Hjemme hos Rose

Rose som havde siddet op af døren med øret ind mod den, rykkede sig hurtigt nogle skridt tilbage fra døren og rejste sig op. Hun så vredt på Zack og så derefter på tøjet som han gav hende "Hvorfor giver du mig dette?" spurgte hun vredt og så tilbage op på Zack og prøvede oss lidt at se ud på gangen for at se hvad der var sket.

Hun kunne se 3-4 livløse dusørjægere ligge i deres eget blod og de var bare blevet stablet ovenpå hinanden ved en af væggene "Jeg følger dig op igen nu, tag bindet for øjnene." sagde Zack beodrene.

Rose rykkede sig lidt længere væk fra Zack og gangen hvor de livløse kroppe lå. Et flashback kom hurtigt igennem Roses tanker da hun så på de døde kroppe og hun gik i lidt panik nu. Ikke for så lang tid siden havde hun nemlig set noget lignende med stablede og døde kroppe. Hun gøs og så tilbage på Zack med et usikkert og utrygt blik og holdt tøjet til sig og opførte sig som om at han intet havde sagt.

"Hey hey, hvad sker der?" Zack havde godt set hun gøs, det gjorde man jo normalt når der lå lig stablet på gangen, men hun gøs på en hel anden slags måde, som om... hun genkendte det? "Kender du nogen af mændene?" spurgte Zack, for det kunne jo være det "Jeg troede ellers jeg havde eneret på at være din ærkefjende?" Grinede Zack.

"Det er ikke det.." hviskede hun og så ud på gangen, men måtte hurtigt se væk igen og syntes bare at det mindede hende utrolig meget om det som havde sket for hende et par dage inden og gik yderligere nogle skridt tilbage og stod hurtigt op af væggen og man kunne se tåre falde ned af hendes kinder. En vampyr havde vist noget forfærdeligt som kom frem i hendes tanker da hun så på de stablede og døde kroppe.

Zack fik medlidenhed med Rose og skubbede døren i og gik hen og krammede hende broderligt "Hey hey hey, tag det nu roligt ikke, og fortæl mig det hele, så kan jeg finde ud af hvad der skal ske, okay?" sagde Zack og smilede til hende og kiggede hende broderlig i øjnene, hun virkede meget meget skræmt, så han kunne næsten sige sig selv det var en form for traumer.

"Det vil ikke hjælpe noget hvis jeg fortæller dig det.. Det vil ikke ændre noget.. Du kan ikke gøre noget.." hviskede hun og så ham ind i øjnene og snøftede lavmælt. Hun opdagede ikke hvor broderlig og venlig han var blevet og kunne bare ikke få det grusomme billede af døde kroppe ud af hovedet.

"Det kan jeg love dig for jeg kan, for jeg er dusørjægernes leder, siger jeg hop, så spørger de hvor højt, sig hvad der skal ske så gør jeg noget ved det?, okay?" smilede han igen broderligt og venligt til hende og kiggede hende stadigvæk i øjnene lidt og holdt blidt fast i hendes skuldre "Du skal bare fortælle mig det, så gør jeg hvad jeg kan."

Der var stilhed mellem dem i nogle få øjeblikke hvor Rose bare skulle tage modet til sig ".. Her for nogle dage siden. Tog en vampyr mig og tvang mig ned hvor han boede.. Han sagde at jeg var perfekt til hans samling. Jeg vidste ikke der hvad han mente.. Han viste mig sin samling.. D-d-det... Det var en samling af døde piger. Jeg kan stadig se dem for mig.. Klynget op, fordærvede og sønderknust. Han sagde at jeg osse ville blive en del af den og at han ville komme efter mig.. Og han sagde at det ikke nyttede noget hvis jeg fortalte det til nogen. Han ville flytte og tage det med sig og stadig komme efter mig.." sagde hun med små mellemrum og man kunne se at hun var ved at gå i fuldstændig i panik og pressede sig tættere ind mod væggen som om hun troede at hvis hun bare stod tæt nok til væggen skulle det hele nok gå. Så ville vampyren ikke komme og tage hende og så ville det hele ende godt. Tårene faldt hurtigere ned af hendes ansigt og hun bed sig hårdt i underlæben for ikke at begynde hulke.

"Jeg sørger for at sende et par dusørjægere efter ham vis det, er, og så organisere jeg nogen vagter?, jeg skylder dig jo en tjeneste, Ikke?" Zack krammede hende broderligt igen og klappede hende roligt på ryggen, hun skulle ikke være bange, ellers kunne hun jo bare blive her i Chasseur, et stykke tid til de havde fået fat i den vampyr, ellers skulle Zack jo nok selv dræbe ham. "Vis mine mænd ikke dræber ham, skal jeg nok aflægge ham et besøg, du har jo selv set hvor god jeg er til at åbne døre ikke?" sagde Zack med et smil og forsøgte at få hende til at smile.

Rose så op på Zack ansigt og tog fat i hans trøje "Jeg ved ikke hvad der sker med mig hvis han finder ud af at jeg sladrede til dusørjægerne. Han vil pine mig endnu mer når han får fat i mig.." hviskede hun og så bedende op på ham "Jeg vil ikke pines, Zack.." hun rystede på hovedet og brød sig ikke om den situation hun var i lige nu. Hun havde trukket hans ansigt helt ned til hendes så han kunne høre hende ordentligt da hendes hvisken var utrolig lavt som om at hun var bange for at vampyren kunne høre hende hvis hun talte højere end en hvisken.

"Du er det første levende væsen nogensinde, der har været hernede, han kender sikkert ikke engang til stedet, og træder han så meget som ind, så blir han skudt af de skydegale dusørjægere som vil gøre alt for lidt småpenge og adrenalin." Lo Zack og smilede til hende og knugede hende lidt hårdere ind til sig for at give hende en tryghedsfølelse "Du skal altså ikke være bange er vores konklusion." smilede Zack.

Hun begravede sit ansigt ind mod hans brystkasse for at kvæle sine små snøftende og hulkende lyde og var ræd for hvad der ville ske med hende. Hun kunne godt lide at have en tæt, men følelsen af frygt for at blive pinet af vampyren inden han dræbte hende var der stadig. Zoran hed han. Hun kunne stadig se hans ansigt for hende. Hans grumme smil og morderiske blik. Han havde sagt at han måske elskede hende fordi hun havde været sår'n en udfordring.

"Hvad hedder fyren?" sagde Zack og smilede til hende og løftede hende roligt op i hans arme som med et lille barn og lagde hende i sengen og dynen over hende, mens han aede hendes kind "Jeg skal personligt nok blive her og passe lidt på dig." sagde Zack venligt til hende og aede hendes kinder som om hun var et lille barn der var vågnet med mareridt. "Ligger du ordenligt for sengen kan justeres?" sagde Zack venligt.

"Han hedder Zoran" hviskede hun og nikkede svagt til det sidste han sagde. Hun lå godt nok og hun trak hurtigt dynen ordentligt over hende og så bange op på Zack og ville ikke være indespærret da hun blev stresset af det. Hun var ligesom et dyr i et bur. De blev oss stressede af at være indespærret. Rose var jo oss en engel. Hun var bygget til flyve og være ude i det fri. Ikke at være indespærret hos dusørjægerne.

"Og hvor bor han cirka?" spurgte Zack stadigt meget venlig og smilede til hende som om hun var 5 år gammel og blevet væk fra sine forældre... Altså - Medlidenhed kaldtes det.

Hun rystede på hovedet "Det ved jeg ikke.." hviskede hun og syntes at det hele havde gået så hurtigt da det skete for hende. Hun så på Zacks ansigt og rystede derefter på hovedet "Han vil med sikkerhed komme efter mig hvis han fandt ud af at jeg sladrede" hviskede hun og så viirkelig bange ud. Hun var bange for at Zoran ville komme efter hende. Hun var bange i det hele taget. Hun var bange for at være ved dusørjægerne og hun ville bare gerne væk. Men hun vidste at Zack ikke bare ville lade hende gå. Inden der var gået to sekunder var Rose ude af sengen og overfaldte Zack og skubbede ham ned at ligge på jorden. Hun satte sig hurtigt på ham inden at han kunne nå at gøre noget og tog fat omkring hans hoved og så ham dybt ind i hans øjne "Sov!" beordrede hun med en høj og klar stemme som der gav en underlig klang i Zacks øre. Hun brugte sin anden evne, så han var tvunget til at gøre som hun sagde. Hun ville ikke være ved det sted ét sekund mer. Hun holdt øjenkontakten så han kunne sår'n set ikke kæmpe imod. Hvis han sov kunne hun bedre komme væk. Hun vidste godt at der var andre dusørjægere på dette sted, men hun kunne let bruge sine evner mod dem og hun var jo ret stærk.

Zack gik i gulvet så det tydeligt kunne høres fordi han væltede stolen da hun skubbede til ham, en mand sparkede døren op og turde ikke komme ind i rummet men råbte, ligesom politiet gjorde "LIG DIG PÅ GULVET MED ARMENE UD TIL SIDERNE!", Zack var stadig besvimet.

Rose så hen på døren som blev sparket op og derefter tilbage på den besvimede Zack med et lidt undskyldene blik. Hun rakte derefter en hånd over mod døren og fik den til at smække i og tog hurtigt sit tøj som Zack havde taget med til hende og rejste sig op og tog det hurtigt på så hun ikke havde det grimme hospitals tøj på. Hun løb hen ved siden af døren så man ikke kunne se hende når man åbnede for døren. Så kunne det jo være at de var så dumme at de ikke ville ligge mærke til hende. Hun havde en plan for at komme ud, og hun kunne let få den plan iværksat. De dusørjægere skulle bare være dumme nok..

Manden sparkede døren op igen og sagde surmulende og irreteret "LAD VÆRE MED AT LUKKE DØREN OG LIG DIG PÅ GULVET, JEG KOMMER FØRST IND NÅR JEG KAN SE DIG!" man kunne ret tydeligt høre at manden følte det var provokerende hun lukkede døren. Zack var stadig besvimet, hun havde jo været ret hårdhændet mod ham, først banked ham mod et gulv og så brugt evner på ham.

Der gik noget tid hvor Rose bare stod og tænkte på hvad hun skulle gøre nu. Hun smilte derefter hånligt og gik hurtigt hen foran døren og brugte telekinese til at få hvem end der stod derude til at flyve bagud ind i væggen som var på den anden side af gangen.

Der stod en ordenligt neger med den største combat shotgun, Rose nok nogensinde havde set, selv med telekinese var det svært at kaste med ham, han ramte ind i væggen men rejste sig hurtigt igen og fyrede sindsygt sit gevær af efter hvor han sidst havde set Rose, manden var også en af de sortklædte vagter, en af dem som Zack havde fortalt hende tideligere var elitesoldater.

Rose kastede sig hurtigt ud af mandens skydezone og var hurtigt ud på gangen. Hun så over på den store mand og rakte en hånd ud mod ham og fik sin evne til at hive våbenet ud af hans hænder og kastede den lidt længere hen ad gangen "Jeg vil ikke gøre noget! Jeg vil bare ud!" sagde hun hårdt, men dog oss advarende. Hun turde godt at gøre noget, men ville helst undgå det. Hun så lidt på det sted hvor hun lige havde stået og derefter tilbage på manden med et hårdt blik og var klar til at løbe eller forsvare sig mod ham.