Fuldmåne (åbent)

S: Den triste skov
V: Overskyet, køligt
D: IRL
T: 18:35
O: Skov - hvad der nu ellers lurer derude..

Mørket var ikke faldet på.. endnu.
Andromeda kunne mærke hvordan hendes vejrtrækning så småt blev til små gisp. Hun bevægede sig ud i skoven, så langt ind som overhovedet muligt, med tanken om ikke at gøre nogen ondt så længe hun var i sin ulveform. I aften var det fuldmåne.
Hun havde løbet og løbet så hurtigt hun kunne efter hun havde fået en bid råt kød.
- Det plejede at hjælpe på kontrollen når hun engang forvandlede sig til en kæmpe, behåret, rødlig ulv.

Siden hun blev bidt af sin skaber havde hun altid holdt af råt kød, blodigt, råt kød. Det smagte himmelsk nu hvor hun var halvt menneske, halvt ulv.

Skovens lyde skræmte hende ikke. Hun satte sig forpustet og gispende ned på jorden. Hun var ikke bange for at gøre hendes stramme, nye jeans beskidte.. Hun vidste at hun alligevel måtte vaske dem når morgengryen endelig viste sig, og hun atter ville være i sin menneskelige form.

Træerne hævede sig over hende og hun lænede sig tilbage og så op mod den røde himmel. Træernes grene så sorte og døde ud, trods sommervejrets lune glæde. Hun ventede blot på at månen ville vise sig - fuldt ud - med stjernes skær i baggrunden.

R'phael gik med rolige skridt mellem træerne. Han fulgte det tydelige spor af en eller anden, der med høj fart havde bevæget sig gennem bevoksningen. Den ene hånd hvilede let på den pistol, der sad gemt ved hans hofte. Kulgerne i magasinet var ikke almindelige kugler. Nej, de var lavet af det reneste sølv. På den måde blev det ham muligt at jage varulvene, der så ofte bevægede sig ud under fuldmånen. Ulvene var nogle af de farligste væsner med deres enorme størrelse, skarbe klør, og tænder. De nemt flå et menneske fra hinanden. Dette var også grunden til at de måtte uskadeligt gøres. For bestandigt. Et svagt smil gled over R'phaels læber. Varulvene blev færrere og færrere. - Takket være mennesker som han selv. det nyttede ikke noget at frygte de grimme bæster. Selv den største kæmpe havde et svagt punkt. Det gjalt bare om at finde det.

Fodtrin hørtes.
Andromeda vidste det var en dusørjæger. Hun sukkede dybt og lukkede øjnene. De var der altid ved fuldmåne, det var bare a lade som ingenting så længe de var der.

Hun lænede sig op mod et træ, stadig med lukkede øjne og kontrollerede den gispen der kom fra hendes dårlige kondi. Selvom hun løb ret meget, så var hendes kondi helt i bund.
"Hvem der?" spurgte hun.
"Kom frem.. Jeg er ikke bange."

R'phael smilede skævt ved ordene. "Jeg er ikke bange." Fortrineligt. Frygtsomme væsner var også kedelige. Roligt fortsatte R'phael sin gang, indtil han fik den unge kvinde indenfor synsvidde. "Hvilket held. Du forventes heller ikke ligefrem at være bange, for noget som et simpelt menneske." svarede han roligt, og betragtede hende, som hun stod der og pustede. Så den store stygge ulv var altså i dårlig form?... Dejligt...