fuldmåne //Artemios

dato: irl
årstid: irl
dag: irl
vejr: regner ned i stænger
sted: på den åbne del af søbreden
tid: mørk aften, men lige nok til at kunne se i
omgivelser: en sø, nogle få træer, og fuldmåne

chi havde gået en lille og alene tur rundt i den triste skov, og var endt henne ved sø breden. hun havde sin skuldertaske på, en sort og rødstribet hættetrøje på vor hun havde taget hætten over hovedet og åben lynlås så man ku' se hendes helt hvide t-shirt og hendes halskæde med kors emblem, et par sorte hummel træningsbukser, nogle seje hvide rapper sko hun havde snuppet fra et offer, og nogle sorte hansker med fingerhuller. hun gik og nynnede en lille melodi, og satte sig så ned ved breden for at såbbe(stave?) sine fødder i den fuldmåneklare sø.

Artemios stod i udkanten af skoven, og betragtede væsnet ved bredden. Hans øjne skinnede gyldent i natten. Han anede ikke hvad det var for et væsen, og ærlig talt, så var han for utålmodig til at analysere det for at finde ud af det. Hovedpointen var at der cirkulerede blod i hendes årer. Og blod var lige netop hvad han hungrede efter. Det var jo skrækkeligt altså! Tænk at dette skulle overgå ham?! Han var blevet et af de væsner han før var blevet betalt for at slå ihjel. Skammen ved at dræbe havde aldrig været noget der havde plaget Artemios, men måden han ville komme til at gøre det frem over gik ham på.

chi syntes at hun kunne mærke et væsen tæt på, hun kiggede rundt om sig men så intet i den oplysede nat. hun så ned i den klare vand, tog sine sko af og såbbede(stave?) lidt med sine fødder i vandet. Hun nynnede stadig lidt, og kiggede så lidt på fuldmånen.

Med et kort suk begav Artemios sig væk fra de træer, hvor han havde stået. Han lagde ikke skjul på sine hensigter om at kontakte væsnet, men holdt sig egentlig i stram snor, for ikke bare at springe på hende. Han var rasende ligeglad med om hun opdagede ham eller ej, han brød sig ikke om at komme bragende, og angribe andre, som et andet rovdyr. På trods af forvandlingen var der stadig en sand gentlemand gemt i Artemios.

Chi hørte væsnet igen og vendte sig så hrutigt om, at hun nær havde væltet ned i det kolde vand. Hun så væsnet, og skynte at tage sine sko på, rejse sig op og vente på at væsenet gik væk. hun var usikker, som om at en flod af frygt skyllede over hende som et edderkoppespind der fangede hende i dets fangetagende tråde og aldrig slap hende igen.

Artemios fortsatte direkte mod den unge pige. "Hej." hilste han venligt, men smilede ikke. Normalt ville han have smilet... Men når han var sulten var der bare ikke plads til venlige smil, og al slags høflighed. Hans gyldne øjne var på det nærmeste klistret til hendes hals. Det varme, friske blod, der dumpedes rundt i hendes krop... Han kunne næsten smage det... han ville have det... Og skulle nok også få det. Når altså hun bare lod være med at stikke halen mellem benene, og flygte.

Chi kunne mærke hvad han var... vampyr og han var vist ny i denne verden, han gik bare lige imod hende, han smilte ingengang til hende, og hans øjne glimtede som var han sulten. hun gik nogle skridt baglæns, også sprang hun op i et træ "find en anden at drikke fra" sagde hun frostreret.

Artemios fnøs let, og så op på hende. "Det ville jeg somend gerne, men du er den eneste i nærheden. Og jeg er bange for at jeg ikke han holde mig i skindet til at finde en anden." svarede han, og kravlede smidigt op til hende. Allerede som menneske havde ting som træklatring været en af hans stærke sider. Det at han var vampyr havde kun gjordt det bedre. Han stod på sammen gren som hende, og så på hende. "Jeg undskylder." sagde han så, og greb fat i hende. Et dyrisk blik var at se i hans sultne øjne.

Chi så på hans lysende øjne og prøvede på at komme ud af hans greb, hun kom fri "jeg kan godt selv give dig blod" sagde hun og tog hurtigt en kniv frem, skar en stor rille i sin håndflade, og tog så sin hånd frem mod ham "åben munden, og lad så være med de der pluselige bevægelser".

Artemios så overrasket på hende. Hun gav ham frivilligt blod? Mærkværdigt.. Lige meget, lugten af blod var overvældende. Han tog fat om hendes håndled, og satte munden mod såret. Drak grådigt. Tvang sig selv til ikke at sammenligne det med den aften han blev forvandlet. Et eller andet sted fandt han ikke dette her nær så afskyeligt, som når han tvang sig adgang til andres blod.

Chi følte hans hugtænder gennembore hendes sår mere og mere, og gav et suk fra sig. "er du snart færdig?" spurte hun kedsomeligt og så på hans gyldne øjne, og kiggede så på hvordan han sugede blodet til sig.

Artemios' øjne skiftede langsomt til en mere mørk, næsten sort farve. Så slap han hende hånd, og lænede sig tilbage med stammen. Sukkede saligt. "Hvad er dit navn?" spurgte han så, og tørrede lidt overskydende blod væk fra mundvigen. Betragtede hende roligt.

"chiroptera, Chiroptera Lemmuh men kald mig bare Chi" hun kiggede på hvordan han så på hende, men gad ikke rigtigt give interrese for det, og kiggede så ud på søen og de mørke træer der blev lyst op af den store fuldmåne.

Stilfærdigt nikkede han til hendes svar. "Alexander" præsenterede han sig selv af gammel vane. Som jæger havde han altid gjordt brug af sit mellemnavn, og det var ligesom bare blevet en vanesag nu. Han fulgte hendes blik ud på søen, og smilede svagt. Mæthed var nu en af de smukkeste ting i Artemios' nye verden.

Chi så tilbage på sin blodudtværede hånd og tog så et lille effektivt bund forbinding ud af sin skuldertaske. Hun tog langsomt forbindingen rundt om såret og bed sig så hårdt i læben for ikke at skrige af smerte.

Artemios vvendte langsomt blikket tilbage mod dæmonen. "Gør det ondt?" spurgte han så, og så undersøgende på hende. Mest fordi han var nysgerrig. Han lod stille tungen glide langs tænderne. Smagen af hendes blod sad stadig i munden på ham.

"lidt, men det healer senere" hun så på hans nysgerrige øjne, og lod så være med at bide i læben af smerte, det var som om at smerten forsvandt da han sagde noget til hende, som om at fremmede stemmer healede hurtigere end kendte.