Lege på legepladsen.

Dag:irl
Dato:irl
Tid:22.18
Omgivelser : en lille veninde eller to.
Sted:legepladsen¨.
Vejr:koldt, igen blæst
Årstid:efterår.


Donnie sad med et stort smil på en gynge, han kiggede for sig selv ud i mørket og mærkede hvor mæt han var.'
Han sukkede og smilte så ikke lige så meget mere.

Evelyn gik i sine egne tanker. Hun lagde ikke mærke til hvor hun gik, men gik bare..
Hun mærkede pludselig sand under hendes fødder - der hvor der var asfalt lige før.. Hun var åbenbart kommet hen på legepladsen. Hun så en skikkelse gynge, og stivnede da hun så hvem det var..

Han vendte hoved lynhurtigt og smilede imens hans metalliske grå øjne stirrede på hende.
Han hviste at hun vilel mærke dem, som en brandene finger kørte igemmen hendes krop-

Evelyn prøvede at løbe, flyve, kravle? .. Hun ville gøre alt for at slippe væk nu!, men intet hjalp, hun var som malet til jorden, og kunne ikke flytte sig.
Hun mærkede smerte i hele hendes krop, og lukkede øjnene stramt.

Han gjorder intet andet end at kigge væk fra hende hvorefter han smilede, den han normalt bed kunen ingen ting gøre ham det var som om at bidet styrede deres handlinger når de prøvede at skade ham.

Han smilede igen. Evelyn hadede når han smilte. Evelyn hadede ham. Hun prøvede at tage sig sammen til at sige alt det, hun havde ville sige, men kunne ikke.. Hun var simpelthen ikke modig nok til at sige noget.
*Lige nu håber jeg næsten at han kan læse tanker*, tænkte hun, *For så, kan jeg sige alt det jeg vil..*

Han kiggede igen på hende hvorefter han rykkede sig sådan at hun var hans midter syn.

Hun kiggede spørgende på ham, da han rykkede på sig *Hvorfor rykker han sig?*
Hun samlede kræfter til at give ham et ordenligt vindpust, men hun ventede til det rette tidspunkt.

Han begyndte at gynge i stedet for at provokere hende.

Evelyn var - endnu en gang - forvirret over det hele.. *Hvad sker der?, nu begynder han bare at gynge, og virker som om jeg ikke er her*..
Hun prøvede at rykke på sig og kunne pludselig bevæge sig igen, og gik langsomt bagud, men kom i tanke om noget, og prøvede at tage sig sammen til at sige noget; "Hvad hedder du egentlig?..", hendes stemme var skinger, og ikke rolig, som hun havde håbet den ville være..

"Donnie" sagde han roligt imens han gyngede.
Han nød luften som gyngen gav under ham.

*Donnie?*, tænkte hun, *det lyder da ikk særlig skræmmende..*
"okay..", sagde hun lavmælt.. idet hun lige så stille begyndte at gå baglæns igen, men hun fjernede ikke på noget tidspunkt, øjnene fra ham..

Han nikkede til sig selv og smilede så roligt med lukket mund til hende, imens han prøvede at gynge endnu højere.

*Nikkede han lige?.. til hvad?*, Evelyn kunne se at han prøvede at gynge højere, og overvejede at give ham et lille skub?

Han gyngede nu så højt han kunne og sprang så af gyngen hvor efter han forsvandt for øjnene af hende.

*Hvor blev han af?!* Hun havde ikke fjernet blikket fra ham, én eneste gang, og nu var han ikke til at se.. Hun blev så forfærdet, at hun - mens hun gik baglæns - snublede over sine egne fødder..

En sukkende lyd kom bag hende.

"Oh God!", et forskrækket hvin kom fra hende, da hun så ham bagved sig.. Hun rejste sig hurtigt op, og stod nu ansigt til ansigt med ham.. Hun ville ikke se ham direkte i øjnene..

Han smilte denne effekt havde han også på Kala det at hun ikke ville eller kunne se ham i øjnene lige med det samme.
"Halløjsa" sagde han roligt med et smil.

Hun kiggede stift på hans mund. Hvorfor talte han altid så roligt? Det snyder hele tiden Evelyn's hjerne..
"åh neij, ikke igen..", sagde hun - næsten tavst - til sig selv

Han lod sin finger komme hende for munden inden hun sagde noget, "ssshhh" sagde han roligt imens han kiggede på hendes mund.

Der gik et smertegys igennem hende, da han rørte hende. Hun prøvede at kigge på hans finger, men hun blev skeløjet og kunne derfor ikke se nogen finger, men 2 hoveder istedet.
Hun begyndte lige så stille at ryste.. Hun prøvede at kontrollere det, men det virkede ikke..

Han fjernede fingeren fra hendes mund hvorefter han bare roligt kiggede på hende.
Han tog fat i noget af hendes hår og lod det falde imellem fingerne, "er alle engle altid lyshårede" sagde han og rettede blikekt med hendes øjne.

Hun kiggede stift på hans hånd, der berørte hendes hår..
Hun kunne mærke at han stirrede på hende.. På hendes øjne. Hendes øjne flakkede rundt for at finde et punkt, men hun kunne ikke bestemme sig, så hendes øjne stirrede bare på hans hår.
"De fleste..", sagde hun stille..

Han nikkede og lod hendes hår falde igemmen hans hånd og tilbage så det bare hang som før han rørte det.