The Satisfaction of Death.

Tid: 1:30
Dag: IRL
Dato: IRL
Omgivelser: Træer.
Vejr: Koldt og mørkt, men ellers tørt.

Vicente sad og stirrede ud i luften. Hans øjne var grønne, hvilket betød at han ikke var tørstig efter blod. Det var ikke det eneste, som viste, at han næsten lige havde drukket blod. Det han sad på gjorde det helt tydeligt. Han sad på en ung mands lig. Man kunne se de to stiksår på hans hals. Liget var ligeså hvidt som Vicente. Hans nakke så malplaceret ud, Vicente havde knækket nakken på ham, efter han havde bidt ham. Det var ofte den smule sjov, som han fik ud af sine ofre. Han børstede lidt snavs af sin sorte frakke og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne. Et lavt suk undslap hans læber og han stirrede fortsat ud i mørket.

Fie fik langsomt igennem skoven, med et smil på læben.
Hun så lidt op på træerne, og følte sig lille. Hun rettede lidt på sin sorte kjole, og sukkede.
"Mad"mumlede hun stille, Hendes grønne øjne skiftede imellem grøn, og sort.
Da hendes sult var stor, hun havde ik spist i lang tid nu.
Og det tog hårdt på hende.

Jalaz gik med tyste, og langsomme skridt. Hun var i ført et par nomale jeans, og en hvid top samt et par slidte converse. Hendes hår var sat op i en feltning. Hun så ned i jorden, og var langt væk i tanker. Hun havde gået i lang tid nu.. Faktisk havde hun gået hele vejen fra Sheria, og i det samme tempo som hun gik i nu. Hun gik ikke rigtig med noget formål, hun gik bare.. FOr at komme væk fra hjemmet..

Vicente rettede blikket mod ligets ansigt. Han så ind i de tomme øjne. "Du troede ikke på det ville blive sjovt," sagde han til liget. At snakke til dem, som han havde slået ihjel var for ham meget normalt. "Men vi har det sjovt nu." Når han havde det sjovt så var det tit en syg form for humor, som f. eks at sidde og snakke med liget. Han kløede sig let på sin blege kind og så derefter rundt.

Fie gik i sit tanke spin, og små smilte imens hendes øjnene blev ved med at skifte farve.
Hun begyndte at synge lidt, "I'm just a kid!lød det stille fra hende.

Jalaz løftede hovedet med et ryk, da lugten af de to vampyrer slog i mod hende. Det tog hende ikke lang tid at genkende Vicentes lugt, men den anden havde hun ikke mødt før.. Og hun havde heller ikke planer om at blive hængende for at møde den. Hun så sig lidt om for at sikre sig at hun endnu ikke kunne se nogen af dem. Så foldede hun sine vinger ud, og lettede fra jorden. Hun fløj op mod de tynde grene op træerne, og landede så på en af dem. HUn var udemærket godt klar over at hun ikke kunne gemme sig for dem, men hun kunne i det mindste komme op hvor de ikke kunne nå hende..

Vicente kunne dufte den velkendte duft af engel. Han vidste hvem den engel var, men alligevel havde han ikke lyst til at jagte hende. Hans tørst var blevet stillet og han havde ikke lyst til blod mere. Han var allerede fyldt til randen efter hans møde med den unge mand, som han sad på. Han rejste sig og så ned på liget. Han besluttede sig for at tage det med. Han løftede det op og svang det over skulderen og prøvede så at følge duften af engel.

Fie smilte ved duften af engel og vampyr.
"Hmmm, nej tak"grinede hun, og smilte stort.
Hun gik mod duften af vampyr, da hun ik kendte den.

Jalaz sukkede kort, og satte sig ned på den tynde gren, og trak vingerne ind i ryggen igen. Hun lænede hovedet tilbage mod træet stamme, og håbede på det bedste. Hvis bare Vicente ville blive mere optaget af den fremmede vampyr, end han var af at jage hende, så skulle det nu nok gå..

Arthas stoppede ved et træ. Hendes duft var meget tæt på og han så kort rundt. Han satte liget op ad stammen og lænede sig selv op ad en stamme tæt på den anden. "Vi venter bare her til hun dukker op," sagde han til liget og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne. Han havde ikke lyst til at jage hende, han ville egentlig bare creepe hende lidt ud. Det var også en af de ting, som han fandt sjovt.

//sry men out, er ved at få stress x'///

Jalaz lagde godt mærke til hvor tæt på lugten af Vicente var. Da hun hørte hans stemme, så hun ned på jorden, og fandt ham hurtigt der nede. Ham og et lig.. *Stakkels dig.. Men hellere dig end mig. * tænkte hun stille og holdt et suk tilbage. Hvis Vicente bare havde sat sig der nede så tæt på hvor hun var, så var han enten ikke efter hende, eller også havde han mistet lugte sansen, afgjorde Jalaz med sig selv, og lænede sig igen ind mod træet.

Vicente så op mod trækronerne og fik så øje på Jalaz. Han blev siddende. "Du har ingen grundt til at gemme dig," sagde han roligt. "Ham der sidder der og hænger med hovedet, hans blod er det eneste, som holder mig fra at springe på dig," sagde han. "Nyd det mens det varer."

"Jeg gemmer mig ikke." svarede hun koldt, og skulede ned til ham. Hun trak benene op mod brystet, og lagde armene om knæene. "Ved du godt at du er helt igennem afskyelig?" spurgte hun udtrykløst, og tog ikkke blikket fra ham.

Vicente kravlede op i det træ, som han stod lænet op ad. Han stoppede på en gren, som var omkring lige så højt over jorden, som den hun sad på. "Min forståelse af sjov er bare anderledes end, hvordan du forstår det. Men udover det, så ja. Det ved jeg skam." Han lo en kort og skummel latter. "Du er bange for mig og hader mig.. Jeg tror du gemmer dig."

"Til din information, er du ikke det værste der er hænt mig. Der findes faktisk værre ting end dig. Hvor utroligt det end lyder. Hvis jeg gemmer mig, så er det i hvert fald ikke for dig!" sagde hun vredt til ham, og holdt skarbt øje med hvad han lavede. HUn ville ikke have ham for tæt på, men ville samtidig vise ham at hun gemte sig for ham.

Vicente lænede sig mod stammen og stak sine blege hænder i lommerne på den sorte frakke. "Jeg har ikke vidst dig mit værste endnu. Jeg lader dig kun leve fordi du er en god kilde til det reneste blod i denne verden," sagde han. "Men vær ikke bange. Jeg har ingen intentioner om, at springe på dig. Ihvertfald ikke lige nu. Min tørst er stillet for idag," sagde han.

Jalaz fnøs af ham, og skulede. "Og du mener rent faktisk at jeg skal stole på dit rådne ord?" spurgte hun sarkastisk, og vendte øjne. Hun stolede ikke det mindste på noget af hvad han sagde, men hun gad heller ikke til at skulle løbe skoven rundt for at slippe væk fra ham. Hun gad sådan set ikke engang at at bavæge sig videre gennem skoven, som hun havde gjordt til at starte med..

Vicente rystede kort på hovedet. "At stole på andre er den største fejltagelse du kan begå," sagde han. Han vidste godt, at ligemeget, hvad han sagde eller gjorde så ville hun ikke stole på ham. Det morede ham nogle gange. "At jagte dig er også begyndt at blive ualmindeligt kedeligt," sagde han.

"Så kan du bare holde dine tænder for dig selv, så slipper du for at jagte mig" svarede hun, og smilede indvensigt. Dog udtrykte hendes ansigt ikke flere følelser end en sten gjorde det. Hun trak benene lidt tættere ind mod sig, og lod kort blikket glide ned på mennesket der stadig sad på jorden, før hun igen løftede blikket til Vicente.

"Det ville kun gavne dig. Jeg har tænkt mig at gøre jagten kortere. "Istedet for at løbe rundt og lege med min mad, så har jeg tænkt mig, at gå lige til sagen," sagde han. Han tog et skridt imod hende. "Det kunne være morsomt at skade dine vinger ligesom sidst, men så brække dit ene ben og give dig et par sekunders forspring.. Ikke at de sekunder ville give dig nogen større chance, men jeg ville more mig," sagde han.

Jalaz rejste sig hurtigt op på grenen og så på ham, med foragt og had malet i blikket. "Dit sadistiske svin!" sagde hun forfærdet, og stod klar til at komme væk. Det skræmte hende at han snakkede om at more sig med at brække hendes ben. Og vingerne... De helt igennem upraktiske vinger, der stortset ikke gjorde andet end at komme i vejen for hende..

Vicente grinede den samme skumle latter, som før. "Jeg nævnte ikke noget om, at jeg ville gøre det nu," sagde han og tog et skridt tilbage, hvorefter han lænede sig mod stammen igen. "Men det ville jo også være en stor fejl, at afsløre, hvornår man vil slå til." Han morede sig når han gjorde dette og han havde så sandligt tænkt sig og leve sine fantasier ud på et eller andet tidspunkt. Hvornår han ville gøre det, var han dog ikke sikker på endnu.

"Stop det!" sagde hun højt, og ville ikke høre mere af hans sindsyge snak. Hun var godt træt af at blive jagtet rundt som et dyr, og evig og altid skulle frygte for sit ve og vel når hun gik ud efter mørkets frembrud. Desuden, hvis hun altid blev indendøre ville hun jo aldrig se Elisabeth.. Det var faktisk lang tid siden hun havde set hende..

"Hvad skal jeg så give mig til?" spurgte han og betragtede hende med sine grønne øjne. Hans syge fantasier var egentlig det, som han fik det meste af sin tid til at gå med. Ellers så dyrkede han sin syge form for humor, hvilket ofte resulterede i et dødt menneske eller flere. Alt det var fuldstændigt normalt for Vicente.