Jagt... Eller bare en gåtur? [Austin]

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Irl
Vejr : Klart
Sted : Et stykke inde i skoven
Tid : 23.33
Omgivelser : Træer???

Artemios gik gennem skoven, med lange skridt. Han havde ladet håret hænge, og var for en gangs skyld gået på jagt. Alligevel havde han ikke smidt den hvide strips, der sad i kraven på hans sorte skjorte, og indikerede hans kirkelige rang. Det var jo sådan.. Den var der altid.. Skulle altid være der. Han var jo en så kaldt hellig person, og ver ved også nødt til at klæde sig derefter... At han så ved siden at arbejde som noget nær en lejemorder var en mindre detalje, der ikke behøvede at blive blandet ind i det andet..

Austin sad inde i skoven, han sad med benene trukket ind til sig og armene omkring sine ben. Han havde hovedt ned ad, han skjulte sine mange ar fra vampyrer med et sort tørklæde, han havde ikke lyst til at vise dem frem, det var ikke noget han var stolt af. Han havde mere end frem ar og et bid der var revet ned langs halsen, han sad helt stille og sagde ingenting. Han sad som det eneste omkring sig ud over de bare tynde træer, han vidste godt at der måske kunne rende en vampyr forbi, men Austin bekymrede sig ikke, hvis personen dræbte ham, var han da i det mindste fri for flere bid.

Artemios fik efter en tid øje på den sammenkrøbede skikkelse, og stoppede op. Trak stille en af hans mange knive, og sneg sig videre med samme præcition som en elite soldat. Hans blik var fæstnet ved personen, mens han analyserede skikkelsen. Hankøn... Ret ung så det ud til.. Han var.. Skræmt? Artemios stoppede op endnu engang. Jo, han så skræmt ud. Skræmt, eller bare komplet bundulykkelig ud. Der var stadig en del meter mellem dem. Skulle han snige sig endnu tættere på, eller skulle han gøre opmærksom på sin tilstedeværelse? Et væsen ville opdage det alligevel, så han kunne ligeså godt gøre opmærksom på sig selv. "Er du okay?" spurgte han derfor, med en snært af blid venlighed i den dybe stemme.

Austin nærmest kastede sig væk fra hvor stemmen kom frem, han så skræmt på ham "Hvem er du! Hvad vil du !" sagde han så helt skrækslagende, han rejste sig hurtigt op og bandt tørklædet tættere om sin hals "Hold dig væk fra mig .." sagde han så og sank, han var sikker på at manden måtte være vampyr "Jeg har ikke brug for flere ar" sagde han så og gik et skridt længere væk fra ham "Tro det eller ej, men jeg står faktisk og beder dig om at finde et andet offer .. " sagde han så "Og hvis det er .. så vær sød at dræbe mig så jeg ikke ender med at blive mere skør en jeg er nu".

Artemios blev ovenud overrasket ved den reaktion. Da drengen var færdig med sine udslynginger af ord, måtte han le.. Denne dreng troede at han, Artemios, var en vampyr?! Han rettede sig op, og gemte kniven væk igen. "Jamen så vær du ganske rolig, min dreng, jeg bider ikke." sagde han, da latteren havde aftaget, og strøg en enkelt tot af det lange hår om bag sit ene øre. "Jeg er en af dem der forsøger at afholde vampyrer fra at bide." tilføjede han så, og så lettere alvorlig ud. "Men jeg kan forstå, at du alligevel er blevet bidt..." sagde han så, mest henvendt til sig selv.. Vampyrer burde ikke lade deres offre leve... Enten burde de forvandle dem, eller dræbe dem helt... Intet vampyr offer havde det særligt godt bagefter, og de færreste kunne vende tilbage til deres hverdag igen.

Austin så på ham og lyttede til hvad han sagde, han blev lidt roligere, men var bestemt heller ikke afslappet "op til flere gange af flere forskellige .." sagde han så og hev tørklædet af sig "En af dem to gange for at jeg fik mere smerte .." sagde han så og så på ham " Også .. griner du?" sagde han så og så ret alvorlig ud. Han tog sig til hovedet "Kan jeg stole på dig, for jeg går ud fra at du kender til vampyrer og er menneske" sagde han så og sukkede dybt og træt.

Artemios rystede på hovedet. "Om forladelse. Men tanken om at du mistænkte mig for at være vampyr... Jeg er hvad de fleste kender som en dusørjæger." sagde han roligt, og betragtede drengen. "Desuden er jeg præst, så du kan trygt stole på mig." bekræftede han, og nikkede let. Han brummede let for sig selv. Denne dreng havde åbenbart gennemgået langt mere end de fleste mennesker.. Hvilken skam. Sådan en ung dreng... Det var jo direkte uhyrligt!...

Austin så på ham og overvejede kort om han kunne stole på ham sådna rigtig, hvad hvis han løj? "Du skal ikke bekymre dig .." sagde han så, selvom der var en masse at bekymre sig for. Han tørte sine tåre væk fra sine kinder "Desuden .. kan jeg ikke redes .." sagde han så og sank. Han vidste godt selv det aldrig ville blive normalt igen, alle vampyrer ville kunne lugte at han havde været i kontakt med andre vampyrer og han ville derfor ikke kunne få fred, desuden ville han leve i frygt for at blive bidt.

"Nå da. Jeg vil nu alligevel vove at påstå, at du nok kan komme på rette spor igen." sagde han, og så overvejende på drengen. "Sig mig en ting; Hvad er dit navn?" bad han, med en lettere venlig klang i den dybe stemme. Mange jægere var forbitret, og dybt forskruet. Det var Artemios selvfølgelig også på et eller andet plan. Forskruet altså, men bitter var han ikke. Han hadede ikke væsnerne. Han tjente bare penge på dem, når det blev nødvendigt. Hvilket det desværre blev oftere og oftere. En skam. Godt nok tjente han ganske godt som præst, men det var bare ikke nok. Desuden var det alt for kedeligt kun at være præst..