En tur i skoven

"Hmm.. De menneskelige jægere er, efter min mening, ikke den store udfordring. Det er straks værre når andre racer begynder at blive så selvretfærdige at de mener at de har til opgave at jage vampyrer som dyr." sagde Lucy med en let rystende stemme. Det var helt tydeligt at hendes tanker var ved et bestemt indevid, og at hun - overraskende nok - følte en stor vrede mod vedkommende.

Elisabeth nikkede enigt. "Jeg har været så heldig, ikke at støde på disse skabninger. Derudover er jeg dog ret sikker på, at det ikke ville være den store udfording," sagde hun roligt, og smilede kortvarigt til Lucy. Med en baggrund som sporhund, var Elisabeth den fødte jæger. Hendes sanser var bedre og mere udviklede, end mange andre vampyrer, men hun havde også trænet. Og derudover havde hun haft en lærer, som ikke blot var dygtig, men også benhård. Elisabeths evne gjorde det heller ikke nemmere, for jægerne som havde fundet hende - Det kunne være noget så nemt, at kaste sig hovedkuls ind i dem, og lade dem tro, man var nem. Hvorefter at slagte dem som dyr, og inden da have fortalt om sine fordele.

Lucy rynkede svagt panden. "Pas på med hovmodigheden miss Elisabeth. De kunne gå hen og blive overraket." sagde hun så, og rystede svagt på hovedet. Hun var selv blevet noget så forbløffet da varulven hæmningsløst havde angrebet, og nær besejret hende. Nok var der ondt blod mellem vampyrer og varulve, men Lucy mente ikke at man af den grund behøvede at nedslagte hinanden ude varsel.

"Sikkert," sagde Elisabeth, i et let tonefald. "Dog er jeg ret sikker på, at der ikke skulle være nogen grund til det. Jeg holder mig for mig selv, og rejser meget. Undgår diverse farer, men du har sikkert ret Lucy," sagde hun derefter og trak svagt på skuldrene. "Dog ville jeg ikke have noget imod lidt spænding," sagde hun og grinede hjerteligt, før hun vendte sit mørke blik ud rundt omkring.

Lucy nikkede svagt, og rynkede panden en anelse. Hun lyttede til ordene, men sagde ikke noget selv. Hun var dybt uenig med Elisabeth, men respektere alligevel hendes mening. Lucy var faktisk utrolig respektfuld overfor andre. Dog forventede hun også at andre udviste samme respekt overfor hende, og kunne blive noget så sur hvis dette ikke var tilfældet.

Elisabeth betragtede Lucy, og smilede bredt over panderynken. Hun var ikke meget for, at give andre ret i diskussioner, medmindre hun virkelig følte for det. Samtidig var hun også så stædig, at det i sig selv, kunne være noget så provokerende. "Jeg elsker skoven på det her tidspunkt," Sagde hun derefter og tog en dyb indånding, så diverse lugte stødte mod hendes næsebor.

"Hm... Skoven er også et tiltider dejligt sted." gav Lucy hende ret. Selv var hun godt nok mest ti byen, men ind imellem var der ganske enkelt intet bedre end skoven.. Lucy kløede kort på der sorte bind for hendes øjne, og glattede - af ren og skær vane - den hvide kjole hun havde på.

Elisabeth nikkede, selvom Lucy jo ikke kune se det. Alligevel var Elisabeth slet ikke i tvivl om, om Lucy kunne fornemme hendes nik. Pigens sanser var sikkert langt mere udviklede, end mange andres vampyrer. Elisabeth gik i dybe tanker, fugtede langsomt sine læber med tungespidsen, før hun glemte at trække vejret. Det at trække vejret, var bare en underlig vane, som Elisabeth ikke kunne komme af med. Hvilke var til hendes fordel, for hun var nemlig nødt til det, når hun færdede sig så meget omkring mennesker.

"Jeg vil forlade Dem nu miss Elisabeth. De har været underholdende selvskab for denne aften" sagde Lucy med et smil, og skiftede så retning og gik ind mellem træerne.