Månens lys - Zack

"Vis jeg ikke skjulte det kunne folk bare forfølge mig" konstaterede Zack, og så lidt ned i jorden "Vi jæger vampyrer fordi mange af dem lemlæster deres ofre for sjov..".

Fie smilte, og så på ham. Hun holdt sin pegefinger mod hans pande, og så på ham. "Det er længe siden jeg har været mennske så jeg husker det ikke så godt, men det gør menneskelige mordere jo også, de fortjener også at dø... Og desuden er det en straf i sig selv at blive vampyr"sagde hun stille, og holdt stadig fingeren mod hans pande. "Du ved ikke hvordan det er..."sagde hun stille, og så på ham. "Mit liv som vampyr er svært, sværer end mit liv som mennske var"sagde hun stille, og så ned.

"Det ved jeg godt.." sagde Zack trøstene "Men husk nu på at vi dusørjægere også er nogen desperate nogen, vi gør jo heller ikke det her for sjov, for vi er jo fjender med de fleste, undtagen menneskene som vi beskytter, og de ved ikke engang vi findes, og vis vi fortæller historier om jer, tror de vi er sindsyge og så ryger vi på en anstalt." Zack smilede forklarende til hende for at forklare begge side havde det hårdt men hos dusørjægerne var det eget valg, og hos vampyrene var det tvang, men de kunne jo bare selv lade være med at give deres 'sygdom' videre til menneskene så når de selv vidste hvordan de havde det med deres vampyrliv.

Fie så på ham, og lod sin armhænge slapt ned af hendes side. Hun så ned, og bed sig i læben. "Jeg har aldrig forvandlet nogen, fordi jeg stadig har det dårligt over jeg selv blev"mumlede hun, faktisk burde det jo være noget hun kunne være stolt af, men hun var ikke selv helt sikker på om man kunne det. Hun bed sig i læben, og så kort på ham.

"Tænk over de forskellige goder der er ved det, du kan få lige den menneske dreng du vil, pga. din skøndhed og udstråling ikke?, det er jo ikke værst, og du sparer penge så du ikke behøves bruge på mad." smilede han til hende, og stak hænderne i lommerne, han var faktisk helt rolig ved at være sammen med hende hun var ingen fare.

Fie så på ham, og rystede på hovedet af det han sagde. "Og hvordan ville du så å det til at fungere, jeg tror altså ikke der en nogle mennesker der har løst til at kome sammen med et vampyr, og hvis jeg ikke fortalte ham det, så ville han jo begynde og lægge mærke til de underlige ting ved mig, så som min hud, og at jeg ikke spiser"sagde hun, og så på ham. Hun var enig med sig selv om at et menneske ville nå at død af skræk, før hun ville nå at tale ud om det at være vampyr.

"Så må du jo bare finde en fair mand som mig" lo Zack, han ville ikke have noget mod at komme sammen med en vampyr så længe hun ikke bed ham eller dræbte andre dusørjægere, eller gjorde hans dyr noget, og så længe hun ikke tvang ham til at stoppe som dusørjæger, eller sådan noget, for det nægtede han blankt at gøre, han havde brug for pengene, og det var alligevellet for sent at gøre det om.

Fie grinede lidt af ham, og smilte til ham. "Jamen, der stå da også lige mænd som dig på hvert et gade hjørne, det bliver da let..."sagde hun og rystede på hovedet. "Jeg har efter hånden droppet ideen om at få en kæreste eller mand... For vampyre som mig har ingen skæbne hos kærligheden, det eneste vi gør med kærlighed, er at spolere den for alle andre"sagde hun, og smilte lidt sørgmodigt i det.

"Ej det kan ikke være helt sandt" smilede han og puffede venligt til hende, og kiggede så ud over vandet, det var så smukt, vandet var så rent, og hver dag var en ny dag her, du så næsten aldrig de samme mennesker her, og vandet fjernede altid sporene fra dagen før, og altid før daggry, det var derfor der var så smukt ifl. Zack.

Fie så på ham, og gik lidt væk fra ham, og satte sig i sandet. "Du ved ikke noget om det, du har ikke prøvet det"sagde hun, og gemte ansigt lidt i sine hænder. Hun sukkede lavty, og bed sig i læben. "Ville du da nogen sinde ønske dig at komme sammen med et person som mig, nej vel..."sagde hun, og så hen på ham. "Jeg er kun til for at ødelægge ting..."mumlede hun.

Zack satte sig ved siden af hende og lagde en arm om hende "Jeg ville da ikke have noget mod det, for jeg ved hvordan de skal behandles." sagde Zack og behandlede hende lidt som en ked af det lillesøster der skulle trøstes, hvilket han også så hende lidt som, selvom hun nok var ældst.. det vidste han ikke noget om, man kunne jo ikke aldersbedømme en vampyr på udseenet.

Fie så på ham,o og bed sig i læben. "Jamen så er du også den eneste"mumlede hun, og lænede sig lidt ind til ham af refleks. Hun bed sig i læben, og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Han fik hende til at huske sin afdøde storebror, og det gjorde hende både glad og ked. Hun så ned, og sukkede stille.

"Nej det tror jeg bestemt ikke jeg er" smilede Zack til hende, den afdøde Zachary Johnson havde også været ligeglad med sådan noget, så nogen få stykker måtte der jo findes, det vidste Zack, man skulle bare lede ordenligt og finde en der virkeligt elskede en og ikke en eller anden idiot som bare ville smage hende og heneds skønhed.

Fie smilte lidt, og bed sig i læben. "Jaja, så siger vi det"sagde hun i en lettere opgivende tone. Hun tænkte lidt over hvad hun faktisk lavede, og så så på ham med store øjne. "Hvorfor sidder jeg og råber op om mit liv om mine problemer til dig? Du kender mig ikke engang?"lød det forvirret fra hende. Hun ville normalt aldrig være så åben over for nogen som hun ikke kendte sådan rigtigt, og da slet ikke en som kunne hvis han ville dræbe hende? Hun bed sig i læben, og så forvirret på ham.

"Fordi det er alle væsner nødt til engang imellem" smilede Zack broderligt og kiggede ud over havet.
Og fandt en lille ampel frem og rakte den til hende "Den tør du ikke knuse" sagde han drillende, og kiggede på hende med et stort smil, mens han kiggede på ampellen som han ragte ud mod hende.

Fie så på ham, og bed sig i læben, "Du her sikkert ret..."mumlede hun, og så på Ampellen med et nysgerrigt blik. "Hvorfor skulle jeg ikke ture det?"spurgte hun, og så på ham. Hun rakte ud efter den, og bed sig lidt i læben imens hun så på den. "Hvad gør det da?"spurgte hun stille. Hun var ikke helt sikker på hvad det faktisk var?

"Prøv" sagde Zack og smågrinede, det stank af varulv så meget at menneskene næsten selv kunne dufte det, det stank virkeligt, vidste han og han vidste hun nok ville få et chok. Men det var det hele værd mente han jo nok.

Fie tog den og knuste den med lethed i sin hånd. Da lugten af varulv nærmest angreb hendes næse blev hun små forskrækket, og gemte hurtigt sit ansigt ved hans arm, han lugtede jo stadig af vampyr, hvilke lugtede godt, men stanken af vådhund var ulækkert for hende. "Ad for helvede""Sagde hun imens hun stadig havde gemt sit ansigt gemt ved hans arm. Hun fortrød hurtigt at hun havde gjodt det.

Zack knuste en anden ampel, det var en anti varulve duft, og lugten forsvandt stort set, meget hurtigt, men der hang lige et meget meget let snert af stanken, men den var ikke særlig kraftig. "Er du okay?" smilede Zack til hende og grinede af hun sad helt lænet op af ham.

Fie så op på ham, og rystede på hovedet. "Nej, ved du hvor god vores lugte sans er var?"spurgte hun, og så på ham. "Og vådhund er ikke lige det lækkreste man har lyst til at side og snuse ind"sagde hun, og så på ham. Hun prikkede ham på kinden, og smilte alligevel. "Men jeg havde en redning dig, og dit tøj, det dufter stadig af vampyr"sagde hun og grinede lidt.

"haha" grinede han af hendes kommentar om vandhund "Nåh da da, dufter vampyr da ikke godt?" smilede Zack og kiggede uforstående på hende.

Fie smilte og så på ham. "Nej fjolle, du dufter guddommeligt på grund af vampyr duften"sagde hun, og smilte. Hun grinede lidt af hans uforståenhed, og smilte. Hun smilte, og lænede sig helt ind til ham igen, og smilte. "Jeg er glad for du gider høre på mit piveri"sagde hun, og smilte. "Det hjælper meget"sagde hun glad.

"Jeg har intet bedre at tage mig til" sagde Zack drillende til hende og kiggede op på stjernerne, som skinnede, det var lidt mærkeligt at de kunne blive deroppe hele tiden og det så hele tiden ud til der kom flere, men der forsvandt aldrig nogensinde nogen af dem.

Fie smilte, "Jo, at skyde fugle"grinede hun, og så på ham. "Jeg syntes altså stadig at det er lidt mærkeligt at sidde sådan her sammen med en som med lethed ville kunne dræbemig"sagde hun og grinede lidt over det. Hun bed sig kort læben, og så undskylden ned. Hun kunne nu meget godt lide at snakke med ham, han gjorde hende glad i det. Det skulle der ormalt mere til for at hun blev, når det var med næstes fremmede.

"Altså vis jeg ville dræbe dig, havde du allerede været død og afleveret nu." lo Zack, "Jeg har ingen intentioner om at gøre skade på dig". Zack smilede til hende og kunne ikke fjerne øjnene fra himlen, han sad og kiggede på nordstjernen og noget der lignede en indkøbsvogn på himlen, men han kunne ikke huske hvad den hed.