Dont get lost. (Joanne)

Lige med det samme han begyndte at tale om at fryse, kom hun til at tænke på jakken igen, og begyndte at kludre i ordene. "Jeg.. Jamen du må.. få den... tilbage... gerne." Hun blinkede forskrækket et par gange med øjenvipperne, og kløede sig fortumlet på næsen. "Du må gerne få den tilbage." sagde hun langsomt, så han vel kunne forstå hvad hun prøvede at sige til ham. Hun sukkede duft. Var det ham som slog hende i hovedet med en forhammer?! Hun rødmede svagt, og stoppede bare med at sige noget, for måske sagde hun bare noget mere åndssvagt.

Han så på hende og hævede et øjenbryn og begyndte så at grine "søde ven jeg fryser ikke, jeg fryser aldrig jeg har bare et eller andet med kulde...det rør mig ikke den mindste smule" sagde han med et smil. Han klemte blidt hendes hånd "behold den på jeg vil ikke have du fryser, jeg kan altid få den tilbage på et andet tidspunkt" sagde han varmt. Han så hendes rødmen "det var ikke min mening at gøre dig genert" sagde han med et skævt smil, og slap hendes hånd og lagde sin arm kort om hende og gav hende et varmt klem. Han slap hende igen og tog hendes hånd.

Hun klemte blidt hans hånd, og kunne ikke lade være med at grine. "Nej, men det virkede ellers ret godt." Hun kløede sig på næsen, og sendte ham endnu et smil. "Tænk hvis jeg kunne undgå at fryse nu." tænkte hun svagt, men rystede tanken af sig. "Men... William... Hvor gammel er du?" umiddelbart virkede han lidt ældre end hende, men hun var jo også ret lille af sin alder at være. Hun fugtede læberne, og så ned på neglene på den ene hånd.

Han så på hende og smilede og grinede lidt af hende. Han så på hende "Hmm.. tja du skal bare have en varmere jakke" sagde han venligt til hende. Han blev ikke overrasket over hendes spørgsmål og så på hende "jeg er 17" sagde han, og så på hende "hvad med dig hvor gammel er du?" spurgte han og smilte varmt til hende.

Hun blev lidt overasket, men kunne ikke lade være med at smile venligt til ham. "Jeg er fylder 19 om et par dage..." Hun trak jakken lidt tættere om sig, også selvom hun ikke frøs. Det var lidt sjovt at have den på, for den føltes dejlig var, men hans duft fik det til at fryse en smule, helt inde i hende. Det var en lidt mærkelig følelse. "Men jeg burde kunne klare kulden med den her hudfarve." grinede hun og betragtede sine fingre som lige stak ud af de varme ærmer.

Han så godt hendes overraskelse, og forstod den godt, han kunne mange gange godt virke meget ældre. Han blev også overrasket over hendes alder "okay tillykke" sagde han med et varmt smil. Han så på hendes hånd der stak ud af ærmet, og så derefter på hende, og smilede "tja jeg tror ikke det har så meget at gøre med ens hudfarve, jeg tror det er noget man vænner sig til" sagde han og smilede varmt til hende. Han så lidt fremad og begyndte at genkende bygningerne "så er vi i Deepshell" sagde han muntert, og dog slog det ham at så blev han nødt til at sige farvel til den interessante Joanne.

"Mange tak." sagde hun, og sendte ham endnu et kært smil. Men alderen var faktisk ret ligegyldig for hende, undtagen når man havde fødselsdag. Hun havde ikke rigtig nogle familie som kom med gaver og sang fødselsdagssang i telefonen. De fleste gange havde hun spist konditorkage sammen med Joey, men nu... Nu skulle Joey til den der konkurrence-ting i Paris, så han kunne ikke være med denne her gang. Hun lavede trutlæber, så man ikke så nemt så at de vendte nedad. "Ha ha, nej du har nok ret.." Hun rodede op i håret og smilede fjoget. Og så lod hun blikket køre over husene, dem som hun kendte og dem som hun ikke kendte. De fleste havde stadig tændt lys, men efterhånden blev det langsomt slukket.

"Så lidt" svarede han, med et smil. Han grublede lidt "Hvordan skal du så holde din føselsdag? Har du inviteret familie eller skal du bare ud og fyre den af?" spurgte han smilende. Han så hun lavede trutmund, og grinede "Hey hey, hvad skal hønserøven til for?" spurgte han hende med et drillende tonefald, og lavede den samme trutmund. Han kunne dog ikke holde den så længe for han blev ved med at komme til at smile. Han så mod lejlighedskomplekserne, og husene og betragtede de biler der kørte forbi. Han trak vejret dybt ned i lungerne, og nød lugten af bilos. Han kunne godt lide byen, og var ikke specielt god til at være på landet, der skete bare ikke lige så meget som inde i byen.

Hun kunne ikke lade være med at grine af ham, da han også lavede trutmund. Han var hyggelig, det var helt tydeligt. "Jeg har faktisk ikke rigtigt noget i tankerne. Jeg har ikke noget familie andet end nogle fjerne tanter og onkler.. Og min ven er taget til Paris. Så jeg tror bare jeg æder en masse kage derhjemme og så tager jeg på en heller anden pub senere." Joanne var ikke en af de piger som holdte sig langt væk fra alt fedt, og på trods af det, så var Joanne en af dem som aldrig tog på, hvor heldig man end kunne være. "Men jeg regner ikke med noget stort." 19 år var jo heller ikke noget specielt. Mere 10, konfirmationen og når man blev myndig. Så hvad var så specielt ved hendes 19-års fødselsdag? Hun kunne bare ikke lade være med at syntes at det var lidt sørgeligt. Hun opdagede at han indåndede den normale lugt af bilos, som faktisk var ret dejlig når man havde været ude i en helt ukendt skov i flere timer..

William så på hende og grinede lidt med, for hun havde en smittende latter "nå det lyder da lidt ensomt, du må ringe hvis det bliver for slemt" sagde han og smilede varmt til hende. Så gik det op for ham at hun ikke havde hans nummer, og han rakte ned i sin lomme med sin frie hånd og fiskede et lille kort frem. Han rakte hende det "her er mit kort, ring hvis der er noget" sagde han roligt. Han havde aldrig været fan af sådan nogle kort, men i forfatter branchen var det desværre nødvendigt. Han gik stille ved siden af Joanne og tænkte mens han gik.

Hun tog imod kortet med et fjoget grin, som nåede til begge øre. "Tænk at have sit eget kort. Jeg bliver helt blød i knæene." lo hun drillende, og stoppede kortet ned i jakkelommen. Så skar hun ansigt og tog kortet op igen. Hvor var hun dum, det var jo hans jakke. Hun stak hånden ind under jakken, og puttede så kortet ned i lommen i sine bukser. "Jeg tror også jeg vil lave mig et kort." grinede hun og skar ansigt. Men alle forfattere havde vel sådan et kort... Hun havde selv skulle lave et, da hun blev fotograf. Men selvfølgelig havde hun det aldrig på sig.

William grinede lidt, og smilede skævt af hendes fjogede smil "det er da godt at den har sådan en indvirkning på dig" sagde han drillende. "Men jeg er nødt til at have dem med mig, ellers kan folk ikke få fat på mig" sagde han roligt. "Det er meget vigtigt, ellers kan jeg jo misse en aftale, eller en udgivelse eller sådan noget.." sagde han og smilede stille. Han grinede en lille smule "ja det er en meget god idé at anskaffe sig et" sagde han langsomt "det hjælper også ens forretning, eller beskæftigelse på benene hvis man lige er startet op" sagde han roligt.

Hun kluklo af ham, og klemte blidt hans hånd. "Jeg ved jo at du har ret. Jeg tror faktisk også jeg har et." mumlede hun fraværende. Pludselig drejede hun ham ned af en sidegade, og stoppede foran et stort hus. "Jamen, her bor jeg så..." Hun smilede svagt og åbnede døren ind til opgangen. Hendes ånde stod som en sky ud mellem hendes læber, og blev kun mere synlig af den lille lampe oppe ved dørkarmen. Hun ventede ikke at han gik med hende op, så hun ventede lidt, inden hun spurgte: "Vil du ikke være sød at følge mig op?"

Han så på hende og smilede "nå okay, så må du bare grave det frem fra gemmerne" sagde han stille. Han blev overrasket af hendes pludselige drejen ned af en sidegade, og fulgte hurtigt med. Han så på huset "nej hvor fint" sagde han og smilede. Han så godt hendes ånde stå ud i luften som hvid damp og så lidt på døren. Han så på hende da hun spurgte og nikkede stille "jo selvfølgelig" svarede han venligt. Selv havde han ikke hvid ånde når han snakkede eller når han trak vejret. Han lod sin arm glide ind så han holdt døren "ind med dig så du ikke fryser, vi bevæger os jo ikke mere" sagde han med et drillende smil.

"Ha ha. Lad så være med at mobbe mig." grinede hun kærligt og trak ham med op af trappen, efter at hun havde døren og lukket den efter dem. Det rungede svagt i hele den store opgang da døren lukkede sig, og da hendes små fødder tøffede op af trapperne, med hans skridt som et dobbelt ekko. Hun lukkede øjnene og blev ved med at gå. Hun kendte den her opgang som sin egen lomme, så hun var ikke bange for at falde eller noget. Den kølige duft, og lyden af ekkoerne gjorde hende bare afslappet, og hun viste at dette her var hendes hjem, lige meget hvad andre sagde til hende. Hun stoppede helt automatisk foran sin dør, og stillede sig på tæer for at nå op i blomsterkassen over dørkarmen, hvor hun uden besvær fandt nøglen, og låste op for dem.

"Nej jeg vil ikke" smilede han og grinede lidt. Han lod sig trække med op af trappen mens han så betragtende rundt på omgivelserne. Han kunne godt lide duften, og fornemmelsen af stedet, der var nærmest en slags aura over det hele. Han tog en dyb indånding og så på hendes dør da hun stoppede. Han så kort på planten da hun fandt sin nøgle. Han smilede skævt og lænede sig ned, for han var høj, og pustede hende i nakken. Hans ånde var iskold, og duftede lidt af frost eller rim på græsset. Han grinede stille, og så lidt rundt igen. Han hørte låsens klik da hun låste op og ventede på at se hvordan hendes hjem egentlig så ud. Han havde selvfølgelig haft sine illustrationer i hovedet, sådan et åbent lyst hjem kunne han forestille sig det bedst. Selv var hans eget utrolig rodet, med bøger over det hele, og papirer, blokke, computer, tekopper osv.

"Bare ærgerligt. Ingen fortrydelsesret." sagde hun alvorligt, og prøvede at holde masken. Det gøs lidt i hende da han pustede hende i nakken, og hun førte sine skuldre op omkring ørerne imens hun fniste. "Hold op med det, jeg begynder bare at fryse igen." lo hun, og tænkte slet ikke over hvor kold hans ånde var, men lagde kun mærket til den søde, frosne duft. "Nå, velkommen i stuen." Hun mente det faktisk, da det første rum man kom ind i, var hendes stue. Selvfølgelig lige efter gangen hvor hendes sko og jakker hang. Hun tog hans jakke af, og hang den på en af knagerne, hvorefter hun trådte hendes sko af. "Pas på du ikke bliver overfaldt af min lille sneboldt..." De sidste lyde blev druknet i kattehår, da Kiki landede på hendes hår. Hun fjernede katten fra sit ansigt, og betragtede den i sine udstrækte arme. Hendes hår var blevet lidt uglet. "Se hvad jeg sagde." sukkede hun opgivende og slap den gnavne kat som med det samme hoppede ned på gulvtæppet.

Han fniste, og kom med et lille grin efterfølgende. Han smilede "undskyld, det var bare så fristende" sagde han kort, med et skævt smil. Han gik med indenfor, og så rundt. Han smilede lidt og så sig omkring, og så på Joanne da hun begyndte at snakke. Han trådte stille sine sko af, da han ikke vidste om han skulle blive der lang eller kort tid. "Sneboldt?" spurgte han undrende og fik et enormt chok da pelsklumpen havdnede på hovedet af Joanne. Han opdagede først da hun fik trukket den væk fra sig, at det var en kat "øhm.. sød lille mis" sagde han tøvende. Han så på hendes uglede hår, og kom til at grine lidt "den giver dig i hvertfald særlige frisurer" sagde han, og tog et skridt hen imod hende og rettede hendes hår så godt han nu kunne. Han var ikke perfektionist, men han gjorde det af ren vane, og af trangen til at hjælpe alle andre. Nogen gange kunne han forbande sig selv over at være en scuro dæmon, han ville aldrig hvis han havde fået valget ønsket at han skulle være det.

Hun udstødte en lille, kærlig perlelatter, og rettede det sidste på sit hår. "Ja, du har nok ret. William, det her er Kiki, Kiki det her er William." hun kunne ikke lade være med at grine igen af Kikis gnavne fnys. Hun kløede sig på næsen, og slog ud med armene i hende stue. Den var lille og hyggelig, og lys. Store vinduer og reoler med alle mulige ting, som man bare ikke ville skille sig af med, selvom man ikke havde noget at bruge det til. Hun gik hen til køkkenet, og gjorde tegn til at han bare skulle sætte sig ved bordet med de tre stole. "Kan jeg byde på noget?" spurgte hun med en venlig stemme, som hun altid havde når hun var hjemme. Måske fordi hun altid brugte den når hun var tæt på Kiki, men det var nok ikke derfor, bare fordi hun var hjemme og derfor var rigtig glad.

Han smilte skævt af hendes perlelatter "du kan umuligt være menneskelig" hviskede han stille, dog mest til sig selv som en slags konklusion, men han sagde det med både med humor og varme i sin stemme. Han så på Kiki og begyndte at grine, den var egentlig meget kær men noget egensindig. Han så sig lidt omkring og betragtede de ting hun havde *jeg havde ret i at det var et lyst hjem* tænkte han og så på de store vinduer. Han så på Joanne og nikkede og satte sig ned på en af stolene "nej ellers tak" sagde han med et varmt smil, han kunne jo ikke spise menneskemad, eller det kunne han godt, men det var ikke noget der sagde ham noget. Kun brød, det elskede han overalt i verden, mest af alt fordi det var en speciel følelse at tygge på det.

"Hvad?" Hun rynkede på panden, da hun ikke hørte det første han sagde, da hun jo var helt ude i køkkenet. Hun lyttede ikke til ham, da han sagde nej, og åbnede køleskabet. Hun viste han hun havde nogle snittede grønsager og frugter derinde... Hun satte en skål med honning-melon, æbler, tomater og asparges på bordet foran ham, og smuttede tilbage i køkkenet for at finde noget at drikke. Hun hældte noget hyldeblomstssaft op i to glas med høje stilke. Hun fandt hurtigt nogle flytes i køleskabet og satte alt sammen på bordet. Hun lænede sig tilbage i stolen, og smilede til ham. "Hvad sagde du?" spurgte hun venligt og nippede til saften.

William så på hende "ikke noget" sagde han roligt "jeg snakkede bare med Kiki" svarede han stille og smilede skævt. Han så at hun begyndte at tage alt muligt frem *åh nej..* tænkte han og sank en klump han havde i halsen, og tvang et lille smil frem. Han grinede lidt "intet.." svarede han stille og kiggede mistænksomt på saften *hvad er det?* Han trak det nærmere og snuste til det, men trak hurtigt hovedet væk og hostede lidt *det var lidt parfumeret og jeg fik vist snust lidt for voldsomt* tænkte han og smilte skævt og undskyldene til Joanne.

Hun takkede til gode med den så velkendte affejning man altid fik af folk, hvis man ikke ville fortælle det man lige havde undgået at høre. Hun kunne ikke lade være med at grine af ham, da han hostede lidt. "Du behøver ikke at drikke det, Will." smilede hun, og lænede sig ind over bordet og kløede ham i håret. Selv proppede hun noget honning-melon ind i munden, og tyggede lidt på den søde, bløde substans. Det var hendes yndlingsfrugt.

William så på hende, og smilede venligt til hende med et taknemmeligt blik "tak jeg er..ikke så god til...sådan noget" sagde han og stirrede lidt på saften igen. Han ville ikke være uhøflig, men mad og drikke var ikke lige hans kop te. Han så lidt ned i bordet, og mærkede hun kløede ham i håret, og han smilede skævt til hende og nød det.

Hun kunne ikke rigtigt forstå at han ikke ville have noget at spise og drikke, men måske var han bare ikke så vild med frugt og hyldeblomstssaft? Men hun ville ikke ødelægge deres stemning, så hun lagde bare sin kind på bordet. Hun var virkelig træt nu, sjovt nok var det jo også ret sent.

// Hvor er alt min krea blevet af?? *Suuk*