Help me - Mattian

Tid: 23:30
Dato: 18/4-2012
Vejr: Overskyet
Omgivelser: Ikke rigtigt nogen mennesker udenfor, mest indenfor.
Tøj: Et bar Jeans, et sort top og en lidt tyk jakke.


Bree løb alt hvad hun kunne, men hun kunne bare ikke løbe fra personen, hun kiggede sig hele tiden over skulderen og personen var der stadig, med et lusket smil om læben, hvorfor skulle hun også lige gå ind i den pokkers gyde, hvorfor, hvorfor, det spørgsmål stilte hun sig selv hele tiden, havde hun gået der ind var hun ikke ved at blive forfuldt, hun vidste at han ville gøre noget med hende og hun ved godt hvad, han ville voldtage hende, og skubbede tanken væk, den fik hende til at græde, tåerne løb end af hendes kinder, hun kunne ikke skrige på hjælp, hendes hals var alt for tør, hun passerede en skygge op håbede at personen så hende og den person som fulgte efter hende, hun kiggede igen tilbage, hun drejede ned af en anden gade og faldet over en sten, hun kunne høre ham, han var ved hende, han tog fat i hendes og vendet hende om så hun lå på ryggen, han satte sig oven på hende og begyndet at tage hendes tøj af, hun prøvede at skubbe ham væk og kæmpe imod, men forgæves, hun ville prøvede at skrige "HJÆLP" Skreg hun så høj hun kunne, hun dækkede hende mund, til med sine ene hånd, tåerne trille ned af hendes kinder.

Tøj: Et par hullede jeans, en sort t-shirt, en sort læder jakke og et par sorte støvler.

Mattian gik for sig selv i byen og kiggede rundt på folk der gik forbi ham, med et ondt eller bange blik i sine nøddebrune øjene. Han gik med hænderne i sin sorte læder jakkes lommer, og vidste ikke helt hvad han skulle give sig til. Han kunne pludselig høre et skrig og løb hurtigt efter lyden, hvor han fandt en pige som var ved at blive overfaldet. Han løb hurtigt hen til maden, og tog en pistol frem fra sin ryg og holdt den op mod mandens hovede. "Slip hende nu!" Sagde han med en is kold stemme, og kiggede hen på pigen for at se om hun var kommet noget til. Han snerrede lidt og pressede pistolen ned mod mandens hovede, "NU sagde jeg!" Snerrede han vredt.

Hun kunne høre nogen sige noget og det var en lettelse, hun kunne mærke roen komme til hende at der var en der havde hørt hendes skrig og som kom for at hjælp hende, hun mærke manden der sad oven på hen rejste sig op, hun tørte sine tår væk og kravlede en smule væk, det hele skete meget hurtig, manden vendte sig om mod ham med pistolen, han slog pistolen ud af hånde på ham og skubbede ham tilbage så han landte på jorde, hun var på vej til at rejse sig op, men mærke nogen hænder som holdte hende fast, det var ham igen, hun sparkede og slog ham, men det hjalp ikke, han tog hendes jakke og top af og pressede hende op af en mur, hun skreg og græd på samme tidspunkt, hun kiggede hen på ham der var kommet for at hjælpe hende, hun kiggede på ham med et bange blik, hun opgav at gøre modstand det hjalp ikke noget tåerne væltede ud.

Mattian mærkede at manden slog pistolen ud af hans hænder, og snerrede vredt og slog ud efter manden, men faldt da manden skubbede til ham. *Fint ska det være på den måde.* Tænkte han vredt, og lod sit blik følge manden da han igen var optaget af pigen. Mattian fik hurtigt fat i sin pistol igen, og rejste sig op igen og sigtede pistolen mod manden igen. Han trykkede på aftrækkeren og skød manden i baghovedet, og kiggede på manden med et koldt blik da han faldt til jorden. Han satte sin pistol om på ryggen igen, og gik hen mod pigen med rolige skridt. "er du okay?" Sagde han stille, og kiggede på hende med rolige nøddebrune øjene. Han rakte en hånd ned til hende, for at ville hjælpe hende.

Hun blev ved med at græde, men det stoppede da manden faldet til jorden, hun kiggede chokeret, på ham med pistolen og så ned på mande der lå livløs på jorden, han var dø og det hele var overstået, hun sank sammen ned på jorden, hun fik fat i sin jakke op top, hendes tp var ødelagt og hun havde kun hendes jakke, hun havde tabt hendes pung da hun løb fra manden, så hun kunne ikke betale for et hotel værelse og hun havde sikkert også tabt hendes nøgler, hun kiggede på manden der kom hen til hende, hun tog imod hans hånd og rejste sig op, hun rystede over det hele, af chok, men også fordi hun stadig var banke, hun havde bare lyst til at græde oppe af hendes redningsmand skuldre, men lod være istede for begyndet tåerne at trillede ned af hendes kinder igen "Tak" Fik hun fremstammede.

Mattian blev overrasket da hun igen begyndte at græde, og vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Han hørte det hun sagde og smilte skævt til hende, "Hey, jeg er her for at hjælpe." sagde han stille, og kiggede på hende med et opmærksom blik. Han så hendes top var ødelagt og rystede lidt på hovedet af det, han tog sin sorte t-shirt af og tog sin læder jakke på igen og lynede den. Han rakte t-shirten til hende, "Her, du har mere brug for den end jeg har." Sagde han blidt, og kom i tanke om noget. " Har du nogen du kan søge hjælp ved?" spurgte han nysgerrigt, og kiggede hende i øjen med sine nøddebrune øjene.

Hun tørte sine tår væk, hun måtte tage sig sammen, det hele var overstået, han havde dræbt, manden, men det var nok noget af det der fik hende til at gå i chok, men udover det, var det lige det der var sket som fik hende til at gå i chok, hun var næsten blevet voldtaget hvis det ikke var for ham og det var hun taknemmelig for.
Hun kiggede på ham da han tog hans T-shirt af og gav den til hende "Tak" Sagde hun venligt og tog den på, hun tog sin jakke udenover, hun var begyndt at få varmen igen, efter hun både havde lagt, på den kolde jord og stået op af mure, med bar ryk, hun lyttede til han sagde og rystede på hovedet "Nej det har jeg ikke" Sagde hun og trak sin jakke mere ind til sig, selvom hun var ved at få varmen frøs hun stadig, men det vel også forståeligt.

Han lyttede til det hun sagde og nikkede stille, "Så lidt." Mumlede han stille, og betraktede hende for at se efter hvor mange skramer hun havde fået. Han kiggede hende i øjene igen, mens han lyttede til hende igen. "Okay så, så kom med mig, jeg kan godt hjælpe dig." Sagde han blidt, og tog let fat i hendes hånd og trak hende blidt med sig væk fra gyden. Han kiggede sig omkring for at se om der var nogen der fulgte dem, og for at være klar hvis nogen skulle angribe dem.

Hun kiggede ham ind i øjnene, med et roligt blik, hun var blevet helt roligt igen takke været ham, hun lyttede til hvad han sagde og tænkte over hvordan han kunne hjælp hende, hun mærkede hans hånd i hendes og hun fulgte stillede med ham, væk fra gyden og et sted hende hun ikke vidste hvor var, men hun var bare glad for at komme væk fra det andet sted, hun gik tætter på ham, hun var en smule bange for at gå her, så hun ville holde sig så tæt på ham som muligt.

Mattian trak hende let med sig gennem gaderne og byen, og efter noget tid var de hjemme ved ham. Hans var grå med sorte vindues rammer, og døren var også sort. Han åbnede døren og gik ind i gangen, som havde hvide og sorte vægge med en masse store sort/hvid tegninger, som var hængt op i sølv farvede rammer. Pludselig kunne man høre et lille gøen og et par små poter løbe hen over gulvet, og ud i gangen kom en lille hvid, grå og sort pelstot. Pelstotten var en lille slædehvalp, som Mattian havde haft i et par måneder. "Hey Alaska." Sagde han glad, og tog hunden op i sine arme. Han kiggede hen på pigen igen med et blidt blik, og smilte sødt til hende. "Mit navn er forresten Mattian, og det her er så mit hjem og min lille pelstot af en hund." Sagde han grinene, og betraktede hende med et blidt blik.

Hun fulgte stille og forsigtigt med ham, gennem byens mørke, hun havde aldrig vært særlig glad for mørket, men det hjalp en smule, at hun gik sammen med nogen, det gjorde hende mere tryk, hun kiggede rundt, for at se om nogen fulgte efter dem, men til hendes lettelse gjorde der ikke.
Hun kiggede lidt undret på hans hjem, han kunne godt lide sort og grå, eller det kunne hun regne ud, med den farve som det meste havde, hun gik med ham ind og kiggede sig omkring, der var da mere farve, men så alligevel ikke, væggen var hvide og sorte, men de gav en effekt, på det hele, men hvordan det vidste hun ikke.
Hun kunne høre nogen poter løber overgulvet og så kom der en hun løbende over gulvet og sprang i arme på Mattian, hun smilede sødt til ham og kiggede derefter på hun, hun løftede en hånd og strøg hunden over pelsen, med blide og rolige bevægelser, hun kiggede derefter på Mattian igen.
"Jeg hedder Bree" Sagde hun og smilede sødt til ham, hun kiggede på ham med et blidt blik, og smilede igen, hun kunne ikke takke ham nok, for at havde redet hende, hun skyldte ham virkelig meget.

Mattian betraktede hende med nysgerrige øjene, da hun kiggede sig omkring ved hans hus. Han smilte blidt til hende og kiggede hende i øjene med et roligt blik, han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han var ikke van til at være sammen med andre, for han holdt sig mest for sig selv og var alene om sine ting. Han betraktede Alaska da pigen rørte ved ham, og smilte lidt for sig selv. Han hørte det hun sagde og nikkede, "Hyggeligt at møde dig Bree." Sagde han stille, og kiggede på hende igen.

Hun kiggede ham ind i øjnene med et blidt blik og smilede blidt til ham, hun ville gerne sige tak til ham igen, men ville det ikke være en smule åndsvagt, nu hvor hun havde sagt det to eller tre gange, men hun var virkelig taknemmelig for at han redte hende, skulle hun eller skulle hun ikke *Tag dig dog sammen Bree, som med at skændes med dig selv" tænkte hun vredt til sig selv, hun skubbede tankerne væk og smilede til ham igen " I lige måde" Sagde hun og kiggede blidt på ham, hun aede stadig for hunden, men blev ved med at kiggede på Mattian, hvordan kunne hun endeligt takke ham for at havde redet hende, hun rynkede en smule på panden, men skubbede hurtigt tanken væk, for at han ikke skulle lægge mærke til det.

Mattian kiggede på hende, og kunne tydeligt se at hun tænkte på et eller andet. Han lagde hovedet en anelse på skrå, og kiggede undrerne på hende. "Hvad tænker du på?" Spurgte han nyserrigt og roligt, mens han kiggede hende i øjene med et blidt blik. Han hørte det hun sagde og smilte skævt til hende, og mærkede pludselig at Alaska bed ham i armen. "Rolig al, du skal nok få opmærksomhed din lille pelstot." Grinte han, og kyssede hunden på panden mens han gjorde så han stod bedre med den.

Hun kiggede på ham, og hun vidste godt at han havde fundet ud af at hun tænkte på noget selvom hun prøvede at skjule det, hun smilede til ham og svarede så på hans spørgsmål " Jeg tænkte bare på at jeg skylder dig så meget efter i aften, du har redet mig for at blive voldtaget og jeg kan ikke sige hvor taknemmelig jeg er, for jeg er virkelig taknemmelig og skyder dig virkelig meget efter i aften" Sagde hun og smilede blidt til ham, hun skyldte ham meget, hun kunne ikke takke ham nok, han havde redte hende, hun vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle takke ham, men et ting vidste hun, hun ville takke ham på en eller anden måde.
Hun kiggede ned på Alaska, han Mattian sagde noget til ham, et lille grin slap hendes bløde læber, hans hund var virkelig kær.

Mattian betraktede hende med sine nøddebrune øjene, og lyttede til hende uden at sige noget. Han kiggede bare på hun med et roligt blik, i mens han nussede Alaska. "Det var så lidt, jeg er glad for at kunne hjælpe dig. Og nej du skylder mig ikke noget Bree, jeg er ikke en tyv som vil have noget for alt han gør." Sagde han smilende, og kiggede hende i øjene med et blidt blik. "Er du sulten eller tørstig?" Spurgte han nysgerrigt, og gik hen mod køkkent mens han kiggede sig tilbage efter hende.

Hun ham ind i hans nødderbrune øjne, mens hun talte, hans sagde ikke noget mens hun talte, men da hun stoppede åbnede han munden og talte, hun lyttede på hvad han sagde og rystede på hovedet "Det jeg mener er, at jeg ikke kan takke dig nok for din hjælp og jeg føler at jeg står i gæld til dig" Sagde hun og smilede blidt til ham, hun nægtede at vendet ryggen til det, hun stod i glæd til ham, havde han ikke vært der var hun blevet voldtaget, men han var der og han hjalp hende og hun ville takke ham på en eller anden måde også selvom han ikke ville havde det, hun nikkede stille til ham "Jeg er en smule tørstig" Sagde hun og fulgte efter ham.
Han kunne ikke slippe væk fra det første emne, hun ville vende tilbage til det om han så kunne lide det eller ej, hun havde faktisk et par spørgsmål til ham om det der skete der ude.

Han smilte lidt mens hun talte igen, og begyndte at grine lit da hun var færdig med at snakke. "Jeg ved godt hvad du mener snuske pige." Sagde han grinene, og kiggede hende i øjene. Han vidste ikke hvorfor han kaldte hede snuske, det kom bare til ham. Han hørte det hun sagde og nikkede så, og kom i tanke om at han ikke havde en t-shirt på under sin læder jakke. "Okay, jeg har cola i køleskabet. Du kan selv lige tage noget, jeg skal lige ind og have en t-shirt på." Sagde han smilende, og lynede sin læder jakke op så han kun stod i bar overkrop. Han smed jakken over på en stol, og vendte ryggen til hende og gik hen mod sit værelse. Han havde tre store ar ned af ryggen, fra skulderbladet og ned til lænden.

Hun kiggede undret på ham, da han begyndet at grine, hun mente hvad hun sagde, troede ham ikke på hende, eller lød det mærkeligt, hun vidste ikke helt hvad hun skulle tro, hun var blevet en smule forvirret over hendes egen ord.
Hun nikkede kort til ham og smilede så, da han sagde at hun skulle havde en T-Shirt på kom hun i tanke om at hun havde hans på, det havde hun helt glemt for han nævnte det nu, hun kiggede på ham da han vendte sig om, hun fik et chok, da hun så hans tre stor ar, som gik far skulderbladet og ned til lænden, hvad var der sket med ham, hun tog sig selv til munden for ikke at sige noget og kiggede den anden vej.
Hun gik med forsigtigt skridt, ud i køkkenet og tog et glas cola, hun stillede sig oppe af bordkanten, med hænderne på kante og kiggede ned i bordet.
Alt det der var sket i aften fyldte hendes hoved, hun prøvede at skubbe tankerne væk, men det kunne hun ikke, hun så sig selv stå oppe af den kolde og mørke væk, med manden foran sig, som stod og ragede på hende og prøvede at voldtage hende, men det billede hun ikke rigtigt kunne lide var Mattian med pistolen i hånde, da han skød manden, uden hun selv havde lagt mærke til det begyndet hun at ryste og blev svimlen, hun faldte sammen på gulvet.

"Godt, jeg kommer tilbage om lidt." Sagde han smilende, og kiggede hende i øjene. Han mærkede hendes blik på sig, da han havde vendt sig om fik et gys ned af ryggen. Ingen havde rigtigt set hans ar før, og han kunne med det samme mærke hendes chock. "Jeg vil ikke snakke om det, så lad vær med at stille spørgsmål omkring dem." Sagde han stille, og gik videre ind på sit værelse. Han tog en anden sort t-shirt på, og tog en dybindånding inden han gik ud i køkket igen. Han så at hun var faldt sammen på gulvet, og at hun sad og rystede over hele kroppen. Han gik forsigtigt hen til hende og satte sig på hug foran hende, og kiggede på hende med et blidt blik. "Du er jo ikke okay snuske, hvad er der galt?" Sagde han stille, og betraktede hende med sine nøddebrune øjene.

Hun blev ved med at ryste, hvordan kunne det være at hun først var skræmt nu og ikke før, alt det der var sket var lige gået op for hende, hun havde oplevet det sammen som hende egen søster, som var forsvundet nu.
Hendes egen søster var også blevet voldtager, altså Bree var ved at blive voldtager, mens hendes søster blev det, og efter det forsvandt hun, hvad hvis hendes voldtægt mand havde bortført hende, men det kunne han jo ikke for han blev anholdt, men hvad hvis han fik noget til at gøre det for ham *Hvad hvis nogen af hans venner havde set ham løbe efter mig og de så fandt ham dø, og de så ville prøve at finde mig og bortføre mig* den tanke havde hun aldrig tænkt før nu, hun var mere bange end før, hun kunne ikke lade være tårene begyndet at løbe ned af hendes kinder, hun bøjede sig forover mod ham og lagde sit hoved på hans skuldre og begyndte at græde, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun var så bange.

Mattian vidste ikke hvad han skulle gøre, han kiggede bare på hende med et blidt blik i sine nøddebrune øjene. Han kunne se at hun tænkte på et eller andet, men hvad tænkte hun på? Han bed sig selv i læben, og tog forsigtigt armene omkring hende da hun lagde sit hovede ind til ham. "Udanset hvad du tænker på lige nu, skal jeg nok hjælpe dig og beskytte dig snuske. Hvad er der galt?" Sagde han stille, og begyndte at blive bekymret for hende. Han sukkede dybt over sig selv, han havde aldrig været god til sådan noget her.

Det hjalp da han lagede armen omkring hende, hun snøftede et par gange og prøvede at trække vejret normalt, hun vidstede ikke om hun kunne stole på ham, men efter som havde redet hendes liv, valget hun at stole på ham, hun løftede sit hoved så hun kunne se ham ind i øjnene "For mange år side, oplevede min søster det sammen og efter det forsvandt hun, hvad nu hvis hendes voldtags mand havde noget med hendes forvindning at gøre, hvad hvis han fik nogen til at bortføre hende, hvad hvis det samme vil ske for mig" Sagde hun og lagde sit hoved ved hans skuldre og græd igen, hun var så bange for at forsvinde en dag og aldrig mere komme tilbage.

Mattian lyttede opmærksomt og uden at sige noget til det hun sagde, og lagde hovedet let på skrå. Hans øjene blev lettere kolde ved henes fortælling, og han knyttede den ene hånd omme bag hendes ryg. Han kiggede hende i øjene med sine nøddebrune øjene, "Der vil ikke ske dig noget, jeg skal nok beskytte dig." Sagde han stille og fast besluttet. "Du hat brug for hvile." Mumlede han, og løftede hende op i sine arme og gik hen mod stuen. Han lagde hende i den store sorte læder sofa, og satte sig ved hendes side uden at sige noget.

Hun kunne mærke at han knyttede sin ene hånd bag hendes ryk, hun kunne ikke lide, han måtte ikke være sur, hun kiggede på ham da han talte, hun nikkede kun til hans svar, hun kunne ikke svare da hendes stemme var blevet efter hun havde grædt så meget.
Hun ville havde afvist ham i at hun havde brug for hvile, men enden hun kunne nå det havde han tage hende op i sine arme, og båredet hende ind i stuen, han lagde hende på sofaen og satte sig ved hendes side, hun ville ikke hvile, hun kunne ikke, lukkede hun øjnene kom der bare billeder frem hun ikke ville se, hun gad ikke se de forfærdlige billeder igen, hun kiggede på ham, for at komme på andre tanker "Hvorfor bar du en pistol" mumlede hun, hun ville gerne vide hvorfor han gjorde det, det spørgsmål, havde siddet inde i hendes hoved lige siden hun så ham med den.