The little hunter is out...

"ingen er så uskyldige som de ser ud....når man dræber, siger nået sårene, skændes, så såre man jo nogen på en eller anden måde..", sagde den unge jæger og betragtede den højerede Varulv lidt intens.

"Jeg ved det godt.." Svarede han og tog hænderne ud af lommerne igen. Han frøs ikke rigtigt, da han var så varm. Han stoppede op og så tænksomt på et hotel ovre på den anden side af gaden. "Det var et hotel du skulle bruge, ikke? Du kunne også bare tage toget...".

Miranda, der ikke havde så meget tøj på, krammede sig selv og betragtede hotellet selv lidt, før hun så op på ham. "..Der er 3 timer i mellem dem på disse tider"

Han tænkte lidt, og gik over vejen, mens der ingen biler var. "Ja, det ved jeg ikke så meget om. Jeg plejer at forvandle mig om, hvis noget skal gå stærkt...". Han stoppede udenfor hotellet og så på hende. "Skal jeg hjælpe dig ind?".

"hmm..ja..det må du vel gerne..vis det altsår var åbent", sagde hun og pegede på "lukket", skildtet her hang på indersiden af hovedøren.

"Hmm" Han gik hen og kiggede ind ad ruden, hvor at der ingen møbler var og kun et stort tomt rum "Du har ret.. Det ser øde ud derinde..". Han så tilbage på hende og tænkte sig om. Han spekulerede på, om han så skulle være hende til hjælp og tilbyde hende et værelse hjemme hos ham selv, men dét at hun var dusørjæger var et større problem, man ikke skulle spøge med.

"under opbygning på grund af vandskader, åbnder igen juniu, glæd jer", læste Miranda op fra en sedel der stod under lukket skiltet. Miranda gik hen til ham igen og så op i hans ansigt så deres blikke mødtes igen. "Hvad tænker du nu over?"

"Jeg bor på et gammelt gods ude på den anden side af skoven.." Mumlede han stille mens han stadig tænkte over det "Jeg har selvfølgelig masser af plads til at kunne tilbyde dig en overnatning..". Han så på hende igen, og vendte blikket ud mod skoven, der kunne ses lidt længere væk.

"men du er usikker på at lade mig hjem til dig på grund af våbene i min taske?", sagde hun og løftede let et øjenbryn. Normalt ville Miranda bare været gået over til togstation og ventet, men at tilbringe natten i en varm seng i stedet for hendes lejlighed der ikke havde fået installeret varme endnu, lød mere tiltrækkende. "Lad gå så", sagde hun til sidst.

Ludwig nikkede og begyndte at gå mod skoven "Denne her vej".
Nu var der ikke så meget at gøre, end at tage hende med hjem. Våbene kunne han jo bare tage fra hende, indtil hun skulle hjem igen.

Miranda hankede op i den tunge skuldertaske og fulgte ham ved at gå 2 meter bag ham. Hendes øjne lå på hans ryg. Miranda var stille nu, da hun ikke så en grund til at snakke.

Han nåede ud til foden af skoven og standsede der. Han kiggede tilbage på Miranda og rømmede sig kort. "Jeg forvandler mig om.. Så kan du komme op på min ryg, og jeg tager os hjem til mit sted, okay?" Spurgte han, og tvivlede stadig på hvad der var rigtigt eller forkert.

Miranda løftede let et øjenbryn, enten var han meget dum eller meget modig, bare sådan at tilbyde en jæger at "ride", på ham. "Hmmm..meget vel..lad så", sagde hun stille.

Ludwig lod sig falde ned på sine fire, og forvandlede sig om til en ulv. Det tog hverken lang tid for ham eller var smertefuldt, da han gjorde den slags flere gange om dagen. Han var en stor, gråbrun hund, når han var forvandlet, og var netop stor nok til, at han kunne bære et menneske.

Miranda havde betragtet mange forvandlinjer før, både fra demoner og varulve, så hun så naturligt på det. Dog så hun lidt mere usikker ud da hun lage en hånd på hans pelsede hoved for at stige op.

Da han kunne mærke, at hun satte sig op begyndte han først at gå lidt, og derefter løbe lidt, med håb om, at hun sørgede for at holde sig fast. Da hun ikke faldt af, løb han stærkere i sit normale tempo, og søgte mod sit hjem.

miranda var tæt på at falde af et par gange. Hun havde fået nogle ridetimer som lille, men at ridde på en stor hund var ikke det samme. Hun ungik at falde af ved at legge hele kroppen imod hans ryg og holde fast i pelsen.

Der gik ikke længe før han kunne se godset, og han satte farten ned og standsede foran døren. Han drejede hovdet lidt og så op på hende, med et afventet blik. Han havde tungen ud af munden for at afkøle sig, og hans åndedræt var tungere end normalt.
*Jeg håber at jeg ved hvad jeg gør..*.

Miranda steg langsomt af, ømmede sig lidt på hoften da at ridde sådan ikke var særlig blødt, og klappede ham på hoved. "..Du må hellere tage nået vand"

Ludwig rystede sig og forvandlede sig om til menneske igen. Han kom på benene igen og tog sin hat på. "Bare gå indenfor. Der er ikke låst. Jeg skal lige finde mig noget nyt tøj..".
Han gik hen til en kasse der stod udenfor og rodede rundt efter et par bukser og en let trøje han kunne tage på. Han var ikke spor blufærdig med hensyn til at stå nøgen overfor andre. Sådan var livet jo, når man var varulv.

Miranda rødmede ikke, hun havde set både mænd og kvindevæsner nøgne når tøjet blev revet i stykker imens de brugte deres kræfter. Hun trak let ned i håndtaget, så kort på ham og gik indenfor

Ludwig klædte sig på og gik indenfor i huset. Huset var ikke det mest ryddelig sted, og der var ikke så rent, da det kun var ham selv, der boede der. Der var heller ingen husholderske, da han boede så langt væk fra byen og ikke havde råd til at betale nogen penge.
Han gik ind med hende, og gik op ad trapperne, op til sovesalen.

Miranda blev lidt i enteren og betragtede huset`s indre før hun fulgte ham. Hun havde egntlig ikke nået imod rodet, lige nu roede det jo også hjemme i lejligheden siden hun ikke havde fået pakket helt ud endnu.

Ludwig fandt frem til et værelse, og åbnede op for døren. "Det her er nok det mest ryddelige værelse.. Her kan du godt sove, ikke?" Spurgte han og så om på hende. Han rakte hånden ud foran hende og så på hendes taske "Men.. giv mig tasken først, ikke? Ellers kan jeg ikke sove roligt i nat".

Silvia bed ig i læben men vendste hoved imdo venstre og rakte ham tasken, dog beholdte hun pistolen hun havde dræbt den anden varulv med. "Den er til vis du prøver på nået.."