The Satisfaction of Death.

"Det rager mig sådanset en høstblosmt, så længe du lader mig være!" svarede hun vredt, og slap ham ikke med blikket. Hun var fuldstændig ligeglad med hvor mange mennesker han fandt på at slå ihjel, så længe det holdt ham fra at jagte hende rundt som det passede ham.

"Jeg har ikke i sinde at lade dig være. Ikke før du står foran himlens porte," sagde han og grinede den skumle latter igen. Han så ned mod liget, som han havde taget med, men rettede så blikket mod hende igen. Han tog et skridt længere ud på grenen. "Jeg er bare en vampyr, som følger sine instinkter og prøver at finde noget, jeg kan fordrive tiden med."

"Hvad for sig til at tro at jeg står der før dig?" spurgte hun med en hånlig snært i stemmen. "Find dig nogle andre at terrorisere." snerrede hun derefter, og så på ham med et hadefuldt blik. Hun overvejede kraftigt at gå sin vej nu, da hun ikke ville høre meget mere på Vicente og hans såkaldte 'morskab'.

"Mine planer for dig," svarede han blot og kørte en hånd igennem sit lange sorte hår, hvorefter han stak sine blege hænder i lommerne på sin sorte frakke. Når han havde fundet en anden engel til at tage hendes plads, så ville han ikke længere jagte hende for blod, men for at sætte sine fantasier og trusler ud i verdenen.

Jalaz fnøs kørt af ham, hvor efter hun bredte sine vinger ud igen, og fløj ned på jorden igen. Da hun landede tr ak hun vingerne ind igen, og begyndte at gå igen. Hun gad virkelig ikke Vicente.. Hvorfor skulle hun også støde ind i ham stortset ligemeget hvor hun gik hen?.. Hun sukkede kort, og trak på skulderne af sig selv.