it's not the happy ending, it's the story (Phoenix)

Det var bestemt ikke det mest optimale sted at skifte tøj, men det dækkede over hans behov, hvilke var et sted hvor han ikke kunne blive set og samtidig kunne komme af med det blodplettet tøj. Det kunne se langt værre ud. Han kunne lige så godt tage tøjet med hjem og vaske det, men han ville få noget og det ville i sidste ende bare fylde op, så han var altid meget omhyggelig med at fjerne alle spor, især i en ny by hvor der levede mindst ti gange så mange væsner end i New York hvor han ellers jagede. Kort efter havde Phoenix udskiftet det meget mørke og mest praktiske tøj, med et par All Stars, mørke løse jeans, en hvid skjorte og en habitjakke ud over, der lige ville dække for den værste kulde. Derefter stak han fingrene i øjne, for at fiske sine kontaktlinser ud, for at skifte dem med et par firkantet briller med sort kraftigt stel. Det var utroligt hvad sådan et par briller kunne gøre. Han sikrede sig derefter at hans bevis på at varulven var død, lå i hans jakke lomme. Egentligt forstod han ikke hvorfor de ulve gik som varulve, de var jo blot store ulve med lidt for mange kræfter. De var ikke videre kloge og var noget af det nemmeste ud over en engel. De var altid så godtroende.
Den velklædte herre, hvis man overhoved kunne kalde ham en herre, forlod gyden hvor han havde skiftet tøj og smidt det gamle væk. Han drejede rundt om hjørnet og gik et par hundrede meter ned af gaden til en bar. Werclare syntes på ingen måde at ligne Sheria hvor han boede, men det betød ikke så meget. Arbejdsmiljøet - som det blev kaldt af fine folk - var tilfredsstillende. Han skubbede døren op til den halvtomme par og lod de grågrønne øjne glide hen over indholdet i butikken, om man ville. Det så lidt tyndt ud med kunder, så det ville være dagens anden gode gerning at poste lidt penge i stedets kiste. Ud over mænd der sad og sejlede i deres eget sprit, sad der en noget yngre kvinde oppe ved baren med snuden stukket ned i en bog. Da hun sad på den 'forkerte' side af disken, gik han ud fra at hun måtte være en af de ansatte, selvom han ellers først ville have skudt på at hun var en af kunderne.
Phoenix skridtede op til disken, som han lænede sig op af, mens han ventede på at få kvindens opmærksomhed. Han kunne ikke gennemskue hendes alder, men de virkede til at være jævnaldrende eller også var han bare frygtelig dårlig til at gætte alder. Det kunne sagtens være ham der var noget galt med. Alder havde aldrig været hans stærke side, det måtte han blankt indrømme. "Cola med rom." Besluttede han sig for, da han fik den krævet opmærksomhed. Det var ikke det han drak til hver dag, men det var en fin måde at afslutte 'festen' på hvis man spurgte ham. Mens han ventede på sit glas, lod han en hånd glide igennem det blonde hår, før han med en pegefinger fik prikket brillerne på plads på hans næse. Selvom briller havde været en fast del af hans liv i nogle år, så føltes det alligevel stadig underligt at bære dem, hvilke sikkert var fordi han mest gjorde sig i kontaktlinser.

Det var lang tid siden Phoenix følte at han var blevet så overbegloet. Det føltes som om hun kunne se igennem hans ydre og vide præcist hvad det var han havde gjort, en helt igennem ubehagelig følelse, men han lod hende tålmodigt kigge færdig. Da hun påpegede sin uopmærksomhed trak han lidt i mundvigen for at indikere at det ikke var noget større problem. Det skete for alle og enhver, især når man havde travlt med at lave alt muligt end at passe sit arbejde. "Rom og cola." Da Phoenix hørte sig selv gentage sætningen, var han næsten ved at grine. Han lød som en eller anden forvildet teenager der aldrig havde været ude at drikke før. Det var hverken sødt eller stærkt, men noget man fik ned fordi man ville være fuld men samtidig ikke kunne lide smagen. Uanset hvad, så kunne Phoenix godt lide de sprittet væske blandet op med den mere søde fra den store gigant Coca Cola.
Der var ikke specielt interessant nede ved borende hvor de halvfulde ældre mænd havde slået sig ned, så Phoenix besluttede sig for at tage plads oppe ved baren, hvor han trak en stol hen til sig. Han fik sig hævet op at sidde og begyndte at grave rundt efter et par mønster i jakkelommen. En skarp ubehagelig lyd nåde hans øre, da han lod mønterne ramme diskens hårde overflade. "Hvad er det du læser?" Det måtte være en meget interessant bog, siden hun ikke engang kunne slippe den på sit arbejde. Der var heller ikke mange kunder i butikken, så hun havde vel en god undskyldning til at fordrive tiden med en bog. Phoenix forsøgte at læse titlen på hoved, men hans evner inden for læsning på hoved var ikke specielt imponerende. Små korte sætninger kunne måske lige gå, men længere titler og andet der ikke var direkte åbenlyse måtte han opgive. Hans arbejde bestod heller ikke i at læse, så på det område følte han sig undskyldt.

Bare titlen på bogen fik Phoenix til at tabe interessen øjeblikkeligt, men alligevel fik han klemt et lille kvast smil over læberne. Historie var et interessant emne, det var umuligt at benægte, men til trods for det var det ikke et emne han fordybede sig i særlig tit for ikke at sige aldrig. Han nød at læse små udklip på nyhedssiderne hvis man havde fundet interessante historiske fund men det var heller ikke mere end det. Teknologi var noget der derimod interesserede ham gevaldig meget, især våben hvilke der også var en naturlig grund til.
Braget med døren havde ikke just været lydløst, så selvfølgelig havde Phoenix bemærket det, han havde blot ikke rigtig givet udtryk for det. Han forholdte sig meget diskret og i modsætning til pigen der arbejdede på stedet, var han blevet siddende muligvis lidt for mistænksomt roligt imens han slog op i bogen. Hans blik slugte et par af linjerne på en vilkårlig side, før han nikkede tænksomt. Da han ikke anede hvorhenne bogen forgik eller hvad der bare skete, forstod han intet ud af de få linjer han havde læst, men det så overraskende nok ikke helt så slemt ud. Måske var det fordi der bare var et interessant strejf over historie.
Lyden af pludselige handlinger fik Phoenix til at kigge op på den ansatte, som pludselig var stivnet som om hun havde set et monster. Derefter drejede han hoved om, så han kunne se den tildækkede mand træde hen mod disken med en hævet pistol. Vurderende gled blikket ned af mandens krop og analyserede hans selvsikre men stadig små nervøse gang. Der var ikke et sekund tvivl hos jægeren, som stadig lidt for roligt blev siddende på sin plads med blikket rettet mod mennesket der virkede tydeligvis ilde ved situationen. Han måtte dog give hende. Hun klarede sig ret godt.
Et kort sekund lod Phoenix blikket flakke hen imod pistolmanden for at se hvor han befandt sig, før hans blik igen lage sig på pigens ansigt blot for at opfange hendes hånd der famlede rundt efter et eller andet. hvad det end måtte være, kunne det ikke være godt. Hvis han kendte sin egen 'race' godt nok, ville han skyde på at det var en mobil hun ledte efter og hvis det var korrekt, ville hun tilkalde hjælp. unødig og ubrugeligt når man havde med ikke menneskelige væsner at gøre. Han lænede sig straks ind over disken for at få fat på den famlende hånd i et forsøg på at stoppe den. Phoenix håbede at hans handling havde tiltrukket sig nok opmærksomhed til at det ikke naturlige væsen ikke så at han selv fiskede en lille pistol frem fra sin buksekant. Med øvet og selvsikkert skud, lod han en patron flyve ned mod modstanderens fod, før han trak selv selv over disken, om på den anden side, hvor han med hånden der stadig havde pistolen, skubbede kasseapparatet sammen. Hvis manden var ude efter penge, måtte han være lidt mere ihærdig for selvom Phoenix ikke var på arbejde, så kunne han stadig være funktionel uden for arbejde og uden penge i sigtekornet.