The final seal. (Procella - privat)

Lyden af Procellas skridt ud i mørket stoppede. Jægerens krop var stivnet. Musklerne lå langs hendes ryg som spændte reb. Meget langsomt vendte hun sig tilbage mod englen. Hendes ansigt var komplet uden udtryk.

"You...stole...a weapon. Made of demons...gods...older than..."

Hun gik i stå og fugtede sine læber. Sveden løb ned over hendes ansigt og hun tørrede den irriteret bort. Hun gik langsomt tilbage mod englen, men stoppede før hun kom inden for en armsvide.

"You made a pact. You tried to destroy my marriage. To kill Wick? Me? My children? You...brainwashed me with magic..."

Hendes stemme var lavmælt og udtryksløs, som hendes ansigt. Hun lukkede afstanden mellem dem og en finger prikkede ham hårdt i brystet.

"You bound us with blood, well-knowing that every time you use those things, they drain the soul.thing in your blood. Kills you. And you tied me to it. You make me...pay...for your deeds, because I didn't return your magic-enforced love?"

Procella trak sig tilbage fra ham. Et udtryk af ægte foragt bredte sig over hendes ansigt. Hun så på ham som var han den laveste livsform der nogensinde havde eksisteret. Som var han noget slimet der var kravlet ud under en sten.

"If I get to live through this....you don't ever talk to me again. If you rob my children of their mother...I will make sure that you never rest. Of all the low things you have ever done, this takes the price. I will honour my side of this deal. I will protect you, until you ask me to go home, but whatever we had, whatever friendship there was, consider it over. I have taken a lot of crap, I have forgiven soooo much. And in return...this is what I get? Another knife in the back? You are not worthy Helias."

En spytklat ramte hørligt templets gulv

"I will honour my part of this. Because I have that. Honour. But know this. If I didn't have my husband and my children...you would not leave this temple alive. I say enough. I am no ones fool. Least of all yours. I hope whom ever judges you, makes you burn for this. You deserve nothing less"

Hun havde ikke mere at sige. Tom for ord der kunne beskrive hendes afgrundsdybe foragt, rystede hun på hovedet og trak sig baglæns fra ham. Det lange ætsende blik talte sit eget tydelige sprog

Helias kiggede imod Procella med en dybere sorg end noget væsen burde føle.

"The pact was made long before you.. You bound me by blood. Soon it will be over. You will never see me again after this."

han smilede let. Et smil af opgivelse og dog en stålvilje.

"We need to head forward. The last guardian awaits. After that it will be done."

han vendte sig igen mod det store rum. Han vilje var sat. Dette ville være den sidste gang han var i dette tempel. Den sidste gang han så Procella.

"You need not forgive me. You need not trust me. You just need to be strong."

hans ord rungede hult igennem salen som han begyndte at gå igen, imens han krop rystede af smerter og kramper. Han havde ikke langt igen. Livet sev langsomt fra hans krop, æt af sår og prisen for Dreadbringer. Snart ville det nå enden.

Procellas blik var mørkt, og hvad værre var. Det var fuld af en endeløs skuffelse.

"Don't you think I know that? You made this pact centuries back, and still you bound us by blood, thereby binding me to it. You knew. And still you did it. I thought I was protecting what was left of you, and my family. And..."

Hun kunne næsten ikke få sig selv til at sige det. Ordende var bitre i hendes mund.

"And all the time you where playing me. Fine. You got what you wanted. I have to protect you, and if I don't die down here, you can just throw yourself into any kind of danger, and I have to step up, until one of us get killed. Clever...Either way...you are going to be the death of me. You must be so proud. Your skeem worked. Congratu-fucking-lations"

Båndet var lavet, og hun kunne ikke bryde det. Hun kunne allerede mærke et svagt træk i sig for hver dråbe livsblod der forlod Helias.

Wick...I'm so sorry. This was not supposed to happen. I am so so sorry. I love you. I will fight, but I'm starting to doubt I will ever see Deploratus or my family again. I never should have left you

Hun søgte ud via det bånd der forenede dem, men han var alt for langt borte. Hun havde ikke den fornødne kraft til at nå ham, eller forståelsen for hvordan båndet skulle bruges. Hun kunne fornemme ham i sig, lige under huden, men det var en skygge af et ekko. Hun trøstede sig på mindet om ham. Om hvad der var hende dyrebart ved ham. I mørket stoppede hun op. Hun lod sig et øjeblik glide tungt ind mod en bærende søjle og hvilede panden mod den imens hun hengav sig.

I always had a feeling you would look beyond divine in white.

Procellas læber krusede sig svagt i et smil. Den nat...magisk. Selvom hun havde skulle tvinges og nærmest havde skreget og sparket under alle forberedelserne. Hun ville aldrig indrømme det hvis nogen spurgte hende, men Wicks blik, hans blik af utilsløret tilbedelse. Det havde været alt værd. Hun ville have gjort det igen. For hans skyld.

Mine.

Mindet om deres kroppe i desperat sammensmeltning, hans glødende øjne, hans mund hans...Procellas læber dirrede svagt over tomheden der strakte sig i hende under den forfærdelige tanke om at hun aldrig skulle fornemme hans nærvær igen. Aldrig føle hans læber mod sine. Aldrig møde de mørke øjne der kunne få hende til at gnistre af raseri, krympe sig over sin tåbelighed, eller svulme af begær og kærlighed. Så lidt der skulle til.

I'm all you need.

Procella bed sig i kinden og klemte sine øjne sammen. Hvad fanden lavede hun i indien? Hvorfor var hun ikke hvor hun hørte til? Ved hans side, og ingen andre steder!

Love you.
Lauren, come. It's time to go home.
She is already mine. Body and soul. Nothing you do will change that
And all things that are mine are thine, and thine are mine, and I am glorified in them.
Lauren, my love.

Billeder glimtede i hendes bevidsthed. Wick i sin lange læderjakke på hospitalet. Wick på Muse. Wick i en af sine sjældne øjeblikke hvor han døsede i deres seng, og pigerne sov roligt omkring ham. Han var med dem. Selvom hun ikke fik dem at se igen så var han med dem. Hun var nu sikker på at han aldrig ville lade noget overkomme dem.

"Keep them safe...you will always have a little piece of me with you..."

Hviskede hun mod søjlen. Det prikkede i hendes øjne. Hun havde sagt hun ikke ville forlade ham...og nu gjorde hun det. Rigtigt. Både ham og børnene. For hvad? Kærlighed. Hun havde gjort det af kærlighed. For at redde dem. Procella rettede sig op og tørrede tåren bort der kildrende bevægede sig ned af hendes kind. Om ikke andet, så måtte hun sørge for at de aldrig kunne blive forvoldt skade af Dreadbringer. Så ville hendes offer ikke have været helt forgæves.

"One wish...please don't replace me too fast. Remember me and what we had. I love you. All of you..."

Tavst frigjorde hun sig fra søjlen og fulgte lyden af Helias skridt i mørket, og lygtens kegle.

I love you Belial. I always did...

Gåsehuden rejste sig overalt på hendes hud ved tanken, til trods for at sveden løb hende ned mellem skulderbladende. Deres kærlighed var forbudt og havde altid været det. Det havde ikke stoppet hende. Det havde ikke stoppet ham. Måske var det skæbnens ironi at det der endelig satte en stopper for alting skulle være en afsporet korrupteret engel der elskede hende.

Helias ignorerede hendes ord. Ignorerede hendes tilstedeværelse. Han satte hele sit væsen ind på at nå til den sidste vogter. Vogteren der ventede på ham. Han smilede let for sig selv som han drog et hæst åndedrag.

Som de drog videre ind i rummet begyndte luften at blive tyk af magi. Det hang i den, satte sig på tungen og fyldte ørene med en brusen. Ældgamle symboler lyste på væggene og kastede skyggerne vildt og kaotisk rundt i rummet. Jo længere de kom ind, jo mere fast og sikkert begyndte Helias at bevæge sig.

En hvisken strøg igennem de tomme sale. En hvisken af tusind stemme, på en gang klagende og opmuntrende. Hadefyldte og kærlige. Helias stoppede op ved denne lyd og så omkring sig, de mørke trætte øjne oplyst i en feberagtig glans. Overalt omkring ham begyndte de døde at træde frem, tusindvis af sjæle der var fanget i dødens skygge og lænket til templet.

"We have arrived at the door of death.. May his reign be the salvation from Fear and Darkness.."

Helias stemme var stille og skælvende. Han følte den næsten unaturlige kraft der steg i hans lemmer og fik ham til at glemme smerten og livet der flød fra ham. Alt han kunne ænse var de tusind døde der hilste ham ved navn.

"I see you have arrived messenger.. Have you come to return what is ours?"

rumlede den dybe stemme fra mørket. Den var blid, næsten faderlig og dog holdt den en uendelig kold tone over sig. Lydløst skilte skikkelsen sig fra mørket. Den var som en flydende skygge, ufokuseret og dog skarp imod det naturlige mørke. Fire glimtende røde øjne lyste hvor ansigtet skulle være, de eneste klare træk den havde. Den løftede armen, pegende imod Helias, imens den talte igen.

"You bring us the tool of old.. Along with Bahvani I see.. You have done well. Rest little one."

langsomt gled skikkelsen frem imod Helias, der stod fastløst iblandt de tusind sjæle. Hans øjne var glasagtige og fortabte. Hans lemmer krampagtigt fastlåst og hans vejrtrækning overfladisk. Skikkelsen strakte langsomt den kaotiske skygge arm ud imod ham, blidt som en faders berøring.

Procella fulgte tavst Helias. Det faktum at han ikke engang prøvede at undskylde eller forklare sig sagde hende alt. Han havde bondefanget hende med vilje. Magien strøg over hendes hud og blev kvælende og tung mod hendes sanser. Det var ubehageligt. Ubevidst begyndte hun at knurre tungt da dæmonen i mørket talte. Den steg i styrke da den rakte frem mod Helias. Ude af stand til at bekæmpe den magi der bandt hende, blev hun trukket fremefter for at beskytte englen, atter engang. Trækket bag hendes bryst sendte hende ind foran Helias og det var hendes bryst der kom i let kontakt med dæmonens skygge-berøring.

Procellas pupiller trak sig sammen som nåleprikker og en isnende kulde bredte sig over hendes hud. En kulde det gjorde ondt langt ind i hende. Som tøris.

"D-dea-ath? Huh? Y-you are no-ot so...scary"

Procellas læber skælvede af kulde og fik hendes ord til at blive hakkende og stammende hvor de ellers skulle have været fuld af svidende sarkasme. Noget der lød som en stille blid latter fra mørket gled sammen om hende som tidevand. Slog mod hende, trak sig tilbage. Var blid og alligevel lå der en ufornægtelig, frygtelig, knusende kraft et sted gemt i den.

"Bhavani. I can't kill you. You always come back."

En hånd af udflydende skygger formedes og fingrene lagde sig i et spøgelsesagtigt kærtegn om Procellas hage og løftede hendes hoved let

"You became less than half. Where are you hiding your sister? Why is she not with you?"

Procella blev tør i svælget. Micha? Hvad kendte han til Micha? Hun prøvede at trækkede hovedet til sig, men stødte det blot tilbage i Helias, og skyggehånden slap hende ikke. Det var noget andet end Wicks skygger. De her gjorde ondt.

"Let go of me. And don't talk of my sister. And stop talking about me like you know me"

Procella hvæste skælvende af kulde, mod de røde øjne. Atter slog latteren sammen om hende. Den lød frygtelig i hendes krop og sind. En naturkraft. Frygtelig og blid på samme tid.

"No. I do not. You have...

...Daughters...

Noget mørkt bevægede sig gennem hendes sind. Skygger snoede sig gennem hendes sind og berørte dele af hende der var private. Kontakten med dæmonens bevidsthed var lige så smertefuld som kontakten med hans skyggehånd. Det sved og brændte af kulde, og hun vidste ikke hvordan hun skulle få ham til at holde op.

"S-stop....please stop...We came to return th-the gloves. Th-ey are yours. T-take them. We will le-eave"

Procellas læber havde fået et let blåligt skær af kulde, men hun kunne ikke bevæge sig. Helias var en mur bag hende, og dæmonens skyggehænder og øjne nægtede at slippe sit tag i hende forfra.

Helias havde ladet sig opsluge af de hviskende sjæle. Han så dem, genkendte mange, gamle frænder, fjender og elskere. Med et sløvet sind fulgte han Procella's bevægelser som hun trådte ind foran ham. Registrede et sted dybt i sit indre hvordan den gamle gud lagde hånden på hende. Følte smerten.

"You.. cannot.. take her.."

fremstammede han stille, mindre end blot en hvisken. Han lemmer føltes stive og uden styrke som han uendeligt langsomt løftede armene så de blodtilsølede handsker kom til syne. Alle 5 runer flammede op og bredte et blodrødt skær over dem, langt kraftigere end noget tidligere.

Dæmonen vendte hovedet fra Procella og rettede det formløse ansigt imod Helias.

"You have no right to speak little one.. You are put a messenger.. A tool of our power."

sagde den med den samme uforanderlige stemme. En stemme Helias havde imiteret i årevis. Den gled langsomt forbi Procella, indtil den tårnede sig op over Helias, de blodrøde øjne et perfekt genskær af runerne på Dreadbringer.

"What can you offer me, that I cannot simply take? What can you hope to achieve here? You are a thief.. A heretic.. A liar.."

Helias' øjne var nu komplet sorte. Intetheden gennemskylede hans krop som han følte dødens tilstedeværelse. Dog skræmte den ham ikke. 800 år i dens nærvær havde ændret noget i ham. Stik imod alt smilte han let.

"I ask you to let Bhavani go.. I will stay. She will reunite with her other half.. The half that makes her stronger.."

Helias stemme rystede let, men en sær kræft fyldte ham fra handskerne. Der var næsten intet liv at tage tilbage. Men han havde en plan. En plan der ville ende det hele.

Med langsomme bevægelser, under dødens vagtsomme øjne, dykkede Helias' hånd ned i tasken han bar på ryggen. Han fremdrog først en lille flaske med en tyk rød substans. Derefter fremdrog han en ældgammel kniv, hvor bladet ummidelbart så sløvt nok ud til ikke at være istand til at skære igennem noget. Til sidst, hvor selv de røde øjne i mørket spærrede sig lidt op, fremdrog han en lang midnats sort fjer.

"I bring the tools for the pact.. A new one will be made.. I offer you my soul and existance.. I will end my time in this place. Bhavani will meet her other half, outside these stone tombs.. All will flow as it was suppose to."

Hans stemme bar ingen følelser, intet håb eller frygt. Der var blot en ro og klarhed i ham, som kun døden kunne bringe. Med et let smil imod Procella afventede Helias dødens dom.

Den iskolde fornemmelse i Procellas bevidsthed trak sig en smule tilbage. Den fik et humorpræget strejf. Hvis skygger kunne smile, så var der en fornemmelse af smil i dem nu. Ikke et videre betryggende et af slagsen. Den slags man kunne forvente en at en voksen gav et lille barn der prøvede at modargumentere for noget.

"Helias..shut...up! I swore to protect you! Stop killing me! SHUT UP!"

Røde øjne fangede hendes rovdyrgule, og efterhånden let desperate. Hendes ansigt var følelsesløst hvor skyggerne lå om hendes hage.

"You bound Bhavani?"

I mørket omkring dem dirrede den stille dybe latter der syntes fuld af ægte morskab denne gang, og dyb forundring.

"You? An angel? You...bound...her? How on earth..."

Who is he? This other half. I demand to know. Who did you fool yourself to believe was your darkness?

Atter strakte mørket sig i hendes sind. Denne gang søgende. Klør ridsede mod hendes mure og Procella skreg og krympede sig. Hun kæmpede. Skærmede Wick og børnene med alt hun havde i sig

Why do you fight me? Darkness is darkness. I am darkness. Fear. Death. Do you not see me for what and who I am?

Procella havde lært. Hvis hun søgte ud og talte, så ville hun åbne sig. Hun byggede i stedet forsvarsværker. Gjorde dem urokkelige. Uigennemtrængelige. En unaturlig hvæsen lød mangfoldigt fra skyggerne. Der var intet naturligt eller jodisk over lyden, der ellers ville have været lyden man kunne forvente fra et dyr der var blevet irriteret. En kobra måske? Et gigantisk insekt? Lyden kunne ikke sammenlignes med noget der fandtes som eksistens på jorden.

"The giver of life is right though. You do not have a soul, and what little life is left in you it will not pay for a pact broken. You are dying angel. And you will take my Bhavani with you, out of sheer pride. When I have her, what should I care of you? She can not leave you. You played her into my hands. She returned to me. Again. You have nothing to bargain with."

Procella trak vejret i små stød gennem næsen. Hvad foregik der lige nu? Var Helias igang med at prøve at begå selvmord i det underjordiske tempel? Fattede han stadig ikke at de var forbundet og at hun ikke kunne efterlade ham? Blev hun handlet med som en vare? Uden de store forhåbninger om at det havde effekt slog hun ud efter skyggehånden med stagen.

"I AM STILL HERE HELL-SPAWN! YOU ARE NOT BEING VERY POLITE!"

Snerrede hun arrigt. Til hendes overraskelse gav hånden slip.

"Release him! He is trying to give those bloody gloves back! Bloody hell! Helias! Take those bloody things off!"

Hun begyndte at føle sig svag i knæende. Hun vidste godt hvorfor. Før Helias døde ville båndet mellem dem trække på hende. Hun havde svoret at beskytte ham. En blodsed. Hver dråbe blod der dryppede fra handskerne trak på hendes livskraft nu.

Helias fulgte ordren uden tøven. Stilheden blev splittet brutalt af det metalliske klang der lød fra handskerne som de faldt til jorden. Blodet væltede fra deres indre og flød ud på gulvet, en skræmmende mængde i forhold til deres størrelse. Helias hænder var maltrakterede, genneboret og udsuget af tusind pigge. Lange sår gled på tværs af hans underarme hvor handskerne havde været spændt fast.

"Procella.. Send me home and leave this place.."

Ved Helias' bløde ord ændrede atmosfæren sig fuldstændigt. Stilheden hang som en rungende klokke omkring dem. Drunkede alt andet ude. De blodrøde øjne svævede imellem Procella og Helias.

Helias bar et let smil.

My love.. My heart will always be with you.. Get out of here.. And leave me.. Send me home and release the bond between us.

Stemmen der flød igennem deres bånd var varm og kærlig. Al den ægte kærlighed Helias følte i sit indre blev frigivet, nøgent og ærligt, overfor Procella. Samtidigt lagde han ikke skjul på noget. Han ville dø nu og der var ingen mulighed for at han ville tage Procella med sig i faldet. Med en tanke lod han Procella se hvad der var sket den aften hun havde fået ringen. Alle hans tanker og minder om hende. Blot for et sekund, inden han afbrød linket og gentod højt og tydeligt ud i de enourme sale.

"Send me home Reaper.. I am ready."

Procella vaklede og slog atter ud efter skyggerne. Det var svært for det var mørke i mørket. Det havde ingen substans

"Bloody hell will you shu-..."

Brølede hun og gik i stå. Noget dirrede mellem dem. Blev strukket. Spændt. Derpå brast det.

My love.. My heart will always be with you
Send me home Reaper.. I am ready

Han havde forløst hende. Han havde brudt båndet mellem dem på den eneste måde han kunne. Ved at bede hende sende sig hjem. Procellas krop blev gennemrystet af efterveen af magien mellem dem. Hendes sjæl vred sig under det massive opbud af kærlighed han havde sendt mod hende og hun blev grebet af vild trang til at flygte...som altid....

"The bond is broken. You can kill him now"

De røde øjne i skyggerne så afventende på hende. Der var en stemning af tavs dirrende forventning i mørket. Procella stønnede tungt og gled ned på det ene knæ. Magi rasede i hende, omkring hende.

Send me home Reaper.. I am ready

De fyldige læber blev presset sammen til en tynd streg. Hendes fingre låste sig om stagen. Langsomt stirrede hun trodsigt ud i mørket.

"No. I say...no. I can kill him. I choose not to. I am not a slave. To you. Him. Pacts. Bonds. Anything. I have a mind of my own. He was...is...my friend. He failed me over and over again, but that does not make me a murderer. You hear me?"

De rovdyrgule øjne glitrede koldt i lygtens lys. Procella sank noget og kom op på højkant igen. Hun dirrede svagt over hele kroppen. En vandrestøvle blev knaldet ned over handskerne og hun sparkede dem voldsomt ud i mørket.

"You got your gloves back. Release him from the pact. Now! I...say...no! If you want a piece of his ass, you have to deal with me first!"

Atter lød den dæmpede latter i mørket

"Always so...feisty. I can wait. You seem to find your way back century after century. Although this darkness you found..."

Humoren døde hen og blev nærmest eftertænksom.

"Loved by many...love. Pathetic. You are. Less. You sacrifice yourself for love? Fight in the name of...chemicals? And you do not remember me. Or who you are. Killing your vessel will be too easy. You are not immortal."

Procellas øjne gled rundt i mørket. Hun kunne fornemme ham over det hele. Den ildevarslende fornemmelse af at blive set på, af andet end de røde øjne. Høre stemmer i mørket.

"Great. you wont kill me, but you will kill him? Greeeeat. Bloody great!"

No. Find your way out before he dies. If you do, you both live. If he dies, I claim him. And you. Good luck...Bhavani

Mørket fortættedes. De røde øjne forsvandt i et nu. Som havde dæmonen lukket øjnene, for fornemmelsen af tilstedeværelsen var endnu intens. Der lød en sukken og hvisken fra skyggerne. Et vindpust et eller andet sted fra, løftede Procellas blodige og svedige hår og fik det til at piske om hendes skuldre. Hvad nu?

"Dwade? Get moving. We need to get out. Right now. He..it...whatever that bloody thing was. It is trying to kill us, but make it seem our fault. We need to get out. Help me! Get us out!"

Hun vendte rundt og stirrede på Helias

I claim him. And you.

Hendes vejtrækning kom i små paniske stød. Det kunne ikke ende sådan her. Hun ville ikke tillade det!

Helias rejste sig langsomt op, som i en døs og stirrede på Procella. Nærmest mekanisk fik han skramlet de få remedier han havde med til sig og gik til hende.

"If I fall.. Leave me.."

hans ord var tunge og snøvlede. Hans øjne emmede stadig af den intense tomhed som hans evne fremkaldte. Hans aura var som et vindpust, svagt og blafrende imod hende. Han begyndte at bevæge sig så hastigt hans misbrugte krop kunne. Blodet løb af ham og efterlod et spor i det støvede stengulv.

"Hurry.. You will.. not.. end here.."

det eneste han kunne fokusere på var at komme ud. På at huske vejen. Hans syn var sløret af skygger, hans vejrtrækning forhindret af en tung vægt i hans bryst. Hans lemmer var tunge og sløve, som ført af slækkede reb. Han luntede afsted imod labyrintens start. Vandrede igennem dødens hvisken som forfulgte hans øre og tanker. Konstant. Evigt.

Helias kæmpede sig igennem labyrinten, tæt forfulgt af Procella. Hans syn forsvandt mere og mere, hans krop blev mere og mere livløs. Hvad der føltes som evigheder strakte sig i mørket, kun brudt af deres vejrtrækning, skridt og lyden af hans blod der dryppede fra ham.

Endeligt fandt de udgangen. Procella kunne se lys. Helias, så intet længere. Skyggerne havde fortæret hans syn, dødens klamme fingre lå om hans lemmer og gjorde dem tunge. Han faldt ud af indgangen til templet og blev mødt af junglens lyde. Kun hans raspende vejtrækning viste nu at han levede.

Procella var ved at græde af lettelse da hun så lys, langt før hun så udgangen. Dagslyset flimrede ned af gangen og gav den et gråligt lys.

I claim him. And you.

Alligevel tøvede hendes skridt. Hun ville ikke flygte. Hun var ikke bange. Hun var Reaper. Hun var Procella. Hun var mage til Belial. Procella blottede tænderne af solens skærende lys.

We are the sun and the moon. I will not run

Hun vendte rundt mod templets mørke. Hendes hænder greb Helias, førte ham forbi hende. Hun gav ham et skub mod lyset.

"Go. Towards the light. I will follow you."

Procella blottede tænderne af templet.

I do not fear you. I don't run

En latter strakte sig isnende i hendes sind

Run hunter. Run little slayer of darkness. Run, or I will eat you, and everything you hold dear...

En kulde der ikke havde noget at gøre med stemmen eller den dæmoniske tilstedeværelse fik gåsehuden til at rejse sig på hendes hud. Hun kunne intet stille op over for denne kraft. Hun hadede det da hun tog nogle skridt baglæns mod lyset. Alt i hende skreg om at kæmpe, men hun vidste det var en kamp hun ikke kunne vinde.

One day...

Hendes knurren rumlede ned af gangen mod mørket og blev mødt af den ildevarlsende latter.

One day Bhavani. You come to me. One day...

Procella vendte sig og begyndte at løbe, fulgt af den stille latter i mørket. Hun bogstaveligt talt faldt over Helias ved udgangen, blindet af det skarpe dagslys der forandrede junglen totalt. Hun tumlede hen over englens krop og lavede et halvt rullefald for at bøde af for sammenstødet, der alligevel endte med at give hende en lang skramme op af kinden da hun tog den på ansigtet før hun fik smækket en albue i jorden, og den stadig stageholdende hånd.

Heden var helt anerledes nu. Den var brændende hed og truede med at tage vejret fra hende. Natten havde givet en vis form for beskyttelse. 9 timer var gået uden hun havde haft nogen former for tidsfornemmelse, og det var formiddag nu. Enhver forhåbning hun kunne have haft om at overleve eventyret, og slippe tilbage uden at det ville blive lagt mærke til at hun havde været borte, kunne hun godt kaste en hvid pind efter nu.

Komplet ulogisk begyndte hun at le stille, med hovedet ned i den tungt duftende junglemuld. De var sluppet ud. I live. Hun var ikke bundet til Helias længere. Han var ikke bundet af handskerne. Mod alle odds...havde de klaret den? Mage til dumdristigt held....Procella rullede om på ryggen og stirrede op i det tætte mørkegrønne løvhang langt langt oppe imens angsten og sorgen forlod hende gennem den vilde livsbekræftende latter.

We did it!

Hun rakte ud mod Helias med bevidstheden, men fandt intet. Hendes latter svandt ind og smilet falmede. Var han død? Hun satte sig op med et ryk og fandt ham med blikket. Nej? Men båndet var brudt...hun kunne ikke nå ham længere...

"We...uhm...did it?"

Hendes stemme var usikker og tøvende, og slet ikke det vilde sejrsbrøl hun først havde formuleret.

Helias hørte stemmen og smilte let. Det bragte ham en behagelig fred at videat Procella ikke ville dø i det stinkene tempel. Døden havde ikke taget det kæreste han vidste fra ham.

"We did it.."

sagde han stille, for kraftesløs til at rejste sig, for kraftesløs til at røre på sig. Han lugtede jorden igennem blodet. Han mærkede heden der brændte imod hans krop. han hørte lydene der truede med at sprænge hans trommehinder. Han hørte sukkene.. Sukkene fra de døde genlød stadig i ham.

"You will live.. Far from my foolishness.. Friend.."

en enkelt tåre rendte ned af hans kind, blandede sig med blodet og forsvandt imellem stenen han lå på. Han var alene igen. Denne gang ved egen vilje. Han kunne nu søge det han havde ledt efter så længe men aldrig fundet. Fred.

Med en kraftanstrengelse der langt oversteg alt han havde været igennem fik han tiltet sig selv om på ryggen. Smerterne skød igennem ham og han gispede efter vejret imens han kiggede mod himlen. Han så kun mørket.

"Procella.. Is it still night?"

spurgte han tøvende, nærmest håbende.

Bekymringen skyllede ind over hende som en tidevandsbølge. Hendes fingre gled ned over Helias kind og fangede tåren. Hun tyssede blidt på ham.

"Yeah...Yeah, it's still night..."

Hviskede hun, med en bitter smag i munden. Han havde mistet synet komplet, og uden båndet kunne han ikke bruge hendes øjne som hun ellers havde tilladt ham at gøre.

"Sccch. Don't cry. Everything is better now. We did it. We made it."

Procella vippede tasken af ryggen og rodede rundt i den. Hun fandt hurtigt nogle proteinbare frem. Hun måtte have sukker i ham før han døde af ren og skær udmattelse fordi hans stofskifte arbejdede imod ham. Hun pakkede maden ud og holdt den mod hans læber så han kunne fornemme den.

"Here. Eat something"

Hun ventede til han tog baren og begyndte at spise. Eller i det mindste forsøgte sig med det. Det næste ville blive knap for behageligt. Med korte bevægelser skar hun tøjet af ham. Det var utopi at prøve at trække det ham så meget som han blødte og med de brækkede knogler. Hun hvislede svagt over synet der mødte hende.

Great...he is blind...and injured. How are we going to get home from here? We are so screwed...

Med uendeligt blide bevægelse duppede hun hans bryst og mave med de sterile renseservietter der hurtigt blev farvet af englens blod.

Bloody hell...I can't carry him...

Helias smilede let. Selvom båndet var brudt kunne han næsten fornemme løgnen og ømheden i hendes stemme. Hans syn var væk. Fortæret af hans sindssyge forehavende.. Fortæret af den "gave" der var givet ham ved hans skabelse.

Imens han lå og kæmpede med at spise baren og følte ilden ved hver af Procella's blide berørelse skubbede han følelserne væk og undersøgte sig selv i sit stille sind. Han kunne ikke flyve. Han ville ikke være istand til at foretage sig noget krævende i en længere periode. Lyset var taget fra hans øjne så han kunne heller ikke navigere.

Med en øm stemme og en let løftet hånd, pegede han over imod hans taske.

"Der er en satellit telefon i tasken. Bagpå den et nummer.. Det vil bringe os væk herfra.."

Nummeret var til en af hans "sammensvorne" der skyldte ham en tjeneste. En mand med et fly og koordinater til hvor de var. Han ville heller ikke blive forbløffet over Helias tilstand.. Han havde set englen indsølet i blod før. Dog mest andres.

Procella så ned på Helias taske. Var han overhoved klar over hvordan den så ud? Hvor meget han var blevet kastet rundt? Hendes fingre søgte telefonen og hjertet sank i livet på hende da hun stirrede ind i ødelagt plastik og underlige små dele der hang ud, som hun var ret overbevist om ikke skulle hænge ud på den måde.

"Uhm...yeah. Why don't you just rest for a while Helias? Eat, get your strength back"

Fuck...how are we going to get home!

Uden den store forhåbning fandt Procella sin mobil frem. Den tykke håndværker telefon havde selvfølgelig overlevet.

*Intet signal. Kontakt udbyder*

Bloody thing! I would, if I could reach them!

Hun modstod trangen til at kyle telefonen fra sig i junglen. Det ville ikke gøre hende nogen gavn at flippe ud. ikke nu. Helias havde brug for hende. Hun så sig om. Okay. Innovation var vejen frem. Hun lignede mere et dyr end et menneske da hun med sin parkour bevægede sig op af en stamme på et enormt træ. Men hun skulle op. De saftige kraftige ranker var mere eller mindre umulige at save over med kniven men det gik med indædt kamp. Efter en times tid havde hun sammenflikket en båre. Det var ikke hendes bedste arbejde nogensinde, men hun havde ikke forventet at tingene ville udvikle sig på denne måde, og havde derfor ikke pakket til overlevelse i junglen. Det var hendes egen fejl.

"Hang on...okay...I will get us home. Somehow. Do you remember the last civilisation? Witch direction we came from? I need to know where to go"

Stønnede hun i den tiltagende hede. Svirrende insekter fandt hendes svedmættede hud alt for spændende lige nu.

Helias stønnede sagte fra sit leje. Hans krop sitrede i smerter og snart ville kramperne gå ind. Han gik ind og ud af en døs til Procella's stemme nåede igennem til ham.

"Help me up.. I can walk.. We need to head.. west by wing.. or.. south by foot... Give me.. a day.. A day and I will be able to fly.. I promise.."

hans stemme var svag og mulende. Hans verjtrækning var raspende og hæs, luften nåede kun lige til hans lunger. Smerten i hans bryst var tiltagende og han begyndte nu for alvor at føle prisen for Dreadbringer.

"I still hear the voice.. the dead are around us.. watching.."

hans vendte sine blinde øjne rundt, i retning af tusind usynlige stemmer. Sveden drev af ham og stanken af blod hang tungt i hans næsebor.

"West.. or east.. Your choice."

sagde han stille imens han forsøgte at kæmpe sig op, dog uden resultat. Hans lemmer ville ikke lytte. Hans overnaturlige udholdenhed var opbrugt. Hans liv hang i tynde tråde. Han valgte dog og holde ved. Procella skulle hjem.. For enhver pris. Med et slog en tanke ned i hans omtågede sind.

"Amare.. Do you know magic?"

Procella knurrede hidsigt og slog en klo i Helias. Hun trak ham op på båren og flåede sit bælte af. Uden videre omsorg eller blidhed, bandt hun hans ene lår fast til båren.

"So help me god, I will not hesitate to make you into a freaking bondage-club if you don't stay still! Stop moving! I put you on a stretcher okay! Helias, you are blind! Okay! I lied! You are blind! And I am not leaving you to die out here! So please! Stop working against me! I will knock you cold into next week if I have to!"

Hun rodede rundt i sin egen taske og fandt kompasset frem. Hun gryntede tungt da hun vippede sin egen taske på ryggen, og lempede Helias taske foran, og til slut hankede op i båren. Hendes skuldermuskler protesterede kort efter. Et skridt af gangen. Den ene fod. og så den anden

"So-outh then...Yeah. I know magic. Fucking magic. I hate magic"

Stønnede hun. Sveden stak hende i øjnene og hun kunne ikke længere vifte de forbandede insekter bort. Lige nu...syntes hun livet var meget besværligt.

Helias smilede let over Procella's hårde omsorg. Det var sådan hun altid havde været.

"Reminds me of a time in ages past.. And I know I am blind.. You need not hide it from me.. The light of day, is but another price for my foolishness.."

han lo stille. En knækket, sørgmodig latter. Det var alt han kunne gøre forat holde tårene tilbage. Efter nogle minutter hvor han kæmpede med sig selv, fik han endeligt fremstammet hans tanker med en grødet, stille stemme.

"You.. have a vial of my blood.. and a feather offered from my wings.. Perhaps something could be done with that? I haven't researched pagan magic that much.. yet.."

han smilede op i retning af hvor han mente Procella var. Hans tomme øjne var næsten mere frygtindgydende end det normale intense blik. Der var intet tilbage i dem. Kun den endeløse tomhed der truede med at sluge alle der stirrede ind i dem. En tomhed man fortabte sig i.

"And give me the bags... I can hold onto them yet.."

han løftede svagt de blodtilsølede arme, nærmest som et barn efter omfavnelse. Han kunne ikke blot ligge der og lade hende slæbe sig ihjel.. Han var ikke død.. endnu.

Procella prøvede at finde frem til det mentale stadige hvor man separerede krop fra sind så hun kunne arbejde igennem ubehag og smertende muskler.

"You know, that would really not help. I am still carrying you. This way I have more control over the bags. Stop moving please. You'll bleed faster"

Procella skævede ned på tasken foran sig fra tid til anden. Hun havde spændt kompasset fast i lynlåsen på tasken så hun hele tiden havde en fornemmelse af om hun bevægede sig i den rigtige retning. Det gik...frustrerende langsomt i varmen. Hun mærkede nu straffen for at have ligget på den lade side efter børnenes fødsel. Der var noget trygt over den kropslige smerte fordi den føltes rigtig, men samtidig generede den hende fordi den både var et fysisk og mentalt spark i røven.

"You are...very lucky..that I'm the only one around. Blood is a powerful thing you know. And feathers and all that stuff. I can bind you again, but somehow I don't think Wick will like that very much. And it won't help you either. I can try something half-assed but its damn stupid luck if it works. I don't do magic. I just kick ass. Wick is the hocus-pocus-freak"

Mumlede hun forpustet og asede afsted i underskoven, som absolut ikke var særlig tilgivende over for hendes hjemmeflikkede båre. Hun blev ved med at rende ind i huller, buler, gevækster, snævre passager og uigennemtrængeligt buskads. Atter ønskede hun at have haft et sværd. Eller en automatisk hækkesaks. Eller måske bare en lille håndkanon. Junglen var ved at miste sin charme, men det ville ethvert sted have gjort, forslået og træt som hun var, med 2 kæmpe rygsække, og en båre med en ubrugelig engel på.

Helias gled ind og ud af febervildelse, hans krop i en indædt kamp imod blodtabet og varmen fra junglen. Timerne sled sig fordi imens Procella kæmpede sig igennem junglens dyb. Konstant lød der en forpint mumlen fra Helias, ældgamle hemmeligheder der flød fra de mørkeste afkroge af hans sind, ting der var blevet begået tilbage da sværdet havde haft magten.

Som natten begyndte at tage magten over himlen, så Procella det flakkende lys fra fakler forude. Stemmer begyndte at blande sig i junglens lyde, stemmer fra mennesker. Helias var faldet i en dyb, stille søvn, en søvn så lig døden.

((Nå...jeg tror vi skal opgive de der fjerkoste. skriv lige til mig når du kommer hjem fra cirkus mili så vi kan ligge hovederne i blød omkring at få wrappet det her ;) ))

((Trådslutning))

Procella trak Helias med sig. Hvem der efterhånden var mest slidt og svedig og døende at se på, den blodige forrevne engel eller den dybt udmattede jæger, ja det var svært at sætte en finger på.

Af sig selv førte Procellas fødder hende mod gyldne forjættende glimt af lys. Ild. Ild betød mennesker. Mennesker betød hjælp. Vand. Hun var en overlever, men hun kunne kun presses så og så langt før hendes instinkter tog over. Enten skulle hun kæmpe, eller også skulle hun overleve.

Her var intet hun kunne kæmpe imod. Hun skulle overleve. Ikke kun for egen skyld men også for sine børns. Wick. Hun havde andre at kæmpe for end sig selv. Det lette ville være at holde op med at kæmpe. En kamp i fysisk forstand var det ikke. Ikke andet end at tvinge kroppen et skridt...to...tre....

Et menneske havde givet op. Et menneske havde opgivet sin gnist i de dybe gange langt fra alt der berørte solen. Hun var ikke bevidst længere. Hendes krop var en maskine. Hvert åndedræt var tungt. Selv luften var ude på at slå hende ihjel. Varm og fugtig. Den brændte hendes lunger, og truede med at lukke hendes luftrør sammen.

India...never again....
- Right...
What?
- Never again? Never what again? Never rush of to do something stupid?
I Never do stupid shit...
- Girl...you are build of stupid. Stupid are worshipping the altar of you!
Shut up...
- Oh no! Shut up! I'm so hurt! Wait, I'm you, so you're me, so we-
Yes yes! We both think this was the worst idea we ever had! Screw US!

Et sted langt borte, dybt i Procellas bevidsthed, rørte noget på sig. Der var en svag latter. Havde hun været mindre udmattet, havde hun kunne tænke klart, så var der sikkert løbet en gysen igennem hende. En gysen og en helvedes masse bange anelser. Men det eneste hun ænsede var smerten. Hun hadede alt. Træerne. Det bløde jungleunderlag. Helias. Wick. Børnene. Myg - åh gud hvor hun hadede myg! Sit lange hår. Mørket. Fakkellyset der gjorde ondt i hendes øjne.

Hun hadede hænderne mod hendes krop. De summende underlige stemmer hun ikke forstod. Høje underlige skrig. Stanken af menneskeligt affald. Hun ville dræbe dem alle! Men hendes arme var så tunge og hun havde mest af alt bare lyst til at rulle sig sammen i en klump og græde. Men det gjorde også ondt. Hun kæmpede ikke imod da båren blev vristet ud af hendes vablede blødende hænder. Hun havde ikke mere at give af.

___________________

12 timer senere*

Den lave wush lyd vækkede hende. Wush, og tørsten. En hed brise spillede over hendes hud. Og fravristede hende forhåbningerne om at hun var død. Et lille ønske. mindre end et sekund. Døden ville ikke have været så svedig eller gøre så ondt. Hvis ikke hun havde været så tør i halsen havde hun sukket opgivende. Et svagt flakkende minde om lyden af en motor og en meget skrumlende tur hvor hun var stødt ind i Helias hele tiden, manifesterede sig flimrende. Procella satte sig op med et ryk, og kæmpede imod spindelvævet i hendes ansigt. Kølige hænder skubbede hende uden de store problemer, ned og ligge igen. Hun var svag som en nyfødt kattekilling. Hun havde fået et glimt af det florlette myggenet...så ikke spindelvæv. Swushet kom af den hidsige loftvifte på overarbejde.

"Stop being so damn stubborn..."

Lød det træt over hende. Procella forsøgte at forkusere. Hun måtte blinke et par gange før hendes øjne ville samarbejde ordenligt. Azuriel? Hvad?

"Wh-..."

Hun blev afbrudt af et lerkrus mod sine læber. Hun tog taknemmeligt imod det. Specielt fordi hun rystede så meget på hænderne at hun rent faktisk havde brug for hjælp til at holde det. Hendes hænder gjorde svimlende ondt. De var sirligt bundet ind. Blev de normale igen?

"How?"

Hendes stemme var rusten og en skygge af sig selv. Azuriel vinkede hende let af.

"Your demon. Or me. Whatever. I'm learning!"

Azuriel skød brystet let frem som en helt, og punkterede så træt.

"Benefits of having your soul eaten by you. Or your sister. I know stuff"

Azuriel prikkede sig let i tindingen og skar ansigt. Hvis Procella havde været mere opfattende ville hun nok havde lagt mærke til den blågrå tone der var omkring Azuriels læber, og de mørklilla toner omkring hans øjne. Den lidt for blege hud. Men det gjorde hun ikke. Hun var bare så træt. Havde så ondt. Hendes øjne gled atter i. Hun skar ansigt. Selv det gjorde ondt.

"...bastard...spiked the...water..."

Mumlede hun protesterende. En kølig gled over hendes pande, og hun mærkede fjerlet læber mod sin svedige hud. De var også sært kolde?

"Sleep. So damn stubborn. Just sleep. I took care of it. I fixed your angel. Sleep"

Ordende fulgte Procella ind i søvnen. Der var noget forkert ved det. Tog sig af det? Hendes engel? Helias? Nåja...Helias...hvor var Helias overhoved? Noget strakte sig. En lille usynlig streng indeni hende. Sløvt rakte Procellas bevidsthed ud efter det. Det skulle ikke være strukket?

Før hun nåede at røre ved strengen, knækkede den. Som en klaverstreng svirpede enderne tilbage, med en uhyggelig flængende lyd, og Procella skreg i hvad der var lige dele dødsangst og smerte.

NOOOOO!

Desperat strakte hun sig. Hun prøvede at nå de to ender der allerede krøllede sig sammen og samtidig svirpede dødbringende rundt i mørket. Hvad skulle hun vælge? Den ene pulserede mørkt og farligt, den anden var lysende hvid og glitrende. De begge truede med at rive hende i stykker. Noget forfærdeligt var sket. Men hvad?

DON'T DO THIS! YOU DON'T GET TO DO THIS! I AM SUPPOSED TO KILL YOU!

En varm blid latter lød et sted, og begge ender af den henholdsvis pulserende og glitrende tråd forsvandt.

Guess not. All the power and might you have. You can't beat death. Not even the mighty Reaper. I'll be waiting for you to come and kick my ass...I'm the one with the whiskey

Selv i sin bevidstløse tilstand gled varme tåre ned af hendes kinder. forbandede røvhul. Det var ikke meningen det var sådan det skulle have endt. Det var ikke sådan historien skulle ende. Det var forkert...

_______________________

Da den enorme rotor faldt til ro et sted over hende, havde hun stadig ikke sagt en lyd. Hun var uhyggeligt tavs. Det havde hun været siden hun vågnede igen, og betragtet den døde krop ved siden af den slidte madras. Procella havde for en gangs skyld ikke haft noget at sige. Hun var faldet hen i dødlignende stilhed. Hendes blik gled tavst skiftevis fra båren med Helias, til den aflange trækasse. Ingen polering eller falballader. Efter Indisk tradition var det meningen han skulle brændes. Det var mest klinisk. Men det var ikke det kliniske Procella tænkte på. Egentlig heller ikke afsked. Eller om Helias var okay. Da døren blev åbnet til helikopteren og varmen, stanken, og larmen faldt over hende, gled hends tomme øjne ligeglydigt over mængden. Den var uden betydning.

Hendes ben dirrede under hende af anstrengelse da hun tvang sin endnu mishandlede krop i bevægelse. For enden af pinslerne var sødmen. Det der skulle få det hele til at svinde ind til ekkoet af et mareridt. Hun gled ind i en favn der duftede....krydret...og alligevel helt anerledes end gedemarkedet omkring hende. Det betød ikke noget om hun var i Indien eller ej. Hun var hjemme. Procella overgav sig for en gangs skyld. Hun lod sig overvælde af det kølige mørke der var hendes mage. Lod ham skylle ind over sig. Det var som balsam for krop og sjæl. Den fysiske kontakt var så meget mere end blot det. Hun kunne mætte sig med ham. Et øjeblik kunne hun give slip og bare være. Lukke alle andre sanseindtryk ude. Hun havde sin borg. Sin fæstning. Et sted hvor hun var i sikkerhed.

Procellas pande hvilede mod brystet foran sig og hun lukkede øjnene kort. Fornemmelsen af stof mod hendes hud fik hende til at se op. De ravgyldne dybder berørte let de mørkt glødende over hendes ansigt. Hun kunne ikke åbne. Ikke dele. ikke endnu. Men hun var en tørstende plante efter ham, og hun behøvede ikke sige det, for at han vidste det. Chocket og sorgen var for tæt på. Hun kunne ikke græde. På et tidspunkt ville hun måske. Men ikke nu. Det var ikke tiden til dumme spørgsmål som hvorfor han var der. eller hvordan han havde vidst hun var der. Det var heller ikke vigtigt.

"...I hate mosquitoes..."

Mumlede hun lavmælt. Hendes hænder søgte hans. Selvom de smertede frygteligt og var indbundne og klodsede, så søgte de alligevel hans. Smertefuld sødme, da hun kunne stryge sine fingre mellem hans.

Havde det kun været et par dage? Eller havde det været en evighed? Det føltes som en evighed. Men nu var hun i det mindste hjemme. Hvor hun hørte til. På et eller andet tidspunkt kom verden tilbage. Larmen fra markedet slog sammen om hende. Varmen, duftende. Men lige nu, betød intet af det særlig meget.