I skoven..

"Eller du kunne vise mig hvad du kan du?.." foreslog Dimitra spottende, og lod et drillende smil tage form på hendes læber.

Pandora smilte stort og blottede sine hjørnetænder. ''Fint med mig'' Sagde hun og hoppede ned fra træet, men stod dog lidt lang fra hende.

Dimitra fulgte vampyren med øjene, og stod klar til hvad end der ville ske. Hun så rolig ud tiltrods for situationen hun befandt sig i. Det var vel efter hånden blevet en vane at forholde sig rolig overfor disse skabninger, og ikke vise dem det had der faktisk brændte i hende. Hvis hun viste hadet, vidste hun at det ville blinde hende for muligheder, og kommende angreb, så det var bedre at bruge hadet som en kilde til ny styrke, og skjule det bag facaden.

Stadig ville hun ikke gå til angreb da hun godt vidste man skulle have tålmodighed. Pandora fik et stort smil på læberne, og betragtede jægeren roligt. "Hvis du vil slå mig ihjel så kom. Så værsgod" sagde hun og betragted stadig jægeren. Dette skulle nok blive sjovt og se om hun var dygtig nok til at slå lille Pandora ihjel.

"Hmhm.." mumlede hun lettere leende. "Du tror jeg er dum nok til at angribe hovedløst, fordi du siger det?... Dog ikke.. Dog ikke." sagde hun, og gik frem mod vampyren med rolige skridt. Denne vampyr var tydeligvis ret så ung, og havde åbenbart mødt andre jægere der angreb hovedløst og uden tanke. En ganske elendig taktik efter som vampyrene som regel tænkte ting bedre igennem, og var langt stærkere end mennesker var det..

Pandora trak kort på skulderen og tog sig forsigtigt til halsen hvor en anden jæger næsten havde skåret halsen over på hende. Godt nok var hun sluppet fra det men kun fordi han absolut lige skulle komme og redde hende i sidste øjeblik. Virkelig dramatisk. "Dum er du ikke nej..."svarede hun tænkende. Hun blev stående på stedet og ventede til jægeren skulle stoppe så hun kunne finde en måde at angribe på.

"Hmm.. Nej man lære jo et og andet." nikkede Dimitra,og stoppede op et stykke fra vampyren, lige uden for rækkevide da hun ikke havde i sinde at servere sig selv på et sølvfad. Hendes ene hånd var skjult under jakken, mens den anden - den med kniven - stadig var til at se.

Pandora lyste op i et smil da hun havde fundet ud af hvordan hun skulle angribe hende. Hun forsvandt om bag jægeren nogle få skridt fra hende og smilte tilfreds. Hun bed sig lidt i læben og betragtede jægeren's ryg. Faktisk ville hun bare have noget blod, men valgte at vente lidt endnu inden hun angreb ordentligt.

Dimitra vente sig om i det samme, og kastede en lille, propløs falkon mod vampyren. Hun havde kastet den sådan at det meste af indholdet blev sprøjtet ud mod vampyren. *Små tricks.. Sådan klarer I jer altid.. Små tricks, der kan jeg også være med* tænkte hun, og så på vampyren.

Pandora sprang op i luften men blev ramt nogle steder på benene. Hun faldt ned på jorden igen og mærkede den brændende smerte mod hende's ben. Hun klemte sine øjne hårdt sammen men åbnede dem igen for at holde øje med jægeren. "Bringer altid... Mig selv... Ud i... Problemer" mumlede hun for sig selv. Hun prøvede så godt hun kunne at rejse sig op og det virkede. Bare hun ikke gik så hurtigt skulle hun nok blive på jorden.

Dimitra smilede kort af vampyrens mumlerier, og gjorde så et udfald mod hendes hals med den lange kniv hun havde i hånden. Det var nu hun skulle bruge sine krafter på at få et angreb ind, nu hvor vampyren var svækket af vievandet. Det var også det hun gjorde. Angreber var mere nøjagtigt, og der lå størrer kraft bag det end der havde gjordt på de tidligere angreb.

Og det var i sådan en situation hvor hun virkelig ønskede hun aldrig var gået ind i den gyde den aften. Hun satte så meget styrke i sit hop som hun overhovedet kunne og prøvede så godt som overhovedet muligt at hoppe over jægeren. Det lykkedes men hun faldt i det hun ramte jorden med sine fødder. Hun satte sig op af det nærmeste træ, tog fat i det og kæmpede sig op.

Dimitra vendte sig om, og sukkede kort. Hun rettede et spark mod vampyrens hoved, og stak samtidig efter hendes mave med kniven. Når man angreb fra to steder var der større chance for at få et af angrebene ind, havde Dimitra erfaret.

Pandora var hurtig at tage fat i jægeren's fod, og prøvede at undvige kniven men den strejfede hende på siden af maven. Hun bed tænderne hårdt sammen, af smerte og snerrede af jægeren. Hun prøvede at dreje hende's fod om så den ville brække.

Dimitra spærrede øjnene en smule op da vampyren havde i sinde at brække hendes fod. Hun trak benet til sig med et hurtigt ryk, og rettede kniven mod vampyrens hals. Hun ville ikke have brækket foden igen.. Det gjorde så afsindigt ondt at vride den på plads uden hjælp fra en medicinsagkundig.

//Må logge nu//

Pandora slap hende's fod da hun rykkede den til sig. Hun tog fat i jægeren's håndled og vred den væk fra sig. Hun gik tættere og tættere på jægeren i et forsøg på at komme om bag hende.

Dimitra bakkede i sammen tempo som vampyren gik frem, så de forblev i den samme stilling. Hun vendte med lethed kniven i hånden, så eggen var rettet mod vampyren hånd, der holdt om Dimitras eget håndled, og satte et let pres på, så den lige bed hul i huden på fingrene.

Pandora blev ved med at gå fremad så jægeren til sidst ville stå op af et træ. Hun kunne sagtens mærke hvad jægeren gjorde med kniven men gjorde ikke det store ud af det. Hun slap jægeren's håndled og tog istedet fat i hende's skuldre så det var lettere at få hende bagud.

Dimitra gik smidigt bagud i bro, så vampyren enten ville falde over hende, eller være tvunget til at give slip på hende. Hun drog god fordel af at være et hybermobilt slangemenneske, når gjaldt om at for sig ud af diverse situationer, da hun kunne bevæge sig på måder der var komplet umuligt for nomale mennesker.

Pandora gav irreteret slip på hende men sparkede jægeren ned så hun faldt til jorden. Hun stod foran hende og betragted men's hun der lå på jorden. Hvis bare hun var hurtig nok til at komme om bag hende så ville det hele gå så let.

Dimitra havde ikke været forberedt på et spark, men kom alligevel hurtigt på benene igen. Hun havde en ret så hurtig reaktionsevne af et menneske at være, og det var der også god brug for som jæger. Man kunne ikke tilade sig at se sløvt til, og ikke se alle træk. Det kostede liv at være doven..

Smerten fra vievandet var stille begyndt at aftage men stadig kunne hun mærke noget af den brændende væske på sit ben. Det gjorde så afsindigt ondt, men hun bedre stå på benene end for nogle få minutter siden. Pandora begyndte stille at gå rundt om hende bare for at se om hun gik med eller bare fulgte hende med øjnene. Det ville blive meget lettere vis hun fik brugt alle sine våben før hun gik om bag hende.

Dimitra ville aldrig - frivilligt vel at mærke - blotte sig ved at vende ryggen til en vampyr, eller nogen som helst andre af de dræbene racer. Hun fulgte derfor med da vampyren begyndte at cirkle om hende så hun hele tiden havde fronten mod vampyren.

Pandora blottede sine tænder og var faktisk begyndt at blive irreteret over at hun ikke kunne finde et hul og angribe hende. En hvæsen slap ud fra hende's mund, men ignorede det fuldt ud. Hun blev ved med at cirkle rundt om jægeren, og havde så meget lyst til at angribe med det samme men fuldte sin tålmodighed.

"Frustreret?" spottede Dimitra, og fulgte vampyrens cirkuleren. Hun betragtede vagtsomt vampyren, men tillod alligevel et lille smil at brede sig på hendes læber.