Dont get lost. (Joanne)

Hun rakte tunge af ham, da han benægtede hendes tilbud. "Helt ærligt, man skulle næsten tro at det ikke ville smage godt!" sagde hun forarget, i en perfekt parodi på en sur teenager. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt. Lige da han mindede hende om klokken, lagde hun armene om hans hals, og satte sig på skrødet af ham, for at holde ham nede så han ikke ville gå. "Helt ærligt, så kan vi da lige så godt spise morgenmad sammen senere.. Ikke? Du skal vel ikke nå noget?" Hun så på hans smukke øjne, og grinede bredt.

Han grinede og så på hende "Jo, smager og smager.. jeg smager det faktisk ikke det kommer bare til mig og så har jeg det som om jeg får mere energi, ligesom når i spiser.. tror jeg.." sagde han og smilede skævt "din glæde er sikkert opløftende nok, men jeg vil ikke tage af den jeg vil da hellere nyde den" sagde han og så på hendes ansigt da hun satte sig på skødet af ham og sad stille da han kunne mærke at hun holdt ham nede. "Jeg spiser ikke morgenmad.." sagde han og huskede da Rose havde lavet morgenmad, han var nær blev kvalt i den der, kande-pande-flad-kage eller hvad den nu hed. Han sukkede stille "Jeg vil gerne blive, men jeg skal på arbejde imorgen klokken ti, jeg skal ind på forlaget, og jeg ved ikke hvordan jeg opfører mig efter en nat uden søvn" sagde han og smileede svagt, og kiggede på hendes brede smil, og lagde sin hånd på hendes kind, og lod kort sin finger kærtegne den.

Hendes øjne glødede videre, helt opsat på at finde en god ting som kunne få ham til at blive. Hun ville gå i stykker hvis han forlod hende. "Nej, men hvis du får noget glæde, vil du så gerne? Du må godt få noget i morgen." bad hun og holdte hans øjne fast. Hun viste ikke hvad hun ellers kunne give ham. Hvad kunne man give sin bedste ikke-ven? Hun rynkede panden, og så helt fortvivlet ud. "Jeg kan putte dig i min seng?" forslog hun med et forhåbningsfuldt smil på læben. "Måske er min seng lidt lille, men den er helt vildt blød!" Hun strøg ham blidt over kinden, og så bedene på ham.

William så på hendes glødene øjne, og smilede lidt over at hun ikke ville af med ham. Han så alvorligt på hende, og tog blidt fat om hendes hage "Joanne lad være med at tilbyde mig sådan noget det er svært at genopbygge glæde derfor tager jeg kun lidt, fra lidt personer af gangen" sagde han stille og slap hendes hage. Han så på hendes fortvivlede blik "Hvor skulle du så sove?" spurgte han "jeg kan altså ikke tage din seng" sagde han og grinede lidt, det havde han det dårligt med, han kunne nok have sovet ved siden af, eller på sofaen, men at han kunne ikke tage hele hendes seng fra hende. Han så ud som om han tænkte lidt "måske kan jeg trække den lidt imorgen..og møde senere" sagde han tænksomt.

Joanne rejste sig fra ham, og smilede forlegent. "Du har nok ret. Det var lidt barnligt af mig." fniste hun og rodede op i sit mørke hår. Hun viste at hun ikke kunne være det bekendt, for han var alt for sød til at benægte hende det. Det var det hun elskede allermest ved ham. "Det er okay. Du må godt tage hjem. Undskyld det blev så sent, og tak fordi du hentede mig." Hun smilede svagt, og bed sig i læben. Hun var faktisk lidt trist, men hun kunne jo ikke holde på ham. Det var unfair.

William så på hende "en lille smule.. men det er hyggeligt at være her og du er hyggelig at tilbringe tid med" sagde han og smilede varmt til hende. Han rejste sig fra sofaen og så på hende, og lagde hovedet på skrå "Det er iorden, jeg blev jo også selv hængende rimelig længe uden at sige noget" sagde han. Hun var ikke meget for det, det kunne han sagtens se "Tak for en hyggelig aften" sagde han og trak hende ind til sig i et kram. Han gad ikke på arbejde den følgende dag, og overvejede seriøst at ringe og melde sig syg, eller sige at han havde travlt med bogen så han havde ikke tid.

Hun havde lukket sine øjne, og presset ansigtet blidt imod hans bryst. Hun gad ikke at have at han gik, men hun ville heller ikke have at han blev sur på hende, fordi hun holdte på ham. Hun kunne godt forstå at han skulle på job, så hun ville tie stille nu. Men hun kunne da godt lige få et godt kram først... Han duftede altså ret godt, lige meget hvad andre sagde. Hun elskede duften af nyfalden sne, og den var næsten lige så dejlig som resten af ham. Så trak hun sig langsomt væk fra ham, med et fredfyldt smil, og kyssede ham på kinden som et slags farvel-kys. "Pas nu godt på, på vej hjem." sagde hun og betragtede hans smukke ansigt.

William så på hende, og tænkte sig om. Han nød kysset mod sin kind og smilede blidt til hende "det skal jeg nok" sagde han stille. Han slap hende stille "pas på dig selv, og dit blod ikke?" sagde han og så på hende med et skævt smil. Han gik ud i gangen, og greb sine sko. Han tog dem på, og ville egentlig gerne være blevet. Han stoppede midt i bevægelsen "Joanne? Vil du forresten have mit nummer, så kan du ringe hvis det er, så kommer jeg forbi med.. noget kage eller noget" sagde han, for han vidste ikke rigtig hvad man tog med når man skulle besøge folk.

Hun fulgte med ham ud i gangen, og smilede svagt hele vejen ud. "Mit blod. Sikke en tiltro du har til mig var? Jeg lader ikke alle drikke denne flydende guld." grinede hun og betragtede ham og hans sko. Hun var sikker på at der gik lang tid før en vampyr igen ville drikke hendes blod, selvfølgelig medmindre hun blev overfaldet et mørkt sted. Hun viste at hun ikke kunne beskytte sig selv mod dem, men hun viste også at hun ville kunne slippe fra en et sted med mange mennesker. "Nummeret lyder fint, meen.. Du behøver ikke at tage kage med. Så bliver jeg jo bare fed. Så er det bedre at du plukker en blomst på vejen, men ikke for mange. Jeg har kun en vase." Hun undertrykte en svag latter. Hun smuttede ind i stuen og fandt en kuglepind, men kunne ikke finde nogle blok, så hun skrev bare i håndfladen.

William så på hende, og smilede til hende mens han fik lukket sine sko. Han grinede lidt "Nej nej men pas på det flydene guld, du kan altid bilde dem ind at du har vievand i lommen eller et eller andet" sagde han og grinede lidt. Han rettede sig op og så på hende "Okay ingen kage.. blomster tjek.." mumlede han og grinede lidt. Han så efter hende og smilede skævt "Skal jeg bare råbe det til dig?" sagde han drillende, og stak hovedet hen i døråbningen til stuen og lyttede. Han var stadig ikke meget for at gå, men Joanne virkede som om det var okay.

Den lille hyper pige kom tilbage i dørkarmen, imens hun lo af hans spøg. Ingen fik hende til at grine ligesom ham, og hun elskede ham for det. "Du behøves ikke at råbe skattemus." grinede hun og rakte tunge af ham. Hun satte kuglepinden op til hånden, som om hendes hånd faktisk var en blok. Sådan gjorde hun tit. Så glemte man aldrig sin indkøbssedler. Hun bed sig i læben og betragtede ham. Han var alt for smuk til at blive sendt ud i natten på den her måde. Tanken fik hende til at grine lidt igen, som en slags intern spøg.

William så på hende og smilede af hendes spontane latter, den var hyggelig. "Så gør jeg ikke det snuske" sagde han og grinede lidt og rakte tunge tilbahe af hende. Han så lidt på hendes hånd, og på kuglepennen "det er 34231298" sagde han og så hende skrive det ned. Han bed sig kort i læben men slap den hurtigt igen da det var en dum vane og det havde han faktisk indset. Han gav hende et lille kys på panden og tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren "igen tak for en hyggelig dag, jeg håber da vi ses igen" sagde han.

Hun skrev det lynhurtigt ned på sin hånd, vant til at skrive hurtigt ned da hun jo skrev meget. Næsten aldrig på computere, da hun ikke kunne finde ud af at bruge sådan nogle.. De var bare som mærkelig væsner hun bare ikke kunne styre! Hun lod hånden falde ned langs siden igen, og så lidt på ham, som om hun skulle tage et meget svært valg. Men så kunne kun ikke lade være med at grine af sig selv, og stillede sig på tæer for at kysse ham på kinden. Han var lidt højere end hende, men kun lidt. Hun havde altid været ret høj af sin alder, og det hjalp bare til hende lidt dystre væremåde nogle gange. "Hav det godt Elskling." grinede hun og klappede ham på hovedet.

William så på hende og betragtede kuglepennens lynen hen over hendes hånd "jamen farvel med dig sveske" sagde han drillende, og nød det lille kys. Han krammede hende kort, og åbnede døren helt, og gik ud. Han så kort tilbage på den lyse næsten dukkeagtige pige, den der finhed var helt unik, han var glad for bekendtskabet med Joanne, hende glemte han nok ikke sådan lige. "see you soon.." sagde han og smilede skævt og lukkede døren bag sig, og gik ned af trappen og ud på gaden.

//out//

Da Joanne trak sig væk fra ham og lod ham gå ud af døren smilede hun. Da hun åbnede døren for at vinke til hans ryg da han gik ned, smilede hun også. Men da døren var lukket gik hun ind i stuen og tog Kiki i favnen, for at gå ind i sengen og gemme ansigtet i hendes hvide pels. Trods de højlydte klager fra hunkatten, lagde Joanne sig til at sove med katten i favnen. Hun viste at Kiki elskede hende inderstinde. Guud, hvor var hun enlig træt. Et fredfyldt smil fulgte hende over i søvnen, hvor hun viste at hun ville få nogle fantastiske drømme.

// Out. //