En tur i skoven

Elisabeth sendte hende et tilfreds blik. "Jamen det er jeg meget taknemmelig for. Så vil jeg tilgengæld droppe den formelle tone," sagde hun, i et let tonefald. Da Lucy havde fundet det utrolig irriterende, at Elisabeth havde tiltalt hende så fornemt, var det det mindste hun kunne give i gengæld. Noget for noget. "Nå, Lucy, hvad holder du så af at lave?" spurgte Elisabeth og lod hendes mørke smukke øjne glide rundt i omgivelserne.

"At snakke.." indrømmede Lucy stor smilende. "Jeg er utrolig selvskabssyg." tilføjede hun lettere forklarende, og rettede lidt på kjolen. Hun holdt utroligt meget af selvskab, af næsten enhver art. Så længe det ikke forsøgte at slå hende ihjel, eller opførte sig uforskammet overfor hende, så var hun sådan set fuldkommen ligeglad med racen.

Elisabeth grinede hjerteligt, og hun sendte hende et nik. "Ja, det har jeg lagt mærke til," sagde hun og nikkende. "Selv elsker jeg også selskab. Bare selskabet forstår at underholde mig," sagde hun drillende, og puffede ganske blidt til hende. Elisabeths mørke øjne blev forvandlet - De så yderst tilfredse ud. Fra nu af havde hun adgang til Lucy's tanker - Dog havde hun ikke tænkt sig, at benytte sig af denne fixe mulighed. Lucy havde sine egne tanker, og Elisabeth ville ikke snage.

Lucy lo med Elisabeth, og synes faktisk godt om hendes latter. "Hvad er Deres evne miss Elisabeth?" spurgte hun nysgerrigt, og smilede glad. Lucy tiltale aldrig andre på uformelvis, med mindre vedkommende var menneske. Det var ganske enkelt Llucy's måde at vise folk at hun respektere dem.

Elisabeth skjulte et svagt drillende smil. "Som sendt fra himlen," brummede hun i et muntert tonefald, før hun rynkede brynene, og rømmede sig. "Jeg kan læse folks tanker, efter jeg har rørt ved dem," forklarede hun, de grundigere detaljer ville hun ikke ind på, og hun sendte hende et bredt smil. "Slap du bare af," indskød hun hurtigt. "Jeg snager ikke," brummede hun roligt, og hendes mørke øjne gled ud i omgivelserne.

"Jeg er helt rolig, miss Elisabeth. De virker ikke som en person er ville krænke andres privatfred." svarede Lucy muntert leende. Hun brød sig godt om Elisabeths selvskab. Selvfølge brød hun sig godt om alt selvskab, men Elisabeths, var yderst behageligt efter Lucys mening.

Elisabeth sendte hende et nik, og smilede tilfreds. "Nogle har en anden opfatning. Jeg har kendt mange, som synes jeg var direkte ubehagelig at være sammen med, på grund af min evne. Det er jeg vil tildels også. Tanken om at en anden person, ved alt om dig, må være skræmmende," sagde hun oprigtigt og kløede sig på kinden. "Hvad er din evne Lucy?" spurgte hun derefter, og vendte sig mod hende, med et kærligt blik.

"Jeg kan manipulere med mørket." svarede hun og smilede. Hun kunne godt selv lide sin evne, måske for at mørke var det eneste hun havde kendt altid. Helt tilbage fra dengang for så mange får siden hvor hun blev født havde hun kendt mørke. Nogle mente at det måtte være skræmmende det med aldrig at kunne se lys.. Men Lucy var nu godt tilfreds. Ville ikke have det anderledes, selv hvis hun kunne.

Elisabeth fik et tænksomt udtryk i hendes ansigt, og hun havde en brændende ønske om, at dykke ned i Lucy's sind, og udforske det til mindste detalje. Randsage hende for hvert minde. Høre hver eneste af hendes tanker. Udforske hende og forstå hende. Elisabeth modstå sin trang, som når hun modstå trangen efter menneskeblod, når hun ikke havde drukket dyreblod i et par dage. "Aha," sagde hun stille, men alligevel begejstret. "Hvordan hænger det helt præcist sammen?" spurgte hun nysgerrigt.

"Jo... Mørket er det eneste der altid har fulgt mig.. Og på mit syvende leve år begyndte jeg at lære at kontrollere det. Jeg kan for eksempel transpotere mig selv og andre hvor hen jeg lyster." svarede Lucy storsmilende, og forsvandt i en lille sky af mørk røg så snart hun havde talt ud. I næste nu dukkede hun op på den anden side af Elisabeth, og havde blot givet en lille demonstration på hvad hun kunne. Hun kunne meget mere end det, men det var dette hun brugte oftes..

Elisabeth kunne ikke modstå fristelsen til at dykke ned i hendes sind. Hun nærmede sig en hvid tåge, men fik så kæmpet sig tilbage til virkeligheden. "Jeg er imponeret!" udbrød hun og nikkede anerkendende. "En sådan evne må være fantastisk nyttig," brummede hun og sendte hende et kæmpe smil. "Selv kender jeg mange mægtige vampyre, men dette er noget for sig selv. Måske ikke mægtigere, men noget for sig selv," brummede Elisabeth leende. "Må jeg høre mere kære Lucy?" spurgte hun hurtigt.

Lucy lo glad over Elisabeth's udbrud, og nikkede til hendes spørgsmål. "Hvad vil De høre om miss Elisabeth?" spurgte hun og smilede stort. Hun synes godt om Elisabeth's latter, og om det at hun var gammel nok til at man kunne føre en fornuftig samtale med hende.

Elisabeth blev først tænksom, men så besluttede hun sig. "Kan du via skygger, som et dårligt eksempel, påføre andre skader?" spurgte hun nysgerrigt. "Kan du blive usynlig, for det blotte øje, når du er i mørke?" spurgte hun og så på hende med et tænksomt udtryk. "Hvad kan du ellers? Jeg beklager dybt min nysgerrighed," grinede hun.

"Jeg kan absolut intet med skygger, og jeg har ærlig talt aldrig forsøgt at gøre skade på andre med min evne. Men jeg kan tætne mørket så meget omkring en person, at vedkommende ikke vil være i stand til at se mere end jeg selv ser. Jeg er ikke sikker på hvad jeg kan.. Jeg har ikke udforsket min evne til fulde, men brugt hvad jeg har brug for." svarede Lucy smilende. "De skal ikke undskylde Deres nysgerrighed. Jeg finder den ganske underholdende." lo hun let og vendte brat ansigtet til siden ud mod træerne.

Elisabeths mørke nysgerrig øjne søgte Lucys ansigt. "Nej selvfølgelig ikke. Du kunne med garanti blive meget magtfuld," brummede hun stille for sig. "Garanteret en Richard ville elske at have fingre i," sagde hun drillende, og sendte en spids tanke mod sin skaber. "Richard er min skaber," tøvede hun ganske kort. "Han er leder af en stor klan i Egypten, og de er meget magtfulde. Min familie. Dog har de efterhånden fundet ud af, at jeg umuligt kan opholde mig sådan et sted, i mere end et år afgangen. Jeg er på farten hele tiden," fortalte Elisabeth smilende.

Lucinia rettede ansigtet frem for sig igen, og lyttede nysgerrigt til Elisabeth's ord. "Aha.. Denne mister Richard.. Hvor gammel er han?" spurgte Lucy med en klang af barnlig nysgerrighed i stemmen. Lucinia var ikke typen der føjede sig efter andre vilje, hvis det ikke var noget hun selv havde lyst til. Hun gik sine egne veje den lille Lucy, elskede selvskab, men lod sig på ingen måde lede af andre.

Elisabeth strøg en tot løsreven pandehår væk fra hendes smalle ansigt. "Han er lidt over 1011 år, vel jeg formode," sagde hun, og så tænksom ud. "Det kan jeg lige undersøge," brummede hun så, og hendes blik blev sløret. Der gik få sekunder, før hun var 'tilbage'. "Han er faktisk 1249," sagde hun nikkende. "Men fysisk er han tilfrosset i 30 års alderen," fortalte hun smilende. "Han er meget respektabel, og folk kender ham. Selv folk som bor på den anden side af jorden," sagde hun nikkende. "Jeg er meget stolt af, at bager hans blod Lucy. Han har været mig en fortræffelig god mester, og ven for mange år nu," forklarede hun smilende.

"Det lyder til at De er utrolig heldig, miss Elisabeth. Jeg selv husker ikke meget om min skaber. End ikke kønnet på denne vampyr.. Men jeg ved dog at min skaber var mig utrolig god den første lange tid." fortalte Lucy og blev en anelse fjern i ansigtsudtrykket. Hun gennem gik den nat hvor hendes vampyriske liv var blevet omvæltet og ændret fuldstændigt. Hun havde ikke været ældre end femhundrede år dengang.. Faktisk hele tretunsinde år siden.. Lucy rystede svagt på hovedet og smilede ved den tanke, før hun igen blev nærværende. "Desværre måtte det forhold ende brat da en jæger opsporede os." fortalte hun med et svagt smil om munden.

Elisabeth nikkede. "Ja, jeg ser mig også som utrolig heldig. Hans klan tog godt imod mig, og jeg fik hurtigt nye bekendtskaber. De havde alle dannet par, mage om man så vil sige, og det tog ikke lang tid, før jeg opdagede min evne. Det var en fortræffelig tid, men Richard sendte mig ud i verden, da jeg besluttede mig for, ikke at røre mennesker. Han lod mig gå frit, og foreslå at jeg til hver en tid kunne vende snuden hjemad," fortalte hun smilende. "Ja. Den var vi også udsat for. Hvordan undslap du?" spurgte Elisabeth roligt.

"Jægeren kunne ganske enkelt ikke få sig selv til at gøre et barn fortræd. Endnu en af de fordele jeg har nydt godt af ved min unge krop." fortalte hun med et let smil om munden. "Mennesker kan nu engang være utroligt naive." tilføjede hun med et svagt grin, og nikkede kort.

Elisabeth kunne ikke lade en latter tilbage. Den bølgede ud igennem skoven, og hun smilede bredt. "Jeg kan ikke andet end at give dig ret Lucy!" sagde hun smilende. "Jeg kunne engang tale en jæger fra, at angribe mig. Ja, undskyld mig, men hvorfor overhovedet vælge den vej, hvis ikke man har modet til det," spurgte hun, uden det egentlig var et spørgsmål. Elisabeth grinede mildt, da hun tænkte tilbage. Det havde været for nemt - Hun havde blot pakket hendes trusler ind, og derefter gået forbi jægeren, uden så meget som en skramme.

"De kunne tale en jæger fra en kamp? Det må jeg nok sige. Det har jeg ikke hørt om andre der kunne" lo Lucy glad. Hun havde flere gange talt jægere fra deres mål, men hun regnede nu med at det havde noget med hendes unge krop at gøre.. Der var ikke mange der brød sig om for alvor at skulle gøre et barn fortræd, havde hun lært med tiden. Det gjaldt bare om at finde de rigtige knapper..

"Vi lavede en deal," fortalte Elisabeth og grinede muntert. "Jeg var bare meget forsigtig, og så må jeg have en syvende sans. At kunne tale mig ud af problemerne," sagde hun og sendte hende et grin. "Men altså. Hun var ung, lettere skræmt af synet af mig, og det vendte jeg til min fordel," sagde hun og smilede. Dog skjulte hun smilet i stemmen, for det lød næsten som pral - Elisabeth brød sig ikke om at prale.

Lucinia nikkede let. "Hun lyder præcis som den jæger jeg mødte forleden. Hun angreb ikke. Stod bare det samme sted og snakkede når jeg sagde noget. Det endte somend med at vi gik hver sin vej, uden den mindste form for kamp havde fundet sted." fortalte hun tilfredst.

Elisabeth slå en let latter op, og hun fugtede langsomt sine læber. "Hvorfor så overhovedet vællge den branche, hvis ikke man ønsker, at slippe af med os," sagde hun og sendte hende et skævt smil. "Jeg synes næsten, at der synd for de unge, i de familier hvor jagten er en livsopgave," sagde hun og så ud over omgivelserne som de gik på. "Jeg mener," sagde hun og slå let ud med den ene hånd, "hvorfor skubbe dem ud i det, når de tilsynladende ikke er gode til det? Dog har jeg også mødt jægere, som var dygtige. Virkelig dygtige,"