Same spot... Different actions? (Cherlyn)

''Ja... Men jeg skulle jo også gerne kunne bevæge mig bagefter ikke sandt? Eller det er måske bare din plan at jeg skal være slatten indtil du har sex med mig næste gang?''

Han kiggede stille på hende, og fik sig kæmpet op at sidde ordentligt og smilede bare stille til hende. Det havde godt nok været rart det var noget han havde savnet. Det var noget helt andet end når han havde været sammen med Colt... Hun var god nok da, men hun var en smule kedelig i forhold til Cherlyn.

''Glædeligt? Virker mere som om du vil vente hungrenede, begæret og krævende på mig?''

Han smilede bare stille, mens han fik sig op at stå... Han begyndte at tage sit tøj på imens han stille bare kiggede sig lidt rundt... Gad vide om der var nogen der havde set dem, og grundet han stadig var påvirket af hendes blod og af den voldsomme omgang, kunne han tænke på Colt meget roligt...

''Jeg må nok også hellere finde en måde at få fortalt Colt det her?''

Han grinede lidt over det han selv sagde og så det med hendes spørgsmål...

''Underholdningen mest... Da jeg ikke håber du har taget noget af mit blod...''

I et øjeblik så dæmonen faktisk dybt tænksom ud, ved det 'foreslag' han lige havde stillet op. En næsten skræmmende alvor, havde lagt sig over det ellers altid så.. åbne ansigt. Tavsheden fra hende strakte sig som evindeligt lange sekunder, før hun igen brød den larmende tavshed med en sløv hovedrysten.

"Hvad skulle du dog bruge bevægelserne til? Luske hjem, og på arbejde? En ret trist hverdag, for en stor stærk ulv, hvis de tillader. Men nej.. ingen grund til bekymring. Den eneste grund til at jeg ville ønske dig lammet, var så for at slæbe dig med hjem. Men det behøves tydeligvis ikke."

Bump. I sin lange selvtilfredse tale, havde hundæmonen ikke ladet sig bemærke, at ulven faktisk havde rørt på sig. Endnu før hun selv nåede at registrerer det, følte hun igen nærkontakt med den stadig lune jord under dem. Med et tøsefornærmet mine, strakte hun sine arme, og fik sig selv op at sidde, en smule mere bestemt end før. Alt imens han foretog sin spejden, fik hun tørret det værste jord af kroppen, og spøgte igen mod ham, som et drillesygt barn.

"Og det samme vil du. Da du lod dig danne par med dette menneske; Colt... Strejfede tanken dig så slet ikke, at hun formodentlig langt fra ville kunne tilfredsstille dine behov? Det kan da i hvert fald mærkes, at hun ikke gør."

Langt mere sikker end hun egentlig følte sig, fik Cherlyn på forunderligvis skubbet sig egen krop, op og stå. I et kort øjeblik virkede det som om, kroppen havde planer om, at dratte til jorden igen. Men i sidste sekund, fik hun klamret sig til Sego. Hadefuld og flov over sin egen fordrukne opførsel, puffede hun sig let ud fra ham, og rømmede sig. Med et hurtigt snuptag, fik hun samlet kjolen op, og trukket den ned over den blodige krop.

"Hvad hun ikke ved, har hun ikke ondt af.."

Sætningen var faktisk ikke et specielt rart minde. Sidst det var blevet sagt, var det hele endt så gevaldigt af kage, at hun havde spenderet halvdelen af natten, med ikke at tiltrække sig unødig opmærksomhed, fra de politihunde der luskede rundt. Det burde egentlig ikke være svært for en overnaturlig. Men dækket i blod, samt yderst påvirket, halvnøgen og oprevet, havde det alligevel kostet hende en del besvær.

"Tro mig! Det skal der ikke nydes noget af igen. Selvom du er lækker, så er du altså ikke lige til at spise, for en gangs skyld."

Stille leende over sin egen platte joke, famlede hun rundt, og fik trukket det nødvendige undertøj på, med siden til ulven. Halen der faktisk havde været overraskende stille under snakken, lod nu til at være vågnet en smule, og ranglede svagt, midt i alle de puslende bevægelser.

''Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg er jo også lidt nød til at blive ved med at være gode venner med mine arbejdsgiver og hans kome... Har du egentligt nogen sinde mødt dem? Wicked og Procella? Fantastisk venlige mennesker siger jeg dig...''

Han smilede bare overlegent til hende da hun væltede ned på jorden. Han fandt det morsomt at af de to var det stadig hende der havde sværest ved at blive stående. Det var hende der var dæmonen og der var vant til at skulle have sex længe og voldsomt, og hun kunne ikke helt holde til det? Det var lidt fesent...

''Faktisk ikke... Jeg ved ikke om du nogensinde har oplevet at være forelsket? Det kan gøre en fuldstænidg blind overfor fejl og den slags... En skrækkelig ting siger jeg dig...''

Han ville egentligt også godt bare holde det hemmeligt for Colt, men han mente alligevel at hun fortjente bedre end det... Hun fortjente at kende sandheden så han kunne blive smidt ud af hendes liv... Selvom de skulle have et barn sammen...

''Naah... Hun fortjener at kende sandheden... Hun bærer trodsalt på mit barn...''

Han smilede tamt til hende, og nikkede bare til det sidste med hans blod at gøre...

''Hvad nu?''

"Skråt op med arbejde! Det er ikke til andet end problemer.."

Egentlig var det mest hendes eget 'arbejde', der blev hentydet til. Det var ikke ligefrem alle vilkårene hun direkte skreg af glæde over. Desuden var tanken om at arbejde for et barn, ikke det mest tiltalende, for en så frisindet dæmon, som Cherlyn.

"Aldrig hørt om dem. Eller.. Det kan ikke udelukkes, at jeg i en brandert er stødt tilfældigt på dem, og har udvekslet et par få bemærkninger. Men navnene siger mig intet. Kan du beskrive dem?"

Med hænderne placeret i hofterne, og en mellemting mellem træthed og sult sneget over ansigtet, gav hun sig til at grave dybt. Kvindens navn, sagde hende intet. Virkelig. Intet. Derimod virkede ordet 'Wicked' som et slags søvnig minde. Et ord man havde fået hvisket at en udtværet skikkelse i en drøm, og aldrig rigtig tænkt mere over.

"Nej."

Svaret kom kort og tørt. Og måske en anelse for hurtigt? Faktisk var det en sandhed i sig selv. Cherlyn havde aldrig mødt et væsen, et menneske eller.. noget andet, som hun havde følt trang til at binde sig til, for derefter at være sammen resten af deres ynkelige liv. Det passede bare ikke ind, i hendes kaotiske lille verden. Men nu stod hun her. Med Sego. Igen. Kunne det tænkes at?.. Nej. Igen afbrød hun sin egen tankegang, før det virkelig blev grimt derinde. I stedet sendte hun ham et hovedrystende smil, og forsøgte at redde det fra før.

"Altså.. Nej. Jeg har aldrig oplevet denne forelskelse. Jeg er dæmon, Sego. At æde min sengepartner, er det tætteste jeg kommer på et lykkeligt forhold. Men jeg kan nemt forestille mig, hvor skrækkelig det må være. Bundet til et menneske. Og endda et af de helt svage?.. Din stakkel."

Sejren i de ellers matte øjne, talte for sig selv. Mennesker var legetøj. Intet andet. Hvordan Sego faktisk havde formået at finde så meget andet i et, var hende en gåde. Men en gåde, hun ikke havde i planerne at efterforske.

"Dit barn ja.. Bliver det overhovedet kønt? Jeg ved så meget, at varulve ikke formerer.. hvalpe. Men der kommer som regel intet godt, ud af en krydsning mellem noget der knap burde være sammen. Jeg er ked af at sige det, Segovax. Men du er en overnaturlig, hvad nogle ville kalde os. Hun er et menneske. Hvad godt kan der komme ud af den blanding?"

I takten som hun stod frem, med sin lille forudsigelse om den lille ny, voksede vreden i både stemmen og blikket. Uden at have ret meget kontrol over sig selv, vadede hun direkte over til den godt gennembankede ulv, og stillede sig. Front mod front. Langsomt førte hun hænderne op, og greb fat om hans hage. Trak ham ned, så de for en gangs skyld, var i samme højde der. Ingen kys, ingen blide kærtegn. Blot en bestemt stirren fra dæmonens side.

"Hvorfor bliver du hos hende, Sego? Æd hende dog, og stik af! Det menneske er ikke godt for dig.. Nogen af os."

Den ophidsede stemme fra før, var nu erstattet af en strøm af blide ord, der smøg sig om ulvens gyldne men blodige hud. Der var ingen tricks i dette. Hun manglede bare sandheden. Og.. mening.

''Jo... Det giver mad på bordet...''

Han smilede stille til hende, og vidste ikke hvorfor men hun virkede ikke ligefrem til at være i godt humør som hun ellers havde været første gang de havde haft sex. Lige efter dengang havde hun været i super godt humør hvis det da ikke havde været grundet de problemer med maven hun jo havde fået, men det var jo hvad det var.

''Wicked, er en mand, sjovt nok, høj og muskuløs kort hår... Procella er en kvinde på omkring de 1.70 ser rimelig godt ud på trods af at hun har født allerede...''

Han vidste ikke hvad han mere skulle sige til hende. Det virkede jo faktisk en smule dumt at han bare stod og fortalte hende om dem. Han kunne jo ikke være helt sikker på at hun ikke kunne finde på at gøre dem noget ondt, i sidste ende altså.

''Okay... Jeg vil påstå at du så bare skal være glad... Det skaber ikke andet end problemer... Selv du vil nok opleve at det er endnu værre end at have et arbejde.''

Han smilede stille, og så begyndte Cherlyn ellers på hendes mere hårde ord, som ifølge Segovax slet ikke skulle have været der på noget tidspunkt, den slags skulle hun bare have holdt for sig selv.

''Altså barnet kan vel umuligt komme til at se helt skidt ud med mig blandet ind i det...''

Hendes måde at tage fast i ham på var ikke noget han brød sig om. Han gjorde dog ikke nogen modstand imod det overhovedet, da han ikke så nogen grund til at skulle gøre modstand.... Han regned eikke med at hun ville dræbe hendes 'legetøj' men derfor ville han stadig vise at han ikek var svag... Han lavede derfor en lignede bevægelseer som hende, og løftede hende så bare op fra jorden så deres øjne stadig var i samme højde men han ikke længere skulle bukke sig ned...

''Fordi... Jeg ikke ser nogen grund til at dræbe og æde hende... Og slet ikke fordi jeg faktisk har en samvittighed og hun faktisk har hjulpet mig, ja næsten reddet mig... Men det betyder ikke at jeg ikke kan finde på at forlade hende...''

Han slap hende, og lod hende dumbe ned på jorden... Han stirrede kort på hende men gik så over til at tale på den lidt mere behagelige måde som de havde haft tidligere...

''Men lad os nu glemme det, og bare nyde selskabet her skal vi?''

"Siden, hvornår har mad.. på et bord, hørt hjemme i din verden? Nej vent. Jeg kender vist allerede svaret.."

Fnøs hun med et smil. Det var tydeligt at høre, at der var sket forandre hjemme hos den store stygge ulv. Mon han overhovedet havde haft et hjem, før mennesketøsen trådte til? Til trods for dæmonens knotne væremåde, følte hun sig egentlig umådelig.. lettet. Og alligevel frustreret. Der var så mange ting der stadig var forkerte. Intet var præcis som det skulle være. Hun havde ham. Men alligevel så skræmmende langt væk.

"Ser rimelig godt ud?.. Pff, Sego! Det kunne jo lige så godt være mig du snakkede om! Bortset fra, at der bestemt ikke skal nogen børn indblandes i mit liv! Du må være mere præcis, bassemand."

Selvom det virkede til, at han allerede fortrød emnet var blevet bragt på bordet, var det vist en kende forsent. Cherlyn var måske ikke den smarteste af alle. Men hendes nysgerrighed, endte alligevel altid med at give pote på den ene eller den anden måde. Tanken om Selenes ros, for nye informationer var en smule tiltalende. Så det stædige æsel fortsatte sin søgen.

"Det tror jeg gerne. Men frygt ej, vovse. Alle de gode mænd i nabolaget, er alligevel optaget."

Afvigende blev emnet visket væk, med de stadig blodindsmurte hænder, der fægtede kaotisk rundt i luften, inden de langsomt blev sænket igen, for at forsøge at blive tørret af i kjolen.

"Sandt nok. Måske vil det arve din skønne personlighed?.."

Med et unødvendigt, men irriteret suk, lod hun sine hænder slippe hans ansigt. Det lod til, at han også ville lege. Uden nødvendigheden for ilt, samt manglen på angst fra deres første møde, blev hendes hænder blot sænket slapt ned langs siderne, mens et udfordrende bryn røg i vejret.

"Nå, så hun næsten redde dig? Uha, det var sørme en stor bedrift! Jeg gad vide, hvordan du takker personen der rent faktisk redder dit liv?"

Hvis Segovax havde valgt at slippe hende, blot få sekunder senere, ville han måske have bemærket det lynblik, jorden fik tildelt, da Cherlyn igen dumpede ned på fødderne. Rasende. Mildes talt. Colt, fik ifølge dæmonen alt for meget mere, end hun i virkeligheden fortjente. Måske man skulle aflægge hende et snarlig visit, og forklarer hende, hvad der burde tildeles det kvindemenneske.

"Hvis du stadig er i festhumør, er jeg frisk. Hvad er så dit foreslag nu, hvor vi har afprøvet mit?"

Med et enkelt blik på den opstående sol, kunne hun nemt bekræfte at det ikke ville varer mange timer, før mennesker og væsner igen ville begynde at strømme til deres arbejdssteder og retmæssig pladser.