Smerte.. - Seth

Dato: Søndag den 20. Juni.
Årstid: Sommer.
Sted: Dreins Mountain, ved den triste skov.
Vejr: Okay, solen højt på himlen og alt det der.
Tid: Eftermiddag/Aften
Omgivelser: Ingen.

Amanda humpede. Tårerne i hendes øjenkrove var tydelige, og adreanlinet pupede i hende, så hendes ben gjorde ikke nær så ondt, som det ville komme til. Hun var skræmt, men samme tidig stolt, over at være sluppet væk. Varulven turde ikke komme ud på åbent land, for tænk hvis der var nogle? Hun var sluppet fra et væsen der var over dobbelt så stærk som hun selv var, og det gjorde hende svagt glad. Hendes læbe var flænget, men hun grinede svagt. Blodet på hendes ben var ved at størkne, og ellers havde hun kun småskrammer. I sin flugt havde Varulven flænset hendes ben op, og det havde gevet hende en idé om hvor syge væsener var. Det var så 3. gang i den her uge at hun mødte en der ville så hende ihjel. Hun sukkede og himlede med øjnene. En stor sten formede sig foran hende, og hun humpede hen til den. Amanda satte sig og stirrede på sine blodige bukser. Hun begyndte at rykke noget af hendes sommerskjorte af og binde omkring bukserne, i håb om at såret snart ville stoppe med at bløde helt. Hun sukkede og lukkede øjnene.

Seth kiggede på pigen, med en svagt smil på læben. Han sagde ikke noget, men gikl angsomt frem mod hende. Hans hænder var oppe i luften, som når man overgiver sig. " Jeg gør dig ikk noget " sagde han blidt og kom tættere på hende. Lugten af blodet ramte ham som en mur, denne søde duft af menneskeblod. Han fugtede sin underlæbe og stoppede op, foran hende. Han forventede at se hende stvine eller skrige? Mens han rystede på hovedet, satte han sig ned i hug og kiggede på såret. Selvom han plejede at være ondsindet, så virkede hun som en speciel pige. Den sorte pluse han havde på stod i perfekt kontrast med hans blege hud. Seth tog fat i noget af hans bluse og rev det så af. Det sorte stof, bandt han fast om hendes blødende ben og smilte svagt. " Håber at det er okay ? " sagde han spørgende og kiggede på hende med gyldne øjne.

Amanda kiggede på drengen med nysgerrige øjne. Hun vidste hvad han var, men frygtede ham ikke. Måske var det dumt? Det med ikke at frygte vampyrer? Men mange af dem virkede altså venligtstillede. Hun smilede venligt til ham. "Det ved jeg. Jeg kan se det i dine øjne" svarede hun og skar en grimasse da hendes ben dunkede. "Jeg ville ønske jeg havde healende kræfter" smålo hun. "Det ville altså være lidt sejt" Hun kiggede på ham. Hans sorte trøje var garangteret valgt, så han så endnu blegere ud. Komplimentærfarver har det jo med at fremhæve hinanden, tænkte hun og greb sig til knæet. Mon han koncentrerede sig for ikke at springe over hende? Måske var han alligevel ikke vampyr? Han havde ikke røde øjne.. De var.. Sådan mere Ravfarvede. Gyldne. Hun nikkede med et svagt smil. "Ja..tak" Amanda kløede sig let i håret og kiggede på ham. "hvad laver du heroppe?" spurgte hun, mest for at distraherre sig selv fra smerten i hendes ben.

Hans gyldne øjne hviledep å hende og smilte så et tændsmil, en af hans tænder havde en dråbe blod på sig der truede med at falde ed på den blege underlæbe. Hurtigt slikkede han dråben væk og blinkede drillende til hende. " Dyr smager godt, man skal bare lige vænne sig til det " Hans stemme var blid og samtidig forførende. Vinden var blid mod hans hud, og på en måde varmede den hans ellers så kolde hud. Han lagde hovedet lidt på skrå og satte sig så ned på græsset. " Jeg vil ikk skræmm dig " sagde han smilende og lagde hovedet svagt på skrå. Hans smil forsvandt og kiggede så nysgerrigt på pigen.

Amanda kiggede på ham og grinede dæmpet. Hun lavede 'gåseøjne' med fingrene. "Så du er sådan en 'vegetar'?" spurgte hun og kiggede nysgerrigt på ham. "Er det ikke det de kalder det?" spurgte hun hurtigt, for at være sikker. For hun havde kun hørt ordet en eneste gang, så hun var ikke så sikker på at det var rigtigt. Ham her virkede faktisk venlig. Hun kiggede på hans perfekte ansigt og sukkede ved sig selv. Hun kunne ikke vænne sig til at vampyrer var så pæne. Hun lukkede kort øjnene og rykkede lidt på benene. "Nej Nej" mumlede hun fraværende. "Det gjorde du skam heller ikke" Hun smilede. "Så længe du ikke er varulv er jeg glad" mumlede hun og åbnede øjnene med et svagt suk. Hendes krop var ved at slappe af igen, og hendes hjerte var faldet til ro, efter sammenstødet med Qadir.