Tanker i ens indre.

Dag: irl
Tid: irl
Sted: legepladsen
Vejr: mørk bløst
Omgivelser: gyngen rykker sig lidt.

Ribanalon sad på lege husets tag og kiggede ud over den øde lege plads alt var stille og hun mærkede hvordan vinden tog fat i hendes sorte hår.
Hun sukkede med et smil og mærkede at det tog til i hendes hår.

Lucinia satte sig på en af gyngerne. Hendes normalt blege øjne var kulsorte, og hun havde blod i ansigtet, omkring munden. Hun smilede og skubbede gyngen igang. "Hvem er De?" spurgte hun uden at vende sig mod den anden vampyr

Hun kiggede på pigen og smilte så svagt hendes krop var i menneske skikkelse og samtidig hendes lugt.
Hun duftede svagt til pigen og blev forbavset over at hun duftede af Demetri og at hun var så gammel, ældre end hende selv.
"Ribanalon" sagde hun roligt og duftede så igen, Jep det var Demetri, men hvad havde han nu gjordt mod denne lille pige.

Hun vendte sig om på gyngen(Mod Ribanalon) og smilede. "Godnat miss Ribanalon" hilste hun høfligt med sin lyse barnestemme

Hun nikkede anerkendene og så pigen syn i mørket og svarede så, "GodAften" hun smilte og sagde så, "hvad med deres navn"

"Lucinia." svared hun og slikkede lidt blod væk fra munden

Hun smilte lidt mere, "HVad har du dog lavet" sagde hun roligt og lod sin luft blive lidt stærkere desværre ikke med vilje men nysgerrighed gjorder når menenske lugt stærkere.

Hun lagde hovedet en anelse på skrå. Hun blev en smule forvirret over denne Ribanalon. Hun duftede som et menneske, og så alligevel. Hun lød heller ikke ret meget som et menneske... Mennesker var mere klodsede med deres bevægelser. "De er intet menneske er De vel miss Ribanalon?" spurgtre hun for at blive sikker i sin sag.

Hun sprang ned fra lege taget og gik over og satte sig på gyngen, "min skikkelse og duft er men mit blod ville ikke smage så godt" sagde hun og holdte pause, "jeg er som din art" sagde hun roligt.

"Så havde jeg ret... Den er meget forvirrende den skikkelse miss Ribanalon." konstaterede hun med et smil

"Min familie er kendt for at få selv den klogeste til at tape hoved både fysisk og psycisk" sagde hun roligt til Lucinia.
"Men kan jeg sprøger dem om noget" sprugte hun så efter nogen tid, for at lægge en dæmper om sin familie.

"Ja miss Ribanalon?" svarede hun glad.

"Du Kender Demetri kan jeg dufte" hun fik et lidt bekymret ansigt, det var ikke altid så godt at være sammen med den dreng/Mand.

Hun nikkede samtyggende "Det er korekt, jeg har mødt mister Demetri, en enkelt gang." svarede hun og ventede på Ribanalons spørgsmål

"Hvordan mødte du ham" sagde hun sprøgderne.

Hun tænkte sig om et øjeblik, før hun svarede: "Jeg var lige ankommet til Werclare, og gik rundt i søgen på et menneske, men mødte ham i stedet." Hun lagde hovedet på skrå igen "Hvorfor spørger De?"

Hun rystede på hoved imens hun svarede, "Ikke for noget vigtigt"

Hun smilede stort og sagde: "De ville ikke spørge uden at have en grund... Han snakkede om noget med nogle rygter, har de noget Deres grund at gøre?"

Hun skar lidt tænder og sagde så, "Ikke rigtig, men jeg var bare mest bekymret" sagde hun og sukkede og begyndte at sætte gyngen i bevægelse.

"For hvad miss Ribanalon?" spurgte hun med barnlig nysgerrighed

En lille kildenen fornemmelse kom i hendes næse og hun kunne ikke lade være med at grine lidt over at nysgerrigheden duftede så meget men sådan var det altid når hun snakkede om Demetri med andre hunner, "For at han havde gjordt noget" sagde hun tavst.

Hun rynkede undrende panden "Hvad skulle han da have gjordt?" spurgte hun overrasket.

"Jeg ved det virkelig ikke" sagde hun og kiggede ned på pigen fødder.

Hun lo lidt, og dinglede med benene. En vane hun efterhånde havde haft i langtid. Det vagte som regel med lidenhed hos menneskene når hun sad alene på en bænk og dinglede med benene. Lige hvad hun havde brug for, når hun skulle lokke dem til sig, var medlidenheden...

"Men han gjorder intet" sprugte hun igen.