tone før hun betragtede ham igen"hmm..hvad føler du, lige nu?"

"Tomhed," svarede han. Det var i hvert fald det, som han kaldte den følelse. Han følte sig hul inden i, som om han var en udhulet trædukke, som lavede det samme dag ud og dag ind. Det var også derfor han fik følelsen af, at han var i live når han slog ihjel. Ikke fordi det gav ham nogen speciel følelse indeni. Mennesker dræber mennesker og siden han dræbte dem, så måtte han jo være i live, selvom han ikke var et menneske som sådan.

"hmm..og du føler dig kun levende når du føler et liv blive sluttet i mellem dine hænder?", spurgte hun stille og rogligt, imens hendes hånd kærtegnede hans kind let.

"Korrekt," sagde han og strøg noget hår væk fra sine grønne øjne, hvorefter han foldede sine blege hænder bag sit hoved. "Hver dag er jeg tom og ser blot frem til at dræbe et eller andet," sagde han.

"..det er bedre ind at sidde på dette værelse hele dagen, uden at vide hvad der kan gøre dig glad", sagde hun blot som svar og satte sig op igen.

"Hm.. Måske," svarede han blot og betragtede hende derefter stille. "Lad os lave et eller andet," sagde han efter et stykke tid og satte sig derefter op. Han strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne og så på hende.

Silvia sukkede kort men knyttede sin hånd sammen. Da hun åbnede den have en lille skarp isklump formet sig og svævede løst omkring hende.

Vicente fulgte den lille isklump med sit blik. "Hm.." mumlede han lavt og kørte derefter sit lange sorte hår om på sin ryg, så det ikke faldt ned i øjnene på ham, dog ville der ikke gå lang tid, før det begyndte at gøre det igen, men en midlertidig løsning er bedre end ingen løsning.

"at være udødlige med en unik kræft...det lyder så fristende for mennesker....bare de vidste hvad de måtte give op for at opnå det", sagde hun selsomt.

"Alt et menneske ikke har, bliver de fristet af. Alt det de mister, længtes de efter," sagde han og sukkede lavt, hvorefter han atter så mod vinduet. Han så, som sædvanlig mørke skikkelser bevæge sig udenfor, men han var godt klar over at det var noget han bildte sig ind, selvom det ikke så sådan ud. Han var blevet god til at ignorere det efter, at han havde levet med de skikkelser i så mange år.

"..du ser skikkelserne..gør du ik?", sagde hun og lage hoved imod hans skulder igen.

"Jeg ser skikkelser og lysende øjne, hvor jeg end kigger," svarede han og rettede blikket mod hende. "Skikkelser, som blot venter på min ende, så de kan tage min sjæl og brænde den op i helvede," sagde han. Skikkelserne sagde tit ting, som det til ham. Men også det havde han vænnet sig til og lært at ignorere.

"..vi mistede begge vores sjæl for lang lang tid siden vicente..vi er blot levende døde, skænket styrke og skønhed.."

"Det ved jeg," sagde han og nikkede kort. "Men det gør de vidst ikke," tilføjede han så. De hviskede ting til ham, som de fleste ville føle stor ubehag ved at høre. Trusler og lignende. Han havde vænnet sig til det og havde nemt ved at ignorere det når de startede med deres hvisken. Han var dog ikke bange for skikkelserne eller noget af det de sagde.

"...har de nået imod at du har levende selskab nu?", sprugte hun stille

"De har noget imod alt jeg gør," sagde han og strøg sit lange sorte hår om på ryggen igen. "På nær når jeg slår ihjel," sagde han. "Men de vil til gengæld også se mig død. De vil se alt dødt," tilføjede han.

"hmm...vil du helst dø?", sagde hun og lage hoved tættere nedi mod hans skulder så hendes blødrøde hår lå lidt rodet ind i hans sorte.