Gamle venner mødes - Kaya

"Kaya .." Sagde Zin. Nu våd og kommet mere til sig selv, snakkede han i et mere roligt toneleje
"Jeg ved ikke hvad alt det her er, men jeg er ikke hvad du tror"
en tåre løb ned langs hans kind. og minderne fór gennem hans hoved

"Hvem tror du du er!?"
"Freak!"
"Venner er ikke underlige!"

Første gang han havde oplevet en drømme vandring, første gang stemmen havde hvisket hans navn ..

Han kiggede hende direkte ind i øjne og lod billederne draget fra hendes løbe igennem hans hoved igen.

"Jeg er Zin."

Kaya kiggede bare på ham. Det var ikke til at læse, hvad hun tænkte. Der var ingenting.
Så faldt hun på knæ med sådan en fart at det umuligt kunne andet end at gøre ondt. Hvorefter hun begyndte at skælve voldsomt. Det var ikke til at se, om hun græd eller ej.

"Tak Himmelske Fader, fordi du ikke lod mig alene. Tak Himmelske Fader, fordi du støtter mig i min sag."

Hendes stemme var meget lav og bævende og hænder var foldet om rosenkransen.

Hun kiggede op på Zin, igen tilbage i denne verden. Håret strittede ud fra den engang så flotte frisure og hendes øjne var røde.

"Jeg.. Troede.. Det skulle du ikke have oplevet. Jeg.. Jeg er ked af det, Zin. Men jeg troede virkelig.."

Hun stoppede sig selv. Der var vel ikke mere at sige, hvis det ikke var gået op for ham, hvad hun havde lavet, så var det bedst ikke at fortælle ham mere. Vidste han virkelig ikke, hvad han var? Og hvad var det egentligt han var? Med disse evner, men han var ikke noget af det, hun kendte til.

Zin satte sig på knæ og omfavnede hende ..

*"Du burde dræbe hende efter hvad der lige er sket. Hun ville dræbe os Zin!"*

Han sad der få sekunder, som hurtigt føltes som minutter, indtil han så hviskede

"Kaya, jeg forstår godt dit udbrud. Det er ikke noget jeg ikke har prøvet før"
Gamle minder drønede igennem hans sind, kun en gang før havde han været dum nok til at betro sig til en anden. Og der var han nær blevet buret inde resten af sit liv.

"Men du bliver nød til at tro mig når jeg fortæller dig, at hvis jeg vidste hvad jeg var. Ville du også vide det .." fortsatte han

"Men jeg bliver nød til at vide mere, forstå mere .."

Denne her aften havde virkelig gået i en anden retning end hvad han havde regnet med, det var som om at han havde været hele følelses registeret igennem. Og nu sad de her. Han forstod ikke hvem hun var længere .. Hvad hun var blevet, var hun en form for jæger? .. En som jagtede det abnormale .. Han havde så mange spørgsmål, men så få svar.

Da Zin omfavnede hende, stivnede hun først. Overrasket over at han havde lyst til at gøre det, efter det hun havde udsat ham for. Men hun slappede derefter af og lænede sig mere ind i omfavnelsen. Hvis han havde lyst til det, ville hun ikke stoppe ham. Men det virkede mærkeligt, at han trøstede hende, det burde jo næsten være omvendt.

"Jeg er så ked af det, Zin.."

Hulkede hun, nu givet slip på facaden og overgav sig.
Hun kiggede op på ham med røde øjne.

"Men.. Hvordan kan du ikke vide? Vi bør finde ud af det."

Det sidste blev sagt meget bestemt.
Hun så kort undrende på ham.

"Få mere at vide..? Om dig selv?"

Bare han ikke spurgte om hende. Det håbede hun ikke.
Hun kørte fraværende rosenkransen mellem fingrene. Det beroligede hende en smule.
Hun fortrød så inderligt, den måde hun havde behandlet ham på.
Hvordan kunne hun gøre det godt igen?
Og hvorfor var han pludselig så rolig?

Zins omfavnelse lettede sig en smule, og han trak sig en anelse tilbage og så på hende, han lod sin ene hånd løbe ned langs hendes våde kind

"Jeg ved ikke om jeg har lyst til at kende sandheden" sagde han forsigtigt, det var gået op for ham at alt hvad han troede han vidste, var nu meget usikkert, han ville ikke gøre hende vred igen og risikere endnu en behandling af den slags

"Jeg .. Jeg ved det ikke, det har været lang tid nu jo. Og jeg føler jeg kan kontrollere det"

*"Bortset fra når du har travlt med at tømme folk for deres drømme" - Snerrede stemmen, det var tydeligt at mærke at den var træt af konstant at blive ignoreret

"Jeg er ret usikker .. Men hvis du vil hade mig til at åbne mig, så bliver jeg nød til at vide hvem du er, for hvad der lige skete blev ikke udført af den Kaya jeg før kendte" sagde han mildt, men med en bestemt undertone

Han var glad, bange, sørgmodig ... Han stod nu et sted han aldrig troede han skulle være. Skulle han virkelige åbne sig op?, det ville være underligt. Han havde altid levet lukket, det var bedst. Hvis ikke havde folk brændt ham på bålet for mange år siden. Det hele var pludselig så forvirrende ..

Kaya nærmest lænede sig ind mod hans hånd med lukkede øjne. En der ikke løb skrigende væk. Hun tog sig dog selv i det og trak ansigtet lidt væk igen.
Hun så kort undrende på ham.

"Hvorfor vil du ikke vide, hvad du er? Jeg mener.. Hvem vil ikke vide, hvem man er?"

Hun blev dog stille meget stille, da han bad hende om at fortælle, hvad hun selv var.

Crap.. No way getting back now, it seems..

Hun så væk og kiggede ned i gulvet. Fulgte klinkernes linjer.

"Uhm.. Jeg er ikke sikker på, at du vil vide, hvad jeg laver."

Mumlede hun lavmældt. Der var lige pludseligt kommet en usikkerhed over hende.
Men han var jo en del af det, var han ikke? Det kunne umuligt være anderledes, når han kunne sådan noget.

"I.. Hunt.. Things.."

Hun var stille lidt igen.

"Du ved.. Du må have oplevet noget abnormalt?"

Hun smilede skævt. Han var jo abnormalt.

"Jeg mener, udover dig selv..
Det er dem, jeg har viet mit liv til at udslette."

Det var mærkeligt at sige sådan noget, når hun sad foran et abnormalt væsen. Hun ville ikke kunne slå Zin ihjel. Aldrig nogensinde.

Zin sukkede kort. Det her var ikke godt, ordende der forlod hendes mund ramte hans hjerte som dart pile. Da han stilte spørgsmålet havde han håbet så inderligt på at få et svar som var i modstrid med hvad der virkede så oplagt.
Han kiggede hende i øjnene, og endnu en tåre trillede ned langs hans kind.

*"Føler du dig overbevist?, føler du dig såret .. Ja. Jeg kan mærke hver enkel emotion der flyder gennem vores sind, tænk engang hvor dum man kan være .. Ignorant. Men jeg er her stadig .. Jeg er hos dig. Hun vil slå dig ihjel Zin, det er det hun gør .. Byt såret i dit sind ud med vrede, og lad det langsomt fylde dig. Hun er et menneske, du er så meget mere. Hun er en svag race som burde kysse dine fødder." - hviskede stemmen, hver enkel sætning blev sagt med den blødeste stemme, lokkende, fyldt med medfølelse.

Zins blik stivnede og en kulde rislede ned af hans ryk.
"Så du vil .. udrydde mig" .. Det var som om falske brikker nu fuldendte et opsat puslespil.
"Du har viet dit liv til at udslette, mig"

*"Præcis Zin, mærk det .. Mærk mig"*

Zin tog sig til hoved i smerte og bøjede sig i hvad der lignede en fremoverbøjet fosterstilling og rystede vildt

"Jeg vil ikke vide hvem jeg er" snerrede han lavmældt
"For hvis jeg ved hvem jeg er, vil det sprede sig fra min mund til folk som dig, og jeg vil endnu engang blive jagtet. Er der da intet sted på denne fortabte planet hvor man kan leve i fred, er der da intet sted hvor man kan finde ro for en ignorant befolkning som bliver pisket med frygt til at tro på det medierne vil havde dem til" ... Han holdte en kort pause

"Kan man da aldrig være fri" Han dirrede nu af vrede og han næver blev langsomt mere og mere knyttede

Kaya forsøgte at omfavne ham og knue ham hårdt ind til sig. Som en mor, der ville trøste sit barn. Hun var helt forvirret over sig selv. Det var jo rigtigt nok, det hun havde sagt. Men i dette tilfælde ønskede hun ikke at følge sit kald. Det var forkert. Han var jo harmløs. Ikke?
Hun forsøgte at tage blidt fat om hans kind for at få ham til at se ind i øjnene på hende. Her ville han møde et kærligt men meget fast besluttet blik.

"Jeg ville aldrig nogensinde kunne gøre skade på dig, Zin. Aldrig ville jeg kunne såre dig med vilje."

Hun holdt en kort pause, som for at tænke sine næste ord godt igenne,

"Du har været for vigtig for mig, og du er stadig vigtig for mig. Fortår du det? Forstår du dét, Zin?"

De sidste ord blev udtalt tydeligt men blidt, som talte hun til et barn.

"Jeg ønsker på ingen måde, at du skal jagtes igen. Og jeg er ked af at høre, at det er sket før..

..Vil du ikke nok tro på mig?"

Hendes stemme knækkede let over. Hun fjernede tåren fra hans kind.