Alt skal udforskes

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Fredag
Vejr : Månelyst, skyfrit
Sted : Dreins Mountain *Supriiiiiiiiise!*
Tid : 19.32
Omgivelser : Sten, buske, træer, Natur?

Artemis bevægede sig stille op af bjerget. Præcis hvorfor anede hun ikke, men hun havde en mistanke om at det nu nok var fordi hun hele sit liv havde fået afvide, at bjerget var strengt forbudt område. Og med så meget andet, der var forbudt, kunne hun ikke dy sig, for ikke at udforske det. Hun skulle altid lige gå lidt længere. Lige som om ikke hun også kunne slippe af sted med en ting til. Presse citronen til det yderste. Denne vane havde dog konsekvenser. Men det var dog konsekvenser, som Artemis tog på sig uden et ord. Hun havde jo selv trodset de voksnes ord, så hun måtte også selv tage deres straffe. De var bare ikke altid lige rare. Og man kunne tydeligt mærke forskel på, om det var Nanny'erne, eller om det var Far der straffede en. Dog sørgede Artemis for så vidt muligt for at Far ikke fik grund til at straffe hende. For det var bestemt ikke sjovt når han blev sur...

Cisse gik rundt på bjergende med måneskinnet reklefterende fra sig.
Hun fik hurtigt færten af et menneske og sprang hurtigt nærmere, sulten.
Hun var kommet for at få noget at drikke inden hun skulle i skole imorgen.
Men da hun fra et træ opdagede det var en ganske lille pige der gik i skovbunden, tog hun sig sammen. Hun kunne ikke dræbe dette lille væsen.
Månen reflektere stadig på hendes hus, da bladende ikke var tætte endnu.

Følelsen af at blive iagtaget, fik Artemis til at vende sig om. Dog kunne ikke ikke umiddelbart få øje på nogen. Rynkede svagt panden, og vendte sig for igen at gå. Hendes tanker faldt tilbage på den pige hun havde mødt hjemme i La Sunisha. Hun havde stadig ikke regnet ud hvad hun havde ment. Igen rynkede hun panden. Artemis hadede når der var noget hun ikke kunne finde ud af, og hun blev kun mere og mere opsat på at finde ud af det, jo længere tid der gik hvor det syntes som et mysterium for hende.

Cisse lagde langsomt hovedet på skrå og fulgte hende fra træ til træ, den svage glimten forsvandt og kom igen, dog bag pigen hele tiden.
Cisse ville se hvad pigen lavede ude i bjergende på denne tid af natten.

//Uundskyld, men kunne ikke finde på noget at skrive om ved dit indlæg xD(/

//Doh.. Det går jo godt -.-'' xD//

Artemis stoppede endnu engang. Var der nogen der fulgte efter hende? Hun bed sig let i læben, og vendte sig om. Stadig intet at se.. "Hallo?" kaldte hun prøvende, og blikket flakkede hen over omgivelserne. Måske skulle hun lige præcis denne aften være blevet i sin seng?.. Nej. Hvorfor skulle hun dog det? Det kunne jo være at det bare var et eller andet dyr, der tilfældigvis skulle samme vej som hende? Så så hun det. En svagt glimten. Der, oppe i træet. En glimten af hvad dog? En skaderede? Sikkert ikke, men hvad så? Artemis kunne ikke umiddelbart komme på noget der naturligt forekom oppe i træer, der kunne glimte i måneskin.. Så hvad kunne det være?..

Hun smilte lidt. "Hej." Sagde hun og skjulte sig bag de blade hun kunne. Mne det var svært, og hendes tørst var forfærdelig i dette øjeblik.
Hun bed tænderne sammen for at få sin tørst under kontrol, hun var ikke længere en masse dræber der dræbte alt, hun havde sine regler og sin selvbeherskelse.

Artemis lagde let hovedet på skrå, og trådte nysgerrigt et skridt tættere på træet. Hvad lavede nogen deroppe, og hvorfor prøvede vedkomende at skjule sig for hende? Det var jo ikke ligefrem fordi Artemis så synderligt farlig, eller på nogen måde skræmmende ud, tvært imod.. "Hvad laver du der oppe?" spurgte Artemis, og prøvede at se hvem det var der opholdt sig i træet. Kunne dog ikke se meget mere end noget lys hud, de små glimt fra månen, noget tøj og lidt hår..

Hun smilte lidt ved sig selv. Hun var så ung. "Bliv der min pige." Sagde hun roligt. "For din egen skyld, du har ikke lyst til at tage den chance på grund af mig." Sagde hun med et lille gavtyve smil, pigen kunne selvfølgelig ikke se det, pga hendes lysende hud og bladene.
Hun forsvandt højere op så hun blev endnu mindre synlig.

Artemis blev straks mere nysgerrig, da pigen bad hende om at blive hvor hun var. Uden at tøve tog et skridt tættere på. "Hvilken chance?" spurgte hun nysgerrigt, og gik tættere på endnu. Spejdede op efter denne ukendte pige. Ved at gøre sig selv til 'forbudt område' havde hun kun gjordt Artemis nysgerrig. Artemis havde som sagt tendens til at ville skubbe alle grænser der blev sat for hende, og trodse alle forbud. Blot for at se om hun kunne slippe afsted med det...

Hun begyndte at grine om små vindklokker. "Har du nogensinde hørt skræmme historier om skrækindjagende væsner?" Spurgte hun som, om hun skiftede emne. "Det har de fleste børn." Hun trak længere op i toppen.

"Mmmh?" svarede Artemis, og kunne ikke se sammenhængen, men ventede på hvad pigen mon ville sige med det. Hun så nysgerrigt op i træet. Hvad var der med denne pige? Hvorfor var alle de folk, som hun mødte alle sammen have en eller anden form for knald i låget for tiden? Egentlig havde Artemis ikke så meget i mod det, da det kun gjorde dem undeerholdende.. Og mere interessante, end de mennesker der fandtes derhjemme...

"Hvilke har du hørt om?" Spurgte hun med et lille smil, glemte sin tørst for en stund. Det lød som et helt anden emne, uden sammenhæng overhovedet.

Artemis rystede let på hovedet. Hun havde jo for pokker hørt mange. Nanny Rose fyldte jo altid de mindre børn med historier om vampyrer og varulve, og hekse og trolde. "Mange.." svarede hun derfor, og ville vente og høre hvor det førte hen.. Der måtte da komme en mening med det på et eller andet tidspunkt?

Hun lo igen. "Du er nysgerrig, men du fører dig selv i blindgyder for svar." Sagde hun gådefuldt, blot for at tire pigen af bare underholdning til sig selv.

Artemis rynkede panden, og rystede på hovedet. Det gav ikke meget mening. Hun kom til at tænke på pigen fra byen.. Hun havde været lige så gådefuld, og forvirrende. "Hvorfor vil du ikke svare mig?" spurgte hun, i stedet for at kommentere på det med blindgyderne.. Det gav for lindt mening for hende..

Hun grinte igen. "Svar nu bare min pige." Sagde hun med et gådefuldt smil.
"Før får du intet svar." Hun smilte stille.

//undskyld krea.

Artemis lagde uforstående hovedet på skrå. "Skal jeg svare? Men på hvad?" spurgte hun, og lagde en hånd på en af træets grene, som hun kunne nå. Overvejede at kravle op til pigen, men besluttede sig for, at så nysgerrig var hun nok ikke alligevel. Hun havde aldrig været vild med sådan noget som at klarte i træer.. Ikke fordi hun var højdeskræk, men det var noget ved det med at skulle klatre op ad noget lodret.. Det var en ganske afskrækkende tanke, i følge Artemis..

Hun smilte lidt. "På hvilke skrækenjagende væsner du har hørt om?" Spurgte hun og smilte en anelse tilfreds, dog ganske drilagtigt, inden hun snappede efter vejret og sagde advarende:"Bliv dernede."

Artemis rynkede panden. "Eh.. Vampyrer, og trolde, og varulve, og alt sådan noget." sagde hun så, og så forvirret op i træet. Mumlede et eller andet om, at hun da også havde tænkt sig at blive dernede.

"Vampyre.. Aha.. Hvordan er de så?" Spurgte hun så smilende.
Hun blev deroppe men der kom lyde fra træet.

Artemis rystede på hovedet. "Du sagde, at når jeg havde svaret, ville du svare mig, og nu har jeg svaret!" påpegede hun, og rynkede panden let.

Hun begyndte at grine og sprang ned. "Jeg har glemt hvad jeg skulle svare på." Sagde hun og lagde hovedet på skrå. Hun smilte roligt til denne lille pige.

"På hvilken chance det var jeg ikke måtte tage?" spurgte Artemis, og vendte sig mod pigen, da hun var hoppet ned. Artemis var tydeligt forvirret, men forsøgte nu, så godt hun kunne, at holde styr på denne mærkelig samtale.

Hun begyndte at grine mildt af pigen.
"Det er dit liv vi snakke om min sødeste pige." SMilte hun og satte sig ned.
"Den chance, er dit liv." SMilte hun og blinkede sødt.

Artemis så ovenud forvirret ud. Det var ikke lige det svar hun havde regnet med. "Mit liv? Hv-hvordan det?" spurgte hun forsigtigt, og var alt andet end sikker på om hun virkelig ville vide det..