Help me - Mattian

Han betraktede hende med et rolig blik, og smilte blidt til hende. Han hørte hendes sprøgsmål og trak let på skulderne, og grinte stille for sig sev. "Som du kunne se snuske så er denne by her farlig, så jeg har den til at beskytte mig med og andre når det er." Sagde han stille, og kiggede hende i øjene med et roligt blik. "Bare rolig, jeg gør dig ikke noget. Jeg er ligesom dig." Sagde han, og bed sig så med det samme i læben over at han havde sagt for meget.

Hun kiggede på ham med et blidt blik og lyttede til hvad han sagde, hun ville give ham ret i at det var en farlig by uden tvivl, men hvis han vidste at den var farlig hvorfor flyttede han så ikke til en anden by og boede der, hvor der var mere sikkert, hun diskuterede med sig selv om det *Stop med at diskutere med dig selv, det er jo latterligt* Tænkte hun for sig selv, hun skubbede tankene væk, og koncentrerede sig om, hvad hun ville spøger ham om "Hvorfor skød du ham, hvorfor bankede du ham ikke bare istede for eller tog mig og fløj væk" mumlede hun stille, havde hun lige sagt at hun vidste at han var engel, og også at hun var en engel, på en måde *Dumme, dumme, dumme mig, ork* Hun rystede på hovedet for at lade være med at skændes med sig selv eller rettelse skælde sig selv ud, hun tog hendes hænder op til sit ansigt og gemte sit ansigt i hendes hænder.

Han lyttede til hendes spørgsmål, og rystede grinende på hovedet selvom det ikke var sjovt. "Jeg tænkte bare fremad, hvis han fik lov til at gå videre ville det ske for andre piger. Jeg vil ikke have at det skal ske for andre, så han blev nød til at dø." Sagde han stille, og kiggede hendei øjene med et blidt blik. Han kunne se at hn tænkte på noget, og lagde sin hånd på hendes skulder. "Jeg ved godt du er en engel, og at din evne er at læse tanker. Men bare rolig jeg siger det ikke til nogen snuske pige." Sagde han, og smite skævt til hende.

Hun lyttede til hvad han sagde, hun forstød ikke hvor han grine, det var da slet ikke sjovt, tog han det ikke alvorligt eller hvad, det gjorde hende faktisk sur, hun satte sig op og kiggede på ham, hun rystede på hovedet og rejste sig op, hvis han bare grinte af det hvorfor hjalp hun ham så, kunne han ikke se hvordan hun havde det, hun var jo bange, og så grinte han bare, hun kunne ikke tage det, hvis det skulle være sådan, så kunne hun da bare gå, hun begyndt at gå ud mod gangen.

Han kunne se hun blev sur og sukkede dybt over sig selv, og fulgte hende med øjene da hun rejste sig og gik. Han rejste sig op med ryk og vreden, og bekymringen var kommet op i ham. Han tog fat i hendes hånd og trak hende ind til sig, og knugede hende ind til sig. "Du skal ikke ud midt om natten igen, du ved ikk vad der kan ske hvis du går alene." Sagde han blidt, og lukkede øjene i for at falde ned igen. "Jeg er ikke så god til den her slags, og derfor ved jeg ikke rigtig hvordan jeg skal reagere." Mumlede han.

Hun gik hen mod døren med vred i sin krop, men ikke særlig langt før hun mærkede hans hånd i hendes, og han trak hende ind til sig, hun skulle til at skubbe ham væk, mod lod være da hun havde hørt hvad han sagde, hun skulle til at sige noget til det, men inden hun kunne det, sagde han noget mere, vrede slap let hendes krop, hun lagde sit hoved på hans skuldre og sukkede "Undskyld" mumlede hun og gemte sit hoved ved hans skuldre, hvorfor skulle hun også blive så let sur.

Han håbede på at hun ville lytte til det han sagde, og at hun ville forstå ham bare lidt. Han blev overrasket da hun lage sit hovede ind mod hans skulder, og sukkede lidt af taknemlighed for at hun havde lyttet til ham. Han hørte det hun sagde og nikkede stille, "Det er okay snuske, du burde virkelig få noget søvn efter alt det der er sket." Sagde han stille, og slap blidt grebet i hende.

Hun kunne mærke og høre på hans sukkend at han var taknemmelig for at hun havde lyttede til ham, hvorfor skulle hun ikke det, hun havde selv prøvet at være i samme sted som ham og der havde hun også svært ved det, det gik bare først op for hende nu, hun kiggede på ham da slap grebet om hende, hun rystede på hovedet med et trist udtryk, hun ville ikke lukke sine øjne og se de grimme billeder aldrig i livet, hun kunne ikke, hun ville ikke se det for sig.

Han betraktede hende med nysgerrige øjene, og lagde hovedet en anelse på skrå. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre eller sige sådan da. Han kiggede hende i øjene med et blidt blik i sine nøddebrune øjene, og smilte forsigtigt til hende. "Hvorfor vil du ikke sove? Du har brug for søvn snuske." Sagde han stille, og var ved at give op med at få hende til at sove. Hvad skulle han nu gøre??

Hun kiggede på ham med et undskyldene blik, hun kunne ikke trænge sig på ham, at udsætte ham for det her, det ville være lige som at skade ham, på en måde og det kunne hun ikke lide, hun sukkede overgav sig på en måde men så alligevel ikke, hun var glad for at han ikke kunne høre hendes tanker "Jeg ved bare når jeg lukker mine øjne i ser jeg billeder fra det der sket idag" Sagde hun stille og kiggede ned, hun gad ikke se de billeder, det var jo lige som at have det værste mareridt.

Han så hendes undskyldene blik, og nikkede stille af det uden at sige noget. Hvad skulle de så lave?? Hvad skulle de få en hel nat til at gå med?? Han lyttede til det hun sagde og nikkede så forstående, "Jeg forstår dig godt, men hvad vil du så lave en hel nat nu hvor du ikke vil sove?" SPurgte han nysgerrigt, og kiggede hende i øjene med et blidt blik.

Hun kunne ikke lide at trænge sig på og slet ikke at holde ham vågen ned, han skulle have noget søvn, hun gad ikke at sove og det var hendes valg, men hun ville ikke holde ham vågen, hun rystede på hovedet af det han sagde "Du skal ikke holde dig vågen, jeg klare mig" sagde hun, men nok ikke så overbevisende som hun ville havde det til at lyde, men hun håbede det var nok til at få ham overtalt til at gå i seng, hun gad ikke havde at skulle sig vågen fordi han var bekymret for hende.

Han kiggede nysgerrigt og ventende på hende, mens han ventede på hendes svar. Han lyttede opmærksomt til det hun sagde, og rystede så på hovedet af det. "Nej nej nej, du bliver, jeg bliver oppe basta. Detsuden kan jeg ikke bare lade dig være alene vågen, det er uansvarligt. Så hvad skal vi lave?" Sagde han stille, og kiggede hende i øjene. Han ville ikke gå i seng, når hun ville være oppe det ville bare være alt for uansvarligt, og det ville han ikke være.

Hun kiggede på ham og rystede på hovedet af hans svar, han var ikke uansvarlig, hun var 21 år, og han skulle ikke holde sig vågen, den eneste måde hun kunne få ham til at sove på var ved selv at sove eller efter hendes ord lade som om "Okay fint så, så skal jeg nok sove" Sagde hun og gik hen til sofaen og lagde sig ned og kiggede på ham "Godt så nu går du ind på dit værelse og ligger dig til at sove også" Sagde hun blidt og kiggede på ham, hun håbede at han ville gøre det, så hun ikke behøves at lukke sine øjne i og se de billeder for sig.

Han lyttede til det hun sagde og fulgte hende med sine nøddebrune øjene, han rystede på hovedet af hende. "Så nem er jeg heller snuske, jeg falder ikk for det der." Sagde han stille, og gik ind på sit værelse for at få sin pud og dyne. Han smed tingene på gulvet, og lagde sig ned på det. "Du skal ikke sove alene efter alt det her, detsuden har jeg regnt ud at du ikke vil sove, som jeg sagde før." Mumlede han, og kiggede op på hende. Han smed sin t-shirt fra sig, og lagde sig ned på sin pude.

Hun kiggede på ham, og lyttede til hvad han sagde, da han i gik ind efter sin dyne og pude, undslap et suk hendes læber og hun lagde sig ned igen, hvorfor skulle hun være så dum til at nare folk, hun tog sig selv til hovedet, hun gad slet ikke diskutere det med ham "Godnat" sagde hun blidt og kiggede på ham, hun tog hurtig den T-Shirt af hun havde lånt af ham og tog et tæppe der hang på sofaens kant, over sig, hun kiggede bare lige ud et stykke tid før hendes øjne gled i.

Det var ikke en søvn uden mareridt, hu drømte om det der var sket om aften, men Mattian var der ikke og hun var blevet voldtaget og hun var død,hun vågnede op med et sæt, men dog uden at vægge ham, hendes bande dryppede af sved og hun havde kvalme, hun kiggede på hendes mobil klokken var kun 3 om natten, kvamlen blev være og til sidst fløj hun op og ud på toilettet, hun lukkede døren i og kastede sig over tolittet og brækkede sig ned i, hvordan kunne hun lige pluslig få det så dårligt, hun blev ved med at kaste op, hun havde ondt i hovedet og var svimel, hun kunne ikke rejse sig op.

Han kiggede bare på hende, og rystede lidt på hovdet af hende. "Godnat." Sagde han stille, og vendte sig om. Han kunne ikke sove, og slet ikke nu. Han kiggede op i loftet med et tænkene udtryk.
Han vågenede med et sæt da han mærkede noget røre på, og satte sig op med et sæt. Han kiggede rundt og opdagede at han var faldet i søvn. Han så at Bree var væk, og fulgte den lyd han kunne høre komme ude fra badeværelset. Han åbenede døren og så at hun kastede op, han gik hen til hende uden at sige noget, og holdt hendes hår væk fra hendes ansigt.

/skal logge nu :3 nat nat

Hun hørte ikke at han kom ind, men hun kunne mærke det da han holdet hendes hår væk fra ansigtet, hun var endelig færdig med at kastede op, det skete tit efter en virkelig ubehagelig drøm, men det var så godt at det kun skete sjældent, hun rejste sig forsigtigt op for ikke at falde og tog noget vand og vaskede sin mund, hun satte sig ned på de kolde fliser, hun lænte sig hen mod hans bryst for at få noget støtte, hun lagde sit tunge hoved på hans skuldre og lukkede øjnene i, selvom hun ikke rigtigt ville, men hun kunne ikke holde dem åben " Undskyld" mumlede hun.

Han blev ved med at holde hendes hår væk fra hendes ansigt, og ventede på at hun blev færdig og mere rolig. Han slap hendes hår da hun rejste sig, og fulgte hende med sine nøddebrune øjene. Han satte sig ned ved siden af hende, og lagde forsigtigt armene omkring hende da hun lagde sig ind mod ham. Han hørte det hun sagde og smilte lidt for sig selv, "Det er okay Bree." Sagde han stille.

Hun mærkede hans arme omkring hende, det beroligede hende en smule, hun var så ked af, at hun skulle være til besvær, hun ønskede ikke at hun var det, men det var hun, en enkelt tåre gled ned af hendes kind, hun kiggede op på ham med et undskylden blik "Undskyld, at jeg er til besvær, det var slet ikke min mening, jeg skal nok tage afsted så hurtigt jeg kan, for ikke at lave mere rav i den, undskyld" Sagde hun stille og kiggede væk, hun havde det dårligt med sig selv.

Mattian lukkede sine øjene i, og prøvede selv på at falde til ro. Han hadede sig selv for ikke at vide hvad han skulle gøre, men det var jo hans egen skyld. Han havde altid været for sig selv, fordi han hadede opmærksomhed omkring. Han havde aldrig været sammen med en person i så lang tid, som han nu havde Bree og det udnrede ham. Når han var lang tid sammen med andre blev han vred, sur og lettere voldig, men det var han ikke bleven. Han lyttede til det hun sagde og rystede lidt på hovedet af det, "Det er okay Bree, du er ikke til besvær. Du må være her så længe du har brug for det." Mumlede han, og vidste ikke hvad han mere skulle gøre, end bare at holde om hende.

Hun kunne mærke at han kæmpede med nogen tanker, men nægtede at spøger ind til dem, hvis han nu ikke ville havde det. Hun lyttede til hvad han sagde, hun var lettet over at hun ikke var til besvær, for det hade hun, hun kunne ikke lide at være til besvær overfor nogen, hun kiggede forsigtigt op på ham, og så at han havde lukkede øjne, hvorfor? Kunne kunne ikke lide det, hun følte at der var noget galt, hun kiggede ned igen. Hendes øjne gled langsomt i.

Mattian åbenede igen sine øjene da han mærkede hendes øjene hvile på sig, og kiggede ned på hende med et roligt blik. Han kunne se at hun tænkte på noget, men hvad kunne det være?? Han bed sig læben og vidste ikke hvad han skulle sige, eller hvad han skulle gøre nu. Han betraktede hende let og så at hendes øjene igen gled i, og krammede hende blidt ind til sig med et lille smil om sine læber.

Hun åbnede stille sine øjne igen og kiggede op på ham med et blidt blik, hun lagde sine arme omkring ham, så hun ikke gled ned, hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle gøre eller sige, det eneste hun kunne sige lige nu var 'Tak', men hun havde sagt det så mange gange, at han måtte være træt af, hun lod sin mund være lukket, istedet for betraktede hun ham med et blidt blik, mens hendes tanker fløj afsted.

Han betraktede hende med et blidt blik i sine nøddebrune øjene, og smilte lidt for sig selv. Han kiggede hende i øjene med et rolig blik, da hun igen åbnede dem uden at sige noget. Han sagde ikke noget, da hun lagde armene omkring ham men kiggede bare på hende med et blidt blik. Hvad mon hun tænkte på lige nu?? Han bed sg lidt i underlæben, og ante ikke hvad han skulle sige.