Hvorfor er jeg altid så dum var?! - Lorcan ^^

Tid: 24:12
Omgivelser: Tomt - ind til videre..
Sted: Nær en café og en boghandler.
Vejr: Regn og overskyet... Ingen stjerner.
Påklædning: Avaet + stramme jeans + paraply.
___

Joanne havde for denne ene gangs skyld været klog nok til at tage en paraply med på en af hendes skumle byture. Hun tog hele tiden alle mulige skumle steder hen. Var det fordi hun ligefrem opsøgte de blodige hændelser? Når hun tænkte over det, var det måske hendes egen skyld, med alt det der var sket. Hun var faktisk lidt af en klovn hun var.. Og hvis hun døde, hvem skulle så give Kiki mad? William måske? Hun smilede svagt og strøg sine fingre igennem det halvvåde, mørke hår. Hun hørte nogle skramle i nogle butikker, og hørte nogle fyre nærme sig. Et svagt smil bredte sig over hendes læber, da det gik op for hende at de var alt for klodsede til at være vampyrer, men hun havde bare ikke lyst til at snakke med nogle fylde fyrer lige nu.. Det var bare ikke lige hendes nat i dag.. Hun sank og satte farten lidt op på vej i den modsatte retning af dem.

Lorcan stod bag en støvet bogreol med en tre tykke bæger balanceret ovenpå hinanden. Lorcan havde tænkt sig at forsyne sit bibliotek med nogle nye bøger i stedet for de ældgamle støvede som hans mester havde samlet gennem årene.
I 150 år havde Lorcan boet sammen med Mester i forskellige dele af verdenen men på intet tidspunkt havde det lykkedes ham at komme igennem de flere tudsing bøger. De strakte sig fra det ældgamle Kina til den nyeste Harry Potter bog - sådan én var Mester.
Loran derimod var mere til spænding, thrillers og de enkelte kælrlighedsnoveller. Og nu hvor det var sagt skal det også tilføjes at han HADER Twilight! Han tabte et vædemål til sin Mester og var tvunget til at læse hele serien fra start til slut. For en vampyr der læser om glitrende 'vegetar'vampyrer var hele processen ganske kvalmende. Lorcan sukkede ved tanken. Det var sidste gang han gik med til vædemål med sin Mester.
Lorcan fandt en fjerde bog frem fra hylden og gik tilbage til kassen for at betale. Han puttede bøgerne ned i en sort sportstaske han havde med og fortsatte derefter ud i den kølige natteluft.

Et svagt suk forlod Joannes læber. Mon ikke det var tid til at komme hjem? Det lod til at et par af drengene havde lagt mærket til hende, hvilket var det hun havde håbet på ikke ville ske. Men nu hvor de havde set hende, satte hun farten op. Der var ikke nogle særlig stor chance for at de ikke ville råbe af hende, men .. det gjorde hende ikke noget andet end at hun bare ikke var i særlig godt humør. Hun var ikke bange eller noget, for nu viste hun at hun havde så mange andre ting, at være så meget mere bange for. Hun havde ikke set at der var andre, så hvis drengene angreb hende.. En gysen løb ned af hendes rygrad, og hun rankede sig og satte yderlige farten op, men løb endnu ikke. Hun havde ikke tænkt sig at vise dem hvor bange hun var. Hun snublede over noget, som udløste et lille gisp fra hende. Nu var der ingen tvivl om at alle drengene viste at hun var der.

Lorcan var nået ned af gaden da en lugt der ikke hørte til nåede hans sensitive næse. Han kunne lugte frygt. Lorcan sniffede undersøgende og åbnede munden for at smage på luften. *Der er noget på fære* tænkte han. Han var nysgerrig efter at finde ud af hvem frygten kom fra og hvorfor - men hvad med bøgerne? Han kiggede fra sportstasken og ud i den mørke gade. *Bøger, nysgerrig.... nysgerrig, bøger...* han rullede tanken mellem hænderne - ikke bogstaveligt talt - og som sædvanligt vandt hans nysgerrighed. Han gemte sportstasken i en busk og gentog gadenavnet et par gange i sit hoved for at huske stedet. Derefter vendte han sig mod duftsporet og fulgte det gennem natten.

Joanne havde stadig ikke tænkt på at der ville være andre, da hun var for optaget af drengene som nu var på vej over mod hende. Ikke fordi hun kikkede - hun havde hørt det. Men det kom alligevel bag på hende, da der lagde sig en, ret stor, hånd på hendes skulder, og hun stivnede svagt. Hvorfor havde hun ikke hørt ham? Da hun vendte sig mod ham så han endnu mere elegant ud end de andre. Men det var for mørkt til at hun kunne være sikker på at han var en vampyr, men tanken strejfede hende alligevel. Hvis han nu havde talt til hende, så ville hun kunne finde ud af det, men det var desværre ikke tilfældet. Det var en af de andre der ødelagde stilheden: "Hey, kommer du ikke lige herover og hygger?" spurgte en af dem, da han kom hen til den første fyr og så på hende. Han så virkelig fuld ud, sådan en som svajer. "Nej tak." sagde hun høfligt, og trak sig lidt væk fra dem. "Ej, kom nu!" insisterede han og rakte ud efter hende, men hun drejede hurtigt om, og skulle lige til at sparke ham under bæltestedet, men stoppede så. Hun ville ikke kunne klare alle disse.. Der var vist seks... Hun trak sig bare hurtigt ud af den enes greb og så lidt på de andre som var på vej derhen. "Undskyld, men jeg har altså travlt." Hendes stemme var insisterende, men fyrene var nok for fulde til at fatte en hentydning.

// Wow, meget krea var?? XD //

Da han rundede det næste hjørne høre han stemmer. Den ene højlydt - tydeligvis bruset - men den anden var lavere og mere insisterende. Lorcan tog tilløb og sprang op på taget af slagtereforretningen og listede lydløst hen til kanten og spejdede ned. Nedenfor var en pige - menneske - omringet af 6 mænd hvoraf mindst én af dem var vampyr. Han regnede med at det var den smukkere af de 5 og mens de andre var stangstive så han ud til at være ædru. *Hva fanden har han at gøre med en flok mennesker?* spekulerede han oppe fra sin udkigspost.

//yeah xD//

Joanne sank og var virkelig ved at begynde at tude nu, men det var det sidste hun ville gøre.. Ingen skulle se hende tude, bare fordi hun var bange. Hun var altså ikke så let at skræmme som de troede.
Vampyren lagde sin hånd på hendes overarm, og holdte hende fast. Nu var der ingen tvivl om at han var en vampyr, for nøj.. han var virkelig stærk. "Kom og hyg lidt med os." hviskede han med en utrolig blød stemme. Hun blev helt blød i knæende, en reaktion som kom helt bag på hende. Opførte hun sig altid sådan, over alle vampyrer som lagde an på hende? Nej! Hun måtte tage sig sammen. Han trak i hende, men hun stod lidt mere fast end han havde regnet med. "Kom nu." fristede han, med samme begærlige stemme. Hans læber bevægede sig langsomt over mod hendes hals, og først der vågnede hun fra trancen. "Hold op dit svin!" skreg hun og sparkede med det ene ben, og ramte lige der hvor hun kunne. Der var så selvfølgelig lige mellem benene. Hun regnede ikke med at det ville gøre ondt på ham, men han var helt sikkert blevet overasket. Hun vendte om, og spænede væk fra dem.

Lorcan løb efter dem, sprang fran det ene hus-tag til det andet.
Vampyren nedenfor havde ikke opdaget ham endnu men det kunne ikke vare længe før hans lugt afslørede ham.
Han forsøgte at vurdere hvor gammel vampyren var, for at se hvor store chancer han havde hvis en kamp udbrød.
Han fik lyst til at sukke. *Typisk dig at rode dig ud i slagsmål Lorcan*

//sorry krea er lidt død:/ //

// Nuurh, tænk ikk på det :3 //

Hun håbede bare at de ikke var efter hende, men hvor skulle hun løbe hen? Hun smuttede lydløst om bag boghandleren og lænede sig op af vægen. Hun prøvede at få sit åndedræt under kontrol, så hun bedere kunne lytte. *Shiit.. Er vampyren hoppet op på taget?!* Var det ikke det hun kunne høre? Ingen af de andre kunne hoppe så højt, men.. hun havde ikke hørt vampyren hoppe. Hun stivnede op af vægen, og spærrede sine øjne endnu mere op. *Er der to?!* Det her kunne hun helt sikkert ikke overleve, hun kunne lige så godt se det i øjnene. Det var vist også på tide, var det ikke? Et svagt smil bredte sig over hende læber. Hold da kæft.. Tænkt hun sådan når hun skulle dø? Det var tydeligt at drengene havde sat en eftersøgning i gang, og det var kun et spørgsmål om tid før de fandt hende.

Lorcan så ned på menneskepigen med rynket pande. *Hvad fanden står hun og smiler af? Hun er jo på vej til at blive spist for christ sake!*
Han rystede stille på hovedet. Han ville aldrig kunne forstå sig på mennesker.
Han kunne høre Garos hylen et par gader længere nede og fiskede hundefløjten op fra jakkelommen for at besvare ham. Han ville nok være rimelig afsløret hvis han gav sig til at hyle tilbage.

Joannes hjerte bankede dobbelt så hurtigt, da hun hørte hundens gøen. Havde de angrebet en hund?! Hvis der var noget som fik hendes blod i kog, så var det folk som gjorde dyr noget. Hvis nogle bare havde tænkt på at røre hendes kat ondt, ville hun personligt brække enhver knogle i personens krop. Måske kunne hun nemmere se det oppe fra taget? Det var ikke svært for hende at sætte foden i vindueskarmen og svinge sig op på vinduet i anden etage og tadaa! Oppe. Det var svært at se noget i mørket, men sad der ikke nogle på taget?