Help me - Mattian

Hun kiggede ham ind i hans nødderbrune øjne med et blidt blik, hun var helt roligt nu, selvom han sagde at han ikke var godt til det her, klare han det faktisk godt, han holdte om hende, og det hjalp, hun følte sig mere tryk, når nogen holdte om hende, godt være at han ikke var god til det med at trøste tale eller hvad man nu skal kalde det, men selvom han ikke var det trøstede han hendes og det var hun glad for.
Han var den første som overhovedet ville hjælp hende, og det betød meget, hun blev bare ved med at kigge på ham uden at sige noget.

Mattian kiggede hende dybt ind i øjene med et blidt blik, og tænkte stadig på hvad hun mon tænkte på? Men han ville ikke til at spørger hende, nu hvor hun havde fået det bedre, for han ville ikke risikere at hun fik det dårligt igen. Han var lidt stolt over sig selv, fordi han havde hjulpet nogen og været i nærheden af nogen rigtig længe, uden han havde fået nogen af sine små lettere vrede anfald. Han smilte forsigtigt til hende, og blev ved med at kigge hende i øjene.

Hun kiggede ham dybt ind i øjnene med et blidt blik, uden at sige noget, for hun kunne se at han tænkte på noget og hun ville ikke forstyre hans tanker, stilheden blev ved og hun kunne ikke klare det mere hun ville høre hans stemme for at blive ved med at være rolig, så hun var den første der brød stilhenden "Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg ellers skal sige, men tak, jeg ved godt at jeg har sagt det 1000 gange nu, og at du sikkert er ved at blive træt af at høre det, men tak" Sagde hun stille og kiggede ham dybt ind i øjnene, et grin undslap hendes læber over det hun lige havde sagt, det lød virkelig forkert i hendes øre, hun burder lære at formuler sig bedre når hun skulle sige noget.

Mattian betraktede hende med et roligt blik, og smilte forsigtigt til hende uden at sige noget. Han kunne se hun tænkte på noget, og lagde hovedet en anelse på skrå. Han lyttede til det hun sagde, uden at sige noget eller gøre noget. Han begyndte at grine lidt over det hun havde sagt, "Det er okay, og jeg er ikke træt af at høre det. Jeg forstår godt hvad du mener." Sagde han grinene, og kiggede hende i øjene med et blidt bilk.

Hun kiggede ham ind i øjnene med et blidt blik, og lyttede til hvad han sagde, hun grinte sammen med ham, hun var da glad for at høre at han ikke var træt af at høre det, det må jo på en måde betyde at han var glad for at hun var glad for at han kunne hjælp hende. Hun kvalte et grin, da hun skulle til at grine over det hun havde tænkte, hun fri gjorde sig fra hans greb om hende for at gå ind i sofaen, hun rejste sig op, men alt for hurtigt, hun vaklede om og var på vej ned mod gulvet i et hårdt fald.

Han kiggede hende i øjene med et blidt blik, og smilte igen forsigtigt til hende. Han grinte stille sammen med hende, og mærkede at hun gjorde sig fri af han greb om hende. Han slap hende blidt, og rejste sig op og gik med hende. Han gik lige bag hende og kunne se at hun ville falde, og greb hende hurtigt i sine arme. "Hov snuske, rolig nu du må hellere passe på." Sagde han stille.

Hun var sikker på at hun ville ramme gulvet, hun lukkede sine øjne i af ren reflex, men han greb hende i hans arme, og hun åbnede den langsom igen, hun kiggede på ham med et blidt blik "Tak" Sagde hun blidt og tog fat i hans arm, for at få balance igen, hun gik stille hen til sofaen og satte sig ned, hun tog en dyb indånding og slappede lidt mere af, hun kiggede op på ham med et blidt blik og smilede blidt til ham.

Han kiggede hende i øjene da hun igen åbenede dem, og hørte det hun sagde. "Det var så lidt snuske pige." Sagde han smilende, og kiggede på hende med blidt blik. Han fulgte stille efter hende ind i stuen, og satte sig på gulvet i den lille rede agtige ting han havde lavet på gulvet. Han kiggede ned af sig selv, og kom først nu i tanke om at han ikke havde en t-shirt på.

Hun kiggede på ham da han satte sig ned på gulvet, hun kiggede på hans bare overkrop, hun ville virkelig godt vide hvor hans ar kom fra, men han ville ikke havde det, og det undrede hun sig en smule over, men lod være med at spøger "Du behøves ikke sidde på gulvet" Sagde hun stille og kiggede på ham med et blidt blik, mens hendes blik, gik direkte til hans ryg med hans ar.

Han så at hun kiggede på hans overkrop, og rødmede automatisk over det. Han smilte forsigtigt til hende igen, og kiggede hende i øjene med et blidt blik. Han hørte det hun sagde og nikkede så, "Tak." Sagde han stille, og rejste sig op og satte sig ned ved siden af hende. Han lå mærke til at hun kiggede på hans, og rettede sig så hun ikke kunne se dem. Han sukkede lidt og rystede på hovedet over sig selv, han burde jo ikke være flov over sine ar, men stolt af dem.

Hun kunne se at ham rømede over at hun kiggede på ham, hun smilede til ham da han satte sig ned ved siden af hende, hun var utrolig taknemmelig *Stop nu med at sige det, du har sagt det 1000 gange nu* hun kunne ikke lade være med at skændes med sig selv, hun skubbede tankerne væk og lagde sit hoved på hans skuldre og lukkede sine øjne i, og lod tankerne flyve afsted.
Hun vidstede ikke hvad hun skulle gøre eller sige.

Han smilte forsigtigt til hende, da hun smilte til han. Han kiggede hende i øjene med et blidt blik, og vidste ikke hvad han skulle sige nu. Han vidste hvad hendes evne var, men ville hun bruge den mod ham?? Han mærkede hendes hovede mod sin skulder, og lagde blidt armene omkring hende. Han kiggede ned på hende, og tænkte på alle mulige ting.

Hun kunne tydeligt mærke at at han tænkte på noget, hun overvejede kort at læse hans tanker, men hun gad ikke gøre det mod ham, hun vidste bare at det ville skabe problemer for hende, og at han ville blive sur på hende og det vil hun ikke have.
Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige til ham, klokken var 4 om natten, så hun vidste heller ikke hvad de kunne lave, hun kiggede op på ham med et blidt blik "Hvad tænker du på" Spurgte hun stille og smilede blidt til ham.

Han kiggede ned på hende og smilte forsigtigt, da han kunne mærke hendes blik på sig. Han hørte hendes spørgsmål, og trak let på skulderne af det. "Ikke noget særligt, jeg tænker bare på hvad jeg fx skal lave i morgen osv." Sagde han stille, og vidste ikke hvad han mere skulle sige til hende. "Hvad med dig?" Spurgte han nysgerrigt, og kiggede hende i øjene.

Hun kiggede på ham med et blidt blik, og lyttede til hvad han sagde, hun smilede blidt til ham, hun vidste ikke om hun skulle sige det, hvad ville han ikke lige sig til det hun tænkte, hun burde slet ikke tænkte det, hun blev sur på sig selv og kiggede væk, sagde hun hvad hun helt præcis tænkte, ville hans sikkert stoppe hende i at gøre det, så hun valget bare at sige noget andet "Hvad jeg skal lave imorgen" Løj hun og kiggede stadig væk, hun kunne ikke se ham i øjnene efter det her, hun skammede sig virkelig.

Han betraktede hende uden at sige noget, da han kunne se at hun stadig tænkte på noget. Men hvad kunne det være?? Han lyttede til det hun sagde, og rystede så på hovedet af det. "Det er jo ikke det du tænker snuske, du kigger jo ikke en gang på mig, da du sagde det." Sagde han stille, og tog let fat i hendes hovede så hun blev nød til at kigge på ham. Han kiggede hende i øjene med et blidt blik.

Han havde ret, med at det ikke var det hun tænkte på, men sagde hun det ville han sikkert aldrig lade hende tage hjem, uden han skulle med, for at søge for at hun faktisk tog hjem, kunne ikke få sig selv det at sige, men hun kunne heller ikke lide at lyve, hun sad virkelig i et stort dilemma, nej hun kunne ikke sige det rigtigt til ham "Undskyld, men jeg kan ikke sige det" Hun tog sig selv til hovedet og rejste sig op, hun skammede sig virkelig meget, hun kunne ikke engang se på ham, hun havde løjet for ham, og han havde redet hende, og så lyver hun for ham "Undskyld" Sagde hun stille og løb ud mod gangen, hun begyndet at trække hendes sko og jakke på.

Han kiggede på hende med et nysgerrigt og lettere bekymret blik, havd tænkte hun dog på som hun ikke ville sige til ham?? Han lyttede til hende uden at sige noget, og kiggede hende dybt i øjene. "Det er okay at du ikke vil sige det Bree." Sagde han stille, og betraktede hende da hun tog sig til hovedet. Han blev overrasket da hun begyndte at løbe, og rejste sig hurtigt og løb efter hende. Han tog hurtigt fat i hende og trak hende ind til sig, "Du skal ikke ud nu, igen det er farligt Bree." Sagde han stille, og knugede hende ind til sig.

Hun tabte hende sko, som hun var ved at tage på da han tog fat i hende og knugede hende ind til sig, hun kunne ikke mere, hun kunne ikke udsætte ham for mere af hendes mareridt og alt det der var sket, hun skubbede sig væk fra ham og tog fat i hans hænder, hun kiggede på ham med et undskyldene blik, tårene begyndet at trillede ned af hendes kinder "Undskyld, for alt" Sagde hun grædene og strøg ham over kinden, hun gik hen til ham, og krammede ham, hun gav han et kys på kinden, hun trak i hendes jakke og sko og løb grædene ud af døren.

Han betraktede hende da hun gjorde fri af hans greb, og kiggede på hende medet bekymret blik. Han lyttde til det hun sagde, og vidste ikke hvad han skulle sige. Han bed sig selv i læben, da hun krammede ham og blev overrasket da hun kyssede ham på kinden. Han fulgte hende med øjene da hun gik ud af døre, og gik et skridt hen mod døren og kiggede bare på den, da den smækkede i foran ham.

//out.